Pagt

En kontrakt eller aftale mellem to parter. I Det Gamle Testamente oversættes det hebraiske ord berith altid sådan. Berith er afledt af en rod, der betyder “at skære”, og derfor er en pagt en “skæring”, med henvisning til at dyr blev skåret eller delt i to dele, og at de parter, der sluttede pagten, gik imellem dem, når de indgik en pagt (1 Mos 15; Jer 34,18, 19).

Det tilsvarende ord i Det Nye Testamentes græsk er diatheke, som dog i KJV som regel gengives “testamente”. Det bør, ligesom ordet berith i Det Gamle Testamente, gengives “pagt”.

Ordet bruges (1) om en pagt eller overenskomst mellem menneske og menneske (1 Mos 21,32), eller mellem stammer eller folkeslag (1 Sam 11,1; Jos 9,6, 15). Når man indgik en pagt, blev Jahve højtideligt påkaldt som vidne til handlingen (1 Mos 31,50), og derfor blev den kaldt en “Herrens pagt” (1 Sam 20,8). Ægteskabspagten kaldes “Guds pagt” (Ordsp 2,17), fordi ægteskabet blev indgået i Guds navn. Om onde mennesker siges det, at de handler, som om de havde sluttet en “pagt med døden” om, at den ikke skulle ødelægge dem, eller med dødsriget om, at det ikke skulle opsluge dem (Es 28,15, 18).

Ordet bruges med henvisning til Guds åbenbaring af sig selv i form af løfte eller gunst mod mennesker. Således kaldes Guds løfte til Noa efter syndfloden en pagt (1 Mos 9; Jer 33,20, “min pagt”). Vi har en beretning om Guds pagt med Abraham (1 Mos 17, jf. 3 Mos 26,42), om præstedømmets pagt (4 Mos 25,12, 13; 5 Mos 33,9; Neh 13,29) og om pagten ved Sinaj (2 Mos 34,27, 28; 3 Mos 26,15), som senere blev fornyet på forskellige tidspunkter i Israels historie (5 Mos 29; Jos 1,24; 2 Krøn 15; 23; 29; 34; Ezra 10; Neh 9). I overensstemmelse med menneskelig skik siges Guds pagt at blive stadfæstet med en ed (5 Mos 4,31; Sl 89,3) og at være ledsaget af et tegn (1 Mos 9; 17). Derfor kaldes pagten Guds “råd”, “ed”, “løfte” (Sl 89,3, 4; 105,8-11; Hebr 6,13-20; Luk 1,68-75). Guds pagt består helt og holdent i meddelelse af velsignelse (Es 59,21; Jer 31,33, 34).

Udtrykket pagt bruges også om den regelmæssige vekslen mellem dag og nat (Jer 33,20), sabbatten (2 Mos 31,16), omskærelsen (1 Mos 17,9, 10) og i almindelighed enhver ordning fra Gud (Jer 34,13, 14).

En “saltpagt” betyder en evig pagt, ved hvis besegling eller stadfæstelse salt, som et symbol på varighed, bruges (4 Mos 18,19; 3 Mos 2,13; 2 Krøn 13,5).

GERNINGSPAGTEN, den ordning, som Adam blev sat under ved sin skabelse. I denne pagt,

De kontraherende parter var (a) Gud, den moralske hersker, og (b) Adam, en fri moralsk aktør og repræsentant for hele sit naturlige afkom (Rom 5,12-19).

Løftet var “liv” (Matt 19,16, 17; Gal 3,12).

Betingelsen var fuldkommen lydighed mod loven, idet prøven i dette tilfælde var at afholde sig fra at spise frugten af “kundskabens træ” osv.

Straffen var død (1 Mos 2,16, 17).

Denne pagt kaldes også en naturpagt, fordi den blev sluttet med mennesket i dets naturlige eller ufaldne tilstand; en livspagt, fordi “liv” var løftet knyttet til lydighed; og en lovpagt, fordi den krævede fuldkommen lydighed mod loven.

“Livets træ” var det ydre tegn og segl på det liv, som blev lovet i pagten, og derfor kaldes det sædvanligvis denne pagts segl.

Denne pagt er ophævet under evangeliet, for så vidt som Kristus har opfyldt alle dens betingelser på sit folks vegne og nu tilbyder frelse på betingelse af tro. Den er dog stadig i kraft, eftersom den hviler på Guds uforanderlige retfærdighed, og den er bindende for alle, som ikke er flygtet til Kristus og har taget imod hans retfærdighed.

NÅDESPAGTEN, den evige frelsesplan, som de tre personer i Guddommen indgik, og som de udførte i dens forskellige dele. I den repræsenterede Faderen Guddommen i dens udelelige suverænitet, og Sønnen sit folk som deres garant (Joh 17,4, 6, 9; Es 42,6; Sl 89,3).

Betingelserne i denne pagt var,

Fra Faderens side (a) al nødvendig forberedelse af Sønnen til udførelsen af hans værk (Hebr 10,5; Es 42,1-7); (b) støtte i værket (Luk 22,43); og (c) en herlig belønning i Kristi ophøjelse, da hans værk var fuldført (Fil 2,6-11), hans indsættelse med universelt herredømme (Joh 5,22; Sl 110,1), at forvaltningen af pagten blev overdraget i hans hænder (Matt 28,18; Joh 1,12; 17,2; ApG 2,33), og i den endelige frelse af hele hans folk (Es 35,10; 53,10, 11; Jer 31,33; Tit 1,2).

Fra Sønnens side var betingelserne (a) at han blev menneske (Gal 4,4, 5); og (b) at han som den anden Adam repræsenterede hele sit folk, indtog deres plads og påtog sig alle deres forpligtelser under den overtrådte gerningspagt; (c) at han adlød loven (Sl 40,8; Es 42,21; Joh 9,4, 5), og (d) at han led dens straf (Es 53; 2 Kor 5,21; Gal 3,13) i deres sted.

Kristus, dens mellemmand, opfylder alle dens betingelser på sit folks vegne og uddeler alle dens velsignelser til dem. I Hebr 8,6; 9,15; 12,24 gives denne titel til Kristus.