Bet-Horon

beth-ho'-ron (beth-choron (andre hebraiske former forekommer); Bethoron, sandsynligvis "hulningens sted"; sammenlign Hauran, "hulningen"):

1. De gamle byer:

Navnet på to byer, Øvre Bet-Horon (Jos 16,5) og Nedre Bet-Horon (Jos 16,3), som siges at være bygget (1 Krøn 7,24) af Sheera, Berias datter. Grænselinjen mellem Benjamin og Efraim gik forbi Bet-Horon-byerne (Jos 16,5; Jos 21,22), og byerne tilhørte den sidstnævnte stamme og derfor senere Nordriget. Salomo "byggede Øvre Bet-Horon og Nedre Bet-Horon, befæstede byer med mure, porte og slåer" (2 Krøn 8,5; 1 Kong 9,17).

Af egyptiske kilder (Muller, As. und Europa osv.) fremgår det, at Bet-Horon var et af de steder, som Shishak af Egypten erobrede fra Rehabeam. Igen, mange århundreder senere, udbedrede Bacchides Bet-Horon, "med høje mure, med porte og med slåer, og i dem satte han en garnison, for at de kunne volde Israel ondt ("plage")" (1 Makk 9,50.51), og ved en anden lejlighed befæstede jøderne den mod Holofernes (Judit 4,4.5).

2. Det moderne Beit Ur el foqa og el tachta:

Disse to byer er nu kendt som Beit Ur el foqa (dvs. "den øvre") og Beit Ur el tachta (dvs. "den nedre"), to landsbyer, der kroner bakketoppe, mindre end 2 miles fra hinanden; den førstnævnte ligger omkring 800 fod højere end den sidstnævnte. I dag er disse landsbyer sunket ned i ubetydelighed og ligger uden for alle vigtige kommunikationslinjer, men i mange århundreder beherskede de byer, der lå på deres steder, en af historiens mest historiske veje.

3. Bet-Horon-passene:

Da (Jos 10,10) Josva slog amoritterkongerne i forvirring, "slog han dem med et stort nederlag ved Gibeon og forfulgte dem ad vejen op ad `Bet-Horons stigning.' " Da filistrene stod imod kong Saul ved Mikmas, sendte de en afdeling af deres mænd for at holde "vejen til Bet-Horon."

Dette pas stiger op fra Ajalons slette (nu Yalo) og klatrer på omkring 3/4 time til Beit Ur el tachta (1.210 fod); derefter stiger det videre langs højderyggen, med dale mod nord og syd, og når Beit Ur el foqa (2.022 fod), og ved at følge den samme højderyg når det efter yderligere 4 1/2 miles frem til plateauet nord for el Jib (Gibeon). Med mellemrum langs denne historiske rute kan man se spor af den gamle romerske brolægning. Det var den store hovedvej ind i landets hjerte fra de tidligste tider indtil for omkring tre eller fire århundreder siden. Ad denne rute kom kana'anæere, israelitter, filistre, egyptere, syrere, romere, saracenere og korsfarere. Siden Josvas dage (Jos 10,10) har den ofte været skueplads for en flugt i opløsning. Her blev den syriske general Seron besejret af Judas Makkabæus (1 Makk 3,13-24), og seks år senere blev Nikanor, der trak sig tilbage fra Jerusalem, her besejret og dræbt (1 Makk 7,39 ff.; Josefus, Ant, XII, x, 5). Langs dette pas blev den romerske general Cestius Gallus i 66 e.Kr. drevet på hovedkulds flugt foran jøderne.

Nu har hovedvejens ændrede retning mod Jerusalem efterladt ruten forladt og næsten glemt. Se PEF, III, 86, Sh XVII.

E. W. G. Masterman