Betlehem

Brødets hus.

En by i Judas “bjergland.” Den hed oprindeligt Efrat (1 Mos 35,16, 19; 48,7; Ruth 4,11). Den blev også kaldt Betlehem Efrata (Mika 5,2), Betlehem-Juda (1 Sam 17,12), og “Davids by” (Luk 2,4). Den omtales først i Skriften som det sted, hvor Rakel døde og blev begravet “ved vejen,” lige nord for byen (1 Mos 48,7). Dalen mod øst var skueplads for fortællingen om moabitten Ruth. Dér er markerne, hvor hun samlede aks, og stien ad hvilken hun og No’omi vendte tilbage til byen. Her var Davids fødested, og her blev han også senere salvet til konge af Samuel (1 Sam 16,4-13); og det var fra brønden i Betlehem, at tre af hans helte bragte ham vand med fare for deres liv, da han var i Adullams hule (2 Sam 23,13-17). Men den blev frem for enhver anden by kendt som fødestedet for “ham, hvis udgange har været fra fordums tid” (Matt 2,6; jf. Mika 5,2). Senere, da Herodes “så, at han var blevet narret af de vise mænd,” sendte han bud og dræbte “alle de børn, som var i Betlehem og i hele dens omegn, fra to år og derunder” (Matt 2,16, 18; Jer 31,15).

Betlehem bærer det moderne navn Beit-Lahm, dvs. “kødets hus.” Den ligger omkring 5 miles syd for Jerusalem, i en højde af omkring 2.550 fod over havet, altså 100 fod højere end Jerusalem.

Der findes stadig en kirke, bygget af Konstantin den Store (A.D. 330), kaldet “Fødselskirken,” over en grotte eller hule kaldet “den hellige krypt,” og som siges at være den “stald,” hvor Jesus blev født. Dette er måske den ældste eksisterende kristne kirke i verden. Tæt ved den er der en anden grotte, hvor Hieronymus, den latinske kirkefader, siges at have tilbragt tredive år af sit liv med at oversætte Skrifterne til latin.

En by i Zebulon, nævnt kun i Jos 19,15. Nu Beit-Lahm, en ruinlandsby omkring 6 miles vest-nordvest for Nazaret.