Segl

Almindeligvis en ring indgraveret med et eller andet mærke (1 Mos 38,18, 25). Jezabel “skrev breve i Akabs navn og forseglede dem med hans segl” (1 Kong 21,8). Segl nævnes ofte i jødisk historie (5 Mos 32,34; Neh 9,38; 10,1; Est 3,12; Højs 8,6; Es 8,16; Jer 22,24; 32,44, osv.). At forsegle et dokument svarede til underskriften fra seglets ejer. “Brugen af en signetring hos monarken har for nylig fået en bemærkelsesværdig illustration ved fundet af et aftryk af et sådant signet i fint ler ved Koyunjik, stedet for det gamle Nineve. Dette segl synes at være blevet presset fra fatningen på en fingerring af metal. Det er ovalt, 2 tommer langt og 1 tomme bredt, og bærer billede, navn og titler på den egyptiske konge Sabaco” (Rawlinsons Hist. Illus. of the O.T., s. 46). De faktiske signetringe fra to egyptiske konger (Keops og Horus) er blevet fundet.

Brugen af segl nævnes i Det Nye Testamente kun i forbindelse med beretningen om vor Herres begravelse (Matt 27,66). Graven blev forseglet af farisæerne og ypperstepræsterne for at sikre sig, at disciplene ikke skulle komme og stjæle legemet bort (vers 63.64). Måden at gøre dette på var sandsynligvis ved at spænde en snor hen over stenen og forsegle den i begge ender med forseglingsler. Når det siges, at Gud har beseglet Forløseren, er meningen, at han har bevidnet hans guddommelige sendelse (Joh 6,27). Omskærelsen er et segl, et vidnesbyrd om pagten (Rom 4,11). Troende er beseglet med Ånden, som Guds mærke sat på dem (Ef 1,13; 4,30). Omvendte kaldes af Paulus seglet på hans apostelembede, dvs. de er dets bekræftelse (1 Kor 9,2). Segl og forsegling nævnes ofte i Johannes’ Åbenbaring (5,1; 6,1; 7,3; 10,4; 22,10).