Akrostikon

a-kros'-tik: Akrostikonet, forstået som et kort digt, hvor linjernes første bogstaver danner et ord, et navn eller en sætning, er endnu ikke påvist i gammel hebraisk litteratur. De formodede eksempler, som nogle forskere har fundet i Sl 2,1-4 og Sl 110,1-4, anerkendes ikke almindeligvis. Endnu mindre kan der siges til støtte for forslaget om, at fire ord i Est 1,20, læst fra venstre mod højre, ved deres begyndelsesbogstaver danner et akrostikon over navnet YHWH (jf. Konig, Einleitung 293). I byzantinsk hymnedigtning blev udtrykket acrostichis, som vores ord »akrostikon« er forbundet med, også brugt om alfabetiske digte, det vil sige digte, hvis linjer eller grupper af linjer har deres begyndelsesbogstaver ordnet efter alfabetets rækkefølge. Akrostika af denne art findes i førkristen hebraisk litteratur såvel som andre steder i gammel orientalsk litteratur. Der er tolv tydelige eksempler i Det Gamle Testamente: Salmerne 25; 34; 37; 111 f.; 119; 145; Ordsp 31,10-31 og Klag 1-4. Der er sandsynligvis et eksempel i Salmerne 9 og 10 og muligvis endnu et i Nah 1,2-10. Uden for kanon viser Siraks Bog 51,13-30 tydelige spor af alfabetisk ordning. Hvert af disse femten digte må kort drøftes.

Sl 9 og 10, som behandles som én salme i Septuaginta og Vulgata, giver ret tydelige tegn på en oprindelig alfabetisk struktur, selv i den masoretiske tekst. Begyndelsesbogstaverne i 9,1.3.5 er henholdsvis 'aleph, beth, gimel; i 9,9.11.13.15.17 waw, zayin, cheth, Teth og yodh. Sl 10,1 begynder med lamedh og 10,12.14.15.17 med qoph, resh, shin og taw. Fire linjer synes at have været tildelt hvert bogstav i digtets oprindelige form. I Sl 25 er alle bogstaver repræsenteret undtagen waw og qoph. I 25,18 finder vi resh i stedet for sidstnævnte, ligesom på dets plads i 25,19. I 25,2 er det alfabetiske bogstav begyndelsesbogstavet i det andet ord. Det sidste vers er igen overskydende. Der er for det meste to linjer til hvert bogstav. I Sl 34 er alle bogstaver repræsenteret undtagen waw, idet 34,6 ikke begynder med det, som man kunne vente, men med zayin. Det sidste vers er igen overskydende. Da det første ord både her og i 25,22 er en form af padhah, er det blevet foreslået, at der her kan have været en slags akrostikon over forfatterens navn Pedahel pedhah'el, men der er intet bevis for, at en salmedigter med dette navn nogensinde har eksisteret. Der er to linjer til hvert bogstav. I Sl 37 er alle bogstaver repræsenteret undtagen `ayin, som dog ifølge Septuaginta synes at have været til stede i den tidligste tekst. Som regel er fire linjer tildelt hvert bogstav. I Salmerne 111 f. findes to ganske regelmæssige eksempler med én linje til hvert bogstav. Sl 119 giver endnu et regelmæssigt eksempel, men med 16 linjer til hvert bogstav, idet hver anden linje begynder med dets bogstav. Vers 1-8 begynder for eksempel hver med 'aleph. I Sl 145 findes alle bogstaver undtagen nun. Da vi i Septuaginta mellem 145,13 og 14, altså dér hvor nun-kupletten burde stå, finder:

»Trofast er Herren i sine ord Og hellig i sine gerninger,«

som kan repræsentere en hebraisk kuplet, der begynder med nun, synes det, at et vers er faldet ud af den masoretiske tekst. Ordsp 31,10-31 udgør et regelmæssigt alfabetisk digt med (undtagen i 31,15) to linjer til hvert bogstav. Klag 1 er regelmæssig, med tre linjer til hvert bogstav Klag 2; Klag 3; Klag 4 er også regelmæssige med en mærkelig undtagelse. I hvert tilfælde går pe forud for `ayin, et fænomen som endnu ikke er blevet forklaret. I Klag 2 er der tre eller fire linjer til hvert bogstav undtagen i 2,17, hvor der synes at være fem. I Klag 3 er der også tre linjer til hvert bogstav, og hver linje begynder med dette bogstav. I Klag 4 er der to linjer til hvert bogstav undtagen i 4,22, hvor der sandsynligvis er fire linjer. Klag 5 har dobbelt så mange linjer som alfabetets bogstaver, men ingen alfabetisk ordning. I Nah 1,1-10 ff. har Delitzsch (efter Frohnmeyer) i 1876, Bickell i 1880 og 1894, Gunkel i 1893 og 1895, G. B. Gray i 1898 (Expos, september) og andre påpeget mulige spor af en oprindelig alfabetisk struktur. I den masoretiske tekst, sådan som den almindeligvis er ordnet, kan den dog ikke tydeligt skelnes. Siraks Bog 51,13-30: Allerede i 1882 rekonstruerede Bickell denne hymne på grundlag af de græske og syriske versioner som et hebraisk alfabetisk digt. I 1897 opdagede Schechter (efter de fleste forskeres vurdering) den oprindelige tekst i en samling fragmenter fra genizaen i Kairo, og dette beviste rigtigheden af Bickells idé og endda nøjagtigheden af nogle detaljer i hans rekonstruktion. Digtet begynder med 'aleph og har tav som begyndelsesbogstav i næstsidste linje. I 51,21.22.24.25.26.27 kan bogstaverne mem, nun, `ayin, pe, tsadhe, qoph og resh spores ved linjernes begyndelse i denne rækkefølge. Samekh mangler (jf. Schechter-Taylor, The Wisdom of Ben Sira, lxxvi-lxxxvii).

Som denne hurtige oversigt vil have vist, bestod denne form for akrostikon, sådan som hebraiske forfattere brugte den, i at anvende alfabetets bogstaver som begyndelsesbogstaver i deres rækkefølge, med regelmæssige mellemrum, hvor afstanden mellem to forskellige bogstaver varierede fra én til seksten linjer. Én gang bruges hvert bogstav således tre gange, i et andet tilfælde otte gange. Tekstens forvanskning har i nogle tilfælde ført til betydelige indgreb i den alfabetiske ordning, og tekstkritikken har forsøgt at genoprette den med vekslende held.

Disse alfabetiske digte er blevet urimeligt nedvurderet på grund af deres kunstige struktur og er af samme grund også blevet anset for at være af forholdsvis sen oprindelse. Denne sidste konklusion er forhastet ud fra det foreliggende vidnesbyrd. Digtene i Klagesangene går utvivlsomt tilbage i det mindste til det 6. århundrede f.Kr., og assyriske vidnesbyrd fører os endnu længere tilbage, når det gælder akrostiske digte af en eller anden art. Strengt alfabetiske digte er naturligvis udelukket på assyrisk på grund af fraværet af et alfabet, men der findes tekster fra Ashur-bani-pals bibliotek, hvor hver verslinje begynder med samme stavelse, og andre, hvor begyndelsesstavelserne, læst sammen, danner et ord eller en sætning. Disse tekster blev nedskrevet i det 7. århundrede f.Kr., men kan være afskrevet efter langt tidligere babyloniske originaler. Der kan næppe være tvivl om, at orientalske digtere skrev akrostisk på et tidligt tidspunkt, og derfor er brugen af en eller anden form for akrostikon ikke noget klart tegn på sen datering. (Om disse assyriske akrostika, jf. Weber, Die Literatur der Babylonier und Assyrer, 37.)

LITTERATUR.

Ud over de allerede nævnte autoriteter: Konig, Einl, 58, 66, 74, 76, 399, 404, 419, og Stilistik, etc., 357 ff, Budde, Geschichte der alt-hebraischen Litteratur, 30, 90, 241, 291; artiklen "Acrostic" i HDB (den større og den mindre) og Hastings, Encyclopedia of Religion and Ethics, samt Jewish Encyclopedia; kommentarer til Sl, Nah, Ordsp og Klages; Driver, Parallel Psalter; King, Early Religious Poetry of the Hebrews, kapitel iv.

William Taylor Smith