Sørge

Der findes hyppige henvisninger i Skriften til,

Sorg over de døde. Abraham sørgede over Sara (1 Mos 23,2); Jakob over Josef (37,34.35); egypterne over Jakob (50,3-10); Israel over Aron (4 Mos 20,29), over Moses (5 Mos 34,8) og over Samuel (1 Sam 25,1); David over Abner (2 Sam 3,31, 35); Maria og Martha over Lazarus (Joh 11); gudfrygtige mænd over Stefanus (ApG 8,2) osv.

Over ulykker: Job (1,20.21; 2,8); Israel (2 Mos 33,4); ninevitterne (Jon 3,5); Israel, da de blev besejret af Benjamin (Dom 20,26) osv.

Bodssorg: hos israelitterne på forsoningsdagen (3 Mos 23,27; ApG 27,9); under Samuels tjeneste (1 Sam 7,6); forudsagt hos Zakarias (Zak 12,10, 11); i mange af salmerne (51 osv.).

Sorg blev udtrykt (1) ved gråd (1 Mos 35,8, randnote; Luk 7,38 osv.); (2) ved høj klage (Ruth 1,9; 1 Sam 6,19; 2 Sam 3,31); (3) ved at skæmme sit ydre, såsom at flænge tøjet (1 Mos 37,29, 34; Matt 26,65), bære sæk (1 Mos 37,34; Sl 35,13), strø støv eller aske over sig (2 Sam 13,19; Jer 6,26; Job 2,12), rage hovedet og rive hår ud af hoved eller skæg (3 Mos 10,6; Job 1,20), forsømme sit ydre eller fjerne smykker (2 Mos 33,4; 5 Mos 21,12, 13; 2 Sam 14,2; 19,24; Matt 6,16, 17), faste (2 Sam 1,12), dække overlæben (3 Mos 13,45; Mika 3,7), skære sig i kødet (Jer 16,6, 7) og sidde i tavshed (Dom 20,26; 2 Sam 12,16; 13,31; Job 1,20).

I senere tider finder vi en klasse af sørgefolk, som kunne lejes til ved deres høje klage at give ydre tegn på sorg (2 Krøn 35,25; Jer 9,17; Matt 9,23).

Sørgeperioden over de døde varierede. For Jakob varede den halvfjerds dage (1 Mos 50,3); for Aron (4 Mos 20,29) og Moses (5 Mos 34,8) tredive dage; og for Saul kun syv dage (1 Sam 31,13). I 2 Sam 3,31-35 har vi en beskrivelse af den store sorg over Abners død.