Pagt, i Det Gamle Testamente

kuv'-e-nant (berith):

I. ALMINDELIG BETYDNING

II. MELLEM MENNESKER

1. Tidlig forestilling

2. Hovedelementer

3. Forskellige varianter

4. Anvendte udtryk

III. MELLEM GUD OG MENNESKER

1. Grundlæggende idé

2. Pagter omtalt i Det Gamle Testamente

3. Anvendte udtryk

4. Pagtstankens historie

LITTERATUR

I. Almindelig betydning.

Den etymologiske kraft i det hebraiske berith er ikke helt sikker. Det er sandsynligt, at ordet er det samme som det assyriske biritu, der har den almindelige betydning “lænke”, men også betyder “pagt”. Betydningen af den rod, som dette assyriske ord er afledt af, er usikker. Det er sandsynligt, at den betyder “at binde”, men det er ikke endeligt fastslået. Betydningen af biritu som pagt synes at komme direkte fra roden, snarere end som en afledt betydning fra lænke. Hvis denne grundidé er at binde, er pagten det, der binder parterne sammen. Dette stemmer i hvert fald med ordets almindelige betydning.

I Det Gamle Testamente har ordet en almindelig brug, når begge parter er mennesker, og en udpræget religiøs brug mellem Gud og mennesker. Der kan ikke være tvivl om, at den religiøse brug er opstået ud fra den almindelige, i overensstemmelse med den generelle skik i sådanne tilfælde, og ikke omvendt. Der er også to betydningsnuancer, noget forskellige, af det hebraiske ord: den ene, hvor det egentlig er en pagt, dvs. en højtidelig gensidig aftale, den anden, hvor det snarere er en befaling, dvs. i stedet for en forpligtelse, der frivilligt påtages, er det en forpligtelse, som en overordnet pålægger en underordnet. Denne sidstnævnte betydning er dog tydeligt afledt af den anden. Det er let at se, at en aftale, hvor de kontraherende parter er af ulige rang, let kunne omfatte sådanne aftaler, som havde tendens til at få karakter af en befaling; men processen kunne ikke let vendes om.

II. Mellem mennesker.

1. Tidlig forestilling:

Vi betragter først en pagt, hvor begge kontraherende parter er mennesker. I sit væsen er en pagt en aftale, men en aftale med højtidelig og bindende kraft. Den tidlige semitiske forestilling om en pagt var uden tvivl den, der var fremherskende blandt araberne (se især W. Robertson Smith, Religion of the Semites, 2. udgave, passim). Dette var først og fremmest blodbroderskab, hvor to mænd blev brødre ved at drikke hinandens blod. Almindeligvis betød dette, at den ene blev optaget i den andens klan. Derfor involverede denne handling den ene af de kontraherende parters klan og bragte også den anden part i forbindelse med denne klans gud ved at føre ham ind i klanens fælles liv, som omfattede dens gud. I denne tidlige forestilling er “pagten da i første række ikke en særlig forpligtelse med dette eller hint bestemte formål, men et troskabsbånd og livsfællesskab med henblik på alle de formål, som slægtninge varigt er bundet sammen om” (W. Robertson Smith, anf. værk, 315 f). I dette tidlige ceremoniel var den religiøse idé nødvendigvis til stede, fordi guden var beslægtet med klanen; og guden havde en særlig interesse i pagten, fordi han særligt beskytter slægtsblodet, som den fremmede således bliver en del af. Denne religiøse side bestod altid, selv om den oprindelige idé blev stærkt ændret. I senere brug fandtes der forskellige erstatninger for at drikke hinandens blod, nemlig at drikke offerblodet sammen, at stænke det på parterne, at spise offermåltidet sammen osv.; men den samme idé kom til udtryk i dem alle: det livsfællesskab, der følger af pagten.

2. Hovedelementer:

Pagten i Det Gamle Testamente viser en betydelig ændring i forhold til den tidlige forestilling. Alligevel vil det uden tvivl hjælpe til at forstå pagten i Det Gamle Testamente, hvis man holder den tidlige idé og form for øje. Når man sammenholder udsagn fra forskellige beretninger, synes følgende at være hovedelementerne i en pagt mellem mennesker. Det skal bemærkes, at nogle af enkelthederne ikke udtrykkeligt nævnes med hensyn til disse pagter, men kan udledes af pagterne mellem Gud og mennesker.

(1) En angivelse af de vilkår, man var blevet enige om (1 Mos 26,29; 1 Mos 31,50; 1 Mos 31,52). Dette var en ændring af den tidligere forestilling, som er blevet nævnt, hvor en pagt omfattede alt.

(2) En ed aflagt af hver part om at overholde vilkårene, med Gud som vidne til eden (1 Mos 26,31; 1 Mos 31,48-53). Eden var et så karakteristisk træk, at ordet “ed” undertiden bruges som ækvivalent til pagt (se Ez 17,13).

(3) En forbandelse, som hver enkelt nedkalder over sig selv, hvis aftalen tilsidesættes. På en måde kan dette betragtes som en del af eden, der giver den ekstra vægt. Denne forbandelse nævnes ikke udtrykkeligt i tilfældet med menneskelige pagter, men kan udledes af pagten med Gud (5 Mos 27,15-26).

(4) Den formelle stadfæstelse af pagten ved en højtidelig ydre handling.

De forskellige ceremonier til dette formål, sådan som de allerede er nævnt, må betragtes som de senere modstykker til den tidlige handling, hvor man drak hinandens blod. I Det Gamle Testamentes beretninger er det ikke sikkert, at en sådan formel handling udtrykkeligt nævnes i forbindelse med pagter mellem mennesker. Det synes dog sandsynligt, at offermåltidet i 1 Mos 31,54 omfattede Laban; i så fald var det et pagtsoffer. Under alle omstændigheder nævnes både offermåltid og bestænkelse med blod på de to parter, hvor alteret repræsenterer Jahve, i 2 Mos 24,4-8, med hentydninger andre steder, som stadfæstelse af pagten ved Sinaj mellem Jahve og Israel. I Guds pagt med Abraham findes der en anden ceremoni, ganske sikkert med samme formål. Det er en særegen skik, nemlig at skære dyr i to dele og gå mellem de adskilte stykker (1 Mos 15,9-18), en skik der også henvises til i Jer 34,18. Her skal det bemærkes, at det er en rygende ovn og en flammende fakkel, som repræsenterer Gud, ikke Abraham, der gik mellem stykkerne. En sådan handling skulle, synes det, deles af begge parter, men i dette tilfælde skal det uden tvivl forklares ved, at pagten hovedsageligt er et løfte fra Jahve. Det er ham, der forpligter sig. Om betydningen af denne handling er der uenighed. En almindelig opfattelse er, at den i virkeligheden er et formelt udtryk for forbandelsen, idet man nedkalder det samme over sig selv, dvs. at blive skåret i stykker, hvis man bryder pagtens vilkår. Men som W. R. Smith har påpeget (anførte værk, 481), forklarer dette ikke, at man går mellem stykkerne, hvilket er ceremoniens karakteristiske træk. Det synes snarere at være et symbol på, at de to parter »blev optaget i offerdyrets mystiske liv«. (Sammenlign tolkningen af Hebr 9,15-17 i Pagt, i Det Nye Testamente.) Det ville da være en arv fra de tidlige tider, hvor offerdyret blev betragtet som beslægtet med stammen, og derfor også som et modstykke til at drikke hinandens blod.

En pagts uforanderlighed forudsættes overalt, i det mindste teoretisk.

Andre træk ud over de nævnte kan ikke betragtes som grundlæggende. Det gælder opstillingen af en sten eller rejsningen af en stendynge (1 Mos 31,45; 1 Mos 31,46). Dette er uden tvivl blot en gammel skik, som ikke har nogen direkte forbindelse med pagten, men kommer fra den gamle semitiske forestilling om helligheden ved enkelte sten eller stendynger. At slå hænderne sammen er et almindeligt udtryk for en aftale, der er indgået (Ezra 10,19; Ez 17,18 osv.).

3. Forskellige arter:

Når vi iagttager forskellige arter af aftaler blandt mennesker, bemærker vi, at de enten kan være mellem enkeltpersoner eller mellem større enheder, såsom stammer og folkeslag. I langt de fleste tilfælde er de dog mellem de større enheder. I nogle tilfælde, når en enkeltperson handler, sker det også i en repræsentativ egenskab, som overhoved for en klan eller som konge. Når pagten er mellem stammer, er den således en traktat eller alliance. Følgende steder har denne brug af pagt: 1 Mos 14,13; 1 Mos 21,27; 1 Mos 21,32; 1 Mos 26,28; 1 Mos 31,44; 2 Mos 23,32; 2 Mos 34,12; 2 Mos 34,15; 5 Mos 7,2; Jos 9,6; Jos 9,7; Jos 9,11; Jos 9,15; Jos 9,16; Dom 2,2; 1 Sam 11,1; 1 Kong 3,12; 1 Kong 15,19 parallelt med 2 Krøn 16,3; 1 Kong 20,34; Sl 83,5; Es 33,8; Ez 16,61; Ez 17,13-19; Ez 30,5; Dan 11,22; Am 1,9. I andre tilfælde er den mellem en konge og hans undersåtter, hvor den mere er en befaling eller forordning, som 2 Sam 3,12; 2 Sam 3,13; 2 Sam 3,11; 2 Sam 5,3 parallelt med 1 Krøn 11,3; Jer 34,8-18; Dan 9,27. I andre tilfælde er den mellem enkeltpersoner eller mellem små grupper, hvor den er en aftale eller et løfte (2 Kong 11,4 parallelt med 2 Krøn 23,1; Job 31,1; Job 41,4; Hos 10,4). Mellem David og Jonatan er den mere specifikt et venskabsforbund (1 Sam 18,3; 1 Sam 20,8; 1 Sam 23,18), sådan også tilsyneladende i Sl 55,20. Den betyder en ægteskabsalliance i Mal 2,14, men sandsynligvis ikke i Ordsp 2,17, hvor det er bedre at forstå betydningen som »hendes pagt med Gud«.

4. Den anvendte sprogbrug:

I alle tilfælde af pagter mellem mennesker, undtagen Jer 34,10 og Dan 9,27, er det tekniske udtryk for at slutte en pagt karath berith, hvor karath oprindeligt betød »at skære«. Alt tyder på, at dette verbum bruges med henvisning til den ovennævnte formelle stadfæstelsesceremoni, hvor dyr blev skåret i stykker.

III. Mellem Gud og mennesker.

1. Grundlæggende idé: Som allerede bemærket opstod tanken om pagter mellem Gud og mennesker uden tvivl ud fra tanken om pagter mellem mennesker. Derfor er den overordnede tanke tilsvarende. I dette tilfælde kan det dog ikke være en aftale mellem kontraherende parter, der står på lige fod; derimod tager Gud, den overordnede, altid initiativet. I et vist omfang, som varierer i de forskellige tilfælde, betragtes det dog som en gensidig aftale: Gud giver med sine befalinger bestemte løfter, og mennesker indvilliger i at holde befalingerne, eller i hvert fald er løfterne betinget af menneskelig lydighed. I almindelighed er Guds pagt med mennesker en guddommelig forordning, med tegn og pant fra Guds side og med løfter for menneskelig lydighed og straffe for ulydighed, hvilken forordning accepteres af mennesker. Ét sted (Sl 25,14) bruges det på en mere generel måde om et venskabsforbund mellem Gud og menneske.

2. Pagter nedskrevet i Det Gamle Testamente:

En pagt af denne almindelige art siges i Det Gamle Testamente at være blevet sluttet af Gud med Noa (1 Mos 9,9-17 og andre steder). I den er løftet, at der ikke mere skal komme en syndflod. En pagt sluttes med Abraham, og tanken i den omfatter hans efterkommere. I den er Guds løfte at gøre Abrahams efterkommere talrige, at give dem Kanaans land og at gøre dem til en velsignelse for folkene. Dette fortælles i 1 Mos 15,18; 1 Mos 17,2-21 osv. En pagt sluttes med folket Israel ved Sinaj (Horeb) (2 Mos 19,5; 2 Mos 24,7; 2 Mos 24,8; 2 Mos 34,10; 2 Mos 34,27; 2 Mos 34,28 osv.), stadfæstet ved et pagtsoffer og bestænkelse med blod (2 Mos 24,4-8). Dette gjorde folket til Guds særlige ejendomsfolk og blev ledsaget af løfter ved lydighed og straffe ved ulydighed. Denne pagt blev fornyet på Moabs sletter (5 Mos 29,1). I disse nationale pagter havde individet en plads, men kun som medlem af folket. Individet kunne dog fortabe sine rettigheder under pagten ved bevidst oprør mod Jahve, ved at synde “med løftet hånd” (4 Mos 15,30), og da blev han betragtet som ikke længere medlem af folket; han blev “udryddet af sit folk”, dvs. dræbt. Dette er præsteskriftets (P) lære og forudsættes også andre steder; i Guds barmhjertighed blev straffen dog ikke altid fuldbyrdet. Der hentydes til en pagt med Levis stamme, hvorved den blev præstestammen, i 5 Mos 33,9; Jer 33,21; Mal 2,4 ff. Pagten med Pinehas (4 Mos 25,12; 4 Mos 25,13) grundlagde et evigt præstedømme i hans slægt. Pagten med Josva og Israel (Jos 24) var en aftale fra deres side om kun at tjene Jahve. Pagten med David (2 Sam 2 parallelt med 1 Krøn 1; se også Sl 89,3; Sl 89,18; Sl 89,34; Sl 89,39; Sl 132,12; Jer 33,21) indeholdt et løfte om, at hans efterkommere skulle have et evigt kongedømme og stå i et sønneforhold til Gud. Pagten med Jojada og folket (2 Kong 11,17 parallelt med 2 Krøn 23,3) var en aftale fra deres side om at være Jahves folk. Pagten med Hizkija og folket (2 Krøn 29,10) bestod i det væsentlige af en aftale fra deres side om at reformere gudsdyrkelsen; pagten med Josija og folket (2 Kong 23,3) af en aftale fra deres side om at adlyde lovbogen. Pagten med Ezra og folket (Ezra 10,3) var en aftale fra deres side om at skille sig af med fremmede hustruer og adlyde loven. Profeterne taler også om en ny pagt, mest udtrykkeligt hos Jeremias, men med henvisninger andre steder, som er forbundet med den messianske tid (se Es 42,6; Es 49,8; Es 55,3; Es 59,21; Es 61,8; Jer 31,31; Jer 31,33; Jer 32,40; Jer 50,5; Ez 16,60; Ez 16,62; Ez 20,37; Ez 34,25; Ez 37,26; Hos 2,18).

3. Anvendte udtryk:

Der bruges forskellige udtryk om at slutte en pagt mellem Gud og mennesker. Det verbum, der sædvanligvis bruges om at slutte pagter mellem mennesker, karath, bruges også ofte her. Følgende verber bruges også: heqim, “at oprette” eller “stadfæste”; nathan, “at give”; sim, “at sætte”; tsiwwah, “at befale”; `abhar, “at gå over”, efterfulgt af be, “ind i”; bo, “at gå ind”, efterfulgt af be; og udtrykket nasa' berith `al pi, “at tage en pagt op på nogens mund”.

4. Pagtstankens historie:

Pagtstankens historie i Israel, som forhold mellem Gud og menneske, er ikke helt let at spore. Dette gælder især de store pagter mellem Gud og Israel, nemlig den med Abraham og den, der blev sluttet ved Sinaj. De tidligste henvisninger til dette forhold mellem Israel og Jahve under betegnelsen “pagt” findes i Hos 6,7; Hos 8,1. Fortolkningen af det første sted er usikker i enkeltheder, men henvisningen til en sådan pagt synes klar. Det sidste sted betragtes af mange som en senere tilføjelse, men i høj grad på grund af netop denne omtale af pagten. Der findes ingen andre henvisninger til en sådan pagt hos profeterne før Jeremias. Jeremias og Ezekiel taler om den, og den forudsættes i Deutero-Esajas. Det er dog et mærkeligt faktum, at de fleste af de senere profeter ikke bruger betegnelsen, hvilket antyder, at udeladelsen hos de tidligere profeter ikke er særlig betydningsfuld med hensyn til kendskab til tanken i tidlig tid.

I denne forbindelse bør det bemærkes, at der er nogen variation mellem Hexateukens lovsamlinger i deres behandling af pagterne. Kun ét punkt behøver dog særlig omtale. Præsteskriftet (P) giver ingen udtrykkelig beretning om pagten ved Sinaj og lægger stor vægt på pagten med Abraham. Der er dog tilsyneladende hentydninger til Sinajpagten (3 Mos 2,13; 3 Mos 24,8; 3 Mos 26,9; 3 Mos 26,15; 3 Mos 26,25; 3 Mos 26,44; 3 Mos 26,45). Kendsgerningerne tyder derfor hovedsageligt på en forskel i vægtlægning.

I lyset delvis af de allerede nævnte kendsgerninger hævder mange dog, at pagtstanken mellem Gud og menneske er forholdsvis sen. Ifølge dette syn var der ingen pagter med Abraham og ved Sinaj; i Israels tidlige forestillinger om forholdet til Jahve var han derimod deres stammegud, bundet ved naturlige bånd, ikke etiske, sådan som pagten indebærer. Dette er et større spørgsmål, end det først ser ud til. I virkeligheden er hele problemet om Israels forhold til Jahve gennem Det Gamle Testamentes historie involveret, især spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt en omfattende opfattelse af Guds etiske karakter blev udviklet. Emnet vil derfor naturligt få en fyldigere behandling i andre artikler. Her er det måske tilstrækkeligt at udtrykke den overbevisning, at der i Israels tidlige historie fandtes en meget betydelig opfattelse af Jahves etiske karakter, og at der følgelig ikke er tilstrækkelig grund til at tvivle på kendsgerningen om pagterne med Abraham og ved Sinaj. W. Robertson Smiths udtalelse udtrykker sagens kerne (anf. værk, 319): »At Jahves forhold ikke er naturligt, men etisk, er profeternes lære og fremhæves, i afhængighed af deres undervisning, i Femte Mosebog. Men de anførte steder viser, at tanken havde sit grundlag i førprofetisk tid; og profeterne, skønt de giver den en ny og kraftfuld anvendelse, betragter tydeligvis ikke opfattelsen som en nyskabelse.«

Der bør gives lidt yderligere overvejelse til profeternes nye pagt. Den almindelige lære er, at pagten blev brudt ved folkets synder, som førte til eksilet. Derfor var folket under eksilet blevet forkastet, og pagten var ikke længere i kraft. Dette siges med en anden terminologi i Hos 3,3 f; 1,9; 2,2. Profeterne taler dog, i forventning, om at der igen skal sluttes en pagt efter tilbagekomsten fra eksilet. For det meste omtales denne pagt i de allerede anførte steder, som om den var den gamle, der blev fornyet. Der lægges dog særlig vægt på, at den er en evig pagt, hvad den gamle ikke viste sig at være; dette indebærer, at den ikke vil blive brudt, sådan som den gamle blev. Jeremias’ lære har imidlertid en lidt anden vægtlægning. Han taler om den gamle pagt som forsvundet (31,32). Derfor taler han om en ny pagt (31,31.33). Denne nye pagt ligner dog i sine bestemmelser meget den gamle. Men der er en ny vægt på individualitet i tilgangen til Gud. I den gamle pagt, som allerede nævnt, var det nationen som helhed, der trådte ind i forholdet; her er det den enkelte, og loven skal skrives på den enkeltes hjerte.

I den senere brug er den specifikke pagtstanke undertiden mindre fremtrædende, så udtrykket i praksis bruges om religionen som helhed; se Es 56,4; Sl 103,18.

LITTERATUR.

Valeton, ZATW, XII, XIII (1892-93); Candlish, The Expositor Times, 1892, okt., nov.; Kraetzschmar, Die Bundesvorstellung im Altes Testament, Marburg, 1896; artiklerne »Covenant« i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind) og Encyclopedia Biblica.

George Ricker Berry