Citater i Det Nye Testamente

kwo-ta'-shunz,

I. INDLEDENDE

Drøftelsens afgrænsning

II. KONSTRUKTIVE PRINCIPPER FOR CITATER I DET NYE TESTAMENTE

1. De to husholdningers enhed

2. Den bibelske bevægelse planlagt fra begyndelsen

3. Det Gamle Testamente anerkendt som autoritativt

4. Det spørgsmål, der er involveret i de foregående henvisningsprincipper

III. TYPISKE EKSEMPLER PÅ CITATER I DET NYE TESTAMENTE

1. Indledende formler

2. De to husholdningers enhed

3. Forudseen af kristendommen i Det Gamle Testamente

4. Argumenterende citater

5. Kæde af skriftsteder, der illustrerer citatprincipper

LITTERATUR

I. Indledende.

Drøftelsens afgrænsning:

Alt i alt findes der omtrent 300 direkte citater fra Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente. Tilstedeværelsen af så mange citater, hvor hvert enkelt indebærer en fortolkning af det sted, der i citatet får en ny sammenhæng, åbner mange veje for drøftelse og rejser mange vanskelige og vidtrækkende problemer. I hvert enkelt tilfælde i den lange liste over citater i Det Nye Testamente er princippet om tilpasning (se tilpasning) i en eller anden form involveret, og følgelig rejses spørgsmålet om historisk og eksegetisk nøjagtighed uundgåeligt. I nærværende artikel vil vi koncentrere opmærksomheden om det, der er af langt større betydning end spørgsmålet om, hvorvidt forfatteren efter moderne videnskabelige principper tilfældigvis har ret i et bestemt citat. Dette vigtigere og livsvigtige spørgsmål anser vi for at være de almindelige, styrende principper, som Det Nye Testamentes forfattere anvendte i deres brug af den ældre pagts bog. En gennemgang af disse principper, sammen med visse fremtrædende og typiske tilfælde, hvor disse principper bruges og anvendes, vil udgøre drøftelsens indhold.

II. Konstruktive principper for citater i Det Nye Testamente.

1. De to husholdningers enhed:

For det første betragter Det Nye Testamentes forfattere den kristne religion som havende sine rødder i Det Gamle Testamente. Fra Abrahams kaldelse til grundlæggelsen og udbredelsen af den kristne kirke anerkender mændene i Det Nye Testamente én enkelt organisk bevægelse. I deres brug af de gamle orakler i en ny sammenhæng støtter de sig stadig og tillidsfuldt til enheden mellem de to husholdninger, den, der er nedskrevet i Det Gamle Testamente, og den, som de selv var deltagere i. En sådan enhed ville, når dens eksistens forudsættes, i nogen grad fjerne netop den skelnen, der ligger i betegnelserne Det Gamle og Det Nye Testamente, og ville indebære et bestemt og organisk forhold mellem alle bøgerne indbyrdes. Der er ikke længere to adskilte grupper af bøger, der står hver for sig og kun har forbindelsesbånd inden for gruppen, men tværtimod to beslægtede undergrupper, der udadtil svarer til modsatrettede faser af den historiske bevægelse, men indadtil er formet efter de dybtliggende principper, som gør hele bevægelsen til én. Ifølge denne tanke er Første Mosebog lige så virkeligt beslægtet med Matthæusevangeliet, som den er med Anden Mosebog. På overfladen, og historisk talt, fører Første Mosebog umiddelbart til Anden Mosebog, som er dens ledsagende bind og supplement; men går man dybere ind i Første Mosebog, fører den lige så virkeligt og lige så direkte til Matthæus, som også er dens fælle og supplement. Og sådan hele vejen igennem. Det forenende medium er naturligvis historien, som er én, fordi den indebærer de samme organiske principper anvendt på successive områder af menneskelig erfaring. Bibelens bøger er derfor, ligesom enhver gruppe bøger om et fælles emne, faser af hinanden, forskellige og dog nært beslægtede. Når Det Nye Testamentes forfattere citerede fra Det Gamle Testamente, adlød de ganske enkelt en impuls, der er fælles for alle eftertænksomme forfattere og forklarer alle citater: at søge forskelligartede udtryk for de samme sandheder.

2. Den bibelske bevægelse planlagt fra begyndelsen:

Det andet store konstruktive princip for citater i Det Nye Testamente, og åbenlyst i nær harmoni med det første, er, at bevægelsen fra Abraham til Kristus ikke blot var organisk én, men at den fra begyndelsen var planlagt og forberedt. Bibelen er én, fordi den historie, den voksede frem af, er én. Historien er én, fordi Gud er i historien, og Gud er én. Ifølge Det Nye Testamentes forfattere har vi i denne historie som helhed udfoldelsen af en altomfattende plan fra Gud, der strækker sig ud i den fjerneste fremtid og når sit højdepunkt i Messias' person og rige. De hævder også, at denne plan delvis blev åbenbaret på forhånd, som foregribelse og forberedelse, for at mennesker med indsigt kunne samarbejde med Gud om opfyldelsen af hans hensigt. Det er den tanke, der ligger i profeti og dens opfyldelse, og i den nært beslægtede tanke om løfte og dets virkeliggørelse. Ét sind, én vilje og ét centralt formål virker gennem hele historien, som på den guddommelige side er opfyldelsen af en plan, der er fuldstændig i tanken, før den tager form i begivenheder. På grundlag af denne opfattelse, af Guds forudsete plan og dens gradvise åbenbaring for mennesker gennem budskaber om håb og advarsel, sat i den store fremtids toneart og pegende vejen dertil, er størstedelen af strukturen i Det Nye Testamentes citater rejst.

3. Det Gamle Testamente anerkendt som autoritativt:

Et tredje princip, som i virkeligheden indebærer en kombination af de to andre og fremtræder tydeligt i brugen af citater til argumentation, er anerkendelsen og modtagelsen af Det Gamle Testamente som autoritativt, et virkeligt Guds ord, i formen lejlighedsvist, men i sit væsen anvendeligt på alle erfaringer og derfor gyldigt til alle tider. Det er tydeligt, at troen på Skriftens fortsatte autoritet fra den gamle pagt over for menneskene i den nye hviler på de to frelsesordningers enhed og på anerkendelsen af det samme guddommelige sind og den samme guddommelige vilje som virkende gennem alle ydre og historiske forandringer. Dette udtrykkes beundringsværdigt af Paulus, når han taler om »hans viljes mysterium, efter hans gode velbehag, som han havde besluttet i ham, med henblik på en husholdning ved tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus« (Ef 1,9; Ef 1,10), og af forfatteren til Hebræerbrevet, når han siger: »Gud, som fordum talte til fædrene i profeterne i forskellige dele og på forskellige måder, har ved disse dages ende talt til os i sin Søn« (Ef 1,1; Ef 1,2).

4. Det spørgsmål, der ligger i de foregående henvisningsprincipper:

Begrundelsen for disse accepterede henvisningsprincipper hos Det Nye Testamentes forfattere ligger uden for den foreliggende drøftelses rammer. Det er tilstrækkeligt at understrege den kendsgerning, at enhver detaljeret drøftelse af nytestamentlige citater ét for ét er meningsløs og frugtesløs, medmindre den bygger på en udtrykkelig og konsekvent afgørelse af disse forudgående spørgsmål. For nærværende forfatter er gyldigheden af disse principper hævet over tvivl. Nægtelsen af blot ét af de tre fører én ind i fortolkningsmæssige vanskeligheder, både kritiske og historiske, som der ikke er nogen vej ud af. Det skal derfor bemærkes, at fastlæggelsen af de principper, som Det Nye Testamentes forfattere citerer i overensstemmelse med, på en generel måde også medfører en retfærdiggørelse af deres brug.

III. Typiske eksempler på nytestamentlige citater.

1. Indledningsformler:

Med disse konstruktive principper i tanke er vi rede til at gennemgå typiske eksempler, hvori de almindelige principper er legemliggjort. På dette punkt vil vi få stor hjælp i analysen og fordelingen af det sammensatte materiale, der ligger foran os, ved nøje at give agt på de formler, mere eller mindre faste og ensartede, hvormed forfatterne indleder citater og angiver deres forståelse af værdien og betydningen af det, der citeres. Skønt disse formler udviser visse sproglige variationer, kan de i praksis reduceres til tre, som med væsentlig nøjagtighed svarer til de tre konstruktive principper, der allerede er nævnt: enheden mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente; forudseelsen af Det Nye Testamente i Det Gamle Testamente; Det Gamle Testamentes autoritet som Guds ord, bestemt for alle tider.

2. De to frelsesordningers enhed:

De to frelsesordningers enhed hævdes i alle de steder, der indledes med en formel, hvori opfyldelse fastslås som en kendsgerning, og hvori det antydes, at identiske principper virker i to eller flere adskilte begivenheder på historiens område. Et tankevækkende eksempel findes i Matt 13,14, hvor vor Herre i forbindelse med lignelsen om sædemanden fastslår, at »Esajas' profeti« opfyldes i folkets vantro på hans tid. De profetiske ord, der citeres her (Es 6,9; Es 6,10), er ikke forudsigende i nogen umiddelbar forstand, men kan anvendes og virkeliggøres gentagne gange på grund af det almene princip, de indeholder. De gælder profetens egen tid; de gælder også — og i den forstand opfyldes de — på Jesu tid og, ved en legitim udvidelse af betydningen, om stædig vantro i enhver tidsalder (sammenlign Joh 6,45).

Et andet sted, hvor den samme formel bruges på en meget usædvanlig måde, fremlægger klart det grundlæggende princip, som denne brug hviler på. Jak 2,23 hævder, at Abrahams retfærdiggørelse ved ofringen af Isak "opfyldte" det sted, som bekræfter, at hans tro blev regnet ham til retfærdighed (1 Mos 15,6). Dette sted er ikke forudsigende i nogen som helst forstand, og der er heller ikke i fortællingen noget vink om en forbindelse mellem stedet og episoden på Morija bjerg. Jakobs brug af opfyldelsesformlen indebærer det princip, at enhver begivenhed, som virkeliggør meningen og sandheden i et skriftudsagn, opfylder det. Et meget stort antal citater i Det Nye Testamente hører ind under denne kategori. Personer, begivenheder og læresætninger illustrerer og bekræfter, eller legemliggør og virkeliggør konkret, principper, som læres i Det Gamle Testamente eller ligger underforstået i dets historie. Dette sted og mange andre lignende advarer os imod en alt for stiv og bogstavelig fortolkning af enhver formel, der antyder opfyldelse. Mens den ganske vist kan være ment som en antydning af bogstavelig forudsigelse og en lige så bogstavelig opfyldelse, kan den derimod være ment som intet mere end en tilkendegivelse af en overensstemmelse i princip, der gør stedet passende til den person eller begivenhed, det forbindes med. I denne forbindelse må det erindres, at en overensstemmelse i princip kan strække sig hele vejen fra en forholdsvis overfladisk illustrerende lighed til en dyb samklang i tanke. Ikke så få citater fra Det Gamle Testamente blev fremført med henblik på illustration og litterær udsmykning. Heri ligger betydningen af Matthæus' brug (Matt 2,17) af Jer 31,15. Et blik på det citerede sted viser, at det er et billedligt og poetisk udtryk, hvor Rakel (som allerede i mange år havde ligget i sin grav) fremstilles som grædende over sine landsforviste børn og nægtende at lade sig trøste, undtagen ved deres tilbagevenden. Der er intet strengt forudsigende element i stedet, bortset alene fra løftet om tilbagevenden, som Matthæus ikke bruger. Dets anvendelighed på massakren på børnene i Betlehem ligger i dets poetiske træffende karakter, og kun dér. Endnu en gang høres den sørgende moderskabs røst i Israel. Det ømme og smukke billedsprog er anvendeligt i denne forstand og bruges med sand indsigt, men uden hensigt om at begrunde et krav om forudsigelse og opfyldelse i bogstavelig forstand.

3. Forudseen af kristendommen i Det Gamle Testamente:

Forudseen af begivenheder i Jesu liv og i kristendommens historie er indeholdt i alle de citater, hvor der hævdes en nødvendig forbindelse mellem stedet som forudsigende og begivenheden, eller hvor en profet siges at have talt eller skrevet om den pågældende begivenhed eller person. En undersøgelse af Det Gamle Testamente uden henvisning til dets brug i Det Nye Testamente synes at retfærdiggøre den konklusion, at dets betydning for fremtiden kan opdeles under fire hovedpunkter, som igen med tilstrækkelig nøjagtighed og udtømmende karakter vil klassificere de relevante citater i Det Nye Testamente.

(1) Israels profetiske lære, legemliggjort ikke alene i profeternes budskaber, men også i love, institutioner og ritualer, har en dobbelt frelseshistorisk anvendelse. Her henvises kun til de udtrykkelige henvisninger til en fremtidig tidsalder med særlig velsignelse. For eksempel tolker Peter i ApG 2,17 ff pinseerfaringen i profetiens termer, idet han henviser til Joel (2,28 ff), som lover en udgydelse af Guds Ånd på Herrens "store og herlige dag". Løftet gennem Joel er en ubestridelig forudsigelse (ethvert løfte er det), som i nogen grad ville blive opfyldt i enhver usædvanlig manifestation af Guds Ånd blandt mennesker. Det eneste spørgsmål, der muligvis kan rejses i forbindelse med Peters brug af dette sted, er, om pinseudgydelsen var løftets klimaktiske virkeliggørelse: det vil sige etableringen af den velsignelsens tidsalder, som profeten havde forudsagt. Senere i den samme bog (3,20-26) spænder den samme apostel over hele profetiens område som centreret i bestemte løfter, der er opfyldt i Kristus og det kristne fællesskab.

Han giver to eksempler: profeten som Moses (5 Mos 18,15) og den lovede altomfattende velsignelse gennem Abraham (1 Mos 12,3). Han medtager også (ApG 3,26) en antydning af Tjener-stederne hos Esajas. Denne identifikation af den nytestamentlige bevægelse gennem to bestemte forudsigende løfter er fuldt ud berettiget ved Jesu profetiske karakter, omfanget og rigdommen af de velsignelser, der blev bragt fra Abraham gennem ham, og ved den kendsgerning, der andetsteds betones, at ingen anden har levet op til ideal-tjenerens målestok. Negativt kan det anføres, at hvis disse løfter ikke blev opfyldt i Kristus, giver historien ingen mulighed for at opdage nogen opfyldelse, der i nogenlunde tilstrækkelig grad svarer dertil, hverken i fortiden eller fremtiden. I Hebræerbrevet 8,8-12 henvises der til løftet om en ny pagt hos Jeremias (31,31 ff) som begrundelse for at tro, at den gammeltestamentlige husholdning ikke var fuldstændig i sig selv, og at den i selve sin opbygning pegede frem mod kristendommen som sin opfyldelse. Når dette sted sammenholdes med det ovenfor citerede (ApG 2,17), hentet fra Joel, ses styrken i argumentet for denne brug af Det Gamle Testamente straks. Særligt Jeremias' "nye pagt" skulle være indre og nådig snarere end ydre og lovmæssig. Løftet gennem Joel er en vækkelse af profeti gennem den frie udgydelse af Guds Ånd. Evangeliets særkende er dets tanke om retfærdiggørelse ved tro, ved nåde åbenbaret i Kristus og meddelt ved Helligånden, givet efter løftet på pinsedagen. Den "nye pagt", som Jeremias forudsagde, blev oprettet på pinsedagen gennem udgydelsen af Ånden, som var lovet gennem Joel. At benægte dette som opfyldelse er at gøre den kristne histories mening ugyldig og at slette begge løfter fra den troværdige profetis blad.

(2) Samtidige personer eller institutioner tolkes undertiden, ikke ud fra den foreliggende virkelighed, men på grundlag af det ideal, som ikke blev åbenbaret eller virkeliggjort før Kristi komme. Et slående eksempel på denne metode findes i det såkaldte »Immanuel-sted« (Matt 1,23, som citerer Es 7,14). Uden tvivl havde profetens budskab til Akaz en umiddelbar og samtidig betydning. Men ligesom mange andre bemærkelsesværdige profetiske budskaber er det sat i tonearten af den messianske konge, hvis uværdige forgænger Akaz var. »Messias kommer, men Akaz' egensindighed har gjort hans regering umulig« (G. A. Smith, "Isa," Expositor's Bible, I, 134).

I ApG 2,24-36 tolkes både Jesu opstandelse og himmelfart, i steder der er repræsentative for mange andre citerede steder, i lyset af to citater fra Salmerne (16,8 ff.; 110,1) som forudbestemte og derfor sikre begivenheder i Guds plan og hensigt. I begge tilfælde er argumentet, at de løfter, der formelt blev givet til David eller gjort krav på af ham, var udtrykt i vendinger, der var for omfattende til at finde opfyldelse i hans egen erfaring, men blev talt om den større konge, som skulle komme, og i hvis erfaring alene de blev virkeliggjort. I det første tilfælde blev en sejr over døden forudset med en vished, som ikke salmisten, men kun Kristus opnåede; i det sidste blev der lovet et kongeligt herredømme, som kun Kristi ophøjelse til magtens plads kunne opfylde. En undersøgelse af stederne viser, at Peters fortolkning retfærdiggøres ikke blot af løfternes ordlyd, som peger på en fylde af erfaring, der ikke blev virkeliggjort af noget menneske i Det Gamle Testamente, men endnu klarere af de beskrivende titler, som identificerer den person, der er genstand for erfaringen. I det første tilfælde omtales han som Jahves »Hellige«, i det andet som »min Herre«. Den sejr over døden, som taleren forventer, er grundlagt i en enhed i hensigt og vilje med Gud--en hellighed, som var ideel og stadig uvirkeliggjort, indtil Kristus kom. Salmens logik er: Guds »Hellige« må ikke se forrådnelse. Historiens logik er: Kristus er Guds Hellige, og han så ikke forrådnelse. Princippet om, at sejr over døden er hellighedens logiske følge, fandt sin retfærdiggørelse og sit bevis ikke direkte i erfaringen hos sangeren, der først anede det som en sandhed, men i Kristi løbebane, som først virkeliggjorde det som en kendsgerning.

BEMÆRK--Argumentet her påvirkes ikke, hvis man accepterer variantlæsningen »Hellige« i flertal for det foregående sted.

Det andet sted er særlig interessant, fordi vor Herre selv først påpegede dets følger med hensyn til Messias' plads og gerning. Et sted som hele denne salme (Sl 110) ville have været umuligt, hvis ikke den davidiske konges magt og ansvar fra begyndelsen havde været stemt på det messianske niveau. Logikken her er den samme som i Sl 16. Det messianske rige over alle folkeslag ventede på den sande messianske konges komme. Den længe forsinkede sejr fulgte tæt efter den længe ventede konges komme (jf. Sl 2,1; Sl 2,2; ApG 13,32-34).

Det samme princip er involveret i vor Herres brug af Tjener-stedet (Es 61,1) i hans prædiken i Nazaret. Her bliver spørgsmålet om messiansk profeti virkelig stillet i centrum. Det er centralt, fordi det forekommer i Herrens egen undervisning, og også fordi det ikke angår nogen ydre eller tilfældige hændelser i Jesu liv, men hele den profetiske tankes retning og bevægelse sammen med hele betydningen og fortolkningen af hans løbebane.

Fortolket helt uafhængigt af Det Nye Testamente har stedet en umiskendelig betydning for fremtiden. Som et af rækken af steder, der handler om Tjeneren (Es 42,1), retter det citerede sted opmærksomheden mod Israels opgave over for verden, som endnu skulle udføres. »I er mine vidner, siger Jahve, og min tjener, som jeg har udvalgt« (Es 43,10), »Men hør nu, Jakob, min tjener, og Israel, som jeg har udvalgt« (Es 44,1). Det omfatter også hele det profetiske embedes rækkevidde og betydning, gennem hvilket Jahves vilje blev gjort kendt for Israel og gennem Israel for verden. Begge disse overvejelser strækker sig ud i profetens fremtid, og begge peger usvigeligt på Kristus som den historiske opfyldelse af Israels opgave og som den faktiske virkeliggørelse af profetembedets ideal og tjeneste. Netop tvetydigheden i henvisningen i dette kapitel (Esajas 61), om den gælder Tjeneren eller profeten, og de spørgsmål, der rejses om, hvorvidt der sigtes til Israel idealiseret eller til en person eller personifikation, tjener til at gøre den centrale kendsgerning klarere og mere umiskendelig: at kun i Kristus er den forestilling, der er legemliggjort i hele rækken af steder, fuldt ud virkeliggjort. Den bliver således for nøgtern eftertanke en tydelig åbenbaring og en forudgående skildring af, hvad Jesus var i sin person og gerning.

(3) Under Israels opdragelse til at modtage Messias blev der givet visse ydre træk, som havde betydning for at identificere ham, når han skulle komme. Vi skal nævne tre træk, nært beslægtede med hinanden, og hvert især særdeles interessant i sig selv. Disse tre træk er

(a) Hans sønneforhold til David (ApG 2,30; ApG 2,31),

(b) Hans fødsel af en jomfru (Matt 1,22),

(c) Hans fødsel i Betlehem (Matt 2,5).

Der rejses straks indvending mod fortolkningen af disse gammeltestamentlige steder som forudsigende og mod de påståede opfyldelser i Jesu liv, hovedsagelig med den begrundelse, at de, fordi de er bestemte begivenheder (jf. Matt 2,15), ikke hører ind under forudsigelsens legitime område; og sekundært, at eftersom de er enkeltheder af denne ydre art, ville det være en let sag at opfinde opfyldelser. Det kan straks indrømmes, at hændelser af denne art kunne mangfoldiggøres i det uendelige ved at fabrikere sammenfald, men det står fast, at når der ikke findes nogen synlig kontrol med opfindelse, anføres der meget få sådanne tilfælde af de nytestamentlige forfattere. Desuden er der tankevækkende variationer mellem de begivenheder, der er nedskrevet, og de naturlige fortolkninger af de gammeltestamentlige steder, som forbindes med dem; det vil sige, opfyldelserne kommer ad så omveje, at det er vanskeligt at antage, at de skyldes den fantasimæssige stimulans fra stederne. For eksempel blev fødslen i Betlehem fremkaldt af omstændigheder, som slet ikke var efter jødiske patrioters smag; og den blev skjult for samtidige af den forudgående og efterfølgende bopæl i Nazaret. Jesu slægtskab med Davids hus blev gjort adoptivt (medmindre Maria var af dette hus) ved jomfrufødslen. Fortolkningen af Es 7,14 som en antydning af en jomfrufødsel var ikke tvingende for en, der kendte stedets hebraiske tekst, og ville kun være blevet tænkt på i den forbindelse af en, der var sikker på kendsgerningen. Jomfrufødslen (se IMMANUEL; VIRGIN BIRTH) er ikke en etymologisk, men en forsynets kommentar til Es 7,14. Endnu én betragtning af grundlæggende betydning står tilbage. På det ene punkt, hvor Jesu identifikation med Messias ved hans tilhængere kan prøves strengest, sejrer de mest fuldstændigt. Det ville være forholdsvis let at opfinde hændelser, som var antydet af gammeltestamentlige profetier, og at overtage værdigheder og titler i massevis fra samme kilde--men når alt dette er givet, er hovedproblemet at finde én, der er i stand til at virkeliggøre og opfylde de forventninger, som således er vakt. Her er fabrikation umulig. Og også her møder og besvarer Det Nye Testamente sandhedens udfordring. I lyset af disse betragtninger er det sikkert at hævde, at selv i spørgsmål om historiske enkeltheder var Jesu løbebane forudset og forudsagt. Sådanne steder hører til forberedelsens filosofi som helhed og bør studeres i den sammenhæng.

(4) I visse tilfælde viser det oprindelige sted og dets genoptræden i citat en nytestamentlig proces, som er ubrudt gennem hele historien. For eksempel antyder brugen af Zak 13,7 (Mark 14,27) et dybere syn på forbindelsen mellem profeti og historie, den umiddelbare og den fjernere, end vi ofte er klar over. Umiddelbart betragtet er sådanne steder som dem om den ramte hyrde og de spredte får forudsigelser, og Kristi liv står som opfyldelse. Det kan ganske enkelt ikke hævdes, at sådanne steder som disse ikke finder opfyldelse og forklaring i Jesu løbebane som intet andet sted i historien. Ikke desto mindre er forbindelsen langt dybere end blot forudviden om en isoleret begivenhed og dens indtræffen. Vi kan med rette sige, at begivenheden i en vis forstand er forudset, fordi den allerede er en kendsgerning. Allegorien om den ramte hyrde er, som det med rette er blevet sagt, »et sammendrag af Israels historie.« Men den er mere end det. Guds forhold til Israel, som indebar en handling i guddommelig nåde med mennesker, deres afvisning af den og den deraf følgende stedfortrædende ofring af den guddommelige ven og hyrde, som nåede sit højdepunkt i korsets tragedie, blev etableret i alle væsentlige faktorer i de tidlige dage. Derfor kan Kristus sige, som resultatet af den dybeste indsigt i historiens mening: `Det, som angår mig, har sin opfyldelse' (jf. Luk 24,44). Han var dybere involveret i en tidligere tids begivenheder end ved blot at være forudset dér. I en virkelig forstand blev »Lammet« »slagtet fra verdens grundlæggelse« (Åb 13,8). I denne allegori om den afviste hyrde og i de på hinanden følgende skildringer i tjener-stederne har vi portrættet af Kristus, sådan som han var--ikke blot sådan som han skulle blive. I disse citater svarer dybde til dybde. Den eneste tilfredsstillende fortolkning af korsets tragedie er, at den i overensstemmelse med principper, som længe havde været virksomme i menneskets historie, »måtte ske«. Den eneste tilfredsstillende fortolkning af de anførte steder er, at de afdækker den faktiske virkning af de kræfter, som i deres kulmination mundede ud i korsets tragedie. Dette bringer stederne i originalen og i citatet ind i rammen af det samme begivenhedsforløb. Peter sammenfatter i sin tale i Salomos søjlegang således hele processen: »Men det, som Gud forud forkyndte ved alle profeternes mund, at hans Kristus skulle lide, opfyldte han således« (ApG 3,18).

4. Argumenterende citater:

Den argumenterende brug af Det Gamle Testamente indebærer nøjagtig de samme principper, som er blevet behandlet i den foregående drøftelse. Disse principper samler sig i opfattelsen af Det Gamle Testamente som autoritativt.

(1) Gennem hele Det Nye Testamente, i vor Herres egen undervisning og i de apostolske skrifter, trækkes der en klar skelnen mellem Det Gamle Testamentes midlertidige og varige funktioner. Det anerkendes, at Det Gamle Testamente i sine væsentlige principper gælder til alle tider, mens det i sin ydre form og i sin virkeliggørelse af de underliggende og væsentlige sandheder er foreløbigt og forberedende. Der er forskellige husholdninger, men én frelsesordning. Hver gang vor Herre bruger Det Gamle Testamente til argumentation (se Matt 4,4; Matt 4,7; Matt 12,17 ff.; 19,18 f.; Mark 10,19; Luk 19,46), sker det på grundlag af en væsentlig sandhed, som er varig og uforanderlig (Matt 5,17-19). På den anden side tøver han aldrig med at ophæve det, som kun havde en midlertidig eller foreløbig værdi (Matt 5,21; Matt 5,33; Matt 5,38; jf. som kontrast Matt 5,27). Han kom ikke for at ødelægge, men for at opfylde; men opfyldelse indebærer en ny tidsalder — et nyt og højere trin i formidlingen af sandheden.

(2) På samme måde argumenterer Paulus og de andre nytestamentlige forfattere ud fra en identitet i princippet, som binder de to tidsaldre sammen. Paulus kæmper for tre store principper: Jesu messiasskab, retfærdiggørelse ved tro og hedningernes inddragelse i frelsesplanen (læren om udvælgelse er en detalje i dette sidste argument; se Rom 9,7; Rom 9,9; Rom 9,12; Rom 9,13; Rom 9,15; Rom 9,17). Vi skal betragte typiske eksempler på Paulus’ brug af Det Gamle Testamente i argumentation. Der er valgt sådanne, som har fremkaldt negativ kritik. Blandt disse er brugen af 1 Mos 13,15; 1 Mos 17,8 i Gal 3,16. Dette er et hovedeksempel på Paulus’ angiveligt »rabbinske« metode: »Han siger ikke: Og til sæder, som om mange, men som om én: Og til din sæd, som er Kristus.« Det hebraiske ord »sæd«, anvendt om afkom (zera`), står i ental. Det betyder naturligvis, at en mands efterkommere betragtes som organisk én, for så vidt som de viderefører hans liv. Ordet ville kunne anvendes om et hvilket som helst medlem af familien, men kun i kraft af at han hører til familien. Etymologisk ville Paulus’ argument gælde Isak såvel som Jesus — forudsat blot at løftet betragtes som opfyldt i ham. Men det løfte, som blev opfyldt i Isak, blev opfyldt på en større måde i Israel som helhed og blev opfyldt på den allerstørste måde i Kristus. Brugen af entalsordet viser, at Abrahams børn blev betragtet som ét i ham — de er også ét i Kristus. Abrahams sande børn er det i Kristus. Historisk er argumentet fuldt berettiget. »Kristi personlighed er i en vis forstand lige så omfattende som opfyldelsen af løftet til Abraham« (Beet). »Kristus er opfyldelsens organ« (Meyer).

Det klassiske sted i drøftelsen af retfærdiggørelse, baseret på et citat fra Det Gamle Testamente, er Rom 1,17, som citerer Hab 2,4. Det citerede sted synes at svigte argumentet, fordi den bogstavelige oversættelse ville synes at være, at »den retfærdige skal leve ved sin trofasthed«. Et dybere syn retfærdiggør imidlertid fuldt ud citatet; for det første fordi den standhaftighed, profeten kræver, er en vedholdende tillid til Gud i lyset af forsinkelsen af det lovede syn; for det andet er det dybeste princip, som er fælles for Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, at karakterens fasthed har sin rod i tillid til Jahve (Es 28,16; jf. Es 26,1-3). Intet kunne være mere fremmed for Det Gamle Testamentes tankegang end, at et menneske kunne være retfærdigt uden tillid til Gud.

Endnu et citat, som Paulus bruger argumenterende, kan passende afslutte dette afsnit af vor drøftelse. I Rom 11,26; Rom 11,27 citerer han Es 59,20; Es 59,21 som udtryk for Guds hensigt om at inddrage hedningerne inden for frelsens område. Dette sted er dobbelt betydningsfuldt, fordi det angribes af Kuenen (Prophets and Prophecy in Israel) med den begrundelse, at det ukritisk er taget fra Septuaginta-versionen, som i dette tilfælde ikke korrekt gengiver den hebraiske tekst. Det kan bemærkes, at en stor procentdel af de nytestamentlige citater er taget fra Septuaginta. (For skøn over antallet se Johnson, Quotations of the New Testament, kapitel i.) Denne udbredte praksis er rigeligt berettiget ved, og i høj grad under hensyn til, den kendsgerning, at Det Nye Testamente blev skrevet med det formål at blive læst og forstået af dem, for hvem Septuaginta ofte var den eneste tilgængelige version, og fortroligheden med denne version var fuld kompensation for ethvert lille tab i verbal nøjagtighed. Den eneste rimelige begrænsning af denne generelle udtalelse er, at vi bør rejse spørgsmål ved enhver afvigelse, som et punkt i argumentationen afhænger af. Kuenen, den strengeste kritiker af de nytestamentlige forfattere på dette særlige punkt, påberåber sig meget få tilfælde, og professor Johnson har behandlet disse tilfredsstillende i detaljer (som ovenfor). I det tilfælde, der umiddelbart foreligger, ændrer afvigelserne i den version, Paulus bruger, ikke det mindste — i retning af at styrke — henvisningen til hedningerne (som begynder i Rom 11,19 og fortsætter hele vejen igennem), hvilket er det punkt, Paulus lægger vægt på. Det er ikke for meget at sige, at Paulus’ argument ville være uskadt, hvis han havde brugt den hebraiske tekst, som vores Revised Version (British and American) bygger på (jf. Hebr 2,6-8). Generelt kan man forudsætte, at ingen streng regel om verbal nøjagtighed bør anses for bindende for forfattere, der henvender sig til et folkeligt publikum, ud over det, som sikrer deres arguments væsentlige slagkraft. Ved en retfærdig anvendelse af denne rimelige regel har de nytestamentlige forfattere intet at frygte.

For det meste begrænser Det Nye Testamentes forfattere deres citater til Det Gamle Testamente. I et enkelt tilfælde henvises der til et ikke-kanonisk Jesus-ord (ApG 20,35), og i mindst to tilfælde (Jud 1,9; Jud 1,14) til ikke-kanoniske bøger. Desuden bruger Paulus i brevet til Titus (1,12) og i sin tale i Athen (ApG 17,28) linjer fra indfødte digtere for at illustrere og underbygge sin drøftelse (se POESI, DET NYE TESTAMENTE). I disse sidstnævnte tilfælde er forskellen i brug i forhold til hans sædvanlige vane med at citere autoritativ Skrift tilstrækkelig tydelig. I tilfældet med det ord, der tillægges Kristus, er det nok at sige, at det så åbenlyst er Kristus-lignende, at vi ikke behøver at tøve med at acceptere det som ægte, mens der i Judas' tilfælde ikke bygges noget på citaterne ud over visse anerkendte kristne sandheder (se Plummer, Expositor's Bible. "James and Jude," 434 f).

5. Kæde af skriftsteder, der illustrerer principper for citat:

(1) Bygget på husholdningernes enhed.

Matt 2,18; Matt 13,14; Matt 27,9; Mark 7,6; Luk 4,21; Luk 20,17; Joh 4,37; Joh 6,45; Joh 7,38; Joh 12,14 f; ApG 2,31; ApG 2,39; ApG 3,25; ApG 4,25; ApG 8,23; ApG 8,12 f; 13,22.32.33.34; 28,26.27; 1 Kor 15,54; 1 Kor 15,55; Hebr 8,8-12; Jak 2,23.

(2) Bygget på forudviden.

Matt 1,22; Matt 2,5; Matt 2,15; Matt 4,14; Matt 8,17; Matt 12,17; Matt 13,35; Matt 26,31; Mark 14,27; Luk 22,37; Joh 7,38; Joh 7,42; Joh 12,38; Joh 12,40; Joh 12,49; Joh 13,18; Joh 15,25; Joh 19,24; Joh 19,28; Joh 19,36; Joh 20,9; ApG 1,20; ApG 2,25-28; ApG 3,25; ApG 4,11; ApG 4,25; ApG 4,26; ApG 13,32-34.

(3) Bygget på Det Gamle Testamentes autoritet.

Matt 4,4; Matt 5,38; Matt 5,43; Matt 9,13; Matt 19,4; Matt 19,18; Matt 21,1; Matt 21,3; Matt 21,16; Matt 21,42; Matt 22,24; Matt 22,31; Matt 22,32; Matt 22,43; Mark 4,12; Mark 7,10; Mark 10,19; Mark 11,17; Mark 12,19; Luk 2,22; Luk 2,23; Luk 4,10; Luk 19,46; ApG 15,16; ApG 15,17; Rom 1,17; Rom 4,3; Rom 4,7; Rom 4,8; Rom 9,25; Rom 9,26; Rom 10,5; Rom 10,6; Rom 10,8; Rom 10,11; Rom 10,13; Rom 10,16; Rom 12,19; Rom 15,21; 1 Kor 1,19 (principiel identitet); 1,31; 15,45; 2 Kor 4,13; 2 Kor 6,2; 2 Kor 6,16; 2 Kor 8,15; Gal 3,6; Gal 3,8; Gal 3,10; Gal 3,11; Gal 3,12; Gal 3,13; Gal 3,16; Gal 4,27; Ef 4,8; Ef 6,2; 1 Tim 5,18.

Se også KRØNIKEBØGERNE, 5, 7, 10.

LITTERATUR.

Litteraturen er omfattende. Ud over standardkommentarerne og -ordbøgerne vil læseren have gavn af at konsultere C. H. Toy, Quotations in the New Testament; Franklin Johnson, Quotations of the New Testament; Cambridge Biblical Essays ("Our Lord's Use of the Old Testament" af McNeile); Westcott, Introduction to the Study of the New Testament, Appendix A.

Louis Matthews Sweet