Etiopien

e-thi-o'-pi-a (kush; Aithiopia):

1. Beliggenhed, Udstrækning og Befolkning:

I strengeste forstand kan Etiopien kun henvise til Nilens dal nord for Første Katarakt, men både i oldtiden og i moderne tid bruges udtrykket ofte til også at omfatte det nuværende Nubien og Sudan, samt alt det ukendte land længere mod vest og syd, og til tider også det nordlige, hvis ikke det sydlige Abyssinien. Skønt Etiopien var så udegrænsed stort, var den snævre dalstretch langs Nilen, som fra Første til Femte Katarakt repræsenterede landets vigtigste landbrugsjorder, faktisk et område mindre end Egypten og, når man ikke medregner ørkener, mindre end Belgien (W. Max Müller). Befolkningen var også lille, da Egypten både i oldtiden og i moderne tid naturligt drog de fleste af de arbejdsdygtige og energiske unge væk som tjener, politibetjente og soldater. Befolkningen i det nordlige Nubien i præhistorisk tid var sandsynligvis egyptisk, men denne blev i tidlig historisk tid fortrængt af en sort race, og de tykke læber og krøllet hår, der kendetegner mennesker af afrikansk herkomst, er lige så fremtrædende på de ældste egyptiske malerier som på de seneste. Men ved siden af disse indbyggere af K'sh afbildede kunstneren også forskellige rødbrune varianter; thi fra tidernes morgen har den rene negerslægt været blandet med Egyptens fellahiner og med befolkningen fra Arabiens kyst. Etiopiens herskere var som regel af fremmed blod. Negrene, skønt tapre og sparsommelige, var langsomme i deres tankegang, og selvom de blev kontrolleret i århundreder af kultiverede naboer, under hvis styre de til tider nåede høje embedsstillinger, blev massen af befolkningen uberiget af denne civilisation. Det land, som vi nu kender som Abyssinien, var fra tidernes morgen i høj grad under kontrollen af et kaukasisk folk, som var kommet over Det Røde Hav fra Arabien. De egentlige abyssinere indeholder, som professor Littmann påviser, intet negroidt blod og ingen negroide karaktertræk. Generelt er de "velformede og smukke, med lige og regelmæssige ansigtstræk, livlige øjne, langt og lige eller noget krøllet hår og i farven mørkt olivengrøn nærmende sig brunt." Moderne opdagelser beviser deres nærmeste racemæssige og sproglige forbindelse med det sydlige Arabien og især med riget Saba (sabæerne), det yndefulde folk, hvis omfattende arkitektoniske og litterære levn for nylig er kommet for dagen. De sabæiske indskrifter, som findes i Abyssinien, går tilbage omkring 2.600 år og giver ny værdi både til bibelske referencer og til Josephus' konstante påstand om, at Sabas dronning var en "dronning af Etiopien." Falashaerne er et jødisk samfund bosiddende ved søen Tsana, af samme fysiske type og sandsynligvis af samme race som andre abyssinere. Deres religion er "rent mosaisk" baseret på den etiopiske version af Pentateuch, men modificeret af det faktum, at de ikke kender hebraisk (Jewish Encyclopedia). Det er uvist hvornår de blev jøder. De ældre lærde daterede dem til Salomos tid, eller i hvert fald til babylonisk landflygtighed. Siden Joseph Halevys forskning (1868) forekommer et tidspunkt inden for den kristne tidsalder at være at foretrække, trods deres uvidenhed om talmudiske regler. Dog gør det nylig opdagede faktum, at et stærkt jødisk samfund blomstrede i Syene i det 6. århundrede f.Kr., det klart, at jødisk indflydelse kan have mærket sig i Etiopien allerede så tidligt. Selvom abyssiniere er kendt for deres strikse tilslutning til gammel skik, er jødiske karaktertræk fremtrædende over hele landet. Åbningsformlen i kongens hvert officielle brev--"Judas stammes løve har sejret!"--er ikke mere jødisk end utallige andre almindelige fraser og skikke. Selvom det næppe er muligt, at nogle ritualer som omskærelse og sabatsobservans kan være modtaget fra de gamle egyptere eller kristne kopter (The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge Encyclopedia), kan en stærk hebraisk indflydelse ikke benægtes. Alle rejsende taler om falashaernes "arbejdsomhed" og abyssinierenes "venlighed og højtidelige høflighed." Ud over de nævnte ovenfor er der mange samfund af blandet race i Etiopien, men det antikke grundlag er uforanderligt negersk, semitisk eller egyptisk

2. Historie:

De gamle græske forfattere er fulde af fantastiske og fabelagtige fortællinger om Etiopien. Undertiden bliver de så forvirrede i deres geografi, at de taler om Etiopien som strækkende sig helt til Indien; deres bemærkninger om den mirakuløse fauna og flora er lige så münchhausenske. Homer priser etiopierne som den »uplettede race«, og andre forfattere stiller dem øverst blandt alle mennesker med hensyn til religiøs kundskab. Denne sidste forestilling kan have haft sin oprindelse i et præsteligt ønske om at betragte etiopiernes ærefrygt for præsteskabet--som havde magt over liv og død over kongerne--som den guddommeligt ordnede oprindelige skik, eller den kan være udsprunget af den kendsgerning, at det egyptiske »Gudernes land« delvis lå i det sydlige Abessinien. Det er betegnende, at de hebraiske profeter aldrig faldt i disse almindelige fejl, men altid »gav en meget god forestilling om de geografiske og politiske forhold« (W. Max Muller). Det ældste vigtige historiske dokument, der henviser til Etiopien, stammer fra Egyptens IV. dynasti, da Sneferu hærgede landet og tog 7.000 slaver og 100.000 stykker kvæg. I VI. dynasti nåede egypterne så langt mod syd som den anden katarakt og bragte nogle dværge tilbage, men de etablerede ingen varig kontrol. I XII. dynasti begyndte Egyptens egentlige besættelse af Etiopien. Usertesen III udtrykker sin foragt ved at sige: »Negeren adlyder, så snart læberne åbnes. De er ikke tapre, de er elendige, både haler og kroppe!« Trods denne satiriske henvisning tvang disse nøgne etiopiere, klædt i skind og haler af vilde dyr, faraoen til at føre flere felttog, før han kunne fastlægge en grænse ved den anden katarakt, som ingen neger måtte passere uden tilladelse. At de indfødte ikke var feje, kan ses af triumfsangene over deres underkastelse og af den kendsgerning, at enhver senere farao opmuntrede dem til at lade sig hverve til hans hær, indtil selve hieroglyffen for bueskytte til sidst blev en nubier. XVIII. dynasti skubbede grænsen ud over den tredje katarakt ind i det pragtfulde Dongola-distrikt og pralede ofte af den rige tribut fra Etiopien, i ét tilfælde 2.667 »mandslæs« af elfenben, ibenholt, parfumer, guld og strudsefjer foruden kvæg, vilde dyr og slaver. Stolene af elfenben og de smykker, som undertiden vises, synes barbariske i stil, men fremragende i udførelse. Kobber- og bronzefabrikker og store jernstøberier stammer også fra en meget tidlig tid i Etiopien (PSBA, XXXIII, 96). De etiopiske guldminer, hvor hundredvis af forbrydere sled med ører og næser lemlæstede, gjorde guld i Egypten i det 15. århundrede f.Kr. »almindeligt som støv«. Faraos udvalgte søn, den næstmægtigste efter ham, var stolt af at blive kaldt »fyrste af Kush«. Amenhotep IV (1370 f.Kr.), den religiøse reformator, byggede sit næststørste tempel (det eneste af hans værker, der nu eksisterer) i Nubien. XIX. dynasti søgte at kolonisere Etiopien, og nogle af de prægtigste templer, mennesker nogensinde har bygget, kan ses så langt mod syd som den fjerde katarakt. I over fem århundreder blev det egyptiske herredømme opretholdt, indtil der omkring 1000 f.Kr. begyndte en uafhængighedskrig, som var så vellykket, at de sejrende etiopiske konger til sidst førte deres hære mod Theben og Memfis og i et århundrede (763-663) herskede over hele Egypten fra Napata--som i religiøs arkitektur blev det sydlige Theben--og i endnu et århundrede (og endda til tider i den ptolemæiske tid) kontrollerede Øvre Egypten. Skønt lederne af denne revolution uden tvivl var efterkommere af landsforviste præster fra Theben, er blandingen af etiopisk blod dog tydeligt mærkbar og viser sig måske også i deres »puritanske moral« (Petrie, III, 276) og mildhedens ånd, så forskellig fra de legitime faraoer. Shabaka = So (715-707) og Taharka = Tirhaka (693-667), begge nævnt i Bibelen, var de sidste store konger af Etiopien. Da Tanutamen, Shabakas søn og Taharkas nevø (667-664), af Ashurbanipal blev tvunget til at opgive sit krav på Egypten og trække sig tilbage mod syd, ophørte Etiopiens indflydelse. Cambyses (525-521) gjorde Etiopien tributpligtigt helt til den tredje katarakt (jf. Ez 30,4), mens kong Ergamenes nær slutningen af det 3. århundrede f.Kr. for altid brød det egyptiske præsteskabs magt. Skønt romerne havde et nominelt protektorat over Etiopien, var det af så ringe betydning, at det næsten aldrig nævnes. Efter at være blevet fordrevet fra Egypten fortsatte etiopierne stadig med at ære Thebens guder, men efterhånden som fremmed indflydelse ophørte, blev fremstillingerne af denne dyrkelse mere og mere afrikanske og barbariske. Selv efter at kristendommen havde sejret alle andre steder, kom nubierne endnu så sent som i det 5. århundrede e.Kr. til Philae for at ære Isis-statuen (Erman). I det 6. århundrede e.Kr. grundlagde en indfødt konge, Silko, et kristent kongerige i det nordlige Sudan med Dongola som hovedstad. Dette hævede landets kultur noget. I det næste århundrede gjorde araberne Nubien tributpligtigt, selv om der skulle en enorm hær til for at gøre det. I seks århundreder derefter krævede islam en tribut på 360 slaver årligt samt andre skatte, skønt utallige felttog var nødvendige for at opkræve den. De nubiske konger afviste alle tilbud om at blive muslimer, og kristne kirker blev talrige langs Nilens bredder. I det 8. århundrede blev Egypten invaderet af 100.000 nubiere for at gengælde en fornærmelse mod den koptiske patriark og mod de hellige billeder i de egyptiske kristne kirker. I det 13. århundrede undlod David, Nubias konge, ikke blot at betale tribut, men invaderede Egypten. Han blev dog frygteligt straffet af araberne, som plyndrede kirker og torturerede kristne helt til den fjerde katarakt. Dette var begyndelsen til enden. Ved slutningen af det 15. århundrede var næsten hvert kristent alter øde og hver kirke ødelagt.

3. Bibelhenvisninger:

Winckler påviste allerede for længe siden, at assyrierne betegnede en distrikt i Nordararabien med det samme navn, som de sædvanligt anvendte på Etiopien. Skinner (Genesis, 1910, 208) mener, at hebræerne også gjorde denne sondring og derfor havde helt ret, da de talte om Nimrod som "søn af Kus", eftersom den tidligste babylonske dynasti faktisk havde semitisk oprindelse. Der kan være andre henvisninger til en arabisk distrikt, men uden tvivl må det afrikanske Kus være det, der almindeligvis betegnes. Dette nævnes en gang i Det Nye Testamente og over 40 gange i Det Gamle Testamente. Mange verdslige monumenter vidner om den høje ære, kvinder nød i Etiopien, og Kandake (ApG 8,27) synes helt sikkert at have været et officielt eller dynastisk navn for flere etiopiske dronninger. En af Meroes pyramider tilhørte Kandake – hendes billede kan stadig ses ved Kaga – og hendes tilhørte det vidunderlige smykkeskatte, der blev fundet i 1834 af Ferlini og nu befinder sig på Berlins museum. Petronius (24 f.Kr.) overfaldt Etiopien for Rom og stormede hovedstaden, men Kandake sendte ambassadører til Rom og opnåede fred. Den "eunuk", der kan have været skatmester for netop denne dronning, var sandsynligvis "ikke en sorte proselyt, men en jøde, som havde stillet sin races forretningsevner til tjeneste for den nubiske kvinde" (W. Max Müller). I Det Gamle Testamente tales der med stor respekt om Etiopien, og flere bibelske personer hedder Kusi (2 Sam 18,21 i KJV; Jer 36,14; Zak 1,1) ; endog Mose giftede sig med en etiopisk kone (4 Mos 12,1), og Ebed-melek, etioperen, var hjælper til Jeremias (Jer 38,7). Det er et stort land beliggende uden for den civiliserede verdens grænser (Ez 29,10), men med jøder i dets fjerneste distrikter (Zef 3,10). Det er meget rigt (Job 28,19; Es 43,3) ; handler med Arabien (45,14), og dets borgere er stolte af deres nationalitet (Sl 87,4). Gang på gang nævnes Kus' forhold til Saba (1 Mos 10,7; 1 Mos 10,28; Es 43,3 osv.), hvilket sidste udsagn er mærkeligt bekræftet af de for nylig opdagede sabæiske indskrifter i hele Abyssinien. Dets typiske indbyggere har en hudfarve, der er lige så uforanderlig som leopardens pletter (Jer 13,23), er tankeløse (Ez 30,9), men meget krigerske (Ez 38,5; Jer 46,9) og giver "ubegrænset" styrke til Ninive (Nah 3,9), men kan modstås af Israel på grund af Herrens gunst (2 Krøn 16,8; Es 20,5; Es 36,6). Herren er interesseret i Etiopiens historie såvel som Egyptens (Es 20,3), elsker Etiopiens børn som Israels børn (Am 9,7) og tiden kommer, da Etiopien skal udstrække sine hænder til Herren (Sl 68,31) . Kus og Mizraim nævnes korrekt som politisk enhed (Es 20,4) , og flere etiopiske konger nævnes ved navn – Zera (2 Krøn 14,9), So (2 Kong 17,4) og Tirhaka (2 Kong 19,9; Es 37,9) . Udsagnene om disse konger er blevet erklæret ukorrekte, fordi det syntes, at Zera ikke muligt kunne være ensbetydende med Usarkon, eller So med Shabaka – de kendte egyptiske konger på disse tidspunkter – og også fordi Shabakas og Tirhakasa regeringer ikke begyndte før efter de tidspunkter, hvor de i de hebraiske kilder blev kaldt "konger af Etiopien".

Nyere oplysninger gør imidlertid klart, at både Shabaka og Tirhaka udøvede kongelig myndighed i Deltaet, før de fik den længere mod syd, og at den hebraiske transskription af navne var let og naturlig. (Se W. M. Flinders Petrie, Hist. of Egypt, III, 280-309; Egypt and Israel (1911), 76-78.)

4. Kirken i Abyssinien:

Semitisk indflydelse kom til Abyssinien senest i det 7. eller 8. århundrede f.Kr. (se ovenfor), og kongerne af Aksum påstod at være afstammet fra Menelik, Salomos søn, men første sikre oplysning om Aksum-riget stammer fra midten af det 1. århundrede e.Kr., på hvilken tid Aksum var en rig hovedstad, og dens gamle hellighed var så stor, at fra denne periode helt ned til det 19. århundrede rejste kongerne af Abyssinien derhen for at blive kronet. Der er ingen grund til at tvivle på, at Frumentius (omkring 330 e.Kr.) var den første til at indføre kristendommen. Merope fra Tyre, ifølge den ofte berattede historie, blev da han vendte tilbage fra Indien med sine to nevøer, fanget og dræbt ud for den etiopiske kyst, men de to drenge blev bragt til Abyssiniens konge; og skønt den ene døde, lykkedes det den anden, Frumentius, at omvende kongen og hans folk til kristendommen, og senere blev han selv ordineret af Athanasios fra Alexandria som Etiopiens første metropolit, idet han antog titlen Abu Salama ("Fredernes fader"). Fra dengang til nu, med blot en enkelt afbrydelse, er Abu-na'en ("Faderen") altid blevet udnævnt af Alexandrias Patriark, og siden det 13. århundrede har han været ved lovens nødvendighed ikke en indfødt abyssinsk, men en koptisk.

Efter at kirkemødet i Kalkedon (450 e.Kr.) havde fordømt alle som kættere, der ikke accepterede Kristi "dobbelte natur", skilte både den egyptiske og den abessinske kirke sig fra Rom, idet de troede så fuldt og fast på Kristi guddommelighed, at de nægtede at acceptere hans menneskelighed som en væsentlig "natur". I det 5. århundrede kom en stor skare munke ind i Abessinien, og siden den tid har den monastiske tendens været stærkt fremtrædende. Omkring 525 angreb Caleb, konge af Axum, homeritterne på den anden side af Det Røde Hav--enten på grund af deres forfølgelse af kristne eller deres indblanding i hans handel--og kontrollerede i omkring et halvt århundrede et stort område af Arabien. På dette tidspunkt var den abessinske handel omfattende. Græsk indflydelse gjorde sig også gældende, og den kristne katedral i Axum var et storslået arkitektonisk arbejde. De tidlige kirker var beskyttet af kraftige omgivende mure og stærke tårne. Islams invasion af Afrika i det 7. århundrede krævede 300 års kamp for at bevare abessinsk frihed og kristen tro. Som den eneste af alle de afrikanske stater lykkedes det at bevare begge dele--men dens civilisation blev ødelagt, og i 1.000 år var den fuldstændig skjult for sine medkristne i Europa. Lejlighedsvis nåede der i disse århundreder et rygte til Europa om en "Prester John" et sted i det fjerne Østen, som var konge over et kristent folk; men det var en bevægende overraskelse for kristenheden, da Pedro de Cavilham i det 15. århundrede opdagede dette tabte kristne kongerige Abessinien, fuldstændig omgivet af vantro hedninger og fanatiske muhammedanere. Da negusen af Abessinien tidligt i det 16. århundrede sendte en udsending til kongen af Portugal og bad om hans hjælp mod muslimerne, blev appellen positivt modtaget. I 1520 ankom den portugisiske flåde til Det Røde Hav, og dens kapellan, fader Francisco Alvarez, vakte 20 år senere den kristne verdens opmærksomhed med sine ejendommelige beretninger. Ikke længe efter, da araberne faktisk invaderede landet, blev endnu en portugisisk flåde sendt af sted med en militær styrke under kommando af Christopher de Gama. Disse 450 musketerer og de seks små artilleristykker ydede den truede stat betydelig hjælp. Fader Lobe fortæller historien. Den abessinske konge må have været taknemmelig for en sådan hjælp, men snart blev de portugisiske gejstliges ihærdige bestræbelser på at omvende ham og hans folk til den romersk-katolske tro så anstødelige, at Bermudez, den mest nidkære missionær, blev tvunget til at forlade landet, og de jesuitter, der blev tilbage, blev mishandlet. Andre forsøg på at få de abessinske kristne til at afsværge det monofysitiske kætteri og acceptere Roms lære og kontrol var noget mere vellykkede. Tidligt i det 17. århundrede vandt fader Pedro Paez, en meget taktfuld gejstlig, kongen fuldt ud for sin tro, og under hans ledelse blev mange kirker opført, og fordelagtige offentlige arbejder gennemført. Hans efterfølger Mendez manglede imidlertid hans forsonlige evne, og selv om der blev proklameret en straf på syv års revselse mod genstridige, blev modstanden så voldsom og udbredt, at negusen Sysenius til sidst abdicerede til fordel for sin søn Fasilidas, som i 1633 sendte alle jesuitter ud af landet og genoptog de officielle forbindelser med den egyptiske kirke. Siden da har Rom, selv om der er gjort mange forsøg, aldrig opnået nogen kontrollerende indflydelse. Endnu en gang, i over et århundrede, blev Abessinien fuldstændig skjult for omverdenens øjne, indtil opdagelsesrejsende James Bruce besøgte landet, 1770-72, og aflagde en beretning, der igen vakte kristenhedens interesse. Den oversættelse af Bibelen, som blev foretaget af hans abessinske guide, blev antaget og udgivet af British and Foreign Bible Society, og i 1829 udsendte Church Missionary Society Gobat og Kugler som de første protestantiske missionærer til Abessinien; kort efter fulgte nogle romersk-katolske. Hovedsagelig på grund af modstand fra indfødte præster blev protestanterne udvist i 1838, og udvisningen af de romerske missionærer fulgte i 1854. I 1858 blev en kopter, som i sin ungdom var blevet påvirket af en protestantisk skole, abuna, og protestantiske missionærer blev igen optaget, men de lykkedes kun med at udføre lidt varigt arbejde på grund af de politiske uroligheder, mens kong Kesa (Theodore)--Afrikas Napoleon--forsøgte at samle de indfødte ressourcer og opbygge et afrikansk imperium. I denne periode begyndte Storbritanniens indflydelse at kunne mærkes i Abessinien. Efter Theodores selvmord (1868) og især efter at Menelek II havde haft held til at gøre sig selv til kejser (1899), blev denne indflydelse stor. I løbet af det 20. århundrede har missionærer kunnet arbejde i Abessinien uden større fare, men den muslimske indflydelse er så overvældende, at der kun er forsøgt lidt og kun udrettet lidt. Halvmånens religion synes nu næsten fuldstændig sejrrig over det mærkelige land, som i så mange århundreder, alene og uden hjælp, holdt korsets religion højt i Afrika. (Se især The Mohammedan World of Today, af Zwemer, Wherry og Barton, 1907; Missionary World, 1910-11.)

5. Tro og praksis:

I trosbekendelse, ritual og praksis stemmer den abessinske kirke generelt overens med den koptiske. Der er syv sakramenter og bønner for de døde, høj ære vises over for Jomfru Maria og helgenerne; faste og pilegrimsvandringer er meget udbredt; voksne bliver døbt ved nedsenkning og små børn ved besprinkling. Et blåt snøre lægges omkring halsen ved døben. Et uddrag fra et af evangelierne, en sølvring, en ørerenser og et lille kors, ofte meget kunstnerisk udført, bæres også omkring halsen. Ingen amuletter, perler eller crucifikser ("gudebilleder") bæres. Både det jødiske og det kristne sabbat holdes helligt, og i gennemsnit er hver anden dag i året en religiøs festdag. Befolkningen er uvidende og overtroisk, men virker på iagttagere gennem deres alvorlige venlighed og forekommer til tider at være ivrig efter at lære. Præsterne må gifte sig før men ikke efter ordinationen. Præster skal kunne læse og fremsige det Nikænske Trosbekendelse (det »Apostolske Trosbekendelse« er ukendt), men forstår ikke Ge'ez-sproget, hvori liturgierne er skrevet. De udfører mange lange gudstjenester og passer de ceremonielle renselser. Diakoner skal også kunne læse; de forbereder brødet til det hellige sakrament og hjælper præsterne generelt. Den klosterkatolske gejstlighed har hovedansvaret for den unges uddannelse – selvom denne hovedsagelig består i bibelkortlæsning – og deres leder, Etshege, står næst efter Abuna.

De gamle kirker var ofte basilika'er, men moderne indfødte kirker er firkantede eller cirkulære. Det Allerhelligste står altid i centrum og antages at indeholde en ark. Traditionen siger, at arken i katedralen i Aksum er den oprindelige ark fra Salomos tempel. En ydre gård omgiver kirkens krop, som frit bruges af lægfolk og som tilholdssted for rejsende. Meget primitive billeder er almindelige. Disse viser både egyptisk og europæisk indflydelse og er sandsynligvis ikke blot udsmykninger, men har en forbindelse, som i egyptisk tankegang, med åndelig udvikling i dette liv eller det næste (sammenlign Budge, Introduction to the Lives of Maba' Segon and Gabra Krestos, 1898). Gudstjenestene består af psalmsang, bibelkortlæsning og genfremsigelse af liturgier.

6. Abessinski litteratur:

Det abessinske kanon (Semanya Ahadu) består af 46 oldtestamentlige og 35 nytestamentlige bøger. Foruden de almindeligt anerkendte bøger regner de til: Hermassherden, Synodos (Kanoner), Klements breve, Makkabæerne, Tobit, Judith, Visdommen, Prædikerens bog, Baruk, 4 Ezra, Esajas' himmelfartshistorie, Adams bog, Joseph ben Gorion, Enok og Jubilæer. De etiopiske tekstor af de to sidstnævnte gives i deres oldtidligste form, og deres opdagelse har ført til meget værdifuld diskussion. Brugen af Ge'ez-sproget, hvori disse er skrevne, går tilbage til en tid kort før kristendommens introduktion. Fra det 5. til 7. århundrede e.Kr. er litteraturen næsten udelukkende oversat fra græske forfattere eller bearbejdelser af sådanne værker. Citater flyder over fra Basilios, Gregor, Ignatius, Athanasius, Epifanius, Cyrill, Dioskorus osv. Den anden litteraturperiode begynder 1268, da det gamle »salomonske« dynasti genvandt sin plads og fortsætter til nutiden; den består hovedsagelig af oversættelser fra arabisk. I begge perioder er emnerne få: liturgier, hymner, prædikener, helgenernes heroiske gerninger og deres ortodoksi. Hver helgen bruger de fire hellige evangelier, som David sine fire stene, til at slå hver kættersk Goliat ihjel (sammenlign Goodspeed og Crum, Patrologia Orientalis, IV, 1908). Et stort sted gives til mirakler og magiske bønner og hemmelige navne (sammenlign Budge, Miracles of the Virgin Mary, 1900, og »Magic Book of Disciples,« JAOS, 1904). Legenderne eller historierne er af og til velskrevne, som den berømte »Magda, Dronning af Saba« (engelsk oversættelse af fru J. Van Vorst, 1907), men er sædvanligvis lige så ringe i stil som i tankegang (sammenlign Littmann, Bibliotheca-Abessinica, 1904). Et par prøver af »populær litteratur« og mange abessinske »ordsprog« er bevarede (JAOS, XXIII, 51-53; XXV, 1-48; Jour. asiatique, IV, 487-95).

"Korset er de kristnes håb; korset er de dødes opstandelse; korset er de syges læge; korset er slavens befrier," osv.

--James H. Breasted i Biblical World, december 1908; Nation, 2. juni 1910.

8. Udforskning:

Videnskabelig iagttagelse af Nubien begyndte med Burckhardt (1813), Cailliaud og Waddington (1821), og især med Lepsius (1844), men udgravning i egentlig forstand blev indledt af University of Chicago (1905-7), fulgt (1907-10) af ekspeditioner udsendt af Royal Academy of Berlin, University of Pennsylvania, University of Liverpool og Oxford University.

Litteratur.

Foruden de værker, der er citeret ovenfor, se blandt nyere encyklopædier især Encyclopedia Britannica (11. udgave) (11. udgave) og New Sck-Herz; og blandt de nyere bøger: James T. Bent, The Sacred City of the Ethiopians (1893); Glaser, Die Abessinier in Arabien und Afrika (1895); A. B. Wylde, Modern Abyssinia (1901); R. P. Skinner, Abyssinia of Today (1906); Th. Noeldeke, Die athiopische Litteratur (1906); Louis J. Morie, Les civilisations africaines (1904); Littmann, Geschichte der athiopischen Litteratur (1907); W. Max Muller, Aethiopien (1904); Petrie, Hist of Egypt (1895- 1901); J. H. Breasted, Temples of Lower Nubia (1906); Monuments of Sudanese Nubia (1908); A. E. Weigall, Report of Antiquities of Lower Nubia (1906); E. A. W. Budge, The Egyptian Sudan (1907); Kromrei, Glaubenslehre und Gebrauche der alteren abessinischen Kirche (1895); M. Fowler, Christian Egypt (1901); Dowling, Abyssinian Church (1909); "Meroe," the City of the Ethiopians, af Liverpool University Expedition (1909-10); University of Pennsylvania Publications, Egyptian Dept., Eckley B. Coxe, Jr., Expedition to Nubia, I-IV (1909-11); Archeological Survey of Nubia; og den egyptiske regerings rapporter.

Camden M. Cobern