Gibeon

Bjergby, “en af de kongelige byer, større end Aj, og alle dens mænd var tapre” (Jos 10,2). Dens indbyggere var hivvitter (11,19). Den lå inden for Benjamins område og blev en præsteby (18,25; 21,17). Her blev tabernaklet rejst efter ødelæggelsen af Nob, og her blev det stående i mange år, indtil templet blev bygget af Salomo. Den svarer til det moderne el-Jib, sydvest for Aj og omkring 5 1/2 miles nordnordvest for Jerusalem.

En deputation af gibeonitterne, sammen med deres allierede fra tre andre byer (Jos 9;17), besøgte lejren i Gilgal og fik ved falske fremstillinger Josva til at indgå et forbund med dem, selv om israelitterne udtrykkeligt var blevet advaret mod noget forbund med Kanaans indbyggere (2 Mos 23,32; 34,12; 4 Mos 33,55; 5 Mos 7,2). Det bedrag, der blev øvet mod Josva, blev opdaget tre dage senere; men eden, der overilet var svoret “ved Jehova, Israels Gud,” blev holdt, og gibeonitternes liv blev skånet. De blev dog gjort til “trælle” for helligdommen (Jos 9,23).

Den mest bemærkelsesværdige begivenhed, der er knyttet til denne by, var den sejr, Josva vandt over kongerne i landet (Jos 10,16-27). Slaget, der blev udkæmpet her, er blevet betragtet som “et af de vigtigste i verdenshistorien.” Kongerne i det sydlige Kanaan sluttede sig sammen mod Gibeon (fordi byen havde indgået forbund med Josva) under ledelse af Adoni-Sedek, kongen af Jerusalem, og marcherede mod Gibeon med henblik på at tage den i besiddelse. Gibeonitterne bad indtrængende Josva om at komme dem til hjælp med den største hast. Hans hær kom pludseligt over amoritterkongernes hær, mens den lå i lejr foran byen. Den blev fuldstændig slået på flugt, og kun spredte rester af deres store hær fandt tilflugt i de befæstede byer. De fem forbundne konger, som ledte hæren, blev taget til fange og dræbt ved Makkeda (se dette opslag). Dette betydningsfulde slag ved Bet-Horon beseglede skæbnen for alle byerne i det sydlige Kanaan. Blandt Amarna-tavlerne findes et brev fra Adoni-Sedek (se dette opslag) til Egyptens konge, sandsynligvis skrevet ved Makkeda efter nederlaget, som viser, at kongerne overvejede flugt til Egypten.

Dette sted omtales igen som skueplads for et slag mellem Ish-Boshets hær under Abner og Davids hær, ledet af Joab. På Abners forslag, for at spare blodsudgydelse, blev tolv mænd på hver side udvalgt til at afgøre slaget. Udfaldet var uventet; for hver af mændene dræbte sin modstander, og således omkom de alle. De to hære gik da i kamp mod hinanden, og Abner og hans hær blev slået og jaget på flugt (2 Sam 2,12-17). Dette slag førte til en faktisk våbenhvile mellem Juda og Israel, idet Juda under David voksede i magt, mens Israel under Ish-Boshet stadig tabte terræn.

Kort efter Absaloms død og Davids genindsættelse på tronen blev hans rige ramt af en svær hungersnød, som viste sig at være en straf for Sauls overtrædelse (2 Sam 21,2, 5) af pagten med gibeonitterne (Jos 9,3-27). Gibeonitterne krævede blod for den uret, der var blevet gjort mod dem, og derfor udleverede David Rizpas to sønner (se dette opslag) og Mikals fem sønner til dem; og gibeonitterne tog dem og hængte eller korsfæstede dem “på højen for Herrens ansigt” (2 Sam 21,9); og dér hang legemerne i seks måneder (21,10), og hele tiden vågede Rizpa over de sortnende lig og “tillod hverken himlens fugle at sætte sig på dem om dagen eller markens dyr om natten.” David fjernede siden Sauls og Jonatans knogler fra Jabesh-Gilead (21,12.13).

Her, “ved den store sten,” blev Amasa dræbt af Joab (2 Sam 20,5-10). Til brændofferalteret, som stod i Gibeon, flygtede Joab (1 Kong 2,28-34), der havde stillet sig på Adonijas side, for at søge asyl i begyndelsen af Salomos regering; og også dér blev han dræbt ved Benajas hånd.

Kort efter at han var kommet på tronen, aflagde Salomo et stateligt besøg i Gibeon for at ofre dér (1 Kong 3,4; 2 Krøn 1,3). Ved denne lejlighed viste Herren sig for ham i en mindeværdig drøm, som er gengivet i 1 Kong 3,5-15; 2 Krøn 1,7-12. Da templet var bygget, “samlede alle Israels mænd sig” hos kong Salomo og førte tabernaklet og “alle de hellige kar, som var i tabernaklet,” op fra Gibeon til Jerusalem, hvor de blev, indtil de blev ført bort af Nebukadnesar (2 Kong 24,13).