Nøglernes magt

kez

I. DE PROBLEMER, DER ER INVOLVERET

1. Nøglerne; og at binde og løse

2. Udsagnenes betydning

3. Hvordan Peter står i forhold til disse magter

4. Er grundtanken stilling og myndighed?

II. FREMSATTE SYNSPUNKTER

1. Magtens udøver

2. Magtens natur

3. Magtens omfang

III. GRUNDLAG FOR AT AFGØRE DE INVOLVEREDE SPØRGSMÅL

1. Passager, der bruger udtrykkene "nøgle", "at binde og løse"

2. Beslægtede passager

3. Eksempler på udøvelse af denne magt

IV. KONKLUSION

1. Magtens natur

2. Magtens udøver

3. Magtens omfang

Der findes ikke nogen forestilling i kristen terminologi, som er blevet mere hårdnakket omstridt. Tanken knytter sig umiddelbart til Matt 16,19, men det er næppe korrekt at sige, at den har sin oprindelse dér, for striden er en, der vokser frem af konflikten mellem kræfter, som ligger iboende i religionens og samfundets institutionelle udvikling. Den måtte under alle omstændigheder være opstået, selv om der ikke havde fandtes et sådant ord som det i Matt 16,19, dog ikke med de samme udtryk, som den nu findes i. Siden reformationen har både katolikker og protestanter erkendt, at Romerkirkens myndighed og dens eksklusive krav, for så vidt deres grundlag i Skriften angår, afhænger af fortolkningen af dette sted; mens på den anden side protestantismens "sakramenters", "ordinansers" og "ordinationers" "gyldighed" og selve protestanternes håb om frelse er involveret.

I. De problemer, der er involveret.

1. Nøglerne; og at binde og løse:

Det afgørende sted har to udsagn, som almindeligvis omtales som løfter til Peter: Kristus vil give ham nøglerne til Himmeriget; hvad han end binder på jorden, skal være bundet i himlen, mens hvad han end løser på jorden, skal være løst i himlen. Hvordan forholder det sig, at nøglerne er betroet ham, sig til funktionen at binde og løse? Er de to former af ét udsagn? Er det første generelt, og det andet et bestemt område for dets anvendelse?

Begge udsagn er fremsat i billedlige udtryk. Det med nøglerne antages at være hentet fra pligterne hos den øverste forvalter i et hus eller en husholdning. Tanken om nøglerne til en by, der overdrages til en fremtrædende person, er blevet fremført, men bør næppe komme i betragtning. Vi må altså kende den øverste forvalters funktioner, og hvordan de anvendes på Himmeriget og på Peter som dets forvalter.

2. Udsagnenes betydning:

Hvad skulle Peter binde og løse: mennesker eller ting, personer eller læreudsagn? Talrige eksempler kunne anføres på brugen af disse udtryk som betegnelse for at forbyde (binde) og tillade (løse) adfærd som lovlig under Det Gamle Testamentes lov (Lightfoot, McClintock og Strong, Schaff-Herzog, Hastings osv.). Den strenge Shammai-skole bandt mange ting, som den mere lempelige Hillel-skole løste (Broadus, Matthew). Er dette afgørende for, at Jesus her giver Peter myndighed til at "fastsætte loven for sine meddisciple", "myndighed til at sige, hvad Guds lov tillader, og hvad den forbyder", "lovgivende magt for kirken"? (Sammenlign Mason i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), IV, 30.)

3. Hvordan Peter står i forhold til disse magter:

Kirkelige stridigheder drejer sig især om Peters forhold til disse ord af Jesus. Betegner de magter og "privilegier", som blev overdraget til Peter, enten udelukkende eller repræsentativt? Er de embedsmæssige eller personlige? Tilhører de andre apostle og andre embedsbærere foruden apostle? Kan magterne udøves af enkeltpersoner eller kun af kirken? Hvis andre end Peter har disse magter, går de da over til dem fra Peter, og hvordan?

4. Er grundtanken stilling og myndighed?:

Hvad der for forfatteren synes at være et grundlæggende spørgsmål her, bliver enten behandlet meget overfladisk eller helt udeladt i drøftelserne af dette emne. Mente Jesus med disse ord at overdrage Peter, eller enhver anden som de måtte gælde, myndighed eller forpligtelse; privilegium eller ansvar? Lover han en stilling, eller pålægger han en pligt? Disse alternativer udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men tolkningen af tanken vil i ikke ringe grad blive bestemt af, hvor vægten lægges.

II. Fremsatte synspunkter.

1. Magtens udøver:

Mulighederne er udtømt i de fortolkninger og anvendelser, der er blevet forsvaret. Det er ikke muligt at klassificere efter trosbekendelsernes linjer, undtagen meget generelt, for der findes kun ringe ensartethed i synspunkterne inden for de forskellige kirkesamfund.

(1) Generelt sagt giver den romersk-katolske kirke Peter en enestående stilling. Dens teologer er også enige om, at alle Peters magter og privilegier går i arv til hans efterfølgere i Kristi vikariat. Når spørgsmålet rejses om udstrækningen af disse prerogativer ud over Peter og paverne, findes der alle slags synspunkter, både om selve kendsgerningen og om metoden for denne udstrækning.

(2) Blandt protestanter er der almindelig enighed om, at kirken er udøver af denne magt, men der er ikke ensartethed med hensyn til myndighedens natur eller måden, den udøves på.

(3) Nogle mener, at Peter ikke har noget særligt forhold til nøglerne; at disse ord blev sagt til ham alene som den første, der gav udtryk for den forståelse og erfaring, på hvis grundlag Jesus betror nøglerne til Riget til enhver, der tror på ham som Guds Kristus.

Vi kan sammenfatte de vigtigste synspunkter om Peter således:

(a) magten blev betroet ham alene og udøvet,

(i) på pinsedagen, eller

(ii) på pinsedagen, i Cæsarea og andre steder;

(b) magten blev betroet Peter og de andre apostle, inklusive Paulus, udøvet af dem og ikke overført til nogen andre;

(c) magten blev overdraget Peter embedsmæssigt og hans embedsmæssige efterfølgere;

(d) magten blev overdraget Peter og de andre apostle og sådanne, som indtager deres plads i kirken;

(e) at magten tilhører Peter som kirkens repræsentant, og således kirken, for at blive udøvet

(i) af kirkens embedsbærere,

(ii) af embedsmændene og dem, som de overdrager den til,

(iii) af alle præster og personer, som de facto har lov til at repræsentere kirken,

(iv) af kirken i dens konciler eller andre formelle og officielle afgørelser,

(v) af kirken på en mindre formel måde end (iv),

(vi) af alle kirkens medlemmer, når de repræsenterer den uden særlig bemyndigelse;

(f) at den tilhører den kristne som sådan og derfor pålægges eller tilbydes alle kristne.

2. Magtens karakter:

Der er almindelig — ikke fuldstændig — enighed om, at den, der har nøglerne, skal give mennesker adgang til riget. Der er ikke enighed om, at den, der har nøglerne, må eller kan afgøre, hvem der er medlemmer af riget. Begge standpunkter indtages. Nogle mener, at magten består i myndigt at forkynde betingelserne for adgang, mens andre fastholder, at den, der har nøglerne, også afgør, hvilke enkeltpersoner der har accepteret betingelserne.

3. Magtens omfang:

(1) Der er stærk støtte for den opfattelse, at nøglernes primære funktion ligger i at fastlægge rigets lære, at bevare læren ren. Der lægges vægt på brugen af intetkøn, “hvad som helst” — ikke “hvem som helst” — i forbindelse med at binde og løse. Dette ville dog føre til den sekundære og underforståede funktion at erklære, hvem der havde eller ikke havde accepteret rigets lære.

(2) I den romersk-katolske kirke finder vi en betoning af, at man må skelne mellem nøglernes almindelige myndighed i alle kirkens og religionens anliggender og den binding og løsning, som de særligt anvender på absolution. Kun om dette sidste er katolikker fuldt enige. At kirken forvalter frelsen, fastholdes af romerske og græske katolikker og af ikke få protestanter, skønt protestanter som regel ikke gør krav på en eksklusiv magt i frelsen, sådan som de andre gør. Absolution anses for at være en almindelig (afledt) præstelig funktion, mens nøglernes myndighed alene ligger hos paven.

(3) Fremtrædende katolske autoriteter indrømmer, at fædrene i almindelighed forstod nøglerne som et udtryk for magten til at tilgive synder, og at de sjældent henviser til Peters overhøjhed. Men de hævder, at fædrene dog undtagelsesvis forstår “Kristi løfte i den fyldigere betydning af en gave af myndighed over kirken.” Suarez var den første, der udviklede læren om, at den gav Peter og hans efterfølgere myndighed i dens videste betydning, administrativ og lovgivende.

(4) Udvidelsen af nøglernes myndighed til også at omfatte borgerlige anliggender er en påstand fra den romerske kirkes side, som i ændret form deles af nogle protestanter. Ja, forholdet mellem kirkelig og borgerlig myndighed må siges stadig at afvente en klar definition i protestantismen. Macedo (De Clavibus Petri) påberåber sig kirkens teologer for nøglernes borgerlige myndighed. Joyce i Catholic Encyclopedia erklærer, at han ikke er i stand til at efterprøve denne påstand, men tværtimod finder, at modstanderne af at udvide kirkens myndighed til borgerlige anliggender bruger Matt 16,19 til støtte for deres standpunkt, med den begrundelse at det var himmerigets nøgler, der blev betroet Peter, ikke nøglerne til denne verdens riger.

III. Oplysninger til afgørelse af de involverede spørgsmål.

1. Passager, der bruger udtrykkene “nøgle”, “at binde og løse”:

Vi må først undersøge de skriftsteder, der bruger de udtryk, vi søger at definere.

(1) Matt 16,19, det afgørende sted, er en del af et afsnit, som der er endeløs strid om. Hændelsen ved Cæsarea Filippi blev dengang og siden forstået som et vendepunkt i Jesu liv og undervisning. Efter at have fremkaldt Peters bekendelse udtaler Jesus en saligprisning over ham, fordi hans indsigt repræsenterede en guddommeligt formidlet erfaring af grundlæggende betydning i Jesu egen plan og mission. Jesus fortsætter med at sige: “Og jeg siger også til dig, at du er Peter (“en sten”), og på denne klippe vil jeg bygge min kirke; og dødsrigets porte skal ikke få overhånd over den” (Matt 16,18). Striden raser om “Peter” (petros) og “klippen” (petra), “dødsrigets porte” og “få overhånd over den.” Er den kirke, der skal bygges på klippen, og det rige, hvis nøgler skal gives til Peter, det samme? En sådan forskydning af billedet er ikke afgørende imod tanken. Måske er kirken rigets organiske form, dets personlige indhold og udtryk på jorden på et givet tidspunkt. Denne kirke findes overalt, hvor mennesker bevidst accepterer og er indbefattet i riget. Riget vil altid omfatte påvirkninger, institutioner og enkeltpersoner, som ikke kan regnes med i nogen organiseret eller synlig kirke. Kirken har aldrig haft — og kan i sagens natur aldrig have — én fuldstændig organisation, der omfatter hele rigets organiserede liv, eller endog hele kirkens. Ethvert krav herom modsiges af kendsgerninger, der er åbenlyse i hvert øjeblik af historien. Ændringen i billedet fra Matt 16,18 til 16,19 er ikke afgørende imod at antage, at kirken bygges i ham. Men det synes langt bedre at forstå det sådan, at Peter er den første sten i bygningen, mens fundamentet er den livgivende erfaring, hvori Peter kom til at kende Jesus som Kristus, Guds Søn. På dette opføres kirken, af de levende sten (lithoi zontes, 1 Pet 2,4), som kender og bekender Jesus som Kristus. Overgangen er således let til at give Peter himmerigets nøgler, og grunden til at give dem til ham snarere end til nogen anden kan findes i den kendsgerning, at han nu er den første, der således træder ind i riget, så han bliver egnet til kirkelige funktioner.

Det er ikke nødvendigt for vores formål at afgøre den nøjagtige betydning af »dødsrigets porte« og af, at de ikke skal få overhånd over kirken (jf. forskellige kommentarer). Det er klart, at kirken skal bestå i verdens liv, og derfor vil riget ikke mangle organiseret og offensivt udtryk. Heller ikke afhænger forholdet mellem at binde og løse på nogen måde af det tekstkritiske spørgsmål, om man skal læse eller udelade »og« mellem versets to dele. Man kan næppe undgå den overbevisning, at den sidstnævnte funktion er nært forbundet med den førstnævnte og enten direkte eller indirekte er indeholdt i den.

(2) Flertalsformen »nøgler« forekommer ellers kun i Åb 1,18, hvor Kristus fremstiller sig selv som den, der holder dødens og dødsrigets nøgler. Ordet »dødsriget« kunne forbinde dette med Matt 16,19. Den umiddelbare anledning til udsagnet er, at han, som var død, lever; han har ikke blot overvundet døden i sin egen person, men har besejret den og dens rige, så de ikke længere kan have magt undtagen som underlagt ham, eftersom han holder deres nøgler. Mennesker på jorden vil enten falde ind under dødens og dødsrigets magt, eller også må de gå ind i himmeriget. Hvis den levende Kristus har rigets nøgler i Peters eller andre venners hænder og holder dets fjenders nøgler i sine egne hænder, vil arbejdet gå frem med succes. Det er ikke sikkert, at de to steder med rette kan forbindes så tæt, men på den måde giver de netop den forsikring, som er indeholdt for menighederne i Åbenbaringen.

(3) I Åb 3,7 fremtræder Kristus i skikkelse af »han, som er hellig, han, som er sand, han, som har Davids nøgle (ental), han, som åbner, og ingen kan lukke, og som lukker, og ingen åbner«. Tanken er ikke begrænset, men angiver herredømme over alle ting i det messianske rige, dets egne handlinger og alle former for modstand. I det næste vers har han, som et konkret eksempel, sat en åben dør (mulighed og fremgang) foran menigheden i Filadelfia, som ingen kan lukke. Sammenlign med dette Ef 1,22.

(4) Det synes at blive taget for givet, at Jesus i Matt 16,19 direkte sigtede til Es 22,22, men stedet er ikke messiansk undtagen i en almen betydning og under den forudsætning, at Jahves magt over folkene i Det Gamle Testamente udøves af Kristus i Det Nye Testamente (se JEHOVAH; LORD). Eljakim skal have absolut magt og holde nøglen til Davids hus. Brugen af ordene »åbne« og »lukke« samt den almindelige forestilling forbinder snarere stedet med Åb 3,7.

(5) Åb 9,1; Åb 20,1 skal tages sammen. »Nøglen til afgrundens brønd« i engelens eller englenes hænder betegner under disse særlige omstændigheder den samme magt som den, der angives i 1,18.

(6) I Luk 11,52 udtaler Jesus et ve over »lovkyndige«, som havde »taget kundskabens nøgle bort« fra folket; de gik hverken selv ind eller lod dem, der var ved at gå ind, komme ind. Kundskaben om Gud og guddommelige ting var i høj grad under disse skriftkloges kontrol. Dette forbinder billedet direkte med tanken i Matt 16,19, og forbindelsen understreges ved sammenligning med Matt 23,2 f; og den gøres bestemt ved Jesu ord i Matt 13,52, som skal sammenlignes med Luk 12,42, hvor det ikke ville være tilladeligt at antage, at Jesus mente at begrænse tanken om »den tro og kloge forvalter« til Peter. Dette sted sammen med henvisningerne synes at være særdeles vigtigt for vores emne.

2. Beslægtede steder:

Der skal hentes lys fra flere steder, som ikke bruger de nøjagtige udtryk fra Matt 16,19, men som behandler de samme almindelige tanker.

(1) Matt 18,18 lægger ansvaret for at binde og løse på alle disciple (18,1), og grunden forklares i den sikre tilstedeværelse af Kristus selv i enhver forsamling af to eller tre, som er kommet sammen i bøn om en sag i hans navn, dvs. som hans repræsentanter. Den umiddelbare henvisning er til disciplinære spørgsmål i bestræbelsen på at redde en »broder« fra synd. Stedet skal forstås om synd i almindelighed, for læsemåden »mod dig« (18,15) må forkastes, på trods af begge reviderede oversættelser. Henvisningen her med at binde og løse til mennesket er afgørende imod at begrænse tanken i 16,19 til undervisning (jf. også Luk 17,1 ff). Det skal også bemærkes, at ansvaret lægges på den enkelte kristne til at samarbejde med andre, når det er nødvendigt.

(2) Matt 9,8 viser, at folkemængden erkendte, at Gud havde givet magt på jorden til at udtale syndernes tilgivelse, og tilsyneladende begrænser de ikke denne magt til den guddommelige person, for de kender ham endnu ikke som sådan.

(3) Jak 5,14 ff anerkender værdien af ældste, og sandsynligvis også af andre, i at sikre tilgivelsen for dem, der har syndet.

(4) Det, man må betragte som det rette udgangspunkt for studiet af dette emne, er Joh 20,21 ff. Da Jesus viste sig for ti af apostlene og for andre den første aften efter opstandelsen, siger han: »Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg også jer.« Og da han havde sagt dette, åndede han på dem og siger til dem: »Hvis synder I end tilgiver, er de tilgivet dem; hvis synder I end fastholder, er de fastholdt.« Ved at sammenligne dette med den tilsvarende beretning i Luk 24 ser vi, at Jesus pålægger dem at fortsætte hans gerning (se også Joh 14,12-14; Joh 15,15; Joh 15,16), at han udførligt underviser dem om karakteren af sin gerning, sådan som den ses i Det Gamle Testamente, og at metoden i deres arbejde skal være at prædike omvendelse og syndernes forladelse i hans navn blandt alle folkeslag. Betydningsfuldt for vores formål er tilstedeværelsen af andre end apostlene, Helligåndens gave, hans egen selvfremsættelse i sine sendebud og den højtidelige erklæring om, at menneskers synder vil blive fastholdt eller tilgivet, efter som det sker gennem disse efterfølgere.

3. Eksempler på udøvelse af denne magt:

(1) Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke findes nogen tydelig henvisning til denne nøglemyndighed i beretningerne om apostlenes og andres virke i Det Nye Testamente. Deres bevidsthed synes mest af alt at have været behersket af den kendsgerning, at de var vidner om Jesus, og dette svarer nøjagtigt til det, der betones i alle de forskellige former og anledninger, hvor sendelsen gives (se ApG 2,32; ApG 3,15; ApG 4,33; ApG 5,32; ApG 10,39; ApG 10,41; ApG 13,31; 1 Pet 5,1; sammenlign Carver, Missions in the Plan of the Ages). Det siges om Paulus og Barnabas (ApG 14,27), at de efter deres første missionsrejse fortalte menigheden i Antiokia »alt, hvad Gud havde gjort med dem, og at han havde åbnet en troens dør for hedningerne«. På pinsedagen og ved andre lejligheder var Peter hovedtaleren og åbnede således døren til riget. Med henvisning til sin forkyndelse for Cornelius og hans venner minder Peter de hellige ved mødet i Jerusalem (ApG 15) om, at Gud traf et valg iblandt dem, for at hedningerne ved hans mund skulle høre Guds ord og tro; men dette blev sagt for at forlige den jødiske gruppe og ikke som et krav om nogen forrang i myndighed. Det var Filip, diakon-evangelisten, der først prædikede for samaritanerne (ApG 8), og nogle »mænd fra Cypern og Kyrene, som, da de kom til Antiokia, også talte til grækerne og forkyndte Herren Jesus« (ApG 11,20), det første eksempel på at »åbne en troens dør« for egentlige hedninger. Peter optræder ved mødet i Jerusalem uden nogen myndighed over de andre apostle og ældste. Ved henvisning til Gal 2 ser vi, at Paulus var her kun af hensyn til klogskab og broderskab, idet han ikke anerkendte nogen myndighed til at lovgive for hans menigheder eller hans tjeneste. Den beslutning, der blev truffet dér, kundgøres som brødrenes beslutning som helhed, idet hele Moseloven løses, undtagen fire ting, der var »nødvendige« på grund af grundlæggende moral og på grund af jøders almindelige tilstedeværelse i hver by (ApG 15,20; ApG 15,28). I betydningen at undervise i kristen livsførelse er alle Paulus’ breve eksempler på at binde og løse.

(2) Hvad angår at binde og løse synder, taler Peter i tilfældene med Ananias og Safira (ApG 5), Simon Magus (ApG 8) og ved afgørelsen om dåben af Cornelius og hans husstand (ApG 10,48). Paulus taler med samme frimodighed i dommen over Elymas (ApG 13,10), hvor vi får at vide, at han var under Ånden; han fælder dom over troen hos et dusin mænd i Efesos og kræver, at de døbes på ny efter undervisning (ApG 19,3-7); han befaler menigheden i Korinth at overgive den blodskamsmand til Satan (1 Kor 5,5; sammenlign 1 Tim 1,20), og senere tilskynder han til, at manden igen optages i kærligt fællesskab, idet han erklærer, at han er blevet tilgivet (2 Kor 2,5). Ukendte mænd som Filip (ApG 8) og Ananias fra Damaskus i Paulus’ eget tilfælde (ApG 9) udøvede den samme slags dømmekraft med hensyn til menneskers tilgivelse og modtagelse i fællesskabet.

IV. Konklusion.

1. Magtens natur:

Vi sammenfatter det, der synes at være Skriftens lære. Vi konkluderer, at magten ikke er et særligt privilegium og en ekstraordinær myndighed, men et ansvar betroet af Jesus Kristus som metoden til at udbrede hans værk. Der er intet magisk, mystisk eller vilkårligt i den; den er ikke kirkelig eller embedsmæssig, men åndelig og først og fremmest personlig. Himmerigets nøgler er først og fremmest frelsens evangelium ved Jesus Kristus. Ved dette middel får mennesker adgang til riget. Den fuldt bevidnede måde at bruge nøglerne på er personligt at vidne om en erfaring af Jesus Kristus. Han overdrog magt til at frelse og ikke til at udelukke fra frelsen. Man bør altid huske, at Jesus ikke tilbød Peter magt, men pligt; ikke privilegium, men ansvar. Ingen af disse udtryk, »magt« og »privilegium«, som er kommet til at blive forbundet med nøglens gave, forekommer sammen med denne gave i Mesterens ord. Nøglerne er først og fremmest til at give adgang til Himmeriget, ikke til at udelukke fra kirken.

2. Magtens udøver:

Nøglens indehaver er ethvert menneske med den erfaring, der fremkaldte Jesu forsikring om, at Peter skulle have nøglerne. Et sådant menneske vil være i fællesskab og samarbejde med lignende mennesker, i en menighed, og Jesu Ånd vil være til stede i dem, så deres afgørelser og deres vidnesbyrd vil være hans såvel som deres. Der findes derfor en fælles, eller menighedsmæssig, udøvelse, og den, der ville ignorere den, mangler den erfaring eller den Ånd, som er nødvendig for brugen af nøglerne. Alligevel må menigheden aldrig overskygge eller udelukke det individuelle ansvar og den individuelle myndighed.

3. Magtens omfang:

Det må forstås, at Himmerigets nøgler ikke giver nogen politisk myndighed eller magt, bortset fra hellig og forløsende indflydelse. Jesu rige er ikke af denne verden. Dets magt er åndelig og skal altid først og fremmest udøves til menneskers frelse. Mennesker behøver ikke at blive låst ude af riget. De er udenfor og alt for tilfredse med at forblive sådan. Det sker, at onde mennesker søger at tage riget i besiddelse med onde formål, og da hviler myndigheden hos åndelige mennesker til at udelukke. De mennesker, der skal bringes ind i Himmeriget, er nu i synd, og hvor pligten til at frigøre dem ikke opfyldes af kristne, efterlades synderne bundet i deres synder.

Deri ligger også nødvendigvis pligten til at erklære ikke blot betingelserne for indgang i riget, men også de handlemåder, der sømmer sig for riget. Det er således, at det at binde og løse i undervisning påhviler nøglens indehavere. Kun i det omfang og i den betydning findes der en magt til at »lovgive« inden for riget. Dette er blot at fortolke og anvende de principper, der er givet os i Skrifterne.

Se videre ABSOLUTION; IMPOSITION OF HANDS; PETER; ROCK.

William Owen Carver