Syrien

(Hebr. Aram), det navn, der i Det Gamle Testamente gives til hele landet nordøst for Fønikien, og som strakte sig til hinsides Eufrat og Tigris. Mesopotamien kaldes (1 Mos 24,10; 5 Mos 23,4) Aram-naharajim (=Syrien ved de to floder), også Paddan-Aram (1 Mos 25,20). Andre dele af Syrien var også kendt under særskilte navne, som Aram-Ma’aka (1 Krøn 19,6), Aram-Bet-Rehob (2 Sam 10,6), Aram-Soba (2 Sam 10,6, 8). Alle disse særskilte små kongeriger blev senere underlagt Damaskus. På romernes tid omfattede Syrien også en del af Israels land og Lilleasien.

“Ud fra de historiske annaler, der nu er tilgængelige for os, kan Syriens historie inddeles i tre perioder: Den første, perioden da faraonernes magt var dominerende over Syriens frugtbare marker eller sletter og handelsbyerne Tyrus og Sidon, og da så mægtige erobrere som Thothmes III. og Rameses II. kunne gøre krav på herredømme og opkræve tribut fra folkene fra Eufrats bredder til grænserne ved den libyske ørken. For det andet fulgte dette en kort periode med uafhængighed, da den jødiske nation i syd voksede i magt, indtil den nåede sit tidlige højdepunkt i Salomos gyldne dage; og da Tyrus og Sidon var rige byer, som sendte deres handelsfolk vidt omkring, over land og hav, som civilisationens missionærer, mens de forbundne hetitiske stammer i nord holdt Assyriens kongers hære tilbage. Den tredje, og for os mest interessante, periode er den, hvor Assyriens konger herskede over Syriens sletter; da Tyrus, Sidon, Ashdod og Jerusalem bøjede sig under Shalmanesers, Sargons og Sankeribs erobrende hære; og da til sidst Memfis og Theben gav efter for magten hos herskerne i Nineve og Babylon, og Assyriens konger med frygtelig fuldstændighed fuldendte knusningen af Egyptens rør, så klart forudsagt af de hebraiske profeter.”, Boscawen.