Salt

Brugt til at krydre mad (Job 6,6) og blandet i kvægets foder (Es 30,24, “rent;” i RV’s randnote “saltet”). Alle afgrødeofre blev krydret med salt (3 Mos 2,13). At spise salt med en anden er at tage del i hans gæstfrihed, at få sit underhold fra ham; og derfor var den, der gjorde det, forpligtet til at tage vare på sin værts interesser (Ezra 4,14, “Vi har vort underhold fra kongens palads;” KJV randnote, “Vi er saltet med paladsets salt;” RV, “Vi spiser paladsets salt”).

En “saltpagt” (4 Mos 18,19; 2 Krøn 13,5) var en pagt med evig forpligtelse. Nyfødte børn blev gnedet med salt (Ez 16,4). Disciplene sammenlignes med salt med henvisning til dets rensende og bevarende brug (Matt 5,13). Da Abimelek indtog byen Sikem, bestrøede han stedet med salt, for at det altid skulle forblive en ufrugtbar jord (Dom 9,45). Sir Lyon Playfair argumenterer på videnskabeligt grundlag for, at man under den generiske betegnelse “salt” i visse passager skal forstå petroleum eller dets restprodukt asfalt. Således ville han i 1 Mos 19,26 læse “asfaltsøjle”; og i Matt 5,13, i stedet for “salt,” “petroleum,” som mister sin essens ved udsættelse, hvad salt ikke gør, og bliver til asfalt, som man lavede brolægninger med.

Jebel Usdum, syd for Det Døde Hav, er et bjerg af stensalt, omkring 7 mil langt og fra 2 til 3 mil bredt og nogle hundrede fod højt.