Absalom

ab'-sa-lom ('abhshalom, "far er fred," også skrevet Abishalom, 1 Kong 15,2; 1 Kong 15,10): Davids tredje søn med Ma'aka, datter af Talmaj, kongen i Geshur, et lille område mellem Hermon og Bashan.

1. Almindeligt yndet:

Absalom blev født i Hebron (2 Sam 3,3) og flyttede i en tidlig alder, da hovedstaden blev flyttet, til Jerusalem, hvor han tilbragte det meste af sit liv. Han var meget yndet af sin far og også af folket. Hans indtagende væsen, hans personlige skønhed, hans indsmigrende måder, sammen med hans kærlighed til pragt og kongelige prætentioner, vandt fra begyndelsen folkets hjerter. Han levede i stor stil, kørte i en prægtig vogn og havde halvtreds mænd til at løbe foran sig. En sådan pragt frembragte den ønskede virkning på de unge aristokraters hjerter i kongebyen (2 Sam 15,1 ff.).

2. I landflygtighed:

Da Amnon, hans halvbror, voldtog hans søster Tamar, og David lukkede øjnene for den alvorlige forbrydelse og undlod at udmåle en passende straf, blev Absalom med rette rasende og nærede stille sin vrede; men efter to års forløb gennemførte han en vellykket plan for at hævne den uret, der var begået mod hans søster. Han holdt en stor fest for kongens sønner i Ba'al-Hasor, hvortil blandt andre Amnon kom, kun for at møde døden ved Absaloms tjeneres hånd (2 Sam 13,1 ff.). For at undgå straf flygtede han nu til sin morfars hof i Geshur, hvor han blev i tre år, eller indtil David, hans far, havde ladet sig formilde og tilgivet sin heftige, intrigerende søns drabshandling. Ved slutningen af tre år (2 Sam 13,38) finder vi igen Absalom i Jerusalem. Det varede dog yderligere to år, før han fik adgang til kongens nærhed (2 Sam 14,28).

3. Gør oprør mod sin far:

Da Absalom igen var genindsat, lod han ingen lejlighed gå fra sig til at genvinde tabt prestige, og da han havde besluttet sig for at efterfølge sin far på tronen, glemte han sønnen i politikeren. Fuld af antydninger og rig på løfter, især til de utilfredse og til dem, der havde klager, indbildte eller virkelige, var det kun naturligt, at han fik tilhængere. Hans formål var klart, nemlig at fremmedgøre så mange som muligt fra kongen og således neutralisere hans indflydelse på valget af en efterfølger, for han var fuldt ud klar over, at hofpartiet, under Batsebas indflydelse, var opsat på at få Salomo som den næste hersker. Ved megen smiger stjal Absalom mange mænds hjerter i Israel (2 Sam 15,6). Hvor lang tid der gik mellem hans tilbagekomst fra Geshur og hans åbne oprør mod sin far David, er et spørgsmål, der ikke kan besvares med nogen grad af sikkerhed. De fleste autoriteter betragter de fyrre år i 2 Sam 15,7 som en fejl og foreslår, i overensstemmelse med syrisk og nogle udgaver af Septuaginta, fire som den korrekte tekst. Hvad enten det var fyrre eller fire, fik han tilladelse af kongen til at besøge Hebron, den gamle hovedstad, under påskud af at indfri et løfte, han havde aflagt, mens han var i Geshur, hvis han vendte sikkert tilbage til Jerusalem. Med to hundrede mænd begiver han sig til Hebron. Forud for festen var der blevet sendt spioner ud gennem alle Israels stammer for at opildne de utilfredse og samle dem under Absaloms fane i Hebron. Meget store skarer adlød kaldet, blandt dem Akitofel, en af Davids klogeste rådgivere (15,7 ff.).

4. Davids flugt:

Beretninger om sammensværgelsen i Hebron nåede snart Davids ører; han blev nu grundigt skræmt og spildte ingen tid med at forlade Jerusalem. Under beskyttelse af sin mest loyale livvagt flygtede han til Gilead på den anden side af Jordan. David blev venligt modtaget i Mahanajim, hvor han blev, indtil efter hans illoyale søns død. Sadok og Ebjatar, to ledende præster, var opsatte på at dele Davids skæbne; de gik så langt som til at bære pagtens ark med sig ud af Jerusalem (2 Sam 15,24). David tvang dog præsterne og levitterne til at føre den tilbage til dens plads i byen og blive der som dens vogtere. Dette var et klogt træk, for disse to store præster i Jerusalem fungerede som mellemled, og gennem deres sønner og nogle indflydelsesrige kvinder holdt de en stadig forbindelse med Davids hær i Gilead (2 Sam 15,24 ff.). Også Hushaj blev sendt tilbage til Jerusalem, hvor han falskeligt bekendte troskab mod Absalom, som på dette tidspunkt var kommet ind i kongebyen og havde overtaget kontrollen med regeringen (2 Sam 15,32 ff.). Hushaj, præsterne og nogle få mindre fremtrædende personer udførte deres del godt, for Akitofels råd, som gik ud på øjeblikkelig handling og fremrykning mod kongens styrker, mens alt var i panik, blev forpurret (2 Sam 17,1 ff.); ja mere end det, spioner blev hele tiden holdt i kontakt med Davids hovedkvarter for at underrette kongen om Absaloms planer (2 Sam 17,15 ff.). Denne forsinkelse blev fatal for den oprørske søn. Havde han handlet efter Akitofels kloge råd, kunne Davids hær være blevet besejret fra begyndelsen.

5. Absaloms død og begravelse:

Da Absaloms styrker under Amasas hærledelse (2 Sam 17,25) omsider nåede Gilead, havde David fået rigelig tid til at organisere sin hær, som han delte i tre afdelinger under effektiv kommando af tre erfarne hærførere: Joab, Abishaj og Ittaj (2 Sam 18,1 ff). Et stort slag blev udkæmpet i Efraims skove. Her blev oprørshæren fuldstændig slået på flugt. Ikke færre end 20.000 blev dræbt på stedet, og et endnu større antal blev fanget i den tætte skov og omkom den dag (2 Sam 18,7 ff). Blandt de sidstnævnte var Absalom selv, for mens han red på sit muldyr, blev hans hoved fanget i grenene på en stor eg eller terebinte, sandsynligvis i en gaffeldelt gren. "Han blev hængende mellem himmel og jord, og muldyret, som var under ham, gik videre" (2 Sam 18,9). I denne stilling blev han fundet af en soldat, som straks løb hen for at underrette Joab. Denne stak uden et øjebliks tøven, trods Davids udtrykkelige ordre, tre spyd i hjertet på Absalom. For at sikre hans død, og opmuntret af deres generals handling, "omringede og slog" ti af Joabs unge mænd "Absalom og dræbte ham" (2 Sam 18,15). Han blev begravet i en stor grav tæt ved det sted, hvor han blev dræbt. En stor stendynge blev lagt over hans krop (2 Sam 18,17), i overensstemmelse med skikken med at vanære oprørere og store forbrydere ved at begrave dem under store stendynger (Jos 7,26; Jos 8,29). Thomson oplyser os om, at syriske folk den dag i dag kaster sten på morderes og fredløses grave (LB, II, 61).

6. Davids klage:

Absaloms død var en kilde til stor sorg for den kærlige og aldrende far, som glemte herskeren og kongen i den ømhjertede forælder. Hans klage ved porten til Mahanajim er, skønt den er meget kort, klassisk og udtrykker i ømt sprog forældres følelser for vildfarne børn til alle tider i verden (2 Sam 18,33).

Man ved kun lidt om Absaloms familieliv, men vi læser i 2 Sam 14,27, at han havde tre sønner og én datter. Af formuleringen i 18,18 udledes det, at sønnerne døde i en tidlig alder.

7. Absaloms grav:

Da Absalom ikke havde nogen søn til at bevare hans minde, "rejste han sig en søjle" eller et mindesmærke i Kongedalen, som ifølge Josefus lå to stadier fra Jerusalem (Ant., VII, x, 3). Man ved intet med sikkerhed om dette mindesmærke. En af de flere grave på østsiden af Kidron går under navnet Absaloms grav. Dette fine murværk med sin yndefulde kuppel og joniske søjler må være af forholdsvis sen oprindelse, sandsynligvis ikke tidligere end den romerske periode.

W. W. Davies

(Apokryferne) (Codex Vaticanus, Abessalomos og Abessalom; Codex Alexandrinus, Absalomos, KJV Absalon):

(1) Far til Mattatias, en anfører i den jødiske hær (1 Makk 11,70; Ant, XIII, v, 7).

(2) Far til Jonatan, som blev sendt af Simon Makkabæeren for at tage Joppe i besiddelse; måske identisk med Absalom (1) (1 Makk 13,11; Ant, XIII, vi, 4).

(3) En af to udsendinge fra jøderne, nævnt i et brev sendt af Lysias til det jødiske folk (2 Makk 11,17).