Fortolkning

in-tur-pre-ta'-shun:

1. Almindelige principper:

Er et generisk udtryk og kan henvise til ethvert litterært værk. Når det specifikt henviser til de hellige Skrifter, kaldes fortolkningens videnskab almindeligvis hermeneutik, mens den praktiske anvendelse af denne videnskabs principper er eksegese. I næsten alle tilfælde har fortolkning en andens tanker for øje, og dernæst disse tanker udtrykt på et andet sprog end fortolkerens. I denne betydning bruges ordet i bibelforskning. En person har fortolket en andens tanker, når han i sit eget sind har en korrekt gengivelse eller et fotografi af tanken, sådan som den blev tænkt i den oprindelige forfatters eller talers sind. Det er derfor en rent reproducerende proces, som ikke indebærer nogen original tanke fra fortolkerens side. Hvis denne føjer noget af sit eget til, er det eisegese og ikke eksegese. I det øjeblik bibelstudenten i sit eget sind har det, der var i forfatterens eller forfatternes sind, da de bibelske bøger blev skrevet, har han fortolket Skriftens tanke.

Fortolkningen af ethvert stykke litteratur vil afhænge af karakteren af det værk, der undersøges. Et digt og et historisk kapitel vil ikke blive fortolket efter de samme principper eller regler. Særlige regler, der er legitime ved forklaringen af et fiktionsværk, ville være helt malplacerede i behandlingen af en beretning om kendsgerninger. Derfor vil reglerne for den rette fortolkning af Skrifterne afhænge af disse skrifters egen karakter, og de principper, som en fortolker vil anvende i sin fortolkning af Skrifterne, vil stemme overens med hans opfattelser af, hvad Skrifterne er med hensyn til oprindelse, karakter, historie osv. I sagens natur vil fortolkerens dogmatiske standpunkt i væsentlig grad påvirke hans hermeneutik og eksegese. I ordets legitime betydning er enhver bibelfortolker »forudindtaget«, dvs. han ledes af visse principper, som han holder fast ved forud for sit fortolkningsarbejde. Hvis den moderne avancerede kritiker har ret i at hævde, at de bibelske bøger ikke i art eller karakter adskiller sig fra andre gamle folks religiøse bøger, såsom indernes eller persernes, så vil han også i sin udlægning af Skrifterne anvende de samme principper, som han anvender i tilfældet Rig Veda eller Zend Avesta. Hvis Bibelen derimod for ham er en enestående samling skrifter, guddommeligt inspireret og en åbenbaring fra al sandheds kilde, vil bibelstudenten tøve længe, før han accepterer modsigelser, fejl, fejltagelser osv. i Skrifterne.

2. Særlige principper:

Skrifterne er et guddommeligt og menneskeligt produkt i forening. At Guds hellige mænd skrev, efterhånden som de blev drevet af Ånden, er Skrifternes egen påstand. Netop hvor skillelinjen skal drages mellem de menneskelige og de guddommelige faktorer i frembringelsen af de hellige Skrifter, påvirker i væsentlig grad principperne for fortolkningen af disse skrifter (se INSPIRATION). At den menneskelige faktor var tilstrækkelig stærk til at forme tankens form i Skrifterne, er åbenbart for alle. Paulus skriver ikke som Peter, og Johannes ikke som Jakob; individualiteten hos forfatteren til de forskellige bøger viser sig ikke blot i stil, ordvalg osv., men også i hele tankeformen. Der findes sådanne ting som en paulinsk, en johannæisk og en petrinsk type kristen tænkning, skønt der kun er én samlet kristen sandhed, som ligger til grund for alle typer. For så vidt som Bibelen er nøjagtig som andre bøger, må den fortolkes, som vi fortolker andre litterære værker. Skrifterne er skrevet på hebraisk og græsk, og de principper for former og syntaks, som ville gælde for forklaringen af andre værker skrevet på disse sprog og under disse omstændigheder, må også anvendes på Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Endvidere er Bibelen skrevet for mennesker, og dens tanker er menneskehedens tanker og ikke engles eller væseners med en anden eller højere åndelig eller intellektuel karakter; følgelig findes der ingen specifikt bibelsk logik, retorik eller grammatik. Tankens love og lovene for fortolkningen af tanke i disse forhold gælder Bibelen, ligesom de gælder andre skrifter.

Men med hensyn til Skrifternes materielle indhold forholder sagen sig anderledes, og fortolkningens principper må være anderledes. Gud er forfatteren til Skrifterne, som han har givet gennem menneskelige redskaber. Derfor må Skrifternes indhold i høj grad ligge langt over menneskesindets almindelige begreber. Når Johannes erklærer, at Gud elskede verden sådan, at han gav sin enbårne Søn for at forløse den, yder fortolkeren ikke forfatteren retfærdighed, hvis han i ordet »Gud« kun finder den almindelige filosofiske #forestilling om Guddommen og ikke den Gud, som er vores Fader gennem Kristus; for det var den sidstnævnte tanke, der var i forfatterens sind, da han skrev disse ord. Således er det også en falsk fortolkning at finde noget andet i »Vor Fader« end netop denne specifikt bibelske opfattelse af Gud, og det er heller ikke muligt for nogen anden end en troende kristen at udtale denne bøn (Matt 6,9) i den betydning, som Kristus, der lærte den til sine disciple, tilsigtede.

Endvidere lærer Kristi og hans disciples eksempel i deres behandling af Det Gamle Testamente det princip, at et skriftsteds ipse dixit skal fortolkes som afgørende for dets betydning. I de omtrent 400 citater fra Det Gamle Testamente, som findes i Det Nye Testamente, er der ikke ét, hvor det blotte »Der står skrevet« ikke betragtes som afgørende for dets betydning. Hvad end en bibelstudents teori om inspiration måtte være, er den undervisning og de eksempler på fortolkning, der findes i Skrifterne, i fuldkommen harmoni i denne sag.

Også disse sidstnævnte forhold viser, at der ved fortolkningen af Skrifterne må anvendes principper, som ikke kan bruges ved forklaringen af andre bøger. Da Gud er Skrifternes ophav, kan han have haft, og faktisk havde han i visse tilfælde, mere i tanke, end de menneskelige redskaber, gennem hvem han talte, selv forstod. Det forhold, at personer som Aron og David, institutioner som loven, offersystemet, præstedømmet og lignende i Det Nye Testamente fortolkes som forbilleder på personer og ting under Den Nye Pagt, viser, at den sande betydning af f.eks. det levitiske system kun kan findes, når det studeres i lyset af den nytestamentlige opfyldelse.

Endvidere er princippet om parallelisme, ikke til illustration, men til argumentation, en regel, som efter sagens natur kun kan anvendes på fortolkningen af Skrifterne og ikke andre steder. Da Skrifterne udgør én samlet sandhed, om end i en kalejdoskopisk mangfoldighed af former, kan en udtalelse om et bestemt emne ét sted antages at stemme overens med en udtalelse om samme emne et andet sted. Kort sagt: i alle de kendetegn, hvor Skrifterne adskiller sig fra andre litterære frembringelser, må principperne for fortolkningen af Skrifterne også adskille sig fra dem, der anvendes i andre tilfælde.

3. Historiske oplysninger:

Hovedsageligt på grund af hermeneutikkens dogmatiske grundlag som videnskab har der i kirkens historie været stor uenighed om de rette fortolkningsmetoder. Det er et af de karakteristiske og lærerige træk ved Det Nye Testamentes forfattere, at de fuldstændigt afholder sig fra den allegoriske fortolkningsmetode, som var udbredt på den tid, især i Filons skrifter. Ikke engang Gal 4,22, korrekt forstået, er en undtagelse, eftersom dette, hvis det overhovedet er en allegorisk fortolkning, er et argumentum ad hominem. Den nøgterne og grammatiske fortolkningsmetode hos Det Nye Testamentes forfattere træder også tydeligt og ærefuldt frem i kontrast til de tidlige kristne eksegeters metode, selv hos Origenes. Kun de syriske fædre syntes at være en undtagelse fra de allegoriske metoders fantasier. Middelalderen frembragte intet nyt på dette område; men reformationen, med sit formelle princip om, at Bibelen og Bibelen alene er reglen for tro og liv, gjorde den korrekte grammatiske fortolkning af Skrifterne praktisk talt til en nødvendighed. I moderne tid, som på ingen måde har været rig på videnskabelige drøftelser af hermeneutiske principper og praksisser, styres de forskellige fortolkeres eksegetiske metoder hovedsageligt af deres syn på de bibelske bøgers oprindelse og karakter, især med hensyn til deres inspiration.

LITTERATUR.

Terry, Biblical Hermeneutics, New York, 1884. Her gives litteraturen fuldstændigt, ligesom også i Weidners Theological Encyclopedia, I, 266 ff.

G. H. Schodde