Salve

Skikken med at salve med vellugtende olie var almindelig blandt hebræerne.

Salvningshandlingen betegnede indvielse til hellig eller sakral brug; deraf salvningen af ypperstepræsten (2 Mos 29,29; 3 Mos 4,3) og af de hellige kar (2 Mos 30,26). Ypperstepræsten og kongen kaldes således “den salvede” (3 Mos 4,3, 5, 16; 6,20; Sl 132,10). At salve en konge svarede til at krone ham (1 Sam 16,13; 2 Sam 2,4, osv.). Profeter blev også salvet (1 Kong 19,16; 1 Krøn 16,22; Sl 105,15). Udtrykket “salv skjoldet” (Es 21,5) henviser til skikken med at gnide olie på skjoldets læder for at gøre det smidigt og egnet til brug i krig.

Salvning var også en gæstfrihedshandling (Luk 7,38, 46). Det var ligeledes jødernes skik at salve sig med olie som et middel til at forfriske eller styrke deres kroppe (5 Mos 28,40; Ruth 3,3; 2 Sam 14,2; Sl 104,15, osv.). Denne skik fortsætter blandt araberne den dag i dag.

Olie blev også brugt til medicinske formål. Den blev påført de syge og også sår (Sl 109,18; Es 1,6; Mark 6,13; Jak 5,14).

De dødes legemer blev undertiden salvet (Mark 14,8; Luk 23,56).

Den lovede Befrier kaldes to gange “den Salvede” eller Messias (Sl 2,2; Dan 9,25, 26), fordi han blev salvet med Helligånden (Es 61,1), billedligt kaldt “glædens olie” (Sl 45,7; Hebr 1,9). Jesus fra Nazaret er denne salvede (Joh 1,41; ApG 9,22; 17,2, 3; 18,5, 28), Det Gamle Testamentes Messias.