Sår

sor (substantiv) (negha`; helkos, verbum helkoomai): I beretningen om spedalskhedens fremtræden (3 Mos 13,42) kaldes pletten på huden ved dette navn, som i KJV oversættes "sore" ("sår"), men i RV (britisk og amerikansk) "plague" ("plage"); tilsvarende har RV (britisk og amerikansk) i indvielsesbønnen (2 Krøn 6,28) ændret gengivelsen af negha` fra "sore" til "plague", sådan som den også har gjort i Sl 38,11. Ordet betyder bogstaveligt et "slag" eller "stød" og anvendes derfor om en sygdom eller hjemsøgelse fra Gud. makkah Teriyah gengives i KJV med "putrifying sores" ("rådnende sår"), i English Revised Version med "festering sores" ("betændte sår"), i American Standard Revised Version og i English Revised Versions randnote med "fresh stripes" ("friske striber"). Se STRIPES. I det eneste andet sted i Det Gamle Testamente, hvor "sore" bruges som substantiv i KJV (Sl 77,2), er det anvendte ord yadh, som bogstaveligt betyder den "udstrakte hånd"; derfor gengiver RV (britisk og amerikansk) teksten: "Min hånd var udstrakt om natten og slap ikke." I Det Nye Testamente kaldes sårene på Lazarus' lemmer, som var resultatet af fattigdom og nød (Luk 16,20), og som blev slikket af de herreløse hunde (Luk 16,21), "sår". Også sår, der kaldes onde og svære, var resultatet af udgydelsen af den første af de syv skåle med Guds vrede (Åb 16,2-11).

Alex. Macalister