Absolution

ab-so-lu'-shun (oversættelse af verberne luo, "løse," osv., og aphiemi, "frigive," "opgive," osv.): Ikke et bibelsk, men et kirkeligt udtryk, brugt til at betegne den officielle handling, der beskrives i Matt 16,19: "Hvad som helst du skal løse på jorden, skal være løst i himlen," og Matt 18,18: "Hvad som helst I skal løse," osv., og fortolket ved Joh 20,23: "Hvis synder I end tilgiver, er de tilgivet dem" (se nøglernes magt). Den romerske kirke betragter dette som den handling, udført af en ret ordineret præst, hvorved han i bodens sakramente frigør fra synd den, som har bekendt og lovet fyldestgørelse. Protestanter betragter løftet som givet ikke til nogen stand inden for kirken, men til de troendes menighed, som udøver sit privilegium gennem den kristne tjeneste som sit almindelige udøvende organ. De er uenige om, hvorvidt handlingen kun er deklarativ eller også meddeler det, den erklærer. Luther betragtede den som både deklarativ og meddelende, eftersom Ordet altid bringer det, som det tilbyder. Absolutionen adskiller sig fra evangeliets almene løfte ved at individualisere løftet. Det, som evangeliet, når det læses og prædikes, erklærer alment, anvender absolutionen personligt. Se også tilgivelse.

H. E. Jacobs