Tilgivelse

for-giv'-nes (kaphar, nasa', calach; apoluein charizesthai, aphesis paresis):

1. Etymologi

2. Hedenske og jødiske forestillinger

3. Kristi lære

4. Betingelser for tilgivelse

5. Den forurettede part

6. Guddommelig og menneskelig tilgivelse

7. Tilgivelse og retfærdiggørelse

8. Det Gamle Testamentes lære

9. Tilgivelsens begrænsninger

10. Kristi magt til at tilgive synder

11. Behovet for en soning

12. Det Nye Testamentes lære om soning

1. Etymologi:

Af de syv ord, tre hebraiske og fire græske, som bruges til at udtrykke tanken om tilgivelse, forekommer de to sidste i denne betydning kun én gang hver. Apoluein (Luk 6,37) bruges på grund af analogien mellem synd og gæld og betegner frigørelsen fra den. Det har også betydningen “tilgivelse” i 2 Makk 12,45, hvor ordet for synd er udtrykt. I Rom 3,25 bruger Paulus paresis i stedet for det sædvanlige aphesis. Det første betyder “at lægge til side”, “at se bort fra”, “forbigåelse”; det sidste betyder fuldstændigt og uden forbehold “at fjerne” (Trench, Synonyms of the New Testament, afsnit xxxiii). Det betyder ikke tilgivelse i fuld forstand, og i King James Version er det fejlagtigt oversat “remission”. Det betyder heller ikke, at Gud midlertidigt havde udsat en straf, som han på et senere tidspunkt kunne påføre (Sanday om Rom 3,25). Det var tydeligt, at Gud havde behandlet synder, som om han havde tilgivet dem, skønt en sådan holdning fra Guds side i virkeligheden manglede et sådant grundlag, som senere blev tilvejebragt ved en tilstrækkelig soning, og derfor undgår apostlen at sige, at Gud tilgav dem. Denne forbigåelse af synder havde en tendens til at ødelægge menneskets forestilling om Guds retfærdighed, og for at afværge dette blev Kristus stillet frem som et sonemiddel, og Guds tilsidesættelse af synd (paresis) blev en virkelig tilgivelse (aphesis); jf. ApG 14,16; ApG 17,30. Charizesthai findes ikke uden for Lukas’ og Paulus’ skrifter, og i betydningen “at tilgive synder” er det særligt paulinsk (2 Kor 2,7; 2 Kor 12,13; Ef 3,2; Kol 2,13; Kol 3,13). Det udtrykker, som intet andet af disse ord gør, hans opfattelse af Guds benådnings nådefuldhed. Kaphar (5 Mos 21,8; Sl 78,38; Jer 18,23) og calah (4 Mos 30,5.8.12; 1 Kong 30.34.36.39.50 osv.) bruges kun om guddommelig tilgivelse, mens nasa' bruges i denne betydning (2 Mos 32,32; 4 Mos 14,19; Jos 24,19; Sl 25,18; Sl 32,1; Sl 32,5; Sl 99,8; Es 2,9), og også om menneskelig tilgivelse (1 Mos 50,17; 2 Mos 10,17; 1 Sam 25,28). Eftergivelse (Matt 26,28; Mark 1,4; Luk 1,77; Luk 24,47; ApG 2,38; ApG 10,43; Hebr 9,22; Hebr 10,18) og udslettelse (Sl 51,1; Sl 51,9; Es 43,25; Jer 18,23; ApG 3,19) er synonymer for tilgivelse, og for fuldt ud at forstå den bør man også overveje ord som frelse, retfærdiggøre, forsone og soning.

2. Hedenske og jødiske forestillinger:

Tilgivelse var ikke en hedensk dyd. Det storsindede menneske kunne se bort fra fornærmelser i tilfælde, hvor han anså dem for uværdige til sin opmærksomhed, men at tilgive var svagt (F. W. Robertson om 1 Kor 4,12). Selv i Det Gamle Testamente nævnes menneskets tilgivelse af sin næste sjældent. I hvert tilfælde befinder den, der beder om tilgivelse, sig i en underordnet stilling og beder om noget, som han ikke har nogen retmæssig ret til (1 Mos 50,17; 2 Mos 10,17; 1 Sam 15,25; 1 Sam 25,28). Forbandelsessalmerne vidner om, at tilgivelse af fjender ikke blev anset for en dyd i Israel. De kunne henvise til loven, som pålagde dem hverken at søge deres erklærede fjenders fred eller velstand (5 Mos 23,6; jf. Ezra 9,12). Jesus gav den folkelige sammenfatning af loven og ikke dens nøjagtige ord, da han sagde: “I har hørt, at der blev sagt ... had din fjende” (Matt 5,43), og dette gengiver bestemt deres holdning og deres forståelse af Skriftens lære.

3. Kristi lære:

Kristus lærte, at tilgivelse er en pligt. Der kan ikke sættes nogen grænse for tilgivelsens omfang (Luk 17,4), og den må gives uden forbehold. Jesus vil ikke indrømme, at der findes nogen uret, der er så grov eller så ofte gentaget, at den ligger uden for tilgivelse. For ham er et utilgivende sind en af de mest afskyelige synder (Bruce, Parabolic Teaching, 376 ff). Dette er den overtrædelse, som Gud ikke vil tilgive (Matt 18,34; Matt 18,35). Den er selve essensen af den utilgivelige synd (Mark 3,22-30).

Det var den ene plet hos den ældste søn, som skæmmede et ellers ulasteligt liv (Luk 15,28-30). Denne naturlige, hedenske uforsonligheds ånd søgte Jesus at erstatte med en gavmild, tilgivende ånd. Den er i så høj grad kernen i hans lære, at “en kristen ånd” i almindeligt sprogbrug ikke med urette forstås som ensbetydende med et tilgivende sind. Hans svar til Peter, at man ikke blot skal tilgive syv gange på en dag, men halvfjerds gange syv (Matt 18,21; Matt 18,22), viser ikke blot, at han ikke tænkte sig nogen grænse for ens tilgivelse, men også at princippet ikke kunne reduceres til en bestemt formel.

4. Betingelser for tilgivelse:

Jesus erkendte, at der er betingelser, som skal opfyldes, før tilgivelse kan gives. Tilgivelse er del af et gensidigt forhold; den anden del er synderens anger. Gud tilgiver ikke uden anger, og det kræves heller ikke af mennesket. Tilgivelsens virkning er at genoprette det forhold, som blev brudt af synd, til dets tidligere tilstand. En sådan genoprette kræver samarbejde fra begge parter. Der må både være en tildeling af og en accept af tilgivelse. Oprigtig, dybfølt sorg over det onde, som virker anger (2Kor 7,10) er det sindelag, som sikrer accept af tilgivelsen. Derfor befaler Jesus tilgivelse, når synderen vender sig igen og siger: "Jeg angrer" (Luk 17,3; Luk 17,1). Det var dette sindelag, som fik faderen til glædeligt at byde den fortabte søn velkommen, før han endda gav udtryk for sit nyligt dannede forsæt (Luk 15,21).

5. Den fornærmede part:

Det må dog ikke antages, at manglende anger fra den fornærmedes side frigør den fornærmede fra enhver forpligtelse til at give tilgivelse. Uden at den, som har gjort ham uret, angrer, kan han have et tilgivende sindelag. Dette kræver Jesus, som antydes af: "hvis I ikke tilgiver hver især jeres broder af hele jeres hjerte" (Matt 18,35). Det antydes også af præterितum i Fadervor: "som vi også har tilgivet vore skyldnere" (Matt 6,12). Det er netop dette tilgivende sind, som betinger Guds tilgivelse af vores synder (Mark 11,25; Matt 6,14; Matt 6,15). I sådant tilfælde er det utilgivende sind i væsentligheden uanger (Matt 18,23-35). "Af alle handlinger, er der ikke for et menneske anger det mest guddommelige?"

Den fornærmede skal gå endnu længere og søge at bringe synderen til anger. Dette er hensigten med den irettesættelse, som befales i Luk 17,3. Mere direkte siger Jesus: "Hvis din broder synder mod dig, gå hen og irettesæt ham mellem dig og ham alene" (Matt 18,15-17). Han skal drive sin bestræbelse så langt som at gøre enhver rimelig indsats for at vinde synderen tilbage, og først når han har udtømt enhver mulighed, må han opgive det. Hensigten er at få sin broder tilbage. Først når dette åbenlyst er uopnåeligt, skal indsatsen ophøre.

Beføjelsen til at binde og løse, hvilket betyder at forbyde og tillade, blev givet til Peter (Matt 16,19) og til det kristne menighed (Matt 18,18; Joh 20,23). Det klart antyder besiddelsen af beføjelse til at tilgive synder. I Peters tilfælde blev beføjelsen udøvet, når han brugte himmelrigets nøgler (Matt 16,19). Dette bestod i forkyndelsen af evangeliet og især af de betingelser, hvorunder mennesker kunne få forhold til Gud (Apg 2,38; Apg 10,34). Det var ikke begrænset til Peter alene, men blev delt af de øvrige apostle (Matt 16,19; Matt 18,18). Kristus efterlod ingen faste regler, hvis overholdelse eller tilsidesættelse ville afgøre, om man er eller ikke er i Guds rige. Han gav sine disciple principper, og i anvendelsen af disse principper på livets problemer måtte der være en udøvelse af domfældig bedømmelse. Udøvelsen af denne bedømmelse blev overladt til det kristne menighed (2Kor 2,10).

Den er begrænset af de principper, som er grundlag for riget, men inden for disse principper er menighedens stemme suveræn. Den tilgivelse, som her antydes, er ikke forkyndelsen af absolustion for enkeltpersoners synder, men fastsættelsen af færdselslinjer og kultusmåder, som vil være acceptable. I at gøre dette vil dens beslutninger blive bekræftet i himlen (Westcott on Joh 20,23).

At der er en nær analogi mellem menneskelig og guddommelig tilgivelse er klart antydet (Matt 5,23; Matt 5,14; Matt 6,12; Mark 11,25; Luk 6,37; Kol 1,14; Kol 3,13). Guds tilgivelse er betinget af menneskets tilgivelse af det uret, som er gjort ham, ikke fordi Gud tilgiver uvilligt, men fordi tilgivelse alene viser det sindelag, som med ydmyghed vil modtage den guddommelige nåde.

6. Guddommelig og menneskelig tilgivelse:

Anger er en nødvendig bestanddel af fuldt udviklet tilgivelse. Der er ingen væsentlig forskel mellem menneskelig og guddommelig forladelse, skønt sidstnævnte nødvendigvis er mere fuldstændig. Det resulterer i fuldstændig fjernelse af alt fremmedgørelse og adskillelighed mellem Gud og menneske. Det genopretter fuldstændigt det forhold, som eksisterede før synden. Den totale fjernelse af synd som resultat af den guddommelige tilgivelse udtrykkes på forskellig vis i Skrifterne: "Du har kastet alle mine synder bag din ryg" (Es 38,17); "Du vil kaste alle deres synder i ilvernes dyb" (Mika 7,19); "Jeg vil forlade deres ugudelighed, og deres synd vil jeg ikke mere komme i hu" (Jer 31,34); "Jeg, ja jeg, er den, som udsletter dine overtrædelser" (Es 43,25); "Som østen er langt fra vesten, så langt har han fjernet vores overtrædelser fra os" (Sl 103,12). Ideelt nås dette samme resultat i menneskelig tilgivelse, men faktisk forbliver hukommelsen om synden hos begge parter som en hindring mellem dem, og selv når der er fuldstændig genoprættelse af venlighed kan den tidligere tilstand af fremmedgørelse ikke helt fjernes fra hukommelsen. Når Gud tilgiver, genopretter Han menneske til tilstand af tidligere gunst. Befrielse fra straf indgår heri, skønt guddommelig tilgivelse er mere end dette. I de fleste tilfælde fjernes følgerne, som i nogle tilfælde tales om som straf, ikke, men de mister al strafkarakter og bliver disciplinære. Tilgivelsen fjerner heller ikke fra menneskesielsen bevidstheden om synd og skylden, som var forbundet hermed, men det fjerner det mistillid, som var grundlaget for fremmedgørelsen. Mistillid bliver til tillid, og dette frembringer sindsro (Sl 32,5-7; Rom 5,1);bevidsthed om den guddommelige kærlighed og barmhjertighed (Sl 103,2); fjerner frygt for straf (2 Sam 12,13) og vækker kærlighed til Gud.

7. Tilgivelse og retfærdiggørelse:

Paulus bruger sjældent udtrykket "tilgivelse", men foretrækker i stedet retfærdiggørelse. Efter hans forståelse er de praktisk talt synonyme (Stevens, Theology of the New Testament, 418). Han foretrak dog det sidste, fordi det var bedre egnet til at udtrykke tanken om en sikker, nærværende og varig antagelse for Guds ansigt. Det indebar både en fuldstændig og en varig nådestand. I almindelig tænkning er tilgivelse ikke så omfattende, men i bibelsk forstand betyder den ikke mindre end dette. Den fjerner al skyld og årsag til fremmedgørelse fra fortiden; den sikrer en nådestand i nutiden; og den lover guddommelig barmhjertighed og hjælp for fremtiden. Dens fylde kan ikke på fyldestgørende måde gengives med ét enkelt udtryk eller én enkelt formel. Guddommelig tilgivelse er, ligesom menneskelig, altid betinget af, at betingelser opfyldes. Den må gås forud af omvendelse og en fast besluttet hensigt om ikke at gentage forseelsen. Desuden krævedes det, at man rettede sig efter visse lovbestemte eller formelle handlinger, før forsikringen om benådning var ens. Disse handlinger var udtryk for synderens sindstilstand. De bestod af bestemte offerhandlinger i førkristen tid og af dåb under Johannes Døbers tjeneste (Mark 1,4; Luk 3,3) og under Kristus (ApG 2,38; ApG 22,16). Disse handlinger betragtes aldrig i nogen forstand som et quid pro quo, til gengæld for hvilket tilgivelsens gode gives. Det er en handling af ren nåde fra Guds side, og disse handlinger kræves som udtryk for menneskets holdning til Gud. Den sindstilstand, der kræves for at opnå tilgivelsens gave, er den, som den fortabte søn nåede frem til (Luk 15,17-19), og den, som synderen havde, der gik retfærdiggjort hjem til sit hus frem for farisæeren (18,9-14), fordi han indså, at tilgivelse for ham var en handling af ren gunst. Der fandtes virkelig og faktisk syndernes tilgivelse i Det Gamle Testamentes tid såvel som efter Kristus. Visse passager er blevet fortolket sådan, at de lærer, at loven kun sørgede for en forbigåelse eller tilbagerulning af synder, og at der dengang ikke fandtes en egentlig tilgivelse.

8. Det Gamle Testamentes lære:

De ofre, som loven foreskrev, var ikke tilstrækkelige soninger, så der var et stadig behov for en årlig påmindelse om synd (Hebr 10,3; jf. 3 Mos 16,21). Kristi soning er derimod af varig tilstrækkelighed og fik tilbagevirkende kraft i den forstand, at den i Kristus forenede den guddommelige ordning til menneskehedens frelse i alle tidsaldre (Hebr 11,40). "Forbigåelsen af de synder, der tidligere var gjort" (Rom 3,25) indebærer ikke en delvis eller tilsyneladende tilgivelse, men betyder, at de blev tilgivet, skønt det tilsyneladende skete uden tilstrækkelig anerkendelse fra Guds side af deres afskyelige karakter. I betragtning af Guds retfærdige karakter kunne mennesker naturligt have ventet straf, men i stedet blev overtræderne skånet (jf. ApG 14,16; ApG 17,30). Intet udtryk i Det Gamle Testamente antyder nogen utilstrækkelighed i den tilgivelse, der blev rakt til Israel; tværtimod kan mange passager anføres for at vise, hvor rig og fuld den blev anset for at være (ApG 103; Mika 7,19; Es 38,17; Jer 31,34).

9. Tilgivelsens begrænsninger:

To passager synes at begrænse Guds tilgivelse. Det drejer sig om Kristi drøftelse af den utilgivelige synd (Matt 12,31; Matt 12,32; Mark 3,28-30; Luk 12,10) og den passage, som omtaler synden til døden (1 Joh 5,16; jf. Hebr 6,4-6). I den første passage omtales en synd, som der ikke findes tilgivelse for, og i den sidste en synd, på hvis vegne apostlen ikke kan påbyde bøn om, at den må blive tilgivet, selv om han ikke forbyder det. I begge tilfælde udelukkes synden fra den sædvanlige tilgivelse, som rækker til synder af alle andre slags.

Den handling hos farisæerne, som fik Jesus til at tale om den utilgivelige synd, var, at de tilskrev en god gerning, som han havde udført ved Guds Ånd (Matt 12,28), til Beelzebul. Ingen kunne gøre sådan noget, medmindre hans moralske natur var fuldstændig forvredet. For et sådant menneske var de grundlæggende skel mellem godt og ondt udslettet. Ingen almindelig appel kunne nå ham, for for ham syntes det gode ondt, og det onde syntes godt. Muligheden for at vinde ham tilbage er praktisk talt borte; derfor er han uden for håbet om tilgivelse, ikke fordi Gud har sat en vilkårlig grænse for syndighed, som hans tilgivende nåde ikke vil nå ud over, men fordi mennesket har sat sig selv uden for muligheden for at nå frem til den sindstilstand, som er den væsentlige betingelse for guddommelig tilgivelse. Det er praktisk talt sikkert, at Johannes ikke havde nogen bestemt syndig handling i tankerne, da han talte om synden, som er til døden.

Se blasfemi.

Der findes ingen mulig måde at afgøre, hvilken specifik synd, om nogen, han henviser til. Sandsynligvis gælder det samme princip i dette tilfælde som ved den utilgivelige synd. Guds tilgivelse begrænses udelukkende af den betingelse, at mennesket må modtage den i den rette ånd.

Der er nogle passager, som synes at antyde, at tilgivelse var den væsentligste messianske opgave. Dette antydes af det navn, der blev givet Messias under hans jordiske gerning (Matt 1,21), og af den kendsgerning, at han var Frelseren. Syndernes forladelse var forberedelsen til Messias' komme (Luk 1,77), og omvendelse og syndernes forladelse var forudsætningerne for en tilstand af beredelse for riget.

10. Kristi magt til at tilgive synder:

Det er derfor ikke overraskende, at vi ser Jesus gøre krav på magten til at tilgive synder. Dette fremkaldte en bitter strid med jøderne, for det var for dem en selvindlysende grundsætning, at ingen kunne tilgive synder uden Gud alene (Mark 2,7; Luk 5,21; Luk 7,49). Dette satte Jesus ikke spørgsmålstegn ved, men han ville have dem til af hans magt til at tilgive synder at slutte, at han var indehaver af guddommelig magt. Jesus hævdede kun ved to lejligheder, at han besad denne magt, skønt man med tilstrækkelig grund har sluttet af Joh 5,14; Joh 8,11, at han plejede at udtale absolution over alle dem, han helbredte. Ved den ene af disse lejligheder hævdede han ikke blot, at han besad magten, men beviste det ved at vise sig som indehaver af den guddommelige gave til at helbrede. Bedrageren kunne gøre krav på en sådan uhåndgribelig magt som myndigheden til at tilgive synder, men han ville aldrig hævde at besidde en så let modbeviselig magt som evnen til at helbrede de syge. Men Jesus gjorde krav på begge dele og byggede sit krav om at besidde den første på beviset for, at han besad den anden. Gud ville ikke støtte en bedrager; derfor viste hans hjælp ved helbredelsen af den lamme, at Jesus kunne tilgive synder. Skaren godtog denne logik og »priste Gud, som havde givet mennesker en sådan myndighed« (Matt 9,2-9; Mark 2,3-12; Luk 5,18-26).

Ved den anden lejlighed, hvor hans besiddelse af denne magt var under drøftelse (Luk 7,36-50), fremførte han intet andet bevis end den tilgivne kvindes dybe taknemmelighed og kærlighed. Et udtryk, som han bruger, har dog rejst nogen diskussion om den indbyrdes tidsmæssige rækkefølge mellem hendes kærlighed og tilgivelse (Luk 7,47). Elskede hun, fordi hun var blevet tilgivet, eller omvendt? Det er åbenbart, at tilgivelsen går forud for kærligheden, til trods for at Luk 7,47 synes at hævde det modsatte; for dette er betydningen af lignelsen om de to skyldnere (7,41-43), og den sidste del af 7,47 indebærer det samme. Det er klart, at hun tidligere havde omvendt sig og var blevet taget imod, og salvingen af Jesus var en udgydelse af hendes taknemmelighed.

Udtrykket i 7,47, »for hun elskede meget«, er et bevis på hendes synds storhed snarere end en grund til, at hun blev tilgivet. I begge tilfælde, hvor Jesus tilgav synder, gjorde han det, fordi sindstilstanden hos den person, der blev tilgivet, viste værdighed til velsignelsen. Fra dette som en betingelse for tilgivelse findes der ingen undtagelse. Kristi bøn på korset (Luk 23,34) ville ikke kunne sikre hans morderes benådning uden deres omvendelse.

11. Behovet for soning:

Skønt tilgivelse fra Guds side er en handling af ren nåde, fremkaldt af hans kærlighed og barmhjertighed, og skønt han frit tilgiver alle dem, der opfylder betingelsen om omvendelse og opgivelse af synd, ophæver dette dog ikke nødvendigheden af en soning. Lignelsen om den fortabte søn blev fortalt for at lære, hvor fri Guds tilgivelse er, og at han tager imod syndere, der vender tilbage, samt menneskers pligt til at indtage samme holdning over for dem. Så meget lærer den, men den fremstiller ikke fuldt ud Guds holdning til synd. Med hensyn til synderen er Gud kærlighed og barmhjertighed, men med hensyn til synden er han retfærdig; og dette element i Guds natur er ikke mindre væsentligt for ham end hans kærlighed og må tages i betragtning ved ethvert forsøg på fuldstændigt at fremstille læren om Guds tilgivelse af syndere. Kristi soning og lovens mange soninger var åbenbaringer af denne side af Guds natur.

12. Det Nye Testamentes lære om soning:

Tanken om en soning er grundlæggende i Det Nye Testamentes lære (Rom 5,10; 2 Kor 5,18-21; Kol 1,21). Den er meget tydeligt underforstået i udtryk som forligelse og sonoffer og er ikke mindre til stede i benådning, eftergivelse og tilgivelse. Læren om soningen udvikles ikke af Jesus, men der hentydes stærkt til den, og den er umiskendeligt underforstået i sproget i Matt 20,28; Matt 26,28; Mark 10,45; Luk 24,46; Luk 24,47. Johannes Døbers hilsen: »Se, Guds lam, som borttager verdens synd!« (Joh 1,29), indebærer den også. I apostlenes skrifter bekræftes det gentagne gange og klart, at vores tilgivelse og forligelse med Gud bygger på Kristi død. »I ingen anden er der frelse« (ApG 4,12); gennem ham er forløsningen (Rom 3,24); Gud stillede ham frem som et sonoffer (Rom 3,25); gennem ham »har vi nu modtaget forligelsen« (Rom 5,11); »Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv« (2 Kor 5,19); »ham, som ikke kendte synd, gjorde han til synd for vores skyld« (2 Kor 5,21); og »Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os« (Gal 3,13). Sådanne citater kunne mangedobles. Det, som blev så fuldkomment udført ved Kristi offer, blev på en tilsvarende, om end ufuldkommen måde, udført ved de ofre, som loven krævede. Den havde »en skygge af de kommende goder« (Hebr 10,1).

Syndens uforanderlige virkning er at frembringe en fremmedgørelse mellem den, der volder skade, og den, der er blevet krænket. Guds natur er sådan, og forholdet mellem ham og mennesket er af en sådan karakter, at synd medfører en fremmedgørelse mellem dem. Det er denne forudsætning om en fremmedgørelse mellem dem, der gør soningen nødvendig, før tilgivelse kan udstrækkes til mennesket. Denne fremmedgørelse må fjernes, og adskillelsen må forvandles til en forligelse. Hvori består da adskillelsen?

Menneskets synd frembringer en ændret holdning over for hinanden hos både Gud og menneske. Gud nærer ingen personlig uvillighed over for mennesket på grund af dets synd. Det Nye Testamentes språg er meget omhyggeligt valgt for at undgå enhver udtalelse, som kunne synes at udtrykke sådan en opfattelse. Men Guds hellige retfærdighed er sådan, at Han ikke kan være ligegyldig over for synd. Hans vrede må hvile på de ulydige (Joh 3,36; Rom 1,18). Det er ikke blot upersonligt. Det er ikke nok at sige, at Han hader synden. Menneskets uretfærdighed har ikke blot fjernet det fra Gud, men også Gud fra det. Ordet "fjender" (echthroi) i Rom 5,10 er passivt og betyder genstand for Guds fjendskab (Sunday, på stedet). Det var på grund af dette faktum, at Gud fremstillede Kristus som soning for at vise sin retfærdighed på grund af overséelsen af synder gjort tidligere (Rom 3,25; Rom 3,26).

Guds overseen, uden at påføre straf, synder fra før-kristen tid havde sat Guds retfærdighed i fare; havde blottet Ham for den anklage, at Han kunne tolerere synd. Gud kunne ikke være trofast over for sig selv, mens Han tolererede sådan en anklage, og så i stedet for at påføre straf alle, der syndede – hvilket ville have været en måde at vise sin retfærdighed på – fremstillede Han Kristus til døden ("i hans blod"), og på denne måde placerede Han sig selv ud over anklagen for uretfærdighed, mens det gjorde Ham i stand til at vise barmhjertighed over for syndere. Syndets virkning på mennesket var at fjerne det fra Gud, at føre det længere og længere væk fra sin Skaber. Hver efterfølgende synd skabte en større barriere mellem de to. Nu var forsoning designet til at fjerne årsagen til denne fjernelse og genoprette det tidligere forhold mellem Gud og menneske.

Dette er også, som det er blevet observeret, formålet med forladelse, så at forsoning finder sin fuldendelse i forladelse. Det bør bemærkes, at forsoning udgår fra Gud og ikke fra mennesket (Rom 3,25; 2 Kor 5,19)). Gud tiltrækker mennesket, før sidstnævnte søger Gud. Forsoningens virkning på mennesket er at forlige det, tiltække det til Gud. Det viser ham Guds kærlighed til mennesket, og forladelsen, idet den fuldstændigt fjerner synd, fjerner det skille, som adskiller dem, og vinder således mennesket tilbage til Gud. "Vi elsker, fordi Han først elskede os." På samme tid er forsoning sådan et fuldstændigt udtryk for både Guds kærlighed og retfærdighed, at det på den ene side viser Hans længsel efter mennesket, mens det på den anden side viser, at Han ikke er tolerant over for synd. I Kristi forsoning er derfor mødestedet og forliget mellem Guds hellige gru for synd og den frie tildeling af forladelse til bodfærdige troende.

William Charles Morro

par'-d'n, par'-dun.

Se tilgivelse.