Sefarvajim

sef-ar-va'-im, se-far-va'-im (cepharwayim: Sephpharouaim, Seppharoudim, Seppharoun, Seppharoumain, Eppharouaim, Sepphareim, hvor de to første er formerne i henholdsvis håndskrifterne Alexandrinus og Vaticanus i passagerne i Kongebøgerne, og de to sidste i Esajas):

1. Tidligere identificeret med de to babyloniske Sippar-byer:

Denne by, nævnt i 2 Kong 17,24; 2 Kong 18,34; 2 Kong 19,13; Es 36,19; Es 37,13, identificeres almindeligvis med assyrisk-babyloniske indskrifters Sip(p)ar (Zimbir på sumerisk), ved Eufrat, omkring 16 miles sydvest for Bagdad. Den var et af de to store centre for dyrkelsen af den babyloniske solgud Samas og også af gudinderne Ishtar og Anunit, og den synes at have haft to hoveddistrikter, Samas' Sippar og Anunits Sippar, hvilket, hvis identifikationen var korrekt, ville forklare den dobbelte endelse -ayim på hebraisk. Dette sted er det moderne 'Abu-Habbah, som først blev udgravet af den afdøde Hormuzd Rassam i 1881 og har leveret et enormt antal indskrifter, nogle af dem af største betydning.

2. Vanskeligheder ved denne identifikation:

Ud over det forhold, at guddommene i de to byer, Sippar og Sefarvajim, ikke er de samme, skal det bemærkes, at kongen af Sefarvajim omtales i 2 Kong 19,13, og så vidt vides havde det babyloniske Sippar aldrig sin egen konge, og det havde Akkad, som det delvis identificeres med, heller ikke i mindst 1.200 år før Sankerib. Det forhold, at Babylon og Kuta står først på listen over nævnte byer, er ingen indikation af, at Sefarvajim var en babylonisk by--sammensætningen af listen peger faktisk i den modsatte retning, for navnet kommer efter Ava og Hamat, hvilket antyder, at den lå i Syrien.

3. Et andet forslag:

Joseph Halevy foreslår derfor (ZA, II, 401 ff), at den skal identificeres med Sibrajim i Ez 47,16, mellem Damaskus og Hamat (dualformen antyder en grænseby), og at den er den samme som Sabara'in i Den babyloniske Krønike, hvor den omtales som erobret af Shalmaneser. Da Sabara'in imidlertid kan læses Samara'in, er det mere sandsynligt, at det har været det hebraiske Shomeron (Samaria), sådan som Fried. Delitzsch har påpeget.

LITTERATUR.

Se Schrader, The Cuneiform Inscriptions and the Old Testament, I, 71 f; Kittel om Kong; Dillmann-Kittel om Esajas, på stedet; HDB, under ordet

T. G. Pinches