Saltpagt

solt (berith melach; halas, klassisk græsk hals): Da salt blev betragtet som en nødvendig bestanddel af den daglige føde og derfor af alle ofre, der blev bragt til Jahve (3 Mos 2,13), var der kun et kort skridt til den meget nære forbindelse mellem salt og pagtslutning. Når mennesker spiste sammen, blev de venner. Sammenlign det arabiske udtryk: "Der er salt mellem os"; "Han har spist af mit salt," hvilket betyder at tage del i gæstfrihed, som cementerede venskab; sammenlign "spise paladsets salt" (Ezra 4,14). Pagter blev almindeligvis bekræftet ved offermåltider, og salt var altid til stede. Da salt desuden er et konserveringsmiddel, ville det let blive symbol på en varig pagt. Derfor skulle ofre til Jahve være ved en evig forskrift, "en saltpagt for evigt for Jahves ansigt" (4 Mos 18,19). David modtog sit kongedømme for evigt fra Jahve ved en "saltpagt" (2 Krøn 13,5). I lyset af disse forestillinger bliver vor Herres bemærkning desto mere betydningsfuld: "Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden" (Mark 9,50).

Edward Bagby Pollard