Salve; salvet

a-noint', a-noint'-ed (aleipho, chrio): Henviser til en meget udbredt skik i Østen. Den opstod af den lindring mod solens virkning, som man erfarede ved at gnide kroppen med olie eller fedt. Blandt primitive folk brugte man almindeligt plante- eller animalsk fedt. Efterhånden som samfundet udviklede sig, og forfinelse blev en del af civilisationen, brugte man fint parfumerede salver til dette formål. Snart fik denne skik andre begrundelser end den ovenfor nævnte. Personer blev salvet for helbredets skyld (Mark 6,13), på grund af den udbredte tro på oliens helbredende kraft. Det blev ofte anvendt som et tegn på gæstfrihed (Luk 7,46); som et tegn på særlig ære (Joh 11,2); som forberedelse til sociale anledninger (Ruth 3,3; 2 Sam 14,2; Es 61,3). Den billedlige brug af dette ord (chrio) henviser strengt taget til Helligåndens komme over den enkelte (Luk 4,18; ApG 4,27; ApG 10,38). I denne betydning er det Gud, der salver (Hebr 1,9; 2 Kor 1,21). Tanken er at udpege eller udruste til en særlig værdighed, funktion eller forret. Det er i denne betydning, ordet anvendes om Kristus (Joh 1,41 randnote; ApG 4,27; ApG 10,38; Hebr 1,9; sammenlign Sl 2,2; Dan 9,25).

Se også salvelse.

Jacob W. Kapp