Zera (etiopieren)

(zerach ha-kushi (2 Krøn 14,9); Zare): For en generation siden blev hele fortællingen om Zeras angreb på Asa, som den gjorde fra en sen kilde (2 Krøn 14,9-15), betragtet som "apokryf": "Hvis det utrolige trækkes fra, bliver der slet intet tilbage" (Wellhausen, Prolegomena to the History of Israel, 207, 208); men de fleste moderne forskere accepterer, samtidig med at de anerkender visse tekstfejl og tager højde for sædvanlig orientalsk overdrivelse i beskrivelsen, dette som en ærlig historisk beretning, idet der i de egyptiske indskrifter "intet" er, som er "uforeneligt" med den (Nicol i BD; og sammenlign Sayce, HCM, 362-64). Navnet "Zera" er en "meget sandsynlig forvanskning" af "Usarkon" (U-Serak-on), som det ligner nøje (se Petrie, Egypt and Israel, 74), og de fleste forfattere identificerer nu Zera med Usarkon II, skønt de egyptiske optegnelser fra netop denne periode er mangelfulde, og nogle kompetente forskere stadig holder på Usarkon I (Wiedemann, Petrie, McCurdy osv.). Navilles offentliggørelse (1891) af en indskrift, hvori Usarkon II hævder at have invaderet "Nedre og Øvre Kanaan", syntes at tale for denne farao som sejrherren over Asa; men det kronologiske spørgsmål er vanskeligt (Eighth Memoir of the Egyptian Exploration Fund, 51). Titlen "kushitten" (hebraisk) er vanskelig at forstå. Der er flere mulige forklaringer.

(1) Wiedemann mener, at dette kan henvise til en virkelig etiopisk fyrste, som, skønt han ikke er nævnt i monumenterne, kan have regeret på Asas tid. Man ved så lidt fra denne periode, "at det ikke ligger uden for sandsynlighedens grænser, at en etiopisk angriber for en tid kan have gjort sig til herre over Nildalen" (Geschichte von Alt-Aegypten, 155).

(2) I nyere tid har det været moderne at henføre dette udtryk "kushit" til en ukendt hersker i Syd- eller Nordarabien (Winckler, Cheyne osv.). Udtrykket "kushit" tillader dette, for selv om det sædvanligvis svarer til ETIOPIEN (se dette), betegner det dog undertiden den strækning af Arabien, som må passeres for at nå Etiopien (Jeremias, The Old Testament in the Light of Ancient East, I, 280), eller måske et meget større område (se BD; EB; Hommel, Ancient Hebrew Tradition; Winckler, KAT osv.). Dette synspunkt tvinges dog til at forklare de geografiske og racemæssige udtryk i beretningen anderledes end den almindelige bibelske brug (se Cheyne, EB). Dr. W. M. Flinders Petrie påpeger, at denne hær ifølge beretningens naturlige mening må have været egyptisk, for

(a) efter nederlaget flygtede den mod Egypten, ikke østpå mod Arabien;

(b) byerne omkring Gerar (sandsynligvis egyptiske byer ved grænsen til Kanaan), mod hvilke de naturligt flygtede, da de var blevet slået, blev plyndret;

(c) angriberne var kushitter og lubitter (libyere), og dette kunne kun være tilfældet i en egyptisk hær; (d) Maresha er en velkendt by tæt ved den egyptiske grænse (History of Egypt, III, 242-43; sammenlign Konig, Funf neue arab. Landschaftsnamen im Altes Testament, 53-57).

(3) En af Usarkon-kongerne kunne kaldes en "kushit" i foregribende betydning, eftersom Egypten i det næste dynasti (XXIII) blev regeret af etiopiske konger.

Camden M. Cobern