Netinim

Navnet, der gives til de arvelige tempeltjenere i alle Skriftens bøger fra tiden efter eksilet. Ordet betyder givne, dvs. “dem, der er sat til side”, nemlig til helligdommens ringe tjenestearbejde for levitterne. Navnet forekommer sytten gange, og i hvert tilfælde ender det i KJV fejlagtigt på “s”, “Nethinims;” i RV korrekt uden “s” (Ezra 2,70; 7,7, 24; 8,20, osv.). Traditionen siger, at gibeonitterne (Jos 9,27) var den oprindelige kaste, som senere blev kaldt netinim. Deres antal blev senere forøget med fanger, der var taget i kamp; og de blev formelt givet af David til levitterne (Ezra 8,20), og derfor blev de kaldt netinim, dvs. de givne, givet til levitterne for at være deres tjenere. Kun 612 netinim vendte tilbage fra Babylon (Ezra 2,58; 8,20). De stod under ledelse af en leder blandt dem selv (2,43; Neh 7,46). Der findes ingen henvisning til dem i Det Nye Testamente, fordi det er sandsynligt, at de blev opslugt i det jødiske folks almindelige helhed.