Akkommodation

a-kom-mo-da'-shun:

I. Introductory

1. Tre anvendelser af termen

2. Emnets betydning

Ii. Accommodated Application Of Scripture Passages

1. Fortolkning som videnskab

2. Videnskabelig akkommodation

Iii. Double Reference In Scripture

1. Allegori i Skriften

2. Skriftens skjulte sandheder

3. Profeti og dens opfyldelse

4. Konklusion

Iv. Accommodation In Revelation

1. Almindelige principper

2. Akkommodation som et træk ved den fremadskridende åbenbaring

3. Åbenbaringens grænser

4. Åbenbaringens resultat

5. Spørgsmålet om Kristi metode

Literature

I. Indledning.

1. Tre anvendelser af termen: Termen "akkommodation" bruges i tre betydninger, som kræver omhyggelig skelnen og fortjener særskilt behandling:

(1) brugen eller anvendelsen af en skriftreference i en anden betydning end den åbenlyse og bogstavelige, som lå i forfatterens tanke og hensigt;

(2) teorien om, at et skriftsted efter sin oprindelige hensigt kan have mere end én betydning eller anvendelse;

(3) det almindelige princip om tilpasning fra Guds side i hans selvåbenbaring til menneskets åndelige og mentale kapacitet.

2. Emnets betydning: Vigtige spørgsmål er involveret i drøftelsen af dette emne i hver af de tre inddelinger, som således naturligt foreligger for os i termens forskellige anvendelser. Disse spørgsmål kulminerer i de overordentlig vigtige principper, som ligger til grund for spørgsmålet om Guds tilpasning af sin åbenbaring til mennesker.

II. Tilpasset anvendelse af skriftsteder.

1. Fortolkning som videnskab: Det er åbenlyst, at tankens og sprogets natur er sådan, at der for alle menneskelige skrifter, blandt hvilke Bibelen, som et dokument der skal forstås, må placeres, findes en fortolkningsvidenskab med et bestemt sæt love, som ikke kan overtrædes eller tilsidesættes uden forvirring og fejl. Dette udelukker den ubestemte og vilkårlige eksegese af ethvert skriftsted. Det må fortolkes præcist og i overensstemmelse med anerkendte fortolkningslove. Den første og mest grundlæggende af disse love er, at et skriftsted skal fortolkes i overensstemmelse med forfatterens hensigt, for så vidt den kan fastslås. Den åbenlyse, bogstavelige og oprindelige betydning har altid forkørselsret. Enhver vilkårlig fordrejning af et skriftsted for at udlede nye og fjerne betydninger af det, som ikke retfærdiggøres af sammenhængen, er uvidenskabelig og vildledende.

2. Videnskabelig akkommodation: Der findes imidlertid en videnskabelig og legitim brug af akkommodationsprincippet. For eksempel er det umuligt på forhånd at afgøre, at en forfatters specifikke anvendelse af et alment princip er den eneste, princippet kan rumme. En nøgen og bogstavelig konstatering af en kendsgerning kan indebære et alment princip, som kan anvendes bredt og virkningsfuldt på andre områder end det, man oprindeligt havde for øje. Det er fuldt legitimt at løsne en forfatters udsagn fra dets sammenhæng af sekundære og tilfældige detaljer og give det en harmonisk ramme med videre anvendelse. Heraf vil man se, at legitim akkommodation indebærer to ting:

(1) accept af forfatterens primære og bogstavelige betydning;

(2) udvidelsen af denne betydning gennem etableringen af en bredere sammenhæng, som i princippet er identisk med den oprindelige.

I artiklen om Citater i Det Nye Testamente (se denne) behandles denne brug af termen akkommodation, som her er behandlet i de mest generelle vendinger, i detaljer. Se også fortolkning.

III. Dobbelt henvisning i Skriften.

Den anden brug af termen akkommodation træder nu frem til drøftelse. Skal vi slutte, at der findes dobbelte henvisninger eller sekundære betydninger i Skriften? Også her må vi skelne mellem den legitime og den illegitime anvendelse af et princip. Mens vi med rette beklager tendensen til at betragte skriftsteder som kryptiske udsagn, må vi også erkende, at mange skriftreferencer kan have mere end én enkelt anvendelse.

1. Allegori i Skriften:

Vi må anerkende brugen af allegori i Skrifterne; det særlige kendetegn ved allegorien som litterær form er den dobbelte henvisning, den indeholder. At fortolke fortællingen om tornebuskkongen (Dom 9,7-15) eller vor Herres lignelser uden henvisning til de dobbelte betydninger, som de indebærer, ville være lige så forkert og vilkårligt som enhver yderlighed i allegorisering. Den dobbelte betydning hører til selve den litterære udtryksform. Dette betyder naturligvis ikke, at Bibelens poesi, selv ikke profeternes og de apokalyptiske forfatteres, skal betragtes som allegorisk. Tværtimod skal kun den skrift, hvad enten den er prosa eller poesi, fortolkes i en anden betydning end dens naturlige og åbenlyse, i forbindelse med hvilken vi har bestemte tegn på dens allegoriske karakter. Talefigurer og poetiske udtryk i almindelighed skal, selv om de ikke er ment bogstaveligt, fordi de hører til den poetiske form, ikke forstås som om de har okkulte henvisninger og allegoriske betydninger. Dr. A. B. Davidson karakteriserer således den profetiske stil (Old Testament Prophecy, 171; se hele kapitlet): "Profeti er poetisk, men den er ikke allegorisk. Profetiens sprog er virkeligt i modsætning til allegorisk, og poetisk i modsætning til virkeligt. Når profeterne taler om naturgenstande eller om lavere skabninger, mener de ikke menneskelige ting eller mennesker med dem, men disse naturgenstande eller skabninger selv. Når Joe taler om græshopper, mener han disse skabninger. Når han taler om solen og månen og stjernerne, mener han disse himmellegemer." Allegori, som altså indeholder den dobbelte henvisning i den forstand, at man taler om én ting, mens man mener en anden, er derfor en bestemt og genkendelig litterær form med sine egne særlige fortolkningslove. Se Allegori.

2. Skriftens skjulte sandheder: Der er fremgang i forståelsen af Skriften. Nye vidder af sandhed bliver stadig bragt frem i lyset. Ved legitime og naturlige metoder bliver skjulte betydninger stadig opdaget.

(1) Det er en velbevidnet kendsgerning, at en forfatter, bortset fra enhver overnaturlig faktor, undertiden taler visere, end han selv ved. Han er det delvis ubevidste redskab for udtrykket af en stor sandhed, ikke kun for sin egen tid, men for alle tider. Det gives ikke ofte en sådan virkelig stor forfatter eller hans tid at erkende alle følgerne af hans tanke. Betydningsdybder, skjult både for den oprindelige forfatter og for tidligere fortolkere, kan blive afdækket af skiftende historiske sidelys. Det element af varig værdi i stor litteratur skyldes den kendsgerning, at forfatteren udtaler en sandhed, der er større end den, der udtømmende kan kendes i nogen enkelt epoke. Den hører alle tider til.

(2) Den overnaturlige faktor, som har medvirket ved Skriftens tilblivelse, sikrer, at intet enkelt menneske eller nogen gruppe af mennesker, ja ikke alle mennesker tilsammen, kan kende den udtømmende. Den har del i Guds uudtømmelighed. Det er derfor sikkert, at den vil holde trit med menneskets almindelige fremskridt og vise nye betydningssider, mens den bevæger sig frem gennem historiens strøm. Forbedrede eksegetiske hjælpemidler og metoder, udvidede opfattelser ind i bredere udsyn over tanke og kundskab, øget indsigt under Åndens vejledning i Guds voksende rige, vil virke sammen om at hente nye betydninger op fra Skriftens dybder. Guds tanke i et givent udtryk for sandhed kan kun erkendes gradvist og tilnærmelsesvis af mennesker, som begynder i uvidenhed og må undervises i det, de ved.

(3) Den overnaturlige faktor i åbenbaringen indebærer også en dobbelt tanke i enhver vigtig eller grundlæggende udtalelse i Skriften: Guds tanke, udtalt ved hans Ånd til et menneske eller hans generation, og den samme tanke med henblik på de kommende tider og på hele den sandhed, som skal afdækkes. Hvert enkelt led, der hører til en sandhedsorganisme, ville naturligt have en dobbelt reference: for det første dets betydning i sig selv og for sig selv; for det andet dets betydning med henblik på den helhed, som det er en del af. Da alle store skriftmæssige sandheder således er organisk forbundet, følger det, at ingen af dem kan kendes fuldt ud adskilt fra alle de andre. Heraf følger også, at i en proces af gradvis åbenbaring, hvor sandheder gives efter tur, efterhånden som mennesker er i stand til at modtage dem, og hvor hver efterfølgende sandhed bereder vejen for andre, som skal følge, vil enhver tidligere udtalelse have to områder af betydning og anvendelse — den, som er iboende, og den, som flyder af dens forbindelse med hele den organisme af udfoldende sandhed, som til sidst viser sig.

3. Profeti og dens opfyldelse: (1) De principper, der hidtil er udtrykt, fører os et stykke på vej mod et svar på det vigtigste spørgsmål, som opstår under denne del af det overordnede emne: forholdet mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente gennem profeti og dens opfyldelse. Fire særlige forbindelsespunkter, som involverer principperne om profetisk foregribelse og historisk virkeliggørelse i Jesu livsløb, anføres af nytestamentlige forfattere. De er af afgørende betydning, eftersom disse fire grupper af fortolkninger omfatter de vigtigste elementer i Det Gamle Testamente og praktisk talt hele Det Nye Testamentes fortolkning af Jesus.

(2) (a) Løftet, der blev givet til Abraham (1 Mos 12,1-3; sammenlign 1 Mos 13,14-18; 1 Mos 15,1-6, osv.) og gentaget i hovedsagen med mellemrum gennem Israels historie (se 2 Mos 6,7; 3 Mos 26,12; 5 Mos 26,17-19; 5 Mos 29,12; 5 Mos 29,13; 5 Mos 29,2; 1 Krøn 1, osv.) fortolkes som noget, der har reference til den fjerne fremtid og er opfyldt i Kristus (se Gal 3 for et eksempel på denne fortolkning, især Gal 3,14; også Citater i Det Nye Testamente).

(b) Det gammeltestamentlige offersystem betragtes som typisk og symbolsk og derfor som forudsigende og virkeliggjort i Kristi død, forstået som soning for synd (Hebr 10, osv.).

(c) Henvisninger i Det Gamle Testamente til konger eller en konge af Davids slægt, hvis komme og regering omtales, fortolkes som bestemte forudsigelser, opfyldt i Jesu, Messias', komme og livsløb (Hebr 2; Hebr 16; Hebr 22; Hebr 110; sammenlign Luk 1,69, osv.).

(d) Den profetiske forestilling om Jahves tjener (Es 42,1 f; Es 44,1 f; Es 52,13-Es 53,12; sammenlign ApG 8,32-35) fortolkes som en foregribende beskrivelse af Jesu karakter og gerning, centreret i hans stedfortrædende død, hvor han bar synden.

(3) De fortolkningsdetaljer, som er involveret i den konkrete brug af gammeltestamentlige udsagn, skal vi ikke beskæftige os med her (se Citater i Det Nye Testamente, osv.), men kun med de generelle principper, som ligger til grund for al sådan brug af Det Gamle Testamente. Problemet er: Kan vi således fortolke noget afsnit eller nogen gruppe af afsnit i Det Gamle Testamente uden at gøre os skyldige i det, der er blevet kaldt »pedantisk overnaturlighed«; det vil sige i at forvanske Skriften ved at fortolke den uden hensyn til dens naturlige historiske sammenhænge? Er fortolkningen af Det Gamle Testamente messiansk legitim eller illegitim tilpasning?

(c) Det er en vidt accepteret regel i moderne fortolkning, at institutionerne i den gammeltestamentlige gudsdyrkelse og profeternes forskellige budskaber havde en iboende samtidig betydning.

(b) Men dette betyder ikke, at dets betydning og værdi er udtømt i den umiddelbare samtidige anvendelse. Uden tvivl var profeten en mand med et budskab til sin egen tidsalder, men der er intet uforeneligt i dette med, at han havde et budskab, hvis fulde betydning rækker ud over hans egen tidsalder, ja helt ind i en fjern fremtid. Det ville tjene til at klare luften på hele dette område, hvis man blot forstod, at det netop er i kraft af sit greb om fremtiden, at et stort budskab får sin løftekraft til umiddelbar moralsk opløftelse. Det forudsigende element er en livsvigtig del af den samtidige værdi.

(c) Det stof, der er givet under den foregående analyse, kan behandles som en helhed på grundlag af et princip, der er grundlæggende for hele den gammeltestamentlige ordning, nemlig: at hver efterfølgende tidsalder i Israels historie behandles på grundlag af en sandhed, som er fælles for hele den bevægelse, hvoraf Israels historie kun er én enkelt fase. Det skal desuden huskes, at forholdet mellem de tidligere og de senere dele af Bibelen er et forhold af organisk og væsentlig enhed, både læremæssigt og historisk. I kraft af dette er det forudsigende element en væsentlig faktor i den tidligere husholdnings læresætninger og institutioner, sådan som de oprindeligt blev konstitueret og overleveret, og det udgør derfor en del af deres samtidige betydning og værdi, idet det både peger mod fremtiden og baner vej for den. På lignende måde er opfyldelseselementet et væsentligt element i den senere husholdning som det fuldendte resultat af den bevægelse, der begyndte for lange tidsaldre siden. Forudsigelse og opfyldelse er væsentlige faktorer i enhver samlet bevægelse, der begyndes, fremmes og fuldendes efter én plan i på hinanden følgende tidsperioder. Vi har nu blot at anvende dette princip i almindelighed på det gammeltestamentlige stof, som allerede foreligger, for at nå bestemte og tilfredsstillende konklusioner.

(4) (a) Løftet til Abraham var et levende budskab rettet direkte til ham i hans livs umiddelbare omstændigheder, hvor løftets fremsættelse og modtagelse satte et varigt præg; men det havde langt større dimensioner, end der kunne virkeliggøres inden for ét menneskelivs rammer; for det omfattede ham selv, hans efterkommere og hele menneskeheden i én enkelt kreds af lovet velsignelse. For patriarken lå løftets umiddelbare, samtidige værdi i det forhold, at det ikke angik ham alene, men ham i relation til fremtiden og til menneskeheden. En forudsigelse var således indlejret i selve hjertet af Guds ord, som var genstand for hans tro—en forudsigelse, der tjente til at omslutte hans liv i Guds plan for hele menneskeheden og til at knytte hans stræben til tjenesten for den plan. Løftet var forudsigende i sit væsen og i sin samtidige betydning (se Beecher, Prophets and Promise, 213).

(b) Sådan er det også med den messianske konge. Riget som institution i Israel beskrives fra begyndelsen som Guds evige, formidlende herredømme på jorden (se 2 Mos 19,3-6; 2 Sam 7,8-16 osv.), og kongen, i hvem riget samler sig, er Guds søn (2 Sam 7,13; 2 Sam 7,15) og jordiske repræsentant. I alt dette er der meget, som er umiddelbart samtidigt. Riget og kongedømmet beskrives i idealets termer, og dette ideal bruges i enhver tidsalder som grundlag for en umiddelbar appel til troskab og hengivenhed fra kongens side. Ikke desto mindre ligger det forudsigende element i fremstillingens centrum. Det allerførste nedskrevne udtryk for det messianske løfte til David indebærer forudsigelsen af ubetinget varighed for hans hus og griber således hele fremtiden.

Mere end dette: kongens kendetegn, funktioner og værdigheder beskrives sådan (2 Sam 102; Es 9,6; Es 9,7), at det bliver klart, at kongedømmets betingelser kun kunne opfyldes af en enestående udrustet person, der udgår fra Gud og udøver guddommelige funktioner i et verdensomspændende åndeligt rige. Når en sådan konge beskrives og et sådant rige loves, måtte modtagerne nødvendigvis sættes til at bedømme nutiden og granske fremtiden for dets virkeliggørelse. Forestillingen er i sin oprindelige betydning og udtryksform væsentligt forudsigende.

(c) Meget nært beslægtet med denne forestilling om den messianske konge er det profetiske ideal om Jahves tjener. Set i sin oprindelige sammenhæng opdager vi straks, at det er den ideelle skildring af en formidlende tjeneste for mennesker på Jahves vegne—en tjeneste, som har en vis betydning af opfyldelse i enhver person, der viser den guddommelige karakter ved at lære sandheden og tjene menneskelig nød (for anvendelsen af betegnelsen se Es 49,5; Es 49,6; Es 49,7; Es 50,10; især Es 45,1). Men tjenesten beskrives i så ophøjede termer, og den hengivelse, den kræver, er så høj, at sindet, når idealet anvendes som målestok på nutiden og på nationen som helhed, uundgåeligt kastes ind i fremtiden og samles om et overordentligt udrustet individ, som skal komme, og som frem for alle er Jahves tjener.

(d) Det samme princip kan med lige så stor virkning anvendes på spørgsmålet om Israels offersystem. I de sidste to tilfælde trådte dette faktum frem: Ingen sandhed og ingen institution kan kendes udtømmende, før den har gennemløbet et forløb i historien. For eksempel kunne de ideer, der var legemliggjort i det messianske kongedømme, og forestillingen om Jahves tjener kun kendes i historiens lys. Kun i betragtning af de faktiske kampe og nederlag hos på hinanden følgende konger og på hinanden følgende generationer af folket i forsøget på at virkeliggøre sådanne idealer kunne deres fulde betydning åbenbares. Desuden kunne sådanne idealer til sidst kun virkeliggøres gennem en historisk forberedelsesproces. Dette gælder i særlig grad de gammeltestamentlige ofre. Det er klart, at Det Nye Testamentes opfattelse af betydningen af de gammeltestamentlige ofre i forbindelse med Kristi død bygger på troen på, at den idé, der var legemliggjort i den oprindelige institution, kun kunne opfyldes i Kristi frivillige offer (se Hebr 10,1-14). Dette synspunkt retfærdiggøres af kendsgerningerne. Dr. Davidson (anførte værk, 239) hævder, at det forudsigende element i de gammeltestamentlige ofre lå i deres ufuldkommenhed. Denne ufuldkommenhed, som var iboende, kunne dog kun åbenbares i erfaringen. Efterhånden som de gradvis uddybede en følelse af behov, som de ikke kunne tilfredsstille, pegede de mere og mere klart bort fra sig selv hen imod den handling, som alene i virkeligheden kunne virkeligøre det, de udtrykker i symbol. En harmoni som den, der bestod mellem det gammeltestamentlige offer og Kristi død, kunne kun være resultatet af en plan. Det er alt sammen én bevægelse, én grundlæggende handling; historisk forudskildret og forberedt gennem forventning og historisk virkeliggjort. Det gammeltestamentlige offer blev indstiftet både for at forudskildre og for at bane vej for Kristi offer netop i den proces, hvor det opfyldte sin naturlige historiske funktion i Israels husholdning.

4. Konklusion: Det samlede resultat af drøftelsen er dette: Tolkningen af disse repræsentative gammeltestamentlige ideer og institutioner som henvisende til Kristus og foregribende hans komme er ikke en illegitim brug af tilpasningsprincippet. Den fremtidsreference, som omfatter hele den historiske proces, der kulminerer i Kristus, ligger inden for den umiddelbare og oprindelige anvendelse og udgør et væsentligt element i dens samtidige værdi. Den oprindelige udsagn er i sin egen natur forudsigende og er ét i læremæssigt princip og historisk kontinuitet med det, der udgør dets opfyldelse.

IV. Tilpasning i åbenbaringen.

1. Almene principper:

(1) Det er tydeligt, at Guds åbenbaring til mennesker må formidles i forståelige udtryk og tilpasses den menneskelige forståelses natur. Det, som ikke åbenbarer, er klart nok ikke en åbenbaring. En afsløring af Guds væsen og veje for mennesker indebærer brug og styring af den menneskelige ånd i overensstemmelse med dens opbygning og love. Inspirationslæren, som er uadskillelig fra åbenbaringslæren, indebærer en sådan guddommelig styring af menneskelige evner, at de, mens de stadig frit virker inden for deres eget normale område, sættes i stand til at opfatte og fortolke sandhed, som ellers ligger uden for deres rækkevidde.

(2) Bibelen lærer, at Gud i sit væsens højde og dybde er uransagelig. Hans sind og det menneskelige sind er kvantitativt inkommensurable. Mennesket kan ikke ved at søge finde Gud til bunds. Hans veje er ikke vores veje, og hans tanker er ikke vores tanker.

(3) Men på den anden side bekræfter Bibelen med lige så stor vægt det væsentlige kvalitative slægtskab mellem den guddommelige og den menneskelige konstitution. Gud er ånd – mennesket er også ånd. Mennesket er skabt i Guds billede og skabt til at kende Gud. Disse to principper bekræfter tilsammen åbenbaringens nødvendighed og mulighed. Åbenbaring, betragtet som en særlig erfaringsorden, der skyldes Guds handlinger udført med det formål at gøre sig selv kendt i personligt forhold til mennesket, er nødvendig, fordi menneskets endelige natur behøver vejledning. Åbenbaring er mulig, fordi mennesket er i stand til en sådan vejledning. Bibelen bekræfter, at Guds tanker ikke er vores tanker, men at de kan blive vores, fordi Gud kan udtale dem, så vi kan modtage dem.

(4) Disse to principper fører til en meget vigtig konklusion. I alle drøftelser af tilpasningsprincippet må man huske, at det menneskelige sinds evne til at konstruere ikke måler dets evne til at modtage og tilegne sig. Det menneskelige sind kan undervises i det, som det ikke selvstændigt kan opdage. Ingen lærer er begrænset af sine elevers evne til uden hjælp at beskæftige sig med et studieemne. Han er kun begrænset af deres evne til at følge ham i hans tanke- og fremstillingsprocesser. Den bestemmende faktor i åbenbaringen, som er en sand opdragende proces, er Guds sind, som præger sig selv på menneskets beslægtede og formbare sind.

2. Tilpasning som et træk ved den fremadskridende åbenbaring:

(1) Åbenbaringens begyndelse. Da menneskets erfaring er organisk betinget, er det underlagt vækstens lov. Hele dets mentale og åndelige liv står i forbindelse med dets del og lod i organismernes rige. Selve dets sinds love åbenbarer sig kun ved bestemte anledninger i erfaringen. Selv om det er sandt, at dets tilbøjeligheder er medfødte, så det er nødt til at tænke og føle på bestemte måder, er det dog også sandt, at det hverken kan tænke eller føle overhovedet, undtagen når erfaringen fremlægger materiale for tanken og giver følelsen en tilskyndelse. Mennesket må leve for at lære. Det må derfor lære gradvist. Denne kendsgerning betinger al åbenbaring. Da den må have med mennesker at gøre, må den være fremadskridende, og da den må være fremadskridende, må den nødvendigvis på sine tidligere stadier indebære tilpasningens princip. For at få adgang til menneskets sind må den tage det dér, hvor det er, og knytte sig til dets naturlige anlæg og medfødte tænkemåder. Da åbenbaring indebærer bestræbelsen på at danne forestillingen om Gud i menneskets sind, for at et ret forhold til ham kan blive etableret, træder den ind både i menneskeslægtens intellektuelle og moralske liv og må tilpasse sig den tidlige menneskelige erfarings beskedne begyndelser. Åbenbaringens hovedproblem synes at have været at bringe disse rå begyndelser ind under en bevægelse, hvis mål og ende er fuldkommenhed.

Anvendelsen af tilpasningens princip på tidlig menneskelig erfaring med fremskridt for øje sker ved at gøre det, som ved første tanke synes at ophæve selve det princip, som menneskets mentale og moralske liv varigt må hvile på.

(a) Den indebærer autoritative åbenbaringer af ufuldstændige og blot foreløbige sandheder.

(b) Den indebærer også den positive fastsættelse af en elementær og ufuldkommen moral.

I begge disse henseender har Skriften tilpasset sig rå, tidlige forestillinger og sat autoritetens segl på principper, som bliver overhalet og forkastet inden for Skriftens egne grænser. Men ved at gøre dette har Skriften reddet netop de interesser, som den syntes at sætte i fare, i kraft af to træk ved den menneskelige natur, som i sig selv griber om fuldkommenheden og tjener til at binde menneskeslægtens rå begyndelser og modne resultater sammen. Disse to principper er

(c) sandhedens idé;

(d) forpligtelsens idé.

(2) Det skyldes især disse to faktorer i menneskets natur, at noget fremskridt i sandhed og adfærd er muligt for mennesker. Hvad der er sandt eller rigtigt i konkrete enkeltheder, varierer i forskellige individers og forskellige tidsaldres vurdering. Men de ophøjede og tvingende tvillingeoverbevisninger om sandhed og ret, som absolutte, evige og autoritative, er til stede fra menneskehistoriens begyndelse til dens ende. Skriften griber den kendsgerning, at disse store idéer kan håndhæves gennem rå menneskelige forestillinger og på meget elementære kulturstadier, og ved at håndhæve dem ved hjælp af åbenbaring og bydende lov bringer den mennesket til sandhedens og rettens prøve og fremmer dets fremgang til større forestillinger og bredere anvendelser af begge grundprincipper. Canon Mozley siger i sin drøftelse af dette tilpasningsprincip på dets moralske side, dets nødvendighed og dets frugtbarhed: “Hvordan kan loven på rette måde opfylde sit formål, nemlig at korrigere og forbedre menneskers moralske standard, medmindre den først fastholder den standard, som allerede findes, som forpligtende? De groft skitserede forestillinger, som den i sidste ende søger at rense og ophøje, må den først pålægge” (Ruling Ideas in Early Ages, 183; sammenlign Matt 5,17 med Matt 5,21; Matt 5,27; Matt 5,33).

3. Åbenbaringens grænser:

Da åbenbaringens hovedmål er at forme menneskets sind med henblik på Guds hensigt og vilje, for at mennesket kan træde ind i fællesskab med Gud, opstår spørgsmålet om, hvor langt åbenbaringen vil blive tilpasset ved begrænsningen af dens område. Hvor langt søger den at forme sindet, og hvor langt overlader den sindet til dets egne love og til historiens opdragende kræfter? Fire grundprincipper synes at være tilstrækkeligt klare:

(a) Åbenbaringen accepterer og bruger på hvert stadium af sin historie sådanne materialer fra menneskelige idéers fælles forråd, som er sande og af varig værdi. Åbenbaringens overbygning hviler på et fundament af almene og grundlæggende menneskelige overbevisninger. Den appellerer stadig til menneskesjælens rodfæstede instinkter og regulerende idéer, dybt indplantet som en forberedelse til åbenbaring.

(b) I Skriften tages der hensyn til menneskets natur som fri og ansvarlig. Det er et rationelt væsen, som må undervises gennem overtalelse; det er et moralsk væsen, som må styres gennem sin samvittighed og vilje. Der må derfor gennem hele åbenbaringsprocessen være et element af frit, spontant, utvungent liv, i og gennem hvilket de overnaturlige faktorer virker.

(c) Åbenbaringen må, selv i sine tidligste udviklingsfaser, have henblik på sandhedens organisme som helhed. Det, der faktisk gives på et hvilket som helst tidspunkt, må yde sit bidrag til den endelige sammenfatning og fuldendelse af hele processen. (d) Åbenbaringen må værne mod skadelige vildfarelser, som griber ind i væsentlige og vitale spørgsmål. Kort sagt må konsekvensen og integriteten i den bevægelse, gennem hvilken sandheden bringes frem til åbenbarelse, værnes helligt; samtidig med at åbenbaringen, eftersom det er Gud og mennesket, der kommer til at kende hinanden, må sættes ind i et bredt miljø af menneskeliv og betros historiens processer. Se åbenbaring.

4. Åbenbaringens resultat: Det er nu vores opgave kort at lægge mærke til, hvordan disse interesser værnes i Skriften. Vi må lægge mærke til (a) tilpasningens princip i almindelighed. Det er ofte blevet påpeget, at i hver bog i Bibelen bevares forfatterens og tidsalderens uefterlignelige særpræg; at det bibelske sprog med henvisning til naturen er fænomenernes sprog; at dens læresætninger fremsættes levende, billedligt, konkret og i de talemåder, der var naturlige for den tidsalder, hvori de blev udtalt; at dens historiske dokumenter for størstedelens vedkommende er kunstløse annaler af gammel orientalsk type, at den indeholder forholdsvis få oplysninger om naturen eller mennesket, som foregriber videnskabelige opdagelser eller fritager det religiøse menneske, der tager den som vejledning, fra at gå i skole hos naturen og den menneskelige erfaring for at få sådanne oplysninger. Alt dette indebærer naturligvis, uden at berøre omstridte punkter eller diskuterede faktaspørgsmål, set fra det guddommelige sinds synspunkt, for hvilket alle ting er kendt, og fra det menneskelige sinds synspunkt, for hvilket visse naturkendsgerninger, der var skjult i oldtiden, er blevet åbenbaret, tilpasningens principper. Over for dette må vi stille visse kontrasterende kendsgerninger:

(b) Skriften viser en stadig tendens til at overskride sig selv og til at føre sandhedens undervisning op på et højere niveau. Den patriarkalske tidsalders enkle, primitive forestillinger og riter efterfølges af den organiserede nationale livsforms epoke med dens ideal om enhed og den forstærkede sans for nationalt kald og national skæbne under Guds ledelse. Den nationale tanke om kirke og rige udvides til kristendommens universelle opfattelse og verdensomspændende mission. Det Gamle Testamentes offersymbolik viger for det inkarnerede livs brændende etiske realiteter. Inkarnationens selvbegrænsning udvides til de verdensomspændende kræfter i Åndens tidsalder, hvor Ånden bruger Skriftens bogstav som redskab for sin universelle tjeneste. Det ses således, at Gud ved den progressive metode, gennem en kumulativ proces, gradvis har overskredet sine redskabers begrænsning, samtidig med at han vedvarende har udvidet og uddybet menneskets ånd til at modtage hans selvåbenbaring.

(c) Mere end dette er Skriften hele vejen igennem præget af en bestemt og umiskendelig egenskab af tidløshed. Den fremhæver og antyder hele tiden det uendelige, det evige, det uforanderlige. Det er en del af åbenbaringens opgave at foregribe for at lede fremskridtet. På hvert trin holder den menneskers sind spændt med en sandhed, som de på det trin ikke let er i stand til at begribe. Sandhedens uudtømmelige vidde og skjulte fylde er overalt underforstået. Profeter og apostle er hele tiden i veer med sandheder, der er bragt til deres egne tidsaldre langvejsfra. Skriftens store grundlæggende sandheder fremsættes med kompromisløs fylde og endegyldighed. Der er ingen tilpasning til menneskelig svaghed eller vildfarelse. Dens idealer, dens normer, dens betingelser er absolutte og ukrænkelige.

Ikke alene har Israel visse grundlæggende forestillinger, som er særegne for hende, men der har også været en organiserende ånd, en »enestående inspirationsånd«, som har ændret og forvandlet de materialer, hun havde fælles med sine semitiske slægtninge. Selv hendes nedarvede forestillinger og institutioner er forvandlet og gennemtrængt af nye betydninger. Vi bemærker ændringen af semitiske skikke, som for eksempel ved blodhævn, hvorved vildskab er blevet mildnet og onde forbindelser fjernet. Vi bemærker den ringe mængde mytologisk materiale. Hvis fortællingerne om Adam, Abraham, Isak, Jakob og Samson oprindelig var mytologiske, er de ophørt med at være det i Bibelen. De er blevet menneskeliggjort og afklædt overmenneskelige træk. (Se Fable, HGHL, 220 ff.)

Hvis vi giver efter for den gængse hypotese om den babyloniske baggrund for fortællingerne i 1 Mosebog, bliver vi endnu dybere imponeret over den enestående assimilationskraft, der virkede i Israel, og som satte de bibelske forfattere i stand til at udrydde den dybt rodfæstede polyteisme i de babyloniske dokumenter og præge dem med de uefterlignelige træk af deres egen høje monoteisme (se Babylonien). Vi bemærker Skriftens tilbageholdenhed, den stadige tøjling af fantasien, den beherskede læremæssige nøgternhed i Bibelens henvisninger til engle og dæmoner, i dens apokalyptiske billedsprog, i dens messianske løfter, i dens lære om belønninger og straffe. I alle disse enkeltheder står Bibelen enestående ved kontrast, ikke blot til folkelig tænkning, men til det jødiske folks ekstrakanoniske litteratur (se Dæmon osv.).

5. Spørgsmålet om Kristi metode:

Vi kommer på dette punkt til et meget centralt og vanskeligt problem. Det hævdes naturligvis, at Kristus indtog en holdning af tilslutning, som også var en form for tilpasning, til folkelige opfattelser om engle og dæmoner osv. Det er omstridt, om dette går tilbage til den væsentlige tilpasning, der lå i inkarnationens selvbegrænsning, så han som menneske skulle dele sine samtidiges opfattelser, eller om han, med større kundskab, af pædagogiske grunde tilpassede sig de fejlagtige opfattelser, som de uoplyste mennesker omkring ham havde (se DCG, artiklen "Accommodation"). Spørgsmålet kompliceres af vores uvidenhed om kendsgerningerne. Vi kan ikke sige, at Jesus tilpassede sig folkets uvidenhed, medmindre vi er rede til autoritativt at udtale os om sandheden eller falskheden i den folkelige teori. Det er ikke vores opgave i denne artikel at gå ind i den drøftelse (se inkarnation og kenosis). Vi kan kun påpege, at Det Nye Testamentes tilbageholdenhed og fraværet af al fantasifuld overdrivelse viser, at hvis tilpasning er blevet anvendt, er den meget strengt begrænset i sit omfang. I dette er den i harmoni med hele Skriftens metode, hvor menneskers uvidenhed tages i betragtning i fremstillingen af Guds sandhed, samtidig med at deres voksende sind beskyttes mod de vildfarelser, som ville lede dem bort fra den direkte vej frem mod hele den sandhed, der er forbeholdt i det guddommelige råd.

LITTERATUR. (a) For emnets første afdeling, se standardværker om fortolkningslære og homiletik sub loc.

(b) For anden afdeling, blandt andre, dr. A. B. Davidson, Old Testament Prophecy; dr. Willis J. Beecher, Prophets and Promise.

(c) For den tredje afdeling er det mest nyttige enkeltværk det citerede: Mozley, Ruling Ideas in Early Ages, udgivet af Longmans som "Old Testament Lectures."

Louis Matthews Sweet