Sønderknust; sønderknuselse

kon'-trit, kontrish'-un (dakka', »knuse«): Kun i Det Gamle Testamente (Sl 34,18; Sl 51,17; Es 57,15); nakheh, »slået« (Es 66,2). Sønderknust, »knust«, er kun superlativ af »brudt«; »et sønderknust hjerte« er »et hjerte knust i stykker«. I Den Hellige Skrift er hjertet sædet for al følelse, hvad enten det er glæde eller sorg. Et sønderknust hjerte er et, hvor den naturlige stolthed og selvtilstrækkelighed er blevet fuldstændig ydmyget ved bevidstheden om skyld. Det teologiske udtryk »sønderknuselse« betegner mere, end der findes i disse passager. Det henviser til den sorg, der erfares som følge af den åbenbaring af synd, der sker ved lovens forkyndelse (Jer 23,29). Den Augsburgske Bekendelse (artikel XII) analyserer omvendelsen i to dele: »sønderknuselse og tro«, den ene som frugt af lovens forkyndelse, den anden af evangeliets. Skønt sønderknuselsen har sine grader og ikke er ens hos alle mennesker, afhænger løftet om tilgivelse ikke af graden af sønderknuselse, men alene af Kristi fortjeneste. Den er ikke blot en forudsætning for troen, men vokser, som had til synden, forbundet med forsættet om ved Guds hjælp at overvinde den, sammen med troen.

H. E. Jacobs