Josva

Jahve er hans hjælp, eller Jahve frelseren. Nuns søn, af Efraims stamme, Moses’ efterfølger som Israels leder. Han kaldes Jehoshua i 4 Mos 13,16 (KJV) og Jesus i ApG 7,45 og Hebr 4,8 (RV: Josva).

Han blev født i Egypten og var sandsynligvis på alder med Kaleb, som han som regel forbindes med. Han tog del i alle begivenhederne under udgangen af Egypten og indtog pladsen som hærfører for israelitternes hær i deres store slag mod amalekitterne i Refidim (2 Mos 17,8-16). Han blev Moses’ tjener eller medhjælper og fulgte ham et stykke af vejen, da han steg op på Sinaj bjerg for at modtage de to tavler (2 Mos 32,17). Han var også en af de tolv, som Moses sendte ud for at udforske Kanaans land (4 Mos 13,16, 17), og kun han og Kaleb kom med en opmuntrende beretning. Efter Guds anvisning indsatte Moses før sin død Josva offentligt og højtideligt med myndighed over folket som sin efterfølger (5 Mos 31,23). Folket lå i lejr ved Shittim, da han overtog ledelsen (Jos 1,1); og da de havde krydset Jordan, slog de lejr ved Gilgal, hvor han, efter at have omskåret folket, holdt påske og fik besøg af Herrens hærs fyrste, som talte opmuntrende ord til ham (1,1-9).

Nu begyndte de erobringskrige, som Josva førte i mange år, og som er nedskrevet i den bog, der bærer hans navn. Seks folkeslag og enogtredive konger blev besejret af ham (Jos 11,18-23; 12,24). Efter at have undertvunget kana’anæerne på denne måde fordelte Josva landet mellem stammerne, idet Timnat-Sera i Efraims bjergland blev tildelt ham selv som hans egen arvelod.

Da hans arbejde var fuldført, døde han, hundrede og ti år gammel, femogtyve år efter at han havde krydset Jordan. Han blev begravet i sin egen by, Timnat-Sera (Jos 24); og “Israels lys for den tid svandt bort.”

Josva er blevet betragtet som et forbillede på Kristus (Hebr 4,8) i følgende henseender: (1) i det navn, de har fælles; (2) Josva fører folket ind i besiddelsen af det forjættede land, ligesom Jesus fører sit folk til det himmelske Kanaan; og (3) ligesom Josva efterfulgte Moses, sådan efterfølger evangeliet loven.

Josvas karakter er således godt skitseret af Edersheim: “Født som slave i Egypten må han have været omkring fyrre år gammel ved udgangen af Egypten. Knyttet til Moses’ person førte han Israel i det første afgørende slag mod Amalek (2 Mos 17,9, 13), mens Moses i troens bøn holdt den af Gud givne ‘stav’ op mod himlen. Det var uden tvivl ved den lejlighed, at hans navn blev ændret fra Oshea, ‘hjælp,’ til Jehoshua, ‘Jahve er hjælp’ (4 Mos 13,16). Og dette navn er nøglen til hans liv og gerning. Både da han førte folket ind i Kanaan, i sine krige og ved fordelingen af landet mellem stammerne, fra den mirakuløse overgang over Jordan og indtagelsen af Jeriko til hans sidste tale, var han legemliggørelsen af sit nye navn, ‘Jahve er hjælp.’ Til dette ydre kald svarede også hans karakter. Den er kendetegnet ved målbevidsthed, ligefremhed og beslutsomhed ... Han sætter sig et mål for øje og følger det urokkeligt” (Bible Hist., iii. 103)