Bibelen

Bibelen er den danske form af det græske navn Biblia, som betyder “bøger”, det navn som i det femte århundrede begyndte at blive givet til hele samlingen af hellige bøger, “Biblioteket for den guddommelige åbenbaring”. Navnet Bible blev taget i brug af Wycliffe og kom efterhånden i brug i det engelske sprog. Bibelen består af seksogtres forskellige bøger, forfattet af mange forskellige forfattere, på tre forskellige sprog, under forskellige omstændigheder; forfattere fra næsten alle sociale lag, statsmænd og bønder, konger, hyrder, fiskere, præster, toldere, teltmagere; uddannede og uuddannede, jøder og ikke-jøder; de fleste af dem ukendte for hinanden og skrivende på forskellige tidspunkter i løbet af omkring 1600 år. Og alligevel er den, når alt kommer til alt, kun én bog, der behandler kun ét emne i dets utallige aspekter og relationer: emnet menneskets forløsning.

Den er inddelt i Det Gamle Testamente, som indeholder niogtredive bøger, og Det Nye Testamente, som indeholder syvogtyve bøger. De navne, der gives til Det Gamle Testamente i Det Nye Testamentes skrifter, er “skrifterne” (Matt 21,42), “skrift” (2 Pet. 1,20), “de hellige skrifter” (Rom 1,2), “loven” (Joh 12,34), “Moses’ lov, profeterne og salmerne” (Luk 24,44), “loven og profeterne” (Matt 5,17), “den gamle pagt” (2 Kor 3,14, RV). Der er et mellemrum på 400 år mellem Det Gamle Testamente og Det Nye.

Det Gamle Testamente er inddelt i tre dele: 1. Loven (Torah), bestående af Pentateuken, eller Moses’ fem bøger. 2. Profeterne, bestående af (1) de tidligere, nemlig Josva, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne; (2) de senere, nemlig de store profeter, Esajas, Jeremias og Ezekiel, og de tolv små profeter. 3. Hagiograferne, eller de hellige skrifter, der omfatter resten af bøgerne. Disse blev ordnet i tre grupper: (1) Salmerne, Ordsprogene og Job, kendetegnet ved det hebraiske navn, et ord dannet af begyndelsesbogstaverne i disse bøger, emeth, som betyder sandhed. (2) Højsangen, Ruth, Klagesangene, Prædikeren og Esther, kaldet de fem ruller, fordi de var skrevet til brug i synagogen på fem særskilte ruller. (3) Daniel, Ezra, Nehemias og Første og Anden Krønikebog. Mellem Det Gamle og Det Nye Testamente blev der ikke føjet noget til den åbenbaring, Gud allerede havde givet. Perioden med Det Nye Testamentes åbenbaring, der strakte sig over et århundrede, begyndte med Johannes Døbers fremtræden.

Det Nye Testamente består af (1) de historiske bøger, nemlig evangelierne og Apostlenes Gerninger; (2) brevene; og (3) profetiens bog, Åbenbaringen.

Bibelens inddeling i kapitler og vers er udelukkende en menneskelig opfindelse, beregnet til at gøre det lettere at henvise til den. De gamle jøder inddelte Det Gamle Testamente i bestemte afsnit til brug i synagogegudstjenesten, og derefter, i en senere periode, i det niende århundrede e.Kr., i vers. Vores moderne kapitelsystem for alle Bibelens bøger blev indført af kardinal Hugo omkring midten af det trettende århundrede (han døde 1263). Verssystemet for Det Nye Testamente blev indført af Stephens i 1551 og blev almindeligt antaget, skønt hverken Tyndales eller Coverdales engelske bibeloversættelse har vers. Inddelingen er ikke altid foretaget klogt, men den er meget nyttig.