Pilatus, Pontius

Sandsynligvis forbundet med den romerske slægt Pontii og kaldt “Pilatus” fra det latinske pileatus, dvs. “iført pileus”, som var “huen eller kendetegnet for en frigiven slave”, hvilket skulle angive, at han var en “frigiven”, eller efterkommer af en sådan. Han var den sjette i rækken af romerske prokuratorer i Judæa (26-36 e.Kr.). Hans hovedkvarter lå i Cæsarea, men han drog ofte op til Jerusalem. Hans regeringstid strakte sig over den periode, hvor Johannes Døberens og Jesu Kristi tjeneste fandt sted, og det er i forbindelse med retssagen mod Jesus, at hans navn træder tydeligt frem. Pilatus var en “typisk romer, ikke af den gamle, enkle slags, men fra kejsertiden; en mand, der ikke var uden visse rester af den gamle romerske retfærdighed i sin sjæl, men dog nydelsessyg, herskesyg og fordærvet. Han hadede de jøder, han herskede over, og i tider med irritation udgød han villigt deres blod. De gengældte hans had hjerteligt og anklagede ham for enhver forbrydelse, dårlig forvaltning, grusomhed og røveri. Han besøgte Jerusalem så sjældent som muligt; for for en, der var vant til Roms fornøjelser med dets teatre, bade, lege og muntre selskabsliv, var Jerusalem, med sin religiøsitet og sit altid ulmende oprør, et trist opholdssted. Når han besøgte byen, opholdt han sig i Herodes den Stores palads, da det var almindeligt, at de embedsmænd, Rom sendte til erobrede lande, tog bolig i de fortrængte herskeres paladser.”

Efter sin retssag for Sanhedrinet blev Jesus ført til den romerske prokurator, Pilatus, som som sædvanlig var kommet op til Jerusalem for at opretholde ro og orden under påsken, og som nu måske opholdt sig i Antoniaborgen, eller muligvis i Herodes’ palads. Pilatus trådte ud fra sit palads og mødte udsendingene fra Sanhedrinet. Da han spurgte, hvad anklagen mod Jesus gik ud på, svarede de, at han var en “forbryder”. Pilatus var ikke tilfreds med dette, og de anklagede ham videre for (1) oprør, (2) at forhindre betaling af skat til kejseren og (3) at antage titlen konge (Luk 23,2). Pilatus trak sig nu tilbage sammen med Jesus ind i paladset (Joh 18,33) og forhørte ham privat (37.38); og da han derefter gik ud til udsendingene, som stadig stod foran porten, erklærede han, at han ikke kunne finde nogen skyld hos Jesus (Luk 23,4). Dette ophidsede dem blot til endnu voldsommere råb, og de skreg, at han ophidsede folket “over hele Judæa, begyndende fra Galilæa.” Da Pilatus hørte om Galilæa, sendte han den anklagede til Herodes Antipas, som havde myndighed over den provins, i håb om på den måde at slippe ud af den vanskelighed, han befandt sig i. Men Herodes og hans krigsfolk hånede Jesus og sendte ham tilbage til Pilatus, klædt i en purpurkappe til spot (23,11.12).

Pilatus foreslog nu, at eftersom både han og Herodes ikke havde fundet nogen skyld hos ham, skulle de løslade Jesus; og idet han forventede, at de ville gå med til dette forslag, besteg han dommersædet, som om han var rede til at stadfæste afgørelsen (Matt 27,19). Men i samme øjeblik sendte hans hustru (Claudia Procula) bud til ham og bønfaldt ham om ikke at have noget at gøre med “den retfærdige”. Denne hændelse gjorde Pilatus’ forvirring og ærefrygt endnu dybere, mens mængden voldsomt råbte: “Ikke ham, men Barabbas.” Pilatus svarede: “Hvad skal jeg da gøre med Jesus?” Straks fulgte det rasende råb: “Lad ham blive korsfæstet.” Pilatus, tilsyneladende forbitret og uden at vide, hvad han skulle gøre, sagde: “Hvorfor, hvad ondt har han da gjort?” Men med endnu voldsommere fanatisme råbte mængden: “Bort med ham! korsfæst ham, korsfæst ham!” Pilatus gav efter og sendte Jesus bort for at blive pisket. Denne piskning blev sædvanligvis udført af liktorer; men da Pilatus kun var prokurator, havde han ingen liktor, og derfor udførte hans soldater denne frygtelige straf. Da dette var gjort, begyndte soldaterne at spotte den lidende, og de lagde en purpurkappe om ham, sandsynligvis en gammel, kasseret embedsdragt (Matt 27,28; Joh 19,2), og satte et rør i hans højre hånd og en tornekrone på hans hoved, bøjede knæ for ham i hån og hilste ham med ordene: “Hil dig, jødernes konge!” De tog også røret og slog ham med det på hovedet og i ansigtet og spyttede ham i ansigtet, idet de overøste ham med enhver krænkelse.

Pilatus førte derefter Jesus ud fra prætoriet (Matt 27,27) foran folket, iført tornekronen og purpurkappen, og sagde: “Se mennesket!” Men synet af Jesus, nu pisket, kronet og blødende, vakte kun deres had endnu mere, og igen råbte de: “Korsfæst ham, korsfæst ham!” og fremsatte denne yderligere anklage mod ham, at han havde givet sig ud for at være “Guds Søn”. Pilatus hørte denne anklage med overtroisk ærefrygt, og da han endnu en gang havde ført ham ind i prætoriet, spurgte han ham: “Hvor er du fra?” Jesus gav ham intet svar. Pilatus blev irriteret over hans fortsatte tavshed og sagde: “Ved du ikke, at jeg har magt til at korsfæste dig?” Jesus svarede romeren med rolig værdighed: “Du ville slet ingen magt have over mig, hvis den ikke var givet dig ovenfra.”

Efter dette syntes Pilatus mere end nogensinde besluttet på at lade Jesus gå. Da mængden mærkede dette, råbte de: “Hvis du lader denne mand gå, er du ikke kejserens ven.” Det afgjorde sagen. Han var bange for at blive anklaget over for kejseren. Han bad om vand og vaskede sine hænder for øjnene af folket og sagde: “Jeg er uskyldig i denne retfærdige mands blod.” Folkemængden, som igen foragtede hans skrupler, råbte: “Hans blod komme over os og over vore børn.” Pilatus blev ramt i hjertet af deres fornærmelser, og idet han førte Jesus frem for dem, sagde han: “Skal jeg korsfæste jeres konge?” Det skæbnesvangre øjeblik var nu kommet. De udbrød vanvittigt: “Vi har ingen konge uden kejseren”; og nu bliver Jesus overgivet til dem og ført bort for at blive korsfæstet.

På Pilatus’ befaling blev der efter romersk skik sat en indskrift over korset, som angav den forbrydelse, han blev korsfæstet for. Da han havde fået bekræftet af centurionen, at han var død, overgav han legemet til Josef af Arimatæa for at blive begravet. Pilatus’ navn forsvinder nu fra evangeliehistorien. Henvisninger til ham findes dog i Apostlenes Gerninger (3,13; 4,27; 13,28) og i 1 Tim 6,13. I 36 e.Kr. fremsatte Syriens statholder alvorlige anklager mod Pilatus, og han blev forvist til Vienne i Gallien, hvor han ifølge traditionen begik selvmord.