Oliebjerget

Sådan kaldet efter de oliventræer, som dets sider er klædt med; det er en bjergryg øst for Jerusalem (1 Kong 11,7; Ez 11,23; Zak 14,4), hvorfra det adskilles af Kedrondalen. Det nævnes første gang i forbindelse med Davids flugt fra Jerusalem under Absaloms oprør (2 Sam 15,30), og det nævnes kun én gang mere i Det Gamle Testamente, i Zak 14,4. Der hentydes dog ofte til det (1 Kong 11,7; 2 Kong 23,13; Neh 8,15; Ez 11,23).

Det nævnes ofte i Det Nye Testamente (Matt 21,1; 26,30, osv.). Det bærer nu navnet Jebel et-Tur, dvs. “Toppens bjerg”; det kaldes også undertiden Jebel ez-Zeitun, dvs. “Oliebjerget.” Det ligger omkring 200 fod over byens niveau. Vejen fra Jerusalem til Betania går som i gammel tid over dette bjerg. Det var på dette bjerg, Jesus stod, da han græd over Jerusalem. “Intet navn i Skriften,” siger dr. Porter, “vækker på én gang så hellige og så tiltalende associationer som Olivet. ‘Bjerget’ er så nært forbundet med Frelserens private, andagtsfulde liv, at vi læser om det og ser på det med den dybeste interesse og hengivenhed. Her sad han ofte med sine disciple og fortalte dem om forunderlige begivenheder, der endnu skulle komme, om Den Hellige Bys ødelæggelse; om hans efterfølgeres lidelser, forfølgelse og endelige sejr (Matt 24). Her gav han dem de smukke lignelser om de ti jomfruer og de fem talenter (25); her plejede han hver aften at trække sig tilbage til eftertanke, bøn og legemlig hvile, når han var træt og plaget af dagens arbejde og prøvelser (Luk 21,37); og her kom han på den nat, da han blev forrådt, for at fremsige den vidunderlige bøn: ‘O min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil’ (Matt 26,39). Og da Guds vredes bæger var drukket, og døden og graven var overvundet, førte han igen sine disciple ud over Olivet så langt som til Betania og steg efter en afskedsvelsignelse op til himlen (Luk 24,50, 51; ApG 1,12).”

Dette bjerg, eller rettere denne bjergkæde, har fire toppe eller højder: (1) “Galilæa”-toppen, sådan kaldet efter en tradition om, at englene stod her, da de talte til disciplene (ApG 1,11); (2) “Himmelfartsbjerget,” det formodede sted for denne begivenhed, som dog sandsynligvis fandt sted et sted nærmere Betania (Luk 24,51, 52); (3) “Profeterne,” efter katakomberne på dets side, kaldet “profeternes grave”; og (4) “Fordærvelsens Bjerg,” sådan kaldet på grund af de “offerhøje”, som Salomo rejste dér til sine fremmede hustruers afgudsdyrkelse (1 Kong 11,7; 2 Kong 23,13; Vulg., “Forargelsens Bjerg”).