Etiopien

Landet med de brændte ansigter; det græske ord, som det hebraiske Kush gengives med (1 Mos 2,13; 2 Kong 19,9; Est 1,1; Job 28,19; Sl 68,31; 87,4), et land som lå syd for Egypten, begyndende ved Syene ved den første katarakt (Ez 29,10; 30,6) og strakte sig til hinsides sammenløbet af Den Hvide og Den Blå Nil. Det svarer i store træk til det, der nu kendes som Sudan (dvs. de sortes land). Dette land var kendt af hebræerne og beskrives i Es 18,1; Sef 3,10. De havde en vis handelsforbindelse med det (Es 45,14).

Dets indbyggere var efterkommere af Kam (1 Mos 10,6; Jer 13,23; Es 18,2, “spredte og afskallede,” KJV; men i RV, “høje og glatte”). Herodot, den græske historiker, beskriver dem som “de højeste og smukkeste af mennesker.” De er ofte afbildet på egyptiske monumenter, og de er alle af typen den egentlige neger. Som man kunne vente, er dette lands historie sammenvævet med Egyptens.

Etiopien omtales i profetien (Sl 68,31; 87,4; Es 45,14; Ez 30,4-9; Dan 11,43; Nah 3,8-10; Hab 3,7; Sef 2,12).