Purim; pur

pur'-rim, pur (purim, "lodder"; Septuaginta Phrourai): Navnet på en jødisk fest, der fejres på den 14. og 15. dag i måneden Adar, den sidste måned i det bibelske år, svarende til februar-marts. 1. Skrifthenvisninger:

Festens oprindelse fortælles i Esters Bog og er faktisk bogens motiv, idet tiden, grunden og måden for dens fejring gives i detaljer (Est 3,7; Est 9,24). Der henvises også til den i apokryf litteratur (Tilføjelser til Ester 10,10-13; 2 Makk 15,36) og hos Josefus (Ant., XI, vi, 13). Der henvises ikke til denne fest i Det Nye Testamente, da den blev fejret lokalt og derfor ikke skal forbindes med nogen af festpilgrimsrejserne til Jerusalem. Af den grund må den formodning, som nogle har haft, at festen i Joh 5,1 var Purim, afvises, da omtalen af den straks efterfølges af ordene: "Og Jesus drog op til Jerusalem."

2. Indstiftelsens historie:

For den fuldstændige beretning om Purims indstiftelse må der henvises til Esters Bog. Her er kun en kort fremstilling mulig. Haman, søn af Hammedata, AGAGITTEN (s.d.; sammenlign 1 Sam 15,8; 1 Sam 15,32), som var blevet gjort til førsteminister af kong Ahasverus (Xerxes), hadede bittert jøderne, hvoraf nogle, som Mordokaj, var ved at stige til fremtrædende stillinger i riget. Efter at dronning Vashti af en grund var blevet fjernet fra sin kongelige stilling (Est 1,9-12), blev en jødinde ved navn Ester, Mordokajs slægtning og adoptivdatter, udvalgt til at blive kongens gemalinde. Dette øgede kun Hamans had; i sin skinsyge vrede begyndte han snart at søge en belejlig dag til at rette sit had mod Mordokaj og hele det jødiske folk og tyede derfor til lodkastning for at finde den gunstige tid: "Man kastede Pur, det vil sige loddet, for Haman fra dag til dag og fra måned til måned, indtil den tolvte måned, som er måneden Adar" (3,7). Fra den 1. måned prøvede man alle dage og måneder med ugunstigt resultat, indtil den sidste. På Hamans anmodning lod Ahasverus sine skrivere på den 13. dag i den 1. måned sende et dekret ud i hele riget om, at alle jøder skulle dræbes på den 13. dag i den 12. måned (3,12 ff). Som fortællingen viser, lykkedes det Mordokajs visdom, Esters heltemod samt faste og bøn at forpurre Hamans nedrige plan; han havde allerede bygget galgen, hvor hans forhadte rival skulle hænges. Haman blev selv hængt i denne galge, mens Mordokaj blev endnu mere hædret (7,10; 8,1.2). Et andet dekret blev udstedt på den 23. dag i den 3. måned om, at jøderne på den 13. dag i den 12. måned (8,9.12), den dag der i det første dekret var fastsat til deres udryddelse, skulle samle sig og forsvare sig mod deres fjender. På den skæbnesvangre dag modstod jøderne ikke blot med held deres fjenders ondskab, men de offentlige embedsmænd, som så, at kongens gunst var med jøderne, sluttede sig også til deres sag. I Susan, kongebyen, fik jøderne endnu en dag, den 14., til hævn over deres fjender (9,11-16). I betragtning af en så stor redning "skrev Mordokaj disse ting .... til alle jøderne .... for at pålægge dem, at de hvert år skulle holde den fjortende dag i måneden Adar og den femtende dag i samme måned som de dage, hvor jøderne havde fået ro for deres fjender (9,20-22).

3. Måden den holdes på:

Allerede så tidligt som på makkabæernes tid (2 Makk 15,36) blev festen holdt, idet den 14. dag blev kaldt "Mordokajs dag." Josefus henviser til den som uafbrudt og vidt udbredt fejret ned til hans egen tid: "Af denne grund holder jøderne stadig de førnævnte dage og kalder dem Purim-dage" (Ant., XI, vi, 13). I de følgende århundreder, efterhånden som jøderne er gået fra den ene civilisation eller det ene rige til det andet, er der opstået så mange grunde til at minde dem om Hamans forfølgelser, at festen for en sejr over sådanne forfølgelser både er blevet tiltrækkende og yderst betydningsfuld for dem. Erfaringer i Syrien, Egypten, Rom, Rusland og andre steder har ikke manglet som påmindelser om den oprindelige anledning til Purim. Den 13. dag er blevet holdt med faste til minde om Esters bøn og faste, før hun trådte frem for kongen; om aftenen, ved begyndelsen af den 14. dag, begiver jøderne sig til synagogerne, hvor Esters Bog, en af meghilloth, læses med fortolkninger; forbandelser bryder ud ved oplæsningen af Hamans navn, ledsaget af larm fra skralder og trampen med fødderne, og andre forfølgere og fjender får undertiden også del i forbandelserne. Mordokajs og Esters navne modtager velsignelser. Den følgende morgen på den 14. holdes der igen synagogegudstjenester, hvor man, ud over gentagelsen af Ester-læsningen, også læser 2 Mos 17,8-16, som fortæller om amalekitternes ødelæggelse (sammenlign Est 3,1), som læsningen fra Loven; der gives gaver til de fattige og til venner, og resten af dagen, ligesom også den 15., holdes med festmåltider og glæde, idet endog udskejelser tolereres i den nationale ånds overstrømmende begejstring.

4. Teorier om oprindelsen:

Der er gjort mange forsøg på at spore Purims oprindelse i hedenske eller kosmiske fester, men indtil nu uden held, ja uden overhovedet at nærme sig sandsynlighed. Formodede forbindelser med naturmyter, nationale fester og polyteistiske legender har alle fundet fortalere. Selve ordet har antydet muligheden af identifikation med ord af lignende form eller lyd i andre sprog. Men den lethed, hvormed sådanne ligheder kan findes for ethvert ord, rejser tvivl om pålideligheden af enhver identifikation.

(1) Det er blevet ført tilbage til assyrisk puru og identificeret med det assyriske nytår, hvor embedsmænd tiltrådte deres tjenesteperiode.

(2) Det babyloniske puhru, nytårsfesten, er også blevet hævdet som Purims oprindelse; Mordokaj bliver til Marduk, Ester er Ishtar, mens Haman, Vashti og Zeresh er mediske guder.

(3) De mest udbredte forsøg på identifikation findes på persisk område, hvor bahr, "lod," hævdes at være kilden til Pur, eller purdighan, "nytår," eller farwardighan, festen for de afdøde sjæle.

(4) Man har også søgt oprindelsen i en græsk dionysisk anledning.

(5) Andre foreslår en oprindelse i andre jødiske erfaringer end den, Esters Bog selv hævder, såsom et fangenskab i Edom, en forfølgelse under ptolemæerne i Egypten eller Judas Makkabæers sejr over Nikanor i 161 f.Kr. (1 Makk 7,49).

Ingen af alle disse teorier har tilstrækkelig sandsynlighed til at opnå noget, der ligner almindelig tilslutning; Esters Bog står tilbage som den mest rimelige beretning; de vanskeligheder, man møder i den, er ikke så store som dem, der findes i de forklaringer, man har søgt i andre sprog og religioner.

LITTERATUR.

Bibelleksika, især HDB, Encyclopedia Biblica og Jewish Encyclopedia; Paton, kommentar til "Est" i ICC, især s. 77-94.

Edward Mack