Søg i bibelleksikonet

Sefanias' Bog

På engelsk: ZEPHANIAH, BOOK OF

I. FORFATTEREN

1. Navn

2. Afstamning 3. Liv

II. TID

1. Datering

2. Politisk situation

3. Moralske og religiøse forhold

III. BOGEN

1. Indhold

2. Integritet

IV. LÆRE

1. Jahves dag

2. Universalisme

3. Messiansk profeti

LITTERATUR

I. Forfatteren.

1. Navn:

Navnet "Sefanias" (tsephanyah; Sophonias), som bæres af tre andre mænd, der nævnes i Det Gamle Testamente, betyder "Jah skjuler" eller "Jah har skjult" eller "gemt som en skat." "Det antyder," siger G. A. Smith, "profetens fødsel i Manasses drabstid" (2 Kong 21,16).

2. Afstamning:

Profetens afstamning føres fire slægtled tilbage (Sef 1,1), hvilket er usædvanligt i Det Gamle Testamente (sammenlign Es 1,1; Hos 1,1); derfor mener man, ikke uden grund (Eiselen, Minor Prophets, 505), at den sidst nævnte forfader, Hizkija, må have været en fremtrædende mand--ja, ingen anden end kong Hizkija af Juda, Esajas' og Mikas samtidige. Hvis Sefanias var af kongeligt blod, bliver hans fordømmelse af de kongelige fyrster (1,8) af stor interesse. På lignende måde fordømte Esajas, som efter al sandsynlighed var af kongeligt blod, uden tøven herskernes og hoffets mangler og laster. En gammel tradition erklærer, at Sefanias var af Simeons stamme, hvilket ville gøre det umuligt for ham at være af kongeligt blod; men denne traditions oprindelse og værdi er usikker.

Sefanias levede i Juda; at han levede i Jerusalem, gøres sandsynligt af udsagnet i 1,4: "Jeg vil udrydde .... fra dette sted," såvel som af hans indgående kendskab til byens topografi (1,10.11).

3. Liv:

Hvor længe han fortsatte sin profetiske virksomhed, ved vi ikke, men det er ikke usandsynligt, at hans offentlige virksomhed, som i Amos' tilfælde, var kort, og at han, efter at have fremført sit domsbudskab i forbindelse med en stor politisk krise, trak sig tilbage til privatlivet, selv om hans interesse for reformer kan være fortsat (2 Kong 23,2).

II. Tid.

1. Datering:

Overskriften (Sef 1,1) placerer Sefanias' profetiske virksomhed et sted inden for Josijas regeringstid, det vil sige mellem 639 og 608 f.Kr. De fleste forskere accepterer dette udsagn som historisk korrekt. Den vigtigste undtagelse er E. Koenig (Einl, 252 ff), som placerer den i årtiet efter Josijas død. Koenigs argumenter er helt utilstrækkelige, mens hele det indre vidnesbyrd peger på Josijas regeringstid som perioden for Sefanias' virksomhed. Kan profetens tjeneste placeres mere bestemt inden for Josijas 31 år? Den sidstnævntes regeringstid falder naturligt i to dele, adskilt af den store reform i 621. Hører Sefanias' virke til den tidligere eller den senere periode?

De vigtigere argumenter til fordel for den senere periode er:

(a) 5 Mos 28,29; 5 Mos 28,30 citeres i Sef 1,13.15.17 på en måde, der viser, at den førstnævnte bog var velkendt, men ifølge den moderne opfattelse var Den Deuteronomiske Lov ikke kendt før 621, fordi den var gået tabt (2 Kong 22,8).

(b) "Resten af Ba'al" (Sef 1,4) peger på en periode, hvor meget af Ba'al-dyrkelsen var blevet fjernet, hvilket betyder efter 621.

(c) Fordømmelsen af "kongens sønner" (Sef 1,8) forudsætter, at de på tidspunktet for udsagnet havde nået den moralske ansvarligheds alder; dette peger igen på den senere periode.

Disse argumenter er utilstrækkelige:

(a) Lighederne mellem Femte Mosebog og Sefanias er af en så generel karakter, at afhængighed af det ene sted af det andet er usandsynlig.

(b) Udtrykket i Sef 1,4 kan fortolkes på en måde, som gjorde dets brug helt passende før 621 (Eiselen, Minor Prophets, 508).

(c) "Kongens sønner" kan svare til "kongelige fyrster" og slet ikke henvise til Josijas børn. De sidste to indvendinger mister al kraft, hvis Septuagintas læsemåder accepteres (Sef 1,4: "Ba'als navne"; 1,8: "kongens hus").

På den anden side er der flere overvejelser, som peger på den tidligere datering:

(a) Kongens ungdom ville gøre det let for de kongelige fyrster at gå til de udskejelser, der fordømmes i Sef 1,8.9.

(b) De afguderiske skikke, som Sefanias fordømmer (1,3-5), er netop dem, der blev afskaffet i 621.

(c) Den sindsstemning, der beskrives i Sef 1,12, kan forklares før 621 og efter Josijas død i 608, men ikke mellem 621 og 608, da religiøs begejstring var udbredt.

(d) Kun den tidligere del af Josijas regeringstid giver en passende anledning til profetien.

Tydeligvis truede en fjende på tidspunktet for dens fremførelse Judas og de omgivende nationers grænser. Men de eneste fjender af Juda i den sidste del af det 7. århundrede, som opfylder alle betingelserne, er skyterne, der fejede hen over Vestasien omkring 625 f.Kr. På det tidspunkt, da profetien blev fremført, synes deres fremrykning mod Egypten stadig at have ligget i fremtiden, men været nært forestående (Sef 1,14); derfor kan profetens virksomhed placeres mellem 630 og 625, måske i 626. Hvis denne datering er korrekt, begyndte Sefanias og Jeremias deres tjenester samme år.

2. Politisk situation:

Der kan siges lidt om de politiske forhold i Juda under Josijas regeringstid, fordi de bibelske bøger er tavse om dem. Josija synes at være forblevet loyal mod sin assyriske herre lige til det sidste, selv da dennes prestige var begyndt at svækkes, og denne loyalitet kostede ham livet (2 Kong 23,29). Som allerede antydet gav skyternes fremrykning anledning til profetien. Mange spørgsmål om disse skytere står stadig ubesvarede, men så meget er klart: de var en ikke-semitisk race af barbarer, som i store horder fejede hen over Vestasien i det 7. århundrede f.Kr. (se SCYTHIANS). Profeten betragtede skyterne som fuldbyrderne af den guddommelige dom over hans syndige landsmænd og over de omgivende nationer; og han så i den gådefulde hærs komme forvarslet om Jahves dag.

3. Moralske og religiøse forhold:

Zefanias' Bog, Jeremias' tidlige taler og 2 Kong 21-23 giver et levende billede af de sociale, moralske og religiøse forhold i Juda på den tid, da Zefanias profeterede. Social uretfærdighed og moralsk fordærv var udbredt (3,1.3.7). Luksus og overdådighed kunne ses overalt; formuer blev hobet op ved at undertrykke de fattige (1,8.9). Den religiøse situation var lige så dårlig. Reaktionen under Manasse var tæt på at gøre ende på Jahve-dyrkelsen (2 Kong 2). Amon fulgte i sin fars fodspor, og udsigterne var overordentlig mørke, da Josija kom på tronen. Heldigvis kom den unge konge fra begyndelsen under profetisk indflydelse og iværksatte snart en religiøs reform, som nåede sit højdepunkt i hans 18. regeringsår. Da Zefanias prædikede, lå denne reform stadig ude i fremtiden. Ba'alerne blev stadig dyrket, og offerhøjene blomstrede (1,4); himlens hær blev tilbedt på hustagene (1,5); en halvhjertet Jahve-dyrkelse, som i virkeligheden var afgudsdyrkelse, var udbredt (1,5); store skarer havde helt vendt sig bort fra at følge Jahve (1,6). Da den grusomme Manasse fik lov at sidde uforstyrret på tronen i mere end 50 år, blev mange skeptiske og satte spørgsmålstegn ved, om Jahve interesserede sig for folkets anliggender; de begyndte at sige i deres hjerter: »Jahve gør hverken godt eller ondt« (1,12). Forholdene kunne næppe være anderledes, når de religiøse ledere var blevet vildledere (3,4). De få, som midt i det almindelige fordærv forblev trofaste, ville ikke være tilstrækkelige til at afværge den frygtelige dom over folket, selv om de selv kunne blive »skjult på Jahves vredes dag« (2,3).

III. Bogen.

1. Indhold:

Zefanias' Bog falder naturligt i to dele af ulige længde. Den første del (1,2-3,8) indeholder næsten udelukkende fordømmelser og trusler; den anden (3,9-20) et løfte om frelse og herliggørelse. Profetien åbner med bekendtgørelsen af en verdensdom (1,2.3), som vil blive særlig streng over Juda og Jerusalem på grund af afgudsdyrkelse (1,4-6). De ugudelige stormænd vil lide mest, fordi de er anførerne i forbrydelsen (1,8.9). Dommen er nært forestående (1,7); når den kommer, vil der være klage overalt (1,10.11). Ingen vil undslippe; selv de ligegyldige skeptikere vil blive vækket (1,12.13). I de afsluttende vers af kapitel 1 understreges det, hvor nær og frygtelig Jahves dag er; fra den kan der ikke være nogen flugt, fordi Jahve har besluttet at gøre »en frygtelig ende på alle dem, der bor i landet« (1,14-18). De ydmyge får tilbudt en vej til at undslippe; hvis de søger Jahve, kan de blive »skjult på Jahves dag« (2,1-3). Zef 2,4-15 indeholder trusler mod 5 nationer: Filisterlandet (2,4-7), Moab og Ammon (2,8-11), Etiopien (2,12), Assyrien (2,13-15). I Zef 3,1 vender profeten endnu en gang tilbage til Jerusalem. Ledere, både borgerlige og religiøse, samt folket er håbløst fordærvede (3,1-4) og fortsætter sådan trods Jahves mange forsøg på at vinde byen tilbage til renhed (3,5-7); derfor er dommen, som vil omfatte alle nationer, blevet uundgåelig (3,8). En rest af nationerne og af Juda vil undslippe og finde hvile og fred i Jahve (3,9-13). Det afsluttende afsnit (3,14-20) skildrer den frelste Zions datters glæde og ophøjelse.

2. Helhed:

Ægtheden af hvert vers i Zefanias 2 og 3 og af flere vers i kapitel 1 er blevet betvivlet af en eller flere forskere, men de passager, der mest vedholdende er blevet forkastet eller betvivlet, er 2,1-3.4-15 (især 2,8-11); 3,9.10.14-20. Den vigtigste indvending mod 2,1-3 er tilstedeværelsen i 2,3 af udtrykkene »jordens ydmyge« og »søg ydmyghed«. Det hævdes, at »ydmyg« og »ydmyghed« som religiøse udtryk er eftereksilske. Der kan ikke være tvivl om, at ordene forekommer hyppigere i eftereksilske salmer og ordsprog end i før-eksilske skrifter, men det kan ikke bevises, eller blot gøres sandsynligt, at ordene ikke kan have været brugt på Zefanias' tid (sammenlign 2 Mos 10,3; 4 Mos 12,3; Es 2,9 ff; Mika 6,8). En anden indvending ses i forskellen i tone mellem disse vers og Zefanias 1. Sidstnævnte taler fra begyndelse til slut om dommens rædsler; 2,1-3 svækker dette ved at tilbyde en vej til at undslippe. Men dommen kan ganske sikkert ikke have været profeternes sidste ord; i deres tanke tjener dommen altid et opdragende formål. De plejer at tilbyde håb til en rest. Derfor synes 2,1-3 at danne den nødvendige fuldendelse af kapitel 1.

Indvendingerne mod Zefanias 2,4-15 som helhed er lige så lidt afgørende. For 2,13-15 synes en datering før Nineves fald mest passende. Truslen mod Filisterlandet (2,4-7) er også ganske forståelig på Zefanias' tid, for skyterne drog lige gennem filistrenes område. Hvis Etiopien står for Egypten, kan 2,12 let forklares som hidrørende fra Zefanias, for de fjender, der drog langs Middelhavskysten, måtte uundgåeligt nå Egypten. Men hvis man fastholder, at henvisningen gælder det egentlige Etiopien, er der igen ingen vanskelighed, for når Zefanias taler om en verdensdom, kunne han nævne Etiopien som repræsentant for det fjerne syd. Mod 2,8-11 rejses følgende indvendinger:

(a) Moab og Ammon lå langt fra den rute, skyterne tog.

(b) »Hånsordene« i 2,8.10 forudsætter Jerusalems ødelæggelse (Ez 25,3; Ez 25,6; Ez 25,8).

(d) Qinah-versemålet, som dominerer i resten af afsnittet, mangler i 2,8-11.

(e) Zef 2,12 er den naturlige fortsættelse af 2,9.

Disse fem argumenter er på ingen måde afgørende:

(a) Profeten forkynder en verdensdom. Kunne den udføres af skyterne, hvis de begrænsede sig til området langs Middelhavet?

(b) Er det sandt, at »bebrejdelserne« i 2,8.10 forudsætter Jerusalems ødelæggelse?

(d) Har vi ret til at kræve konsekvens i brugen af et bestemt versemål i talekunst, og hvis det er tilfældet, kan den tilsyneladende inkonsekvens da ikke skyldes en forvanskning af teksten eller en senere udvidelse af et autentisk profetord?

(e) Sef 2,8-11 kan kun siges at afbryde tankegangen, hvis man forudsætter, at profeten mente at opregne folkene i den rækkefølge, hvori skyterne naturligt ville nå deres område.

Fra Filisterlandet ville de naturligt drage videre til Egypten. Men er denne antagelse berettiget? Selv om indvendingerne mod hele afsnittet ikke er afgørende, kan det ikke nægtes, at 2,12 synes at være den naturlige fortsættelse af 2,9, og da 2,10 og 11 også på andre måder adskiller sig fra det foregående, kan mistanken om, at disse to vers ikke er oprindelige, ikke undertrykkes.

Sef 3,1-8 ligner kapitel 1 så meget, at dets oprindelighed ikke for alvor kan betvivles, men 3,1-8 fører 3,9-13 med sig, som beskriver den rensende virkning af den dom, der forkyndes i 3,1-8. Den nuværende tekst i 3,10 kan være forvansket, men hvis den rettes på passende måde, er der ikke tilstrækkelig grund tilbage til at betvivle 3,10 og 11. Ægtheden af 3,14-20 er mere tvivlsom end nogen anden del af Sefanias. Afsnittets opløftede tone står i skarp kontrast til den dystre, stille stemning i 3,11-13; dommene over Juda synes at ligge i fortiden; 3,18-20 synes at forudsætte en spredning af Judas folk, mens den rensende dom i 3,11-13 rammer folket i deres eget land; derfor er der meget rigtigt i Davidsons bemærkning om, at »den historiske situation, der forudsættes, er den i Es 40 ff.« På den anden side må man huske, at afsnittet er stærkt poetisk, at det fremstiller et idealbillede af fremtiden, i hvis udformning fantasien må have spillet en vis rolle, og det kan være vanskeligt at hævde, at udarbejdelsen af dette digt lå helt uden for Sefanias' oplyste fantasis rækkevidde. Men selv om den blotte mulighed af Sefanias' forfatterskab kan indrømmes, er det ikke umuligt, at 3,14-20 indeholder en »ny sang fra Gud«, føjet til Sefanias' udsagn i en periode efter Jerusalems fald.

IV. Lære.

Sefanias' lære ligner nøje læren i de tidligere profetiske bøger. Jahve er universets Gud, en retfærdighedens og hellighedens Gud, som forventer af sine tilbedere et liv i overensstemmelse med hans vilje. Israel er hans udvalgte folk, men på grund af oprør må de lide hård straf. En omfattende omvendelse synes udelukket, men en rest kan undslippe for at blive ophøjet blandt folkene. Han føjer kun lidt til, men forsøger med stor moralsk og åndelig glød at indprente sine samtidige de grundlæggende sandheder i Jahves religion. Kun få punkter fortjener særlig omtale.

1. Jahves dag:

Tidligere profeter havde talt om Jahves dag; Amos (5,18-20) havde beskrevet den i et sprog, der ligner det, Sefanias bruger; men sidstnævnte overgår alle sine forgængere i den vægt, han lægger på denne frygtelige åbenbaring af Jahve (se ESCHATOLOGY OF THE OLD TESTAMENT). Hele hans lære samler sig om denne dag; og i Sefanias' Bog finder vi kimene til de apokalyptiske syner, som bliver så almindelige i senere profetier af eskatologisk karakter. Om denne dag siger han

(a) at den er en rædselsdag (1,15),

(b) den er nært forestående (1,14),

(d) den rammer hele skabningen (1,2.3; 2,4-15; 3,8),

(e) den ledsages af store rystelser i naturen (1,15),

(f) en rest af forløste hebræere og fremmede vil undslippe dens rædsler (Sef 2,3; 3,9-13).

2. Universalisme:

Boges synsfelt er verdensomspændende. Rædslerne på Jahves dag vil ramme alle. På samme måde vil omvendte fra alle folkeslag blive vundet for Jahve (Sef 3,9.10). Disse vil ikke blive tvunget til at komme til Jerusalem for at tilbede Jahve (Es 2,2; Mika 4,1); de kan tilbede ham »hver fra sit sted« (Sef 2,11), hvilket er et skridt i retning af Jesu udsagn i Joh 4,21.

3. Messiansk profeti:

Den messianske konge nævnes ikke af Sefanias. Selv om han tegner et ophøjet billede af den messianske tidsalders herligheder (Sef 3,14-20), er der ikke et ord om den messianske konges person. Hvad der end sker, udføres det af Jahve selv.

LITTERATUR.

Kommentarer til De Mindre Profeter af Ewald, Pusey, Keil, Orelli, G. A. Smith (Expositor's Bible); Driver (New Century); Eiselen; A. B. Davidson, Commentary on Nahum, Habakkuk, and Zephaniah (Cambridge Bible); A. F. Kirkpatrick, Doctrine of the Prophets; Eiselen, Prophecy and the Prophets; F. W. Farrar, »Minor Prophets,« Men of the Bible; S. R. Driver, Driver, Introduction to the Literature of the Old Testament; Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), artiklen »Zephaniah, Book of«; Encyclopedia Biblica, artiklen »Zephaniah.«

F. C. Eiselen

Kilde: International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst.