Kush

Sort.

En søn, sandsynligvis den ældste, af Kam, og far til Nimrod (1 Mos 10,8; 1 Krøn 1,10). Fra ham synes landet Kush at have fået sit navn. Spørgsmålet om den præcise beliggenhed af landet Kush har givet anledning til ikke så lidt strid. Den anden flod i Paradis omgav hele landet Kush (1 Mos 2,13, RV). Betegnelsen Kush anvendes i Det Gamle Testamente almindeligvis om landene syd for israelitterne. Det var Egyptens sydlige grænse (Ez 29,10, KJV “Ethiopia,” hebr. Kush), som det almindeligvis forbindes med (Sl 68,31; Es 18,1; Jer 46,9, osv.). Det står også i forbindelse med Elam (Es 11,11), med Persien (Ez 38,5) og med sabæerne (Es 45,14). Ud fra disse forhold har man sluttet, at Kush omfattede Arabien og landet på Rødehavets vestkyst. Rawlinson opfatter det som det land, der stadig er kendt som Khuzi-stan, på østsiden af Nedre Tigris. Men der er antydninger, som berettiger den konklusion, at der også fandtes et Kush i Afrika, afrikanernes Etiopien (sådan kaldt af grækerne). Ezekiel omtaler det (29,10; jf. 30,4-6) som liggende syd for Egypten. Det var det land, vi nu kender som Nubien og Abessinien (Es 18,1; Sef 3,10, hebr. Kush). I gamle egyptiske indskrifter kaldes Etiopien Kesh. Kushitterne synes at have bredt sig over vidtstrakte områder, der strakte sig fra Øvre Nilen til Eufrat og Tigris. På et tidligt tidspunkt var der en strøm af kushitisk udvandring “fra Etiopien i egentlig forstand, gennem Arabien, Babylonien og Persien, til Vestindien.” De hamitiske folkeslag begyndte kort efter deres ankomst til Afrika at brede sig mod nord, øst og vest. Tre grene af den kushitiske eller etiopiske stamme, som kom fra Vestasien, slog sig ned i områderne omkring Den Persiske Bugt. Én gren, kaldet cossæerne, slog sig ned i bjergområdet øst for Tigris, senere kendt som Susiana; en anden besatte de nedre områder ved Eufrat og Tigris; mens en tredje koloniserede bugtens sydlige kyster og øer, hvorfra de senere udvandrede til Middelhavet og slog sig ned på kysten af Kanaans land som fønikerne. Nimrod var en stor kushitisk høvding. Han erobrede akkaderne, en tauranisk race, der allerede havde slået sig ned i Mesopotamien, og grundlagde sit rige; kushitterne blandede sig med akkaderne og dannede således den kaldæiske nation.

En benjaminit med dette navn nævnes i overskriften til Sl 7. “Kush var sandsynligvis en tilhænger af Saul, overhovedet for hans stamme, og havde søgt Davids venskab med det formål at ‘gengælde ondt mod ham, der levede i fred med ham.’”