Åbenbaring

rev-e-la'-shun:

I. ÅBENBARINGENS NATUR

1. Bibelens religion som den eneste overnaturlige religion

2. Almindelig og særlig åbenbaring

(1) Åbenbaring i Eden

(2) Åbenbaring blandt hedningerne

II. ÅBENBARINGENS PROCES

1. Åbenbaringens plads blandt Guds frelsende handlinger

2. Stadier i den materielle udvikling

III. ÅBENBARINGENS MÅDER

1. De forskellige åbenbaringsmåder

2. De forskellige måders lige overnaturlighed

3. Profeten som Guds talerør

4. Profetiens visionære form

5. Profeternes »passivitet«

6. Åbenbaring ved inspiration

7. Guds fuldkomne åbenbaring i Kristus

IV. BIBELSK TERMINOLOGI

1. De almindelige former

2. »Jahves ord« og »Torah«

3. »Skrifterne«

LITTERATUR

I. Åbenbaringens natur.

1. Bibelens religion som den eneste overnaturlige religion:

Bibelens religion er en åbenlyst overnaturlig religion. Dermed menes ikke blot, at ifølge den lever, røres og er alle mennesker, som skabninger, i Gud. Det menes, at ifølge den har Gud grebet ind på ekstraordinær vis i den syndige verdens udviklingsforløb for at frelse mennesker, som ellers var fortabte. I Eden havde Herren Gud været nærværende hos det syndfri menneske i en sådan forstand, at han udgjorde et særskilt element i dets sociale omgivelser (1 Mos 3,8). Dette nære fællesskab blev brudt ved faldet. Men Gud trak sig derfor ikke tilbage fra sin omsorg for menneskene. Tværtimod begyndte han straks en række indgreb i menneskets historie, ved hjælp af hvilke mennesket kunne reddes fra sin synd og, på trods af den, føres frem til det mål, der var bestemt for det. Disse indgreb indebar, at et folk blev udskilt for ham, et folk ved hvem Gud skulle kendes, og hvis særkende skulle være, at Gud var »nær ved dem«, som han ikke var ved andre folkeslag (5 Mos 4,7; Sl 145,18). Men dette folk fik ikke lov til at forestille sig, at det skyldte sin udskillelse noget i sig selv, som var egnet til at tiltrække eller bestemme den guddommelige forkærlighed; ingen bevidsthed var mere skarp i Israel end den, at Jahve havde udvalgt det, ikke det ham, og at Jahves udvælgelse af det alene hvilede på hans nådige vilje. Heller ikke fik dette folk lov til at forestille sig, at det alene for sin egen skyld var blevet udpeget til at være den eneste modtager af kundskaben om Jahve; det blev fra begyndelsen gjort klart, at Guds hemmelighedsfuldt nådige handling med det havde som sit endelige mål hele verdens velsignelse (1 Mos 12,2; 1 Mos 12,3; 1 Mos 17,4; 1 Mos 17,5; 1 Mos 17,6; 1 Mos 17,16; 1 Mos 18,18; 1 Mos 22,18; jf. Rom 4,13), at jordens adskilte slægter igen skulle samles under Jahves herlige herredømme, og at den forbandelse, som hele verden lå under på grund af sin synd, skulle vendes (1 Mos 12,3). Imidlertid var Jahve dog kun kendt i Israel. For Israel viste Gud sit ord og kundgjorde sine forskrifter og domme, og på denne måde handlede han ikke med noget andet folk; derfor kendte ingen andre hans domme (Sl 147,19). Da Israels håb (som også var alle folkeslags længsel) kom, erklærede hans egne læber derfor uden tøven, at den frelse, han bragte, skønt den havde universel anvendelse, var »fra jøderne« (Joh 4,22). Og de folkeslag, for hvilke denne frelse ikke var blevet kundgjort, erklæres af den vigtigste aktør i dens forkyndelse for dem for i mellemtiden at være »langt borte«, »uden håb« og »uden Gud i verden« (Ef 2,12), fordi de var fremmede for Israels borgerret og fremmede for pagtens løfte.

Bibelens religion fremstiller sig således ikke som produktet af menneskers søgen efter Gud, om de måske kunne famle sig frem til ham og finde ham, men som den nådige Guds skabelse i mennesker, idet han danner sig et folk, for at de skal forkynde hans pris. Med andre ord fremstiller Bibelens religion sig særskilt som en åbenbaret religion. Eller rettere, for at tale mere nøjagtigt, den fremstiller sig som den åbenbarede religion, som den eneste åbenbarede religion; og som sådan stiller den sig over for alle andre religioner, der alle fremstilles som produkter, i en betydning som den ikke er det, af menneskets kunst og opfindsomhed.

Det er dog ikke underforstået i dette eksklusive krav på åbenbaring — som fremsættes af Bibelens religion på alle stadier af dens historie — at den levende Gud, som skabte himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, har ladet sig selv uden vidnesbyrd blandt verdens folkeslag (ApG 14,17). Det hævdes ganske vist, at Gud i forløbet af sit frelsesværk for en tid lod alle folkeslagene vandre ad deres egne veje; men det tilføjes, at han ikke har undladt at gøre godt mod nogen af dem og give dem regn fra himlen og frugtbare tider, så han fyldte deres hjerter med føde og glæde. Og ikke alene fremstilles han som den, der således stadig viser sig i sit forsyn, ikke langt fra nogen af dem, idet han lokker dem til at søge ham, om de dog kunne føle sig frem til ham og finde ham (ApG 17,27), men også som den, der fra verdens grundlæggelse åbent har åbenbaret sig for dem i sine hænders værk, hvor hans evige kraft og guddommelighed ses klart (Rom 1,20). At mennesker i almindelighed ikke har bevaret ham i deres erkendelse eller tjent ham, som de burde, skyldes derfor ikke, at han fra sin side har undladt at holde vejen åben til kundskab om ham, men at deres uforstandige hjerter er blevet formørket af synden, og at deres fornuftsslutninger, afbøjet af synden, er blevet tomme (Rom 1,21); derved har de erstattet Guds sandhed med løgnen og er kommet til at tilbede og tjene det skabte frem for den evigt velsignede Skaber. Det er netop, fordi de i deres synd på denne måde har holdt sandheden nede i uretfærdighed og har nægtet at have Gud i deres erkendelse (sådan antydes det); og fordi den åbenbaring, Gud giver af sig selv i sine skabelses- og forsynsgerninger, desuden, i deres synd, ikke længere er tilstrækkelig for menneskers behov, at Gud overnaturligt har grebet ind i historiens forløb for at danne sig et folk, gennem hvem hele verden til sidst skulle blive velsignet.

2. Almindelig og særlig åbenbaring:

Det er helt indlysende, at der i disse forskellige fremstillinger bringes to arter eller stadier af åbenbaring frem for os, som bør skelnes for at undgå forvirring. Der er den åbenbaring, som Gud uophørligt giver alle mennesker: ved den gøres hans kraft og guddommelighed kendt. Og der er den åbenbaring, som han udelukkende giver sit udvalgte folk: gennem den gøres hans frelsende nåde kendt. Begge arter eller stadier af åbenbaring fastholdes gennem hele Skriften. De bringes for eksempel betydningsfuldt sammen i en erklæring som den, vi finder i Sl 19: “Himlene forkynder Guds herlighed .... deres målesnor er gået ud over hele jorden” (19,1.4); “Jahves lov er fuldkommen, den genopretter sjælen” (19,7). Salmisten tager her sit udgangspunkt i lovprisningen af Guds herlighed, Skaberen af alt, hvad der er, som er skrevet på selve himlene, så ingen skal undgå at se den. Herfra stiger han dog hurtigt til den endnu mere fyldige lovprisning af Jahves barmhjertighed, pagtens Gud, som har besøgt sit folk med frelsende undervisning. På denne højere åbenbaring bygges til sidst en bøn om frelse fra synd, som ender i en stor trefoldig tilråbelse, gennemtrængt af tilbedende taknemmelighed: “O Jahve, min klippe og min genløser” (19,14). “Himlene,” bemærker Lord Bacon, “fortæller ganske vist om Guds herlighed, men ikke om hans vilje, efter hvilken digteren beder om at blive tilgivet og helliget.” Med denne bemærkning berører Lord Bacon netop det punkt, hvor skellet mellem de to arter eller stadier af åbenbaring ligger. Den ene er tilpasset mennesket som menneske; den anden til mennesket som synder; og da mennesket, idet det blev synder, ikke ophørte med at være menneske, men kun fik nye behov, som krævede yderligere foranstaltninger for at føre det til målet for dets eksistens, erstatter den åbenbaring, der er rettet til mennesket som synder, derfor ikke den, der er givet til mennesket som menneske, men supplerer den med disse nye foranstaltninger, for at det i sin nye tilstand af blindhed, hjælpeløshed og skyld, fremkaldt af synden, kan nå målet for sit væsen.

Disse to arter eller stadier af åbenbaring er almindeligvis blevet skelnet fra hinanden ved de særlige betegnelser naturlig og overnaturlig åbenbaring, eller almen og særlig åbenbaring, eller naturlig og soteriologisk åbenbaring. Hver af disse måder at skelne dem på har sin særlige berettigelse og beskriver en virkelig forskel mellem de to i natur, rækkevidde eller formål. Den ene meddeles gennem naturlige fænomeners midler, som forekommer i naturens eller historiens løb; den anden indebærer et indgreb i tingenes naturlige gang og er ikke blot i sin kilde, men også i sin form overnaturlig. Den ene henvender sig almindeligt til alle fornuftsvæsener og er derfor tilgængelig for alle mennesker; den anden henvender sig til en særlig klasse af syndere, for hvem Gud vil gøre sin frelse kendt. Den ene har til hensigt at møde og opfylde skabningers naturlige behov for kundskab om deres Gud; den anden at redde brudte og vanskabte syndere fra deres synd og dens følger. Men selv om de således skelnes fra hinanden, er det vigtigt, at de to arter eller stadier af åbenbaring ikke stilles i modsætning til hinanden, eller at deres nære indbyrdes forhold eller deres stadige samvirke sløres. De udgør tilsammen en enhed, og hver er ufuldstændig uden den anden. I sin mest almene idé er åbenbaring rodfæstet i skabelsen og i de relationer til sine fornuftige skabninger, som Gud har bragt sig selv ind i ved at give dem væren. Dens mål er at virkeliggøre formålet med menneskets skabelse, som kun kan nås gennem kundskab om Gud og fuldkomment og ubrudt fællesskab med ham. Da synden trådte ind i verden, ødelagde den dette fællesskab med Gud og formørkede den kundskab om ham, der stammede fra naturen; derfor blev en anden form for åbenbaring nødvendig, også med et andet indhold, tilpasset det nye forhold til Gud og de nye vilkår for forstand, hjerte og vilje, som synden havde frembragt. Det må dog ikke antages, at denne nye form for åbenbaring var en nødløsning ex post facto, indført for at imødekomme en uforudset hændelse. Det faktiske forløb af menneskets udvikling var i sagens natur det forventede og tilsigtede forløb af menneskets udvikling, som mennesket blev skabt til; og åbenbaringen, derfor, i sin dobbelte form, var Guds hensigt med mennesket fra begyndelsen og udgør en samlet foranstaltning til virkeliggørelse af formålet med dets skabelse under de faktiske omstændigheder, hvori det eksisterer. Vi kan i denne enheds-åbenbaring skelne mellem de to elementer, ved hvis samarbejde virkningen frembringes; men vi bør huske, at kun ved deres samarbejde frembringes virkningen. Uden særlig åbenbaring ville almen åbenbaring for syndige mennesker være ufuldstændig og uden virkning og kunne, sådan som den faktisk har gjort overalt, hvor den alene har været tilgængelig, kun ende med at efterlade dem uden undskyldning (Rom 1,20). Uden almen åbenbaring ville særlig åbenbaring mangle dette grundlag i den fundamentale kundskab om Gud som den mægtige og vise, retfærdige og gode skaber og hersker over alle ting; uden dette grundlag kunne den videre åbenbaring af denne store Guds indgreb i verden til synderes frelse hverken være forståelig, troværdig eller virksom.

(1) Åbenbaring i Eden.

Kun i Eden har almen åbenbaring været tilstrækkelig til menneskets behov. Da mennesket i Eden ikke var en synder, havde det ikke behov for netop den Guds nåde, ved hvilken syndere genoprettes til fællesskab med ham, eller for den særlige åbenbaring af denne Guds nåde til syndere, som gør dem i stand til at leve med Gud. Og da mennesket i Eden ikke var en synder, så det, mens det betragtede Guds værker, Gud i sit sinds uklarede spejl med et klart syn og levede med ham i sit hjertes uforstyrrede dybder med en tillidsfuld fortrolighed i samværet, som er utænkelig for syndere. Ikke desto mindre var Guds åbenbaring i Eden ikke blot »naturlig«. Ikke alene indebærer forbuddet mod den forbudte frugt et positivt bud (1 Mos 2,16), men hele historien forudsætter en umiddelbar omgang med Gud, som ikke let kan tilskrives fortællingens maleriske kunst eller fuldt ud forklares ud fra den levende opfattelse af Gud i hans værker, som er karakteristisk for syndfrie skabninger. Indtrykket er stærkt, at det, der skal formidles til os, er, at mennesket boede med Gud i Eden og nød umiddelbart, ikke blot formidlet, fællesskab med ham. I så fald kan vi forstå, at hvis mennesket ikke var faldet, ville det være blevet ved med at nyde umiddelbar omgang med Gud, og at ophøret af denne umiddelbare omgang skyldes synden. Det er altså ikke den særlige åbenbarings overnaturlighed, der er rodfæstet i synden, men, hvis vi må bruge udtrykket, den overnaturlige åbenbarings særlighed. Havde mennesket ikke været faldet, ville himlen fortsat have omgivet det gennem hele dets historie, sådan som den omgav dets barndom; hvert menneske ville have nydt direkte syn af Gud og umiddelbar samtale med ham. Da mennesket er faldet, vogter keruberne og flammen fra et sværd, der vender sig til alle sider, vejen; og Gud bryder sig på omveje ind i menneskets formørkede hjerte for dér at åbenbare sin forløsende kærlighed. Med langsomme skridt og gradvise stadier gennemfører han på én gang sit frelsende formål og former verden til at modtage det, idet han udvælger sig et folk og opdrager det gennem lange og møjsommelige tidsaldre, indtil han til sidst, da tidens fylde er kommet, blotter sin arm og sender forkyndelsen af sin store frelse ud til hele jorden.

(2) Åbenbaring blandt hedningerne.

Ganske vist ophørte Guds almindelige åbenbaring, fra porten til Eden og fremefter, med i streng forstand at være overnaturlig. Meningen er naturligvis ikke, at Gud forlod sin verden og lod den ligge og rådne i sin uretfærdighed. Hans forsyn herskede stadig over alt og førte støt frem mod det mål, som mennesket var skabt til, og hvis opnåelse i Guds egen gode tid og på hans egen gode måde selve det, at menneskenes tilværelse fortsatte under Guds forsyns styre, var et pant på. Og hans Ånd virkede stadig overalt på menneskers hjerter, idet han vakte alle deres kræfter (skønt de var skabt i Guds billede, men skæmmet og svækket af synden) til deres bedste udfoldelse, og med en så strålende virkning på ethvert område af menneskelig præstation, at det har vakt alle tidsaldres beundring; og på det højeste område af alle, nemlig adfærdens, fremkaldte det fra en apostel den lovprisning, at selv om de ikke havde nogen lov, gjorde de af naturen (læg mærke til ordet "naturen") det, loven kræver. Alt dette forbliver dog inden for naturens grænser, det vil sige inden for virkeområdet for guddommeligt ledede og biståede sekundære årsager. Det illustrerer blot de højder, som menneskets kræfter kan nå under forsynets ledelse og påvirkningerne fra det, vi har lært at kalde Guds "almindelige nåde". Intetsteds i hele det folkelige område bliver de forestillinger om Gud og hans veje, som er lagt inden for menneskets rækkevidde gennem Guds åbenbaring af sig selv i skaberværkets og forsynets gerninger, overskredet; intetsteds røbes den mindste kundskab om noget vedrørende Gud og hans hensigter, som kun kunne vides ved, at det overnaturligt blev meddelt mennesker. For eksempel forblev hele den hedenske verden i fuldstændig uvidenhed om hele det legeme af "frelsende sandhed", som er hovedindholdet i det, vi kalder "særlig åbenbaring". Og selv dens greb om religionens almindelige sandheder blev, fordi det ikke blev levendegjort ved overnaturlige bekræftelser, svagt, og dens kundskab om selve Guds natur forfaldt, indtil det løb ud i det frygtelige resultat, som Paulus skitserer for os i den inspirerede religionsfilosofi, han indføjer i den sidste del af det første kapitel af Romerbrevet.

Bag selv den folkelige udvikling lå der naturligvis menneskets overnaturlige samkvem med Gud, som havde bestået før syndens indtræden i verden, og de overnaturlige åbenbaringer ved Edens port (1 Mos 3,8) og ved menneskeslægtens anden begyndelse, syndfloden (1 Mos 8,21; 1 Mos 8,22; 1 Mos 9,1-17). Hvor længe traditionen om denne oprindelige åbenbaring blev hængende i afkroge af den hedenske verden og prægede og levendegjorde den naturlige åbenbaring af Gud, der altid var tilgængelig, har vi ingen mulighed for at vurdere. Det er heller ikke let at måle virkningen på mennesker uden for grænserne af, men dog i kontakt med, dette udvalgte folk, eller mennesker, der delte en fælles naturlig arv med dem, af Guds særlige åbenbaring af sig selv for sit folk. Lot og Ismael og Esau kan næppe have været helt uvidende om Guds ord, som kom til Abraham og Isak og Jakob; ej heller kunne egypterne, fra hvis hånd Gud rev sit folk ud med stærk arm, undgå at lære noget om Jahve, lige så lidt som de blandede skarer, der var vidne til Kristi tjeneste, kunne undgå at slutte noget af hans nådige færd og mægtige gerninger. Det er naturligt at slutte, at ingen nation, der var tæt forbundet med Israels liv, kunne forblive helt upåvirket af Israels åbenbaring. Men hvilke indtryk der end således blev formidlet, nåede de tilsyneladende kun enkeltpersoner: de hedninger, der omgav Israel, selv de der var tættest knyttet til Israel, forblev hedninger; de havde ingen åbenbaring. I de spredte tilfælde, hvor Gud besøgte en fremmed med en overnaturlig meddelelse—såsom de drømme, der blev sendt til Abimelek (1 Mos 20) og til Farao (1 Mos 40; 1 Mos 41) og til Nebukadnesar (Dan 2,1) og til soldaten i Midians lejr (Dom 7,13)—var det ikke i den hedenske verdens interesse, men i det udvalgte folks interesse, at de blev sendt; og disse tilfælde henter hele deres betydning fra denne kendsgerning. Tilbage står uden tvivl den gådefulde skikkelse Melkisedek, måske også Jetro, og den mærkelige fremtræden af Bileam, som dog også kun optræder i den hellige fortælling i forbindelse med historien om Guds handlemåde med sit folk og i deres interesse. Deres uforklarede fremtræden kan under ingen omstændigheder tjene til at ændre den almindelige kendsgerning, at de hedenske folks liv lå uden for Guds overnaturlige åbenbaring. Hedningerne fik lov til at vandre ad deres egne veje (ApG 14,16).

II. Åbenbaringens proces.

Imens havde Gud dog ikke glemt dem, men forberedte frelse også for dem gennem den overnaturlige åbenbaring af sin nåde, som han gav sit folk. Ifølge den bibelske fremstilling gav Gud, midt i og i samvirke med den åbenbaring, som han altid har givet af sig selv på naturens plan, også fra selve menneskets fald en videre åbenbaring af sig selv på nådens plan. I modsætning til hans almindelige, naturlige åbenbaring, som alle mennesker i kraft af selve deres natur som mennesker har del i, blev denne særlige, overnaturlige åbenbaring først kun givet til enkeltpersoner, dernæst gradvis til en familie, en stamme, et folk, en race, indtil den, da tidens fylde kom, blev gjort til hele verdens ejendom. Det kan være vanskeligt ud fra Skriften at få en klar redegørelse for, hvorfor Gud valgte således kun gradvis at give denne åbenbaring af sin nåde; eller, for at sige det mere præcist, gennem en historisk udviklings proces. Sådan er imidlertid den sædvanlige måde, hvorpå Gud virker: sådan skabte Gud verdenerne, sådan skaber han selve menneskeslægten, modtageren af denne åbenbaring, sådan opbygger han sit rige i verden og i den enkelte sjæl, som kun gradvis kommer enten til kundskab om Gud eller til at nyde frugten af hans frelse. Hvad selve kendsgerningen angår, er Skrifterne tydelige, idet de for os aftegner, eller rettere i deres egen vækst legemliggør, beretningen om denne nådefulde åbenbarings stadige fremadskriden gennem bestemte stadier fra dens første svage begyndelse til dens herlige fuldendelse i Jesus Kristus.

1. Åbenbaringens plads blandt Guds frelsende gerninger:

Så tydeligt er dens forhold til selve udviklingen af Guds rige, eller rettere til den store række af guddommelige handlinger, som er rettet mod opbygningen af Guds rige i verden, at den undertiden forveksles med dem eller betragtes blot som deres spejling i menneskets betragtende sind. Således siges det ikke sjældent, at åbenbaring, hvormed menes denne særlige frelseshistoriske åbenbaring, er blevet meddelt i gerninger, ikke i ord; og det hævdes undertiden udførligt, at den eneste måde, hvorpå Gud har åbenbaret sig som synderes frelser, netop er ved at udføre de mægtige gerninger, hvorved syndere frelses. Dette er imidlertid ikke den bibelske fremstilling. Åbenbaring sker naturligvis ofte gennem gerningers redskab; og rækken af hans store frelsende handlinger, hvorved han frelser verden, udgør den ypperste åbenbaring af Guds nåde—så vidt disse frelsende handlinger er åbne for iagttagelse og opfattes i deres betydning. Men åbenbaring er trods alt forståelsens modstykke og har som sit nærmeste mål netop at frembringe kundskab, dog naturligvis ikke kundskab for kundskabens egen skyld, men for frelsens skyld. Rækken af Guds frelsende handlinger kan derfor med rette kun betegnes som »åbenbaring«, når og for så vidt de betragtes som egnede og bestemte til at frembringe kundskab om Gud og om hans nådes hensigt og metoder. Ingen nøgen række af uforklarede handlinger kan dog tænkes at være egnet til at frembringe kundskab, især hvis disse handlinger, som i dette tilfælde, er af en højt transcendent karakter. Heller ikke kan denne særlige række af handlinger tænkes at have frembringelsen af kundskab som sit hovedformål; dens hovedformål er snarere at frelse mennesket. Der er ingen tvivl om, at frembringelsen af kundskab om den guddommelige nåde er et af de midler, hvorved dette hovedformål med Guds frelsende handlinger nås. Men dette gør det kun endnu mere nødvendigt, at det nærmeste resultat, at frembringe kundskab, ikke slår fejl; og det er uden tvivl af denne grund, at rækken af Guds frelsende handlinger ikke er blevet overladt til at forklare sig selv, men at det forklarende ord er blevet føjet til den. Åbenbaring fremtræder således imidlertid ikke som blot spejlingen af Guds forløsende handlinger i menneskers sind, men som en faktor i Guds forløsende værk, en bestanddel af rækken af hans forløsende handlinger, uden hvilken denne række ville være ufuldstændig og i samme grad uden virkning for sit hovedmål. Således fremstiller Skrifterne den, idet de ikke forveksler åbenbaring med rækken af Guds frelsende handlinger, men placerer den blandt Guds frelsende handlinger og giver den en funktion som et selvstændigt element i de handlinger, hvorved den barmhjertige Gud frelser syndige mennesker. Den gøres derfor ikke engang til blot et stadigt ledsagefænomen til Guds frelsende handlinger, som giver deres forklaring, så de kan forstås. Den indtager en langt mere selvstændig plads blandt dem end dette og går lige så ofte forud for dem for at berede deres vej, som den ledsager eller følger efter dem for at tolke deres mening. Den er, med ét ord, selv en frelsende handling fra Gud og på ingen måde den mindst vigtige i rækken af hans frelsende handlinger.

Dette kunne i virkeligheden være blevet udledt af selve dens natur og af karakteren af den frelse, som blev virkeliggjort gennem disse Guds forløsende handlinger. En af syndens mest alvorlige virkninger er den forvanskning af Guds billede, der afspejles i menneskets sind, og der kan ikke være nogen genoprettelse fra synden, som ikke medfører en rettelse af denne forvanskning og en afspejling i menneskets sjæl af hele Herren Gud den Almægtiges herlighed. Mennesket er et fornuftsvæsen; dets overlegenhed over dyret findes blandt andet netop i, at hele dets liv ledes af dets forstand; og dets salighed er rodfæstet i den sande kundskab om dets Gud—for dette er evigt liv: at vi kender den eneste sande Gud og ham, som han har sendt. Idet Herren Gud handler med mennesket som et fornuftsvæsen, har han frelst det ved hjælp af en åbenbaring, hvorved det er blevet ført ind i en stadig mere og mere fyldestgørende kundskab om Gud og er blevet ledt stadig mere og mere til at gøre sin del i at arbejde på sin egen frelse med frygt og bæven, efterhånden som det med stadig større klarhed erkendte, hvordan Gud virker den for det gennem vældige nådesgerninger.

2. Stadier i den indholdsmæssige udvikling:

Dette er ikke stedet til, selv ikke i hovedtræk, ud fra et indholdsmæssigt synspunkt at følge udviklingen af Guds forløsende åbenbaring fra dens første begyndelse, i løftet givet til Abraham—eller snarere i det, der er blevet kaldt Protevangeliet ved Edens port—til dens fuldendelse i Kristi komme og gerning og hans apostles undervisning; en støt fremadskridende udvikling, som, sådan som den ligger udbredt for øjnene på Skriftens sider, for dem der betragter den fra fuldendelsen og bagud, får udseende af den skygge, der kastes tværs over de foregående tidsaldre af Kristi store skikkelse. Selv fra et formelt synspunkt er der imidlertid blevet påpeget en gradvis fremgang i åbenbaringens metode, i overensstemmelse med dens fremgang i indhold, eller snarere med de fremadskridende stadier i opbygningen af Guds rige, som det er hele åbenbaringens formål at tjene. Tre tydelige trin i åbenbaringen er blevet skelnet ud fra dette synspunkt. De adskilles netop ved åbenbaringens voksende uafhængighed af de gerninger, der udgør rækken af Guds forløsende handlinger, hvori al åbenbaring ikke desto mindre er et væsentligt element. Sådanne skel må ikke tages alt for absolut; og i det foreliggende tilfælde kan den kronologiske rækkefølge ikke presses. Men med megen indfletning kan tre i almindelighed på hinanden følgende stadier af åbenbaring erkendes, som frembringer perioder, der i det mindste karakteristisk er præget af det, vi noget konventionelt kan kalde teofani, profeti og inspiration. Det, der noget ubestemt kan afgrænses som patriarktiden, er karakteristisk “perioden for ydre manifestationer og symboler og teofanier”: i den “talte Gud til mennesker gennem deres sanser, i fysiske fænomener, som den brændende busk, skystøtten, eller i sanselige skikkelser, som mennesker, engle osv. ..... I profettiden var den fremherskende åbenbaringsmåde derimod ved indre profetisk inspiration”: Gud talte karakteristisk til mennesker ved Helligåndens bevægelser i deres hjerter. “Overvejende, i hvert fald fra Samuel og fremefter, var den overnaturlige åbenbaring en åbenbaring i hjerterne hos folkets førende tænkere, eller, som vi kalder det, profetisk inspiration, uden hjælp fra ydre sanselige symboler på Gud” (A.B. Davidson, Old Testament Prophecy, 1903, s. 148; sammenlign s. 12-14, 145 ff.). Denne indre åbenbaringsmetode når sit højdepunkt i Det Nye Testamentes periode, som i særlig grad er Åndens tidsalder. Det, der især kendetegner denne tidsalder, er åbenbaring gennem det skrevne ords medium, det, der kan kaldes apostolisk til forskel fra profetisk inspiration. Den åbenbarende Ånd taler gennem udvalgte mennesker som sine organer, men gennem disse organer på en sådan måde, at de mest intime processer i deres sjæle bliver de redskaber, hvormed han taler sit sind. Således stilles der under alle omstændigheder klart tre velmarkerede åbenbaringsmåder frem for os, som vi måske kan betegne henholdsvis, ganske vist ikke med fuldkommen skelnen, men heller ikke vildledende,

(1) ydre manifestation,

(2) indre tilskyndelse, og

(3) samvirkende virksomhed.

III. Åbenbaringens måder.

1. Åbenbaringens måder:

Teofani kan betragtes som den typiske form for »ydre manifestation«; men ved siden af den kan man stille alle de mægtige gerninger, ved hvilke Gud gør sig kendt, uden tvivl også egentlige mirakler, men sammen med dem enhver overnaturlig indgriben i menneskers anliggender, hvorigennem der meddeles en bedre forståelse af, hvem Gud er, eller hvad hans nådige hensigter er med en syndig slægt. Under »indre tilskyndelse« kan man samle alle de karakteristiske fænomener i det, der egentligst kaldes »profeti«: syner og drømme, som ifølge et grundlæggende sted (4 Mos 12,6) udgør profetiens typiske former, og sammen med dem hele det »profetiske ord«, der deler sin væsentlige karakter med syner og drømme, eftersom det ikke kommer ved et menneskes vilje, men fra Gud. Med »samvirkende virken« kan man mene den form for åbenbaring, som illustreres i en inspireret salme eller epistel eller historisk beretning, hvor ingen menneskelig aktivitet—ikke engang viljens styring—sættes ud af kraft, men hvor Helligånden virker i, med og gennem dem alle på en sådan måde, at produktet får egenskaber, der klart er overmenneskelige. Der findes ingen tidsalder i Bibelens religions historie, fra Moses’ tid til Kristi og hans apostles tid, hvor alle disse åbenbaringsmåder ikke har deres plads. Den ene eller den anden kan synes særligt karakteristisk for denne eller hin tidsalder; men de forekommer alle i enhver tidsalder. Og de forekommer, bredt sagt, side om side på samme niveau. Der drages ingen skelnen mellem dem med hensyn til værdighed som åbenbaringsmåder, og langt mindre med hensyn til renhed i de åbenbaringer, der meddeles gennem dem. Den omstændighed, at Gud talte til Moses, ikke ved drøm eller syn, men mund til mund, nævnes ganske vist (4 Mos 12,8) som et bevis på den særlige gunst, der blev vist Moses, og endog på Moses’ højere værdighed frem for andre åbenbaringsredskaber: Gud gav ham adgang til en fortrolighed i samvær, som han ikke gav andre. Men skønt Moses således blev udmærket frem for alle andre i Guds omgang med ham, drages der ingen skelnen mellem de åbenbaringer, der blev givet gennem ham, og dem, der blev givet gennem andre åbenbaringsredskaber, hverken med hensyn til guddommelighed eller myndighed. Og ud over dette har vi ingen skriftmæssig hjemmel til at gå videre i at stille én åbenbaringsmåde op over for en anden. Drømme kan for os synes lidet egnede til at tjene som bærere af guddommelige meddelelser. Men der findes ingen antydning i Skriften af, at åbenbaringer gennem drømme står på et lavere plan end nogen andre; og vi bør ikke glemme, at de væsentlige kendetegn ved åbenbaringer gennem drømme deles af alle former for åbenbaring, hvor de billeder eller idéer, som fylder bevidstheden eller passerer i række gennem den (uanset om vi ville kalde dem syner eller ej), bestemmes af en anden magt end modtagerens egen vilje. Det kan synes naturligt at antage, at åbenbaringer stiger i rang i samme forhold som fylden af modtagerens åndelige aktivitet i modtagelsen af dem. Men vi bør have for øje, at en åbenbarings intellektuelle eller åndelige kvalitet ikke kommer fra modtageren, men fra dens guddommelige giver. Den grundlæggende kendsgerning i al åbenbaring er, at den er fra Gud. Det er dette, der giver enhed til hele åbenbaringsprocessen, selv om den gives i forskellige dele og på forskellige måder og fordeles gennem tiderne i overensstemmelse med Guds blotte vilje, eller sådan som det har passet til hans fremadskridende hensigt—dette og dens enhedsprægede mål, som altid er opbyggelsen af Guds rige. I hvilken mangfoldighed af former, ved hvilken variation af måder og på hvilke skelnelige stadier den end gives, er den altid den ene Guds åbenbaring, og den er altid Guds ene, konsekvent fremadskridende, forløsende åbenbaring.

2. De forskellige måders lige store overnaturlighed:

Ved et umiddelbart første indtryk kan det ganske vist synes sandsynligt, at der uundgåeligt måtte være en forskel i kvaliteten af deres overnaturlighed mellem åbenbaringer, der blev givet gennem så forskellige måder. Den fuldstændig overnaturlige karakter af åbenbaringer, der gives i teofanier, er åbenlys. Den, som ikke vil tillade, at Gud taler til mennesket for at kundgøre sine nådige formål med det, har her ingen anden udvej end at erklære beretningerne for legendariske. Den objektivitet i den kommunikationsmåde, som anvendes, er stærk, og den fremhæves for iagttagelsen med den største eftertrykkelighed. Ind i menneskets naturlige liv trænger Gud ind på en rent overnaturlig måde og bringer et rent overnaturligt budskab. I disse meddelelser får vi følgelig netop en række »nøgne budskaber fra Gud«. Men ikke engang i patriarktiden blev alle åbenbaringer givet i teofanier eller objektive tilsynekomster. Der var drømme og syner og åbenbaringer uden udtrykkelig angivelse i fortællingen af, hvordan de blev meddelt. Og når vi går videre i historien, lader vi faktisk ikke teofanier og objektive tilsynekomster bag os. Det gøres ikke blot til selve kendetegnet på Moses, den største skikkelse i hele åbenbaringshistorien med undtagelse alene af Kristus, at han kendte Gud ansigt til ansigt (5 Mos 34,10), og at Gud talte til ham mund til mund, ja tydeligt og ikke i dunkle ord (4 Mos 12,8); men gennem hele åbenbaringshistorien ned til Jesu tilsynekomst for Paulus på vejen til Damaskus har Gud vist sig synligt for sine tjenere, når det har syntes ham godt at gøre det, og har talt med dem i objektiv tale. Ikke desto mindre gøres det udtrykkeligt til kendetegnet på den profetiske tid, at Gud giver sig til kende for sine tjenere »i et syn«, »i en drøm« (4 Mos 12,6). Og skønt Gud gennem hele dens varighed, i opfyldelse af sit løfte (5 Mos 18,18), lagde sine ord i sine profeters mund og gav dem sine befalinger at tale, synes det dog at ligge i selve brugen af mennesker som redskaber for åbenbaring, at Guds ord, der gives gennem dem, tales af menneskelige munde; og renheden af deres overnaturlighed kan synes derved at være noget tilsløret. Og når det ikke blot er menneskers munde, som Gud således gør brug af ved overbringelsen af sine budskaber, men også deres sind og hjerter – deres religiøse følelsers spil eller deres logiske ræsonnements processer eller deres hukommelsers sejhed, som f.eks. i en salme eller i et brev eller en historieskrivning – kan det overnaturlige element i meddelelsen let synes at træde endnu længere i baggrunden. Det kan derfor næppe vække undren, at der er blevet rejst spørgsmål om forholdet mellem det naturlige og det overnaturlige i sådanne åbenbaringer, og at fuldstændigheden af deres overnaturlighed i mange gængse måder at tænke og tale om dem på er blevet begrænset og beskåret af hensyn til de naturlige redskaber, der blev anvendt. En sådan tankegangs tilsyneladende rimelighed gør det så meget desto mere nødvendigt, at vi lægger mærke til den uforanderlige vægt, Skrifterne lægger på åbenbaringens absolutte overnaturlighed i alle dens former lige fuldt. Efter Skrifternes syn bliver åbenbaringens fuldstændig overnaturlige karakter på ingen måde formindsket af den omstændighed, at den er blevet givet gennem menneskers medvirken. De hævder tværtimod med størst mulig eftertryk, at det guddommelige ord, der overbringes gennem mennesker, er Guds rene ord, uden nogen som helst menneskelig iblanding.

3. Profeten som Guds talerør:

Vi er allerede blevet ført til at bemærke, at selv ved den lejlighed, hvor Moses ophøjes over alle andre åbenbaringens organer (4 Mos 12,6), hvad værdighed og gunst angår, gives der ingen som helst antydning af nogen underlegenhed, hverken i deres overnaturligheds umiddelbarhed eller renhed, som skulle knytte sig til andre åbenbaringens organer. Der skulle måske aldrig senere opstå en profet i Israel som Moses, som Herren kendte ansigt til ansigt (5 Mos 34,10). Men hver enkelt i hele rækken af profeter, som Yahweh oprejste, for at folket altid kunne kende hans vilje, skulle være som Moses ved kun at tale til folket, hvad Yahweh befalede dem (5 Mos 18,15; 5 Mos 18,18; 5 Mos 18,20). I dette store løfte, som sikrede Israel en fortsættelse af profeter, er der også indeholdt en erklæring om præcis, hvordan Yahweh ville meddele sine budskaber, ikke så meget til dem som gennem dem. "Jeg vil oprejse dem en profet blandt deres brødre, ligesom dig," læser vi (5 Mos 18,18), "og jeg vil lægge mine ord i hans mund, og han skal tale til dem alt det, jeg befaler ham." Åbenbaringsprocessen gennem profeterne var en proces, hvorved Yahweh lagde sine ord i profeternes mund, og profeterne talte netop disse ord og ingen andre. Sådan hævdede profeterne selv altid. "Da rakte Yahweh sin hånd ud og rørte ved min mund," forklarer Jeremias i sin beretning om, hvordan han modtog sine profetier, "og Yahweh sagde til mig: Se, jeg har lagt mine ord i din mund" (Jer 1,9; sammenlign Jer 5,14; Es 51,16; Es 59,21; 4 Mos 22,35; 4 Mos 23,5; 4 Mos 23,12; 4 Mos 23,16). Følgelig var de ord, "med hvilke" de talte, ikke deres egne, men Herrens: "Og han sagde til mig," optegner Ezekiel, "Menneskesøn, gå, begiv dig til Israels hus, og tal med mine ord til dem" (Ez 3,4). Det er en proces, der ikke er andet end "diktat", som således beskrives (2 Sam 14,3; 2 Sam 14,19), selv om spørgsmålet naturligvis kan stå åbent om de nøjagtige processer, hvorved dette diktat fuldbyrdes. Det grundlæggende afsnit, som på den mest levende måde stiller den centrale kendsgerning frem for os, er uden tvivl beretningen om Moses' og Arons kaldelse i 2 Mos 4,10-17; 2 Mos 7,1-7. Her erklærer Yahweh med de mest udtrykkelige ord, at han, som skabte munden, kan være med den for at lære den, hvad den skal tale, og han kundgør, at en profets præcise funktion er at være "Guds mund", som ikke taler sine egne, men Guds ord. Følgelig betyder det hebraiske navn for "profet" (nabhi'), hvad end dets etymologi måtte være, gennem hele Skriften netop "talsmand", dog ikke "talsmand" i almindelighed, men talsmand i særlig forstand, det vil sige Guds talsmand; og den karakteristiske formel, hvormed en profetisk erklæring kundgøres, er: "Yahwehs ord kom til mig," eller det korte "siger Yahweh" (ne'um Yahweh). I intet tilfælde fremfører en profet sine ord som sine egne ord. At han overhovedet er profet, skyldes ikke et valg fra hans egen side, men et kald fra Gud, ofte adlydt med modvilje; og han profeterer eller afholder sig fra at profetere, ikke efter sin egen vilje, men efter som Herren åbner og lukker hans mund (Ez 3,26) og skaber læbernes frugt for ham (Es 57,19; sammenlign Es 6,7; Es 50,4). I modsætning til de falske profeter hævder han med styrke, at han ikke taler ud af sit eget hjerte ("hjerte" omfatter i bibelsk sprogbrug hele det indre menneske), men at alt, hvad han forkynder, er Yahwehs rene ord.

4. Profetiens visionære form:

Det grundlæggende skriftsted lader dog ikke sagen blive stående ved denne almindelige erklæring. Det beskriver den karakteristiske måde, hvorpå Jahve meddeler sine budskaber til sine profeter: gennem syner og drømme. Hverken syner i ordets tekniske betydning eller drømme synes dog at have været den sædvanlige åbenbaringsmåde for de profeter, hvis åbenbaringer er blevet overleveret til os. Men på den anden side findes der i beretningen talrige tegn på, at den almindelige åbenbaringsmåde for dem var en, der i en vis forstand var et syn og kun kan indordnes under den kategori, der særskilt kaldes sådan. Hele profetiens terminologi forudsætter i virkeligheden dens synsform. Profeti er særskilt et ord, og det, der overbringes af profeterne, forkyndes som »Jahves ord«. At det skulle indledes med formuleringen: »Så siger Herren«, er derfor kun, hvad vi må forvente; og vi er forberedt på en sådan beskrivelse af processen som: »Herren Jahve .... vækker mit øre til at høre«, han »har åbnet mit øre« (Es 50,4; Es 50,5). Men dette er ikke den måde at tale om deres budskaber på, som er mest almindelig hos profeterne. Snarere fremstilles hele profetiens korpus løseligt som noget, der er set. Esajas sætter i begyndelsen af sin bog: »Esajas’ syn .... som han så« (jf. Es 29,10; Es 29,11; Obad 1,1); og fortsætter derpå med at sætte de bemærkelsesværdige ord i begyndelsen af underafsnit: »Det ord, som Esajas .... så« (2,1); »byrden (randnote: »orakel«) .... som Esajas .... så« (13,1). Tilsvarende står der i begyndelsen af andre profetier: »Amos’ ord .... som han så« (Am 1,1); »Jahves ord, som kom til Mika .... som han så« (Mika 1,1); »det orakel, som profeten Habakkuk så« (Hab 1,1 randnote); og andre steder forekommer et sådant sprog som dette: »det ord, som Jahve har vist mig« (Jer 38,21); »profeterne har set .... orakler« (Klag 2,14); »Jahves ord kom .... og jeg så, og se« (Ez 1,3; Ez 1,4); »Ve de tåbelige profeter, som følger deres egen ånd og ikke har set noget« (Ez 13,3); »Jeg .... vil spejde for at se, hvad han vil tale med mig, .... Jahve .... sagde: Skriv synet« (Hab 2,1). Det er en utilstrækkelig forklaring på et sådant sprog at antage, at det blot er et levn fra en tid, da synet mere overvejende var åbenbaringens form. Der findes intet bevis for, at syn i teknisk betydning nogensinde var en mere fremherskende åbenbaringsform end på de store skriftprofeters tid; og et sprog som det, vi har citeret, repræsenterer alt for tydeligt profeternes levende synspunkt til at tillade den antagelse, at det blot var konventionelt på deres læber. Kort sagt fremstiller profeterne de guddommelige meddelelser, de modtog, som givet dem i en vis forstand i syner.

Det er uden tvivl muligt at overdrive betydningen af dette. Det er for eksempel en overdrivelse at hævde, at derfor må alle de guddommelige meddelelser, der blev givet profeterne, være kommet til dem i ydre fremtrædelser og objektiv tale, rettet til og modtaget ved hjælp af det legemlige øje og øre. Dette ville nedbryde skellet mellem manifestation og åbenbaring og gøre den profetiske åbenbaringsmåde lig den, der blev givet Moses, skønt disse udtrykkeligt skelnes fra hinanden (4 Mos 12,6-8). Det er også en overdrivelse at hævde, at derfor må den profetiske tilstand forstås som streng ekstase, der indebærer fuldstændig ophævelse af alt mentalt liv hos profeten (amentia), og muligvis også ledsagende fysiske virkninger. Det er helt klart af de beretninger, som profeterne selv giver os om deres åbenbaringer, at deres intelligens var vågen i alle faser af modtagelsen af dem. Formålet med begge disse yderliggående synspunkter er det gode formål at yde den fulde objektivitet af de åbenbaringer, der blev skænket profeterne, retfærdighed. Hvis disse åbenbaringer fandt sted helt uden for profeten, som blot stod på afstand og betragtede dem, eller hvis de blev indplantet i profeterne ved en proces så voldsom, at den ikke blot tilsidesatte deres mentale aktivitet, men for en tid tilintetgjorde den, ville det være helt klart, at de kom fra en anden kilde end profeternes egne sind. Det er utvivlsomt profeternes grundlæggende påstand, at de åbenbaringer, der gives gennem dem, ikke er deres egne, men helt og holdent Guds. Det betydningsfulde sprog, vi netop har citeret fra Ez 13,3: »Ve de tåbelige profeter, som følger deres egen ånd og ikke har set noget«, er et typisk udtryk for deres fornemmelse af deres budskabers fuldstændige objektivitet. Det, der kendetegner de falske profeter, er netop, at de »profeterer ud fra deres eget hjerte« (Ez 13,2-17), eller, for at trække modsætningen skarpt op, at »de taler et syn af deres eget hjerte og ikke af Jahves mund« (Jer 23,16; Jer 23,26; Jer 14,14). Men disse yderliggående synspunkter formår ikke at yde retfærdighed, det ene over for den lige så vigtige kendsgerning, at Guds ord, givet gennem profeterne, kommer som Guds rene og ublandede ord ikke blot til, men fra profeterne; og det andet over for den lige så indlysende kendsgerning, at profeternes intelligens er vågen gennem hele processen med modtagelsen og overbringelsen af den åbenbaring, der gives gennem dem.

Se INSPIRATION; PROPHECY.

Det, der giver profeti som en form for åbenbaring dens plads i kategorien syner, strengt taget, og drømme, er, at den deler det særkende med dem, som bestemmer klassen. I dem alle bestemmes sindets bevægelser på samme måde af noget, der ligger uden for subjektets vilje, eller rettere, eftersom vi taler om overnaturligt givne drømme og syner, uden for helheden af subjektets egne psykoser. En magt, som ikke er ham selv, tager hans bevidsthed i besiddelse og bestemmer den efter sin vilje. Denne magt blev i profeternes tilfælde fuldt ud erkendt og kraftigt hævdet at være Jahve selv eller, mere præcist, Jahves Ånd (1 Sam 10,6; 1 Sam 10,10; Neh 9,30; Zak 7,12; Joel 2,28; Joel 2,29). Profeterne var derfor »Åndens mænd« (Hos 9,7). Det, der gjorde dem til profeter, var, at Ånden blev lagt på dem (Es 42,1) eller udgydt over dem (Joel 2,28; Joel 2,29), og de blev følgelig fyldt med Ånden (Mika 3,8), eller, i en anden, men tilsvarende vending, at Herrens »hånd« eller »hans hånds kraft« var over dem (2 Kong 3,15; Ez 1,3; Ez 3,14; Ez 3,22; Ez 33,22; Ez 37,1; Ez 40,1), det vil sige, de var under guddommelig kontrol. Denne kontrol fremstilles som fuldstændig og tvingende, sådan at profeten under den ikke bliver den, der »bevæger«, men den, der »bevæges«, i udformningen af sit budskab. Apostlen Peter afspejler meget rent den profetiske bevidsthed i sin velkendte erklæring: »Ingen profeti i Skriften kommer af privat fortolkning; for profeti blev aldrig frembragt ved et menneskes vilje; men det var som båret af Helligånden, at mennesker talte fra Gud« (2 Pet 1,20; 2 Pet 1,21).

5. Profeternes »passivitet«:

Det, som dette sprog hos Peter betoner — og som betones i hele den fremstilling, profeterne giver af deres egen bevidsthed — er, sagt klart, profeternes passivitet med hensyn til den åbenbaring, der blev givet gennem dem. Dette er betydningen af udtrykket: »det var som båret af Helligånden, at mennesker talte fra Gud.« At blive »båret« (pherein) er ikke det samme som at blive ledt (agein), langt mindre at blive vejledt eller dirigeret (hodegein): den, der bliver »båret«, bidrager intet til den fremkaldte bevægelse, men er den genstand, der bevæges. Udtrykket »passivitet« kan dog måske give anledning til en vis misforståelse og bør ikke presses for langt. Det er ikke hensigten at benægte, at profeternes forstand var aktiv i modtagelsen af deres budskab; det var ved hjælp af deres aktive forstand, at deres budskab blev modtaget: deres forstand var åbenbaringens redskab. Hensigten er kun at benægte, at deres forstand var aktiv i frembringelsen af deres budskab: at den var skabende aktiv til forskel fra modtagende aktiv. For modtagelse er i sig selv en slags aktivitet. Det, profeterne er ivrige efter, at deres læsere skal forstå, er, at de på ingen måde er medforfattere sammen med Gud til deres budskaber. Deres budskaber gives til dem, gives dem i deres helhed og gives dem præcis sådan, som de fremsættes af dem. Gud taler gennem dem: de er ikke blot hans sendebud, men »hans mund«. Men samtidig er deres forstand aktiv i modtagelsen, fastholdelsen og forkyndelsen af deres budskaber; den bidrager intet til dem, men udgør egnede redskaber for formidlingen af dem — redskaber, der er i stand til at forstå dem, reagere dybt på dem og forkynde dem med iver.

Der findes uden tvivl en ikke unaturlig tøven udbredt, når det gælder at tænke på profeterne som nogle, der kun udviser sådanne rent modtagende aktiviteter. Af hensyn til deres personligheder bliver vi bedt om ikke at fremstille Gud som om han handlede mekanisk med dem, hældte sine åbenbaringer ind i deres sjæle, så de blot skulle modtages som i lige så mange spande, eller voldsomt rev deres sind bort fra deres egen rette virksomhed, for at han kunne tænke sine egne tanker med dem. Må vi ikke snarere antage, spørges der, at alle åbenbaringer må være »psykologisk formidlede«, må gives »efter den moralske formidlings måde« og først og fremmest må gøres til modtagernes »egen åndelige ejendom«? Og kan man ikke faktisk klart spore hver enkelt profets personlighed i hans budskab, og det i en sådan grad, at vi tvinges til at anerkende ham som i sand forstand dets virkelige forfatter? Sådanne spørgsmåls umiddelbare rimelighed bør ikke få lov til at tilsløre den kendsgerning, at den måde, hvorpå de profetiske budskaber ifølge dem skulle være blevet meddelt, står i direkte modstrid med profeternes egne fremstillinger af deres forhold til den åbenbarende Ånd. Efter profeternes eget syn var de netop redskaber, gennem hvem Gud gav åbenbaringer, som kom fra dem, ikke som deres eget produkt, men som Jahves rene ord. Heller ikke bør sådanne spørgsmåls umiddelbare rimelighed gøre os blinde for deres skinrimelighed. De udnytter underordnede hensyn, som ikke er uden gyldighed på deres egen plads og under deres egne begrænsende betingelser, som om de var de afgørende eller endda de eneste hensyn i sagen, og de overser de virkelig afgørende hensyn. Gud er selv ophavsmand til de redskaber, han bruger til at meddele sine budskaber til mennesker, og han har formet dem til netop de redskaber, han ønskede til den nøjagtige meddelelse af sit budskab. Der er god grund til at forvente, at han vil bruge alle de redskaber, han anvender, i overensstemmelse med deres natur; fornuftsvæsener altså som fornuftsvæsener, moralske aktører som moralske aktører. Men der er ingen rimelig grund til at hævde, at Gud ikke skulle være i stand til at bruge de fornuftsvæsener, som han selv har skabt og dannet efter sin vilje, til at forkynde hans budskaber rent, sådan som han giver dem til dem; eller til virkelig at gøre forestillinger, som de ikke selv har haft nogen del i at skabe, til rationelle sinds ejendom. Og der er ingen grund til at forestille sig, at Gud ikke skulle være i stand til at forme sit eget budskab på sproget hos sine åbenbaringsorganer, uden at det derved ophører med at være rent hans budskab, fordi det udtrykkes på en måde, der er naturlig for disse organer. Man skulle tro, at det lå i selve sagens natur, at hvis Herren giver nogen åbenbaring til mennesker, ville han gøre det på menneskers sprog; eller, for at individualisere det tydeligere, på sproget hos det menneske, han bruger som organ for sin åbenbaring; og det betyder naturligvis ikke blot hans nations eller kreds' sprog, men hans eget særlige sprog, inklusive alt det, der giver hans selvudtryk individualitet. Vi kan, hvis vi vil, kalde dette »den åbenbarende Guds tilpasning til de forskellige profetiske individualiteter«. Men vi bør undgå at tænke på det udvendigt og derfor mekanisk, som om den åbenbarende Ånd kunstigt formulerede det budskab, han giver gennem hver profet, i de særlige taleformer, der passer til hver enkelts individualitet, så der skabes en illusion om, at budskabet kommer ud af profetens eget hjerte. Netop det, profeterne hævder, er, at deres budskaber ikke kommer ud af deres egne hjerter og ikke repræsenterer deres egne ånders virksomhed. Der er heller ingen illusion i det fænomen, vi betragter; og det er et langt mere inderligt og, kan vi tilføje, et langt mere interessant fænomen end en ydre »tilpasning« af tale til individuelle vaner. Det omfatter på den ene side profetens »tilpasning«, gennem hele hans forberedelse, til den tale, hvori den åbenbaring, der skal gives gennem ham, skal iklædes; og på den anden side indebærer det ikke meget mere end den konsekvente gennemførelse i detaljen af det brede princip, at Gud bruger de redskaber, han anvender, i overensstemmelse med deres natur.

Uden tvivl kunne selv stenene, ved Guds kraft og ved passende anledning, råbe, og stumme dyr tale, og mystiske stemmer lyde frem fra tomheden; og der har ikke manglet tilfælde, hvor mennesker ved den samme kraft er blevet tvunget til at sige det, de ikke ville, og på sprog hvis blotte lyde var fremmede for deres ører. Men når Gud Herren almindeligvis vil tale til mennesker, gør han brug af en menneskelig tunges tjeneste til at tale med, og han bruger denne tunge i overensstemmelse med dens natur som tunge og i overensstemmelse med den særlige natur hos den tunge, han bruger. Det er forgæves at sige, at det budskab, der gives gennem denne tunges redskab, i det mindste i sin form er betinget af den tunge, hvormed det tales, hvis det da ikke ligefrem er begrænset, beskåret og i nogen grad bestemt selv i sit indhold af den. Ikke alene var det Gud Herren, der skabte tungen, og som skabte netop denne tunge med alle dens ejendommeligheder, ikke uden hensyn til det budskab, han ville give gennem den; men hans kontrol over den er fuldkommen og fuldstændig, og det er lige så absurd at sige, at han ikke kan tale sit budskab rent gennem den, uden at budskabet lider forandring på grund af særegenhederne ved dens tone og udtalemåder, som det ville være at sige, at ingen ny sandhed kan forkyndes på noget sprog, fordi de sproglige elementer, ved hvis kombination den pågældende sandhed forkyndes, allerede findes med deres faste betydningsområde. De mærker af de forskellige individualiteter, der er præget på profeternes budskaber, er med andre ord kun en del af den almene kendsgerning, at disse budskaber er affattet i menneskeligt sprog, og de påvirker på ingen måde ud over denne almene kendsgerning deres renhed som direkte meddelelser fra Gud.

6. Åbenbaring ved inspiration:

Et nyt sæt problemer rejses af den åbenbaringsmåde, som vi har kaldt »samvirkende virken«. Denne åbenbaringsmåde adskiller sig fra profeti i egentlig forstand netop ved, at den, hvad profeti ikke gør, anvender åbenbaringens redskabs samlede personlighed som en faktor. Det har derfor været almindeligt at tale om Åndens virkemåde i denne form for åbenbaring som en bistand, et tilsyn, en ledelse, en kontrol; meningen er, at den tilsigtede virkning — opdagelsen og fremsættelsen af guddommelig sandhed — nås gennem de menneskelige kræfters virksomhed: historisk forskning, logisk ræsonnement, etisk tænkning, religiøs længsel; de virker dog ikke af sig selv, men under den guddommelige Ånds fremherskende bistand, tilsyn, ledelse og kontrol. Denne talemåde har den fordel, at den skarpt stiller denne åbenbaringsmåde i kontrast til profetisk åbenbaring, idet den blot indebærer en bestemmende og ikke, som i profetisk åbenbaring, en overgribende handling fra den åbenbarende Ånds side. Vi advares dog mod at presse denne skelnen for langt ved, at hele Skriften i sådanne passager som 2 Pet 1,20 f. indbefattes i profetiens kategori, og ved at dens oprindelse ikke tilskrives en blot »ledning«, men Helligåndens »bæren«. Under alle omstændigheder udtrykker ord som bistand, tilsyn, ledelse og kontrol kun utilstrækkeligt arten af Åndens handling i åbenbaring ved »samvirkende virken«. Ånden skal ikke tænkes som stående uden for de menneskelige kræfter, der anvendes til den tilsigtede virkning, rede til at supplere de utilstrækkeligheder, de måtte vise, og afhjælpe de mangler, de måtte udvise, men som virkende sammenstrømmende i, med og ved dem, løftende dem, ledende dem, kontrollerende dem, besjælende dem, sådan at de som hans redskaber hæver sig over sig selv og under hans inspiration udfører hans værk og når hans mål. Det produkt, der frembringes ved deres midler, er derfor hans produkt gennem dem. Det er denne kendsgerning, der giver processen ret til aktivt at kaldes, og produktet ret til passivt at kaldes, en åbenbaring. Selv om den omstændighed, at det, der sker, sker ved og gennem menneskelige kræfters virksomhed, i sand forstand bevarer produktet menneskeligt i form og beskaffenhed, hæver Helligåndens sammenstrømmende virken gennem hele processen dog resultatet over, hvad der på nogen mulig måde kunne opnås ved blot menneskelige kræfter, og gør det udtrykkeligt til et overnaturligt produkt. De menneskelige træk kan spores i hele dets udstrækning, men i grunden er det en guddommelig gave, og Paulus’ sprog er den mest passende talemåde, der kunne anvendes om det: »Dette taler vi også, ikke med ord, som menneskelig visdom lærer, men som Ånden lærer« (1 Kor 2,13); »Det, som jeg skriver til jer .... er Herrens bud« (1 Kor 14,37).

Se INSPIRATION.

7. Guds fuldstændige åbenbaring i Kristus:

Det antages, at alle de former for særlig eller forløsende åbenbaring, som ligger til grund for og giver indhold til Bibelens religion, uden vold kan sammenfattes under den ene eller den anden af disse tre måder — ydre manifestation, indre tilskyndelse og samvirkende virken. Alle, det vil sige, undtagen den kulminerende åbenbaring, ikke gennem, men i, Jesus Kristus. Ligesom han i sin person, i hvem hele Guddommens fylde bor legemligt, hæver sig over enhver klassifikation og er sui generis, sådan står den åbenbaring, der er samlet i ham, uden for alle de forskellige dele og forskellige måder, hvorpå åbenbaring ellers er blevet givet, og sammenfatter i sig selv alt, hvad der er blevet eller kan gøres kendt om Gud og om hans forløsning. Han giver ikke så meget en åbenbaring af Gud, som han selv er Guds åbenbaring; han afslører ikke blot Guds forløsningshensigt, han er for os visdom fra Gud, og retfærdighed og helliggørelse og forløsning. Teofanierne er kun svage skygger i sammenligning med hans manifestation af Gud i kødet. Profeterne kunne kun profetere, når Kristi Ånd, som var i dem, vidnede og åbenbarede for dem som tjenere en eller anden af Herren Jahves hemmeligheder; for ham som hans Søn har Jahve ingen hemmeligheder, men hvad Faderen end ved, det ved Sønnen også. Hvilken sandhed mennesker end har fået del i ved sandhedens Ånd, er hans (for alt, hvad Faderen har, er hans) og tages af sandhedens Ånd og forkyndes for mennesker, for at han må blive herliggjort. Ikke desto mindre, skønt al åbenbaring således er sammenfattet i ham, bør vi meget nøje lægge mærke til, at den også ville være helt forseglet i ham — så lidt formidles åbenbaring ved kendsgerning alene, uden ordet — hvis den ikke således var blevet taget af sandhedens Ånd og forkyndt for mennesker. Hele Det Nye Testamente er blot det forklarende ord, der ledsager og giver Kristus-kendsgerningen dens virkning. Og da denne kendsgerning i hele sin betydning blev gjort til menneskers ejendom, blev åbenbaringen fuldendt og ophørte i den forstand. Jesus Kristus er ikke mindre åbenbaringens ende, end han er lovens ende.

IV. Bibelsk terminologi.

1. De almindelige former:

Der er ikke meget yderligere at lære om åbenbaringens natur og processer ud fra de udtryk, der almindeligvis bruges i Skriften til at udtrykke tanken. Disse udtryk er som regel de almindelige ord for at afdække, gøre kendt, gøre åbenbart, anvendt med mere eller mindre forhøjet betydning om overnaturlige handlinger eller virkninger af den art. I den engelske bibel (King James Version) forekommer verbet "reveal" ca. 51 gange, hvoraf 22 er i Det Gamle Testamente og 29 i Det Nye Testamente. I Det Gamle Testamente er ordet altid gengivelsen af et hebraisk udtryk galah, eller dets aramaiske tilsvarende gelah, hvis rodbetydning synes at være "nøgenhed". Når det anvendes om åbenbaring, synes det at antyde fjernelsen af hindringer for opfattelsen eller afdækningen af genstande for opfattelsen. I Det Nye Testamente er ordet "reveal" altid (med den ene undtagelse Luk 2,35) gengivelsen af et græsk udtryk apokalupto (men i 2 Thess 1,7; 1 Pet 4,13 det tilsvarende navneord apokalupsis), som har en meget lignende grundbetydning som dets hebraiske parallel. Da dette hebraiske ord ikke dannede noget substantiv i denne betydning, forekommer navneordet "revelation" ikke i det engelske Gamle Testamente, selv om tanken udtrykkes ved andre hebraiske udtryk, der gengives på forskellig måde. I det engelske Nye Testamente forekommer det derimod omtrent et dusin gange, og altid som gengivelsen af det substantiv, der svarer til verbet, som gengives "reveal" (apokalupsis). På overfladen af den engelske bibel bærer udtrykkene "reveal", "revelation" derfor ensartet den generelle betydning "afdække", "afdækning". Tanken findes imidlertid i Bibelen langt hyppigere end udtrykkene "reveal" og "revelation" i engelske bibeloversættelser. Faktisk forekommer de hebraiske og græske udtryk, der udelukkende gengives sådan, hyppigere i denne betydning end i denne gengivelse i den engelske bibel. Og ved siden af dem står der forskellige andre udtryk, som på den ene eller anden måde udtrykker den almindelige forestilling.

I Det Nye Testamente er verbet phaneroo, med den almindelige betydning at gøre åbenbart, åbenbare, det mest almindelige af disse. Det adskiller sig fra apokalupto som det mere generelle og ydre udtryk fra det mere særlige og indre. Andre udtryk bruges også lejlighedsvis: epiphaneia, "tilsynekomst" (2 Thess 2,8; 1 Tim 6,14; 2 Tim 1,10; 2 Tim 4,1; Tit 2,13; sammenlign epiphaino, Tit 2,11; Tit 3,4); deiknuo (Åb 1,1; Åb 17,1; Åb 22,1; Åb 22,6; Åb 22,8; sammenlign ApG 9,16; 1 Tim 4,15); exegomai (Joh 1,18), hvoraf dog kun ét måske--chrematizo (Matt 2,12; Matt 2,22; Luk 2,20; ApG 10,22; Hebr 8,5; Hebr 11,7; Hebr 12,25); p chrematismos (Rom 11,4)--kræver særlig omtale som et ord, der på en særlig måde, efter sin brug, udtrykker tanken om en guddommelig meddelelse.

I Det Gamle Testamente bruges det almindelige hebraiske verbum for "at se" (ra'ah) i sine passende stammer, med Gud som subjekt, om "at vise sig", "at vise": "Herren viste sig for .... "; "det ord, som Herren viste mig." Og af dette verbum dannes ikke blot et aktivt substantiv, som leverede den ældre betegnelse for åbenbaringens officielle organ: ro'eh, "seer"; men også objektive substantiver, mar'ah og mar'eh, som blev brugt til at betegne det, der sås i en åbenbaring--"synet". Ved siden af disse udtryk var der andre i brug, afledt af en rod, som giver aramaisk dets almindelige ord for "at se", men på hebraisk har en noget mere indholdsrig betydning, chazah. Dets aktive afledning, chozeh, var en betegnelse for en profet, som forblev i lejlighedsvis brug, skiftevis med det mere sædvanlige nabhi', længe efter at ro'eh praktisk talt var blevet forældet; og dets passive afledninger chazon, chizzayon, chazuth, machazeh leverede de almindelige udtryk for åbenbaringens indhold eller "syn". Forskellen mellem de to sæt udtryk, afledt henholdsvis af ra'ah og chazah, skal ikke presses for hårdt, men synes at ligge i retning af, at det første antyder ydre tilsynekomster og det sidste indre åbenbaringer. Ro'eh er den, hvem guddommelige tilsynekomster er blevet forundt; chozeh den, hvem guddommelige meddelelser er blevet forundt; mar'eh er en tilsynekomst, chazon og dets ledsagere et syn. Det kan være af interesse at bemærke, at mar'ah er det udtryk, der anvendes i 4 Mos 12,6, mens det er chazon, der almindeligvis forekommer i overskrifterne til de skrevne profetier for at angive deres åbenbaringskarakter. Heraf kan man muligvis slutte, at det i det første sted er måden, i det sidste åbenbaringens indhold, der betones. Måske kan en lignende skelnen spores mellem chazon i Dan 8,15 og mar'eh i det næste vers. Det almindelige verbum for "at kende", yadha`, som i sine kausative stammer udtrykker tanken om at gøre kendt, meddele, bruges også meget naturligt, med Gud som subjekt, i betydningen at åbenbare, og det, i overensstemmelse med ordets naturlige betydning, med en tendens til indholdsrig underforståelse: at åbenbare virksomt, ikke blot at afdække for iagttagelse, men at bringe til erkendelse. Derfor stilles det ikke blot parallelt med galah (Sl 98,2 `Herren har gjort sin frelse kendt; sin retfærdighed har han vist for nationens øjne'), men også med sådanne udtryk som lamadh (Sl 25,4 `Gør dine veje kendt for mig, Herre; lær mig dine stier'). Dette verbum yadha` danner intet substantiv i betydningen "åbenbaring" (sammenlign da`ath, 4 Mos 24,16; Sl 19,3). 2. "Jahves ord" og "Torah":

De mest almindelige bærere af tanken om »åbenbaring« i Det Gamle Testamente er dog to udtryk, som endnu må nævnes. Det er vendingen »Jahves ord« og det ord, som i de engelske bibeloversættelser almindeligvis, men utilstrækkeligt, gengives med »lov«. Det første (debhar Yahweh, varieret til debhar 'Elohim eller debhar ha-'Elohim; sammenlign ne'um Yahweh, massa' Yahweh) forekommer snesevis af gange og er samtidig den enkleste og mest farveløse betegnelse for en guddommelig meddelelse. Med det sidste (torah), hvis egentlige betydning er »undervisning«, formidles en stærk antydning af autoritet; og i denne betydning bliver det, hvad man kan kalde den tekniske betegnelse for en specifikt guddommelig meddelelse. De to stilles ikke sjældent sammen, som i Es 1,10: »Hør Jahves ord, I Sodomas herskere; lyt til vor Guds lov (randnote »lære«), I Gomorras folk«; eller Es 2,3 randnote; Mika 4,2: »For fra Zion skal loven (randnote »undervisning«) udgå, og Jahves ord fra Jerusalem.« Begge udtryk bruges om enhver guddommelig meddelelse, uanset dens omfang; og begge kom til at blive brugt til at udtrykke hele den guddommelige åbenbaring, opfattet som en samlet helhed. I denne omfattende brug kom vægten i det ene udtryk til at ligge mere på denne guddommelige åbenbarings nådefulde karakter, og i det andet mere på dens autoritet; og begge gik over i Det Nye Testamente med disse bibetydninger. »Guds ord«, eller blot »ordet«, kommer således i Det Nye Testamente til netop at betyde evangeliet, »ordet om forkyndelsen af forløsningen, det vil sige alt det, som Gud har at sige til mennesket og lader blive sagt« med henblik på dets frelse. Med ét ord udtrykker det præcis det, som vi teknisk kalder Guds frelseshistoriske åbenbaring. »Loven« betyder på den anden side i denne nytestamentlige brug netop hele den samlede autoritative undervisning, som Gud har givet mennesker. Den udtrykker med andre ord det, som vi almindeligvis kalder Guds overnaturlige åbenbaring. De to ting er naturligvis det samme: Guds autoritative åbenbaring er hans nådefulde åbenbaring; Guds frelseshistoriske åbenbaring er hans overnaturlige åbenbaring. De to udtryk betragter blot den ene samlede åbenbaring ud fra to sider, og hvert af dem fremhæver sin egen side af denne ene samlede åbenbaring.

Nu forelå denne samlede åbenbaring for Det Nye Testamentes mennesker i skriftlig form, og det var umuligt at tale frit om den uden bevidsthed om og i det mindste lejlighedsvis henvisning til dens skriftlige form. Derfor hører vi om et Guds ord, som er skrevet (Joh 15,25; 1 Kor 15,54), og det guddommelige ord stilles naturligt i kontrast til blot tradition, som om dets skriftlige form hørte med til selve dets idé (Mark 7,10); ja, den skriftlige åbenbaringssamling – med vægt på dens skriftlige form – betegnes udtrykkeligt som »det profetiske ord« (2 Pet 1,19).

3. »Skrifterne«:

Endnu tydeligere kommer »loven« til at blive opfattet som en skriftlig, ikke nøjagtigt en kodeks, men en samling af guddommeligt autoritative anvisninger. Udtrykket »Det står skrevet i jeres lov« (Joh 10,34; Joh 15,25; Rom 3,19; 1 Kor 14,21) får den præcise betydning: »Det er fremsat i jeres autoritative Skrifter, hvis hele indhold er ‘lov’, det vil sige guddommelig undervisning.« Således kom »Guds ord«, »loven«, til netop at betyde den skriftlige åbenbaringssamling, det vi kalder, og det de nytestamentlige forfattere kaldte, i den samme høje betydning som vi giver ordet, »Skrifterne«. Disse »Skrifter« identificeres således med Guds åbenbaring, opfattet som et velafgrænset corpus, og to begreber træder frem for os, som har haft en afgørende rolle at spille i kristendommens historie – begrebet om en autoritativ Skriftens kanon og begrebet om denne Skriftens kanon som netop Guds ord i skriftlig form. Det første begreb blev fremhævet i opposition til de gnostiske kætterier i kirkens tidligste tid og gav anledning til en rigt varieret måde at tale om Skrifterne på, hvor deres autoritet blev understreget i juridisk sprogbrug, som går tilbage til og hviler på den bibelske brug af »lov«. Det sidste blev det Reformationens opgave at yde retfærdighed i dens kamp mod på den ene side den romerske nedvurdering af Skrifterne til fordel for kirkens traditioner og på den anden side sværmernes fortrængning af dem til fordel for det »indre ord«. Når Tertullian på den ene side taler om Skrifterne som et »Instrument«, et juridisk dokument, har hans terminologi udtrykkelig hjemmel i Skrifternes egen brug af torah, »lov«, til at betegne hele deres indhold. Og når John Gerhard argumenterer for, at »mellem Guds ord og Den Hellige Skrift, forstået i materiel betydning, er der ingen virkelig forskel«, erklærer han kun klart, hvad der bestemt ligger i Det Nye Testamentes brug af »Guds ord« med den skriftlige åbenbaring for øje. Det vigtige at erkende er, at Skrifterne selv fremstiller Skrifterne som ikke blot indeholdende hist og her beretningen om åbenbaringer – »Guds ord«, toroth – givet af Gud, men som selv, i hele deres omfang, en åbenbaring, en autoritativ samling af nådefulde anvisninger fra Gud; eller, eftersom de alene, af alle de åbenbaringer Gud kan have givet, er bevaret – snarere som Åbenbaringen, det eneste »Guds ord«, der er tilgængeligt for mennesker, i alle deres dele »lov«, det vil sige autoritativ undervisning fra Gud.

LITTERATUR.

Herman Witsius, "De Prophetis et Prophetia" i Miscell. Sacr., I, Leiden, 1736, 1-318; G. F. Oehler, Theology of the Old Testament, engelsk oversættelse, Edinburgh, 1874, I, del I (og de relevante afsnit i andre bibelteologier); H. Bavinck, Gereformeerde Dogmatiek(2), I, Kampen, 1906, 290-406 (og de relevante afsnit i andre dogmatiske fremstillinger); H. Voigt, Fundamentaldogmatik, Gotha, 1874, 173 ff.; A. Kuyper, Encyclopedia of Sacred Theology, engelsk oversættelse, New York, 1898, Division III, kapitel ii; A. E. Krauss, Die Lehre von der Offenbarung, Gotha, 1868; C. F. Fritzsche, De revelationis notione biblica, Leipzig, 1828; E. W. Hengstenberg, The Christology of the O T, ET2, Edinburgh, 1868, IV, Tillæg 6, s. 396-444; E. Konig, Per Offenbarungsbegriff des Altes Testament, Leipzig, 1882; A. B. Davidson, Old Testament Prophecy, 1903; W. J. Beecher, The Prophets and the Promise, New York, 1905; James Orr, The Christian View of God and the World, 1893, ifølge registeret, "Revelation," og Revelation and Inspiration, London og New York, 1910. Også: T. Christlieb, Modern Doubt and Christian Belief, engelsk oversættelse, New York, 1874; G. P. Fisher, The Nature and Method of Revelation, New York, 1890; C. M. Mead, Supernatural Revelation, 1889; J. Quirmbach, Die Lehre des h. Paulus von der naturlichen Gotteserkenntnis, osv., Freiburg, 1906. Benjamin B. Warfield