Bekendelse

kon-fesh'-un (yadhah; homologeo, og deres afledninger): Grundbetydningen er "anerkendelse", "tilkendegivelse", med en underforstået ændring af overbevisning eller handlemåde hos den, der bekender. På engelsk betoner "profession" (KJV 1 Tim 6,12; Hebr 3,1; Hebr 4,14), ud over at mangle den tanke, der netop er nævnt, handlingens offentlige karakter. Bekendelse, ligesom dens græske ækvivalent, antyder, som etymologien viser (latin con; græsk homou), at handlingen bringer én i samklang med andre. Det er at tilslutte sig en udtalelse, som tidligere er blevet fremsat af en anden. Af de to græske ord fra samme rod i Det Nye Testamente indebærer sammensætningen med den græske præposition ek, som findes blandt andet i Matt 3,6; ApG 19,18; Rom 14,11; Fil 2,11, at den er kommet af en indre tilskyndelse, dvs. at den er udtryk for en overbevisning i hjertet. Ordet bruges antropopatisk om Gud i Job 40,14, hvor Jahve siger spottende til patriarken: "Da vil jeg også bekende om (til) dig"; og i Åb 3,5, hvor det betyder "at anerkende" eller "vedkende sig".

Når det siges, at mennesket bekender eller aflægger bekendelse, skelnes der på forskellig måde mellem bekendelsens indhold. Alt kan dog samles under to hovedpunkter: trosbekendelse og syndsbekendelse. Trosbekendelser er offentlige anerkendelser af troskab mod Gud og mod den sandhed, gennem hvilken Gud åbenbares, som i 1 Kong 8,33. De er erklæringer om uforbeholden tillid til Kristus og om overgivelse til hans tjeneste; Matt 10,32: "Enhver ... som vil bekende mig for mennesker." I Fil 2,11 omfatter bekendelse dog, ved siden af den frivillige, også den ufrivillige anerkendelse af Jesu herredømme. Ordet bekendelse står også for alt, hvad der rummes i den kristne religion—"troen" brugt i objektiv og videste forstand, i Hebr 3,1; Hebr 4,14. I begge disse passager sigtes der til Det Nye Testamente. "Vores bekendelses ypperstepræst" (Hebr 3,1) er den ypperstepræst, som vi lærer at kende og har at gøre med i den nye åbenbaring, der i dette brev stilles over for den gamle.

Syndsbekendelser er også af forskellige slags:

(1) Over for Gud alene. Hvor der er sand anger over synd, bekender den angrende frit sin skyld for ham, som han har syndet imod. Dette beskrives i Sl 32,3-6; sammenlign 1 Joh 1,9; Ordsp 28,13. En sådan bekendelse kan ske enten i stilhed eller, som i Dan 9,19, mundtligt; den kan være almindelig, som i Sl 51, eller særlig, som når en bestemt synd erkendes; den kan endog omfatte det, som ikke er blevet opdaget, men som man tror findes på grund af erkendt indre fordærv (Sl 19,12), og således omfatte syndens tilstand såvel som dens handlinger (Rom 7,18).

(2) Over for ens næste, når han er blevet forurettet (Luk 17,4): "Hvis han synder imod dig syv gange på dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer, skal du tilgive ham." Det er denne form for bekendelse, Jakob henviser til (5,16): "Bekend ... jeres synder for hinanden"; sammenlign Matt 5,23 f.

(3) Over for en åndelig rådgiver eller ordets tjener, såsom Davids bekendelse over for Natan (2 Sam 12,13), folkeskarernes over for Johannes i ørkenen (Matt 3,6), efesernes over for Paulus (ApG 19,18). Denne bekendelse er en almindelig anerkendelse af syndighed og går kun ind i en opregning af enkeltheder, når samvittigheden er særlig belastet.

(4) Over for hele kirken, hvor en forbrydelse har skabt offentlig forargelse. Eftersom "hemmelige synder skal irettesættes hemmeligt og offentlige synder offentligt", var anerkendelsen i den apostolske tid, hvor der var ægte anger over en berygtet forseelse, lige så offentlig som selve handlingen. En illustration af dette findes i det velkendte tilfælde i Korinth (sammenlign 1 Kor 5,3 ff med 2 Kor 2,6 f).

For ørebekendelse i den betydning, som den havde i middelalderkirken og den romerske kirke, findes der ingen autoritet i Den Hellige Skrift. Den kan spores tilbage til den praksis at undersøge dem, der skulle til at aflægge en offentlig bekendelse af en berygtet forseelse, og at give råd om, i hvor høj grad omstændighederne ved synden skulle kundgøres; en nødhjælp, som man fandt tilrådelig, eftersom der kunne forvoldes lige så megen skade ved uklog offentliggørelse af detaljer i bekendelsen som ved selve synden. Den praksis, der først blev indført for særlige tilfælde, blev med tiden udstrakt til alle tilfælde; og den private syndsbekendelse blev krævet af kirken som betingelse for absolutionen og gjort til et element i boden, som blev analyseret i anger, bekendelse og fyldestgørelse. Se Examen Concilii Tridentini (1. udgave, 1565) af dr. Martin Chemnitz, superintendent i Braunschweig, for en grundig eksegetisk og historisk drøftelse af hele dette emne. Om den historiske side, se også Henry Charles Lea, History of Auricular Confession and Indulgences in the Latin Church (3 bind, Philadelphia, 1896).

H. E. Jacobs