Absalom

Fredens far; dvs. “fredelig”, Davids søn med Ma'aka (2 Sam 3,3; jf. 1 Kong 1,6). Han var kendt for sin personlige skønhed og for den usædvanligt rige hårpragt på sit hoved (2 Sam 14,25,26). Den første offentlige handling i hans liv var den blodhævn, han udførte mod Amnon, Davids ældste søn, som skændigt havde krænket Absaloms søster Tamar. Denne hævn blev udført under festlighederne i forbindelse med en stor fåreklipning i Ba'al-Hasor. Davids andre sønner flygtede fra stedet i rædsel og bragte budskabet om Amnons død til Jerusalem. Af frygt for følgerne af handlingen flygtede Absalom til sin bedstefar i Gesjur, og dér blev han i tre år (2 Sam 3,3; 13,23-38).

David sørgede over sin fraværende søn, som nu var mærket af brodermordets skyld. Som følge af en list, der blev udført af en kvinde fra Tekoa, fik Joab Davids tilladelse til at indbyde Absalom tilbage til Jerusalem. Han vendte derfor tilbage, men der gik to år, før hans far lod ham komme for sit ansigt (2 Sam 14,28). Absalom var nu sandsynligvis Davids ældste overlevende søn, og da han var af kongelig afstamning både gennem sin mor og sin far, begyndte han at stræbe efter tronen. Hans krav blev begunstiget af folket. Ved mange kneb vandt han deres hengivenhed; og efter sin tilbagevenden fra Gesjur (2 Sam 15,7; randnote, RV) drog han op til Hebron, Judas gamle hovedstad, sammen med en stor skare af folket, og dér udråbte han sig selv til konge. Oprøret var så vellykket, at David fandt det nødvendigt at forlade Jerusalem og flygte til Mahanajim på den anden side af Jordan; hvorefter Absalom vendte tilbage til Jerusalem og tog tronen i besiddelse uden modstand. Akitofel, som havde været Davids øverste rådgiver, forlod ham og sluttede sig til Absalom, hvis øverste rådgiver han nu blev. Hushaj sluttede sig også til Absalom, men kun med det formål at forsøge at modarbejde Akitofels råd og således gavne Davids sag. Han havde så stor succes, at Absalom efter hans råd, som blev foretrukket frem for Akitofels, udsatte at føre en hær mod sin far, der således fik tid til at forberede forsvaret.

Til sidst rykkede Absalom ud mod sin far, hvis hær under Joabs kommando han stødte sammen med ved udkanten af Efraims skov. Tyve tusind af Absaloms hær blev dræbt i dette skæbnesvangre slag, og resten flygtede. Absalom flygtede på et hurtigt muldyr; men hans lange, flagrende hår, eller snarere hans hoved, hang fast i grenene på en eg, og dér blev han hængende, indtil Joab kom og gennemborede ham med tre spyd. Hans lig blev derefter taget ned og kastet i en grav, der var gravet i skoven, og en stendynge blev rejst over hans grav. Da budskabet om udfaldet af dette slag blev bragt til David, mens han utålmodigt sad ved porten i Mahanajim, og han fik at vide, at Absalom var blevet dræbt, gav han efter for den bitre klage: “O min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Gid jeg var død i dit sted, o Absalom, min søn, min søn!” (2 Sam 18,33. Jf. 2 Mos 32,32; Rom 9,3).

Absaloms tre sønner (2 Sam 14,27; jf. 18,18) var alle døde før ham, så han efterlod kun en datter, Tamar, som blev bedstemor til Abija.