Josva

josh'-u-a

(a) yehoshua`,

(b) yehoshua`, "Jahve er udfrielse" eller "overflod"; sammenlign JESHUA; Iesous:

(1) Josva, Nuns søn; navnet har den hebraiske form

(a) ovenfor i 5 Mos 3,21; Dom 2,7; andre steder formen

(b), undtagen i Neh 8,17, hvor det har formen yeshua` (se JESHUA); sammenlign også 4 Mos 13,8; 4 Mos 13,16; 5 Mos 32,44. Se følgende artikel.

(2) I 1 Sam 6,14; 1 Sam 6,18 (form (b)), bet-shemitten på hvis mark køerne, der bragte arken fra filistrene, stod.

(3) I 2 Kong 23,8 (form (b)), statholder over Jerusalem på Josijas tid.

(4) Ypperstepræsten i Jerusalem efter hjemkomsten. Se særskilt artikel.

S. F. Hunter

|| I. NAVNETS FORM OG BETYDNING

II. JOSVAS LIVSHISTORIE

1. Første optræden

2. Moses' tjener

3. En af spejderne

4. Folkets leder

(1) Hans første handling--udsendelsen af spejderne

(2) Overgangen over Jordan

(3) Indtagelsen af Jeriko

(4) Erobringen af Aj og Betel

(5) Oplæsningen af loven på Ebals bjerg

(6) Gibeonitterne

(7) Erobringen af Syden

(8) Erobringerne i nord

(9) Fordelingen af landet

(10) Tilflugtsbyer

(11) Sidste tale og død

III. HISTORISKE KILDER

IV. JOSVAS KARAKTER OG VÆRK

I. Navnets form og betydning.

Navnet Josva, en sammentrukket form af Jehoshua (yehoshua`), som også forekommer i formen Jeshua (yeshua`, Neh 8,17), betyder »Jahve er udfrielse« eller »frelse« og er dannet efter mønster af mange israelitiske navne, såsom Jojakim (yehoyaqim), »Jahve ophøjer«, Johanan (yehochanan), »Jahve er nådig«, Elishua eller Elisa ('elishua`, elisha`), »Gud er udfrielse«, Elizur ('elitsur), »Gud er en klippe«, osv. I fortællingen om spejdernes mission i 4 Mos 13 angives navnet som Hoshea (hoshea`, 13,8.16; jf. 5 Mos 32,44), hvilket Moses ændrer til Josva (4 Mos 13,16). I passagen i Femte Mosebog betragtes den tidligere form af navnet dog af Dr. Driver (Commentary på det anførte sted) som en fejllæsning.

Den græske form af navnet er Jesus (Iesous, ApG 7,45; Hebr 4,8, Revised Version (britisk og amerikansk) »Joshua«, men King James Version »Jesus« begge steder), og denne form forekommer endda i de ovenfor anførte passager fra Nehemias og Femte Mosebog. I 4 Mos 13,8; 4 Mos 13,16 har Septuaginta dog Hause. Navnet forekommer i senere jødisk historie, f.eks. som navnet på ejeren af den mark, hvor arken stod efter sin tilbagevenden fra filistrenes land (1 Sam 6,14; 1 Sam 6,18), og synes at være blevet særlig hyppigt efter eksilet (Ezra 2,40; Zak 3,1 ab, osv.). Det findes også (Jeshua) med lokal betydning som navnet på en af »landsbyerne« i det sydlige Judæa, hvor de hjemvendte jøder boede efter deres tilbagevenden fra Babylon (Neh 11,26).

II. Josvas livshistorie.

Fortællingen om Josva, Nuns søns, liv deles naturligt i to dele, hvor han havde helt forskellige stillinger i forhold til Israels folk og udførte forskellige opgaver. I den tidligere periode er han Moses' tjener og medhjælper, loyal mod sin leder og en af hans mest betroede og tapre hærførere. Efter Moses' død overtager han selv ledelsen af den israelitiske hær og fører dem frem til bosættelse i det forjættede land. Tjenesten i hans tidligere leveår er en forberedelse og udrustning til det embede og ansvar, som kom til at hvile på ham i den senere periode.

1. Første optræden:

Josvas første optræden i historien er ved Refidim, på vejen fra Sins ørken til Horeb. Hverken Refidims nøjagtige beliggenhed eller navnets betydning kan fastslås; israelitterne kom dog tilsyneladende til Refidim, før de nærmede sig Feirans rige oase, for på det førstnævnte sted »var der intet vand for folket at drikke« (2 Mos 17,1). Den kendsgerning, at hæren slog lejr dér, synes at forudsætte, at der fandtes brønde; enten viste disse sig derfor at være tørre, eller også slog de ikke til, før den store hærs behov var opfyldt. Amalekitterne, omvandrende ørkenstammer, gjorde krav på ejendomsretten til brøndene og, ophidsede over israelitternes indtrængen, styrtede de ned over dem for at drive dem bort og berige sig med byttet fra deres ejendele. Under Josvas kommando vandt israelitterne en fuldstændig sejr i et slag, som synes at have varet helt til solnedgang; slagets udfald skiftede alt efter om Moses' hænder blev løftet op eller faldt ned, og de blev derfor støttet af Aron og Hur hele dagen (2 Mos 17,11). En forbandelse og en dom om udryddelse, udtalt over Amalek, blev formelt skrevet ned og meddelt Josva, åbenbart for at han, som Israels kommende leder, kunne få ansvaret for at sørge for deres opfyldelse.

Det er også tydeligt, at Josva på dette tidspunkt ikke var nogen ung og uprøvet kriger. Selv om der ikke gives nogen oplysning om hans tidligere historie, indføres hans navn i fortællingen som navnet på en velkendt mand, der i tilstrækkelig grad nød Moses' fortrolighed til at få overkommandoen i den første konflikt, som israelitterne havde været indblandet i, siden de forlod Egypten. Resultatet retfærdiggjorde valget. Og hvis han under marchen havde haft stillingen som militær leder og organisator under Moses, sådan som fortællingen synes at antyde, skyldtes ham i første række den bemærkelsesværdige forandring, hvorved den udisciplinerede skare af trælle, som var flygtet fra Egypten, i løbet af blot en måned blev en styrke, der var beslutsom og samlet nok til at afvise de amalekitiske horders angreb.

2. Moses' tjener:

I alle ordningerne for opførelsen og tjenesten ved tabernaklet har krigeren Josva naturligt ingen plads. Han nævnes kort (2 Mos 24,13) som Moses' tjener, idet han tilsyneladende ledsager ham til foden af Guds bjerg, men bliver tilbage sammen med de ældste og Aron og Hur, da Moses begynder opstigningen. En lignende kort omtale findes i 2 Mos 32,17, hvor han igen har sluttet sig til Moses på dennes tilbagevenden fra bjerget med vidnesbyrdets to tavler og er uvidende om folkets udbrud og deres afgudsdyrkelse af guldkalven i lejren; jf. 33,11, hvor han igen findes i den nærmeste tjeneste hos sin leder og høvding. Der henvises ikke yderligere til Josva under israelitternes ophold ved Sinaj eller deres efterfølgende vandringer, før de befandt sig ved Kadesh-Barnea ved det forjættede lands sydgrænse (4 Mos 13). Hans navn nævnes dog én gang i et tidligere kapitel i samme bog (4 Mos 11,28), da budskabet bringes til Moses om, at to mænd i Israels lejr, Eldad og Medad, var blevet inspireret til at profetere. Her beskrives han, i overensstemmelse med de tidligere udsagn om hans stilling, som Moses' tjener fra sin ungdom. Nidkær for sin leders forret og ære ville han have den uregelmæssige profeteren standset, men bliver selv standset af Moses, som glæder sig over, at Guds ånd således skulle hvile over nogen af Herrens folk.

3. En af spejderne:

Af de 12 mænd, én fra hver stamme, som Moses sendte frem fra Kadesh for at undersøge karakteren af folket og landet foran ham, bringer kun to, efraimitten Hosea, hvis navn betydningsfuldt ændres til Josva (4 Mos 13,8; 4 Mos 13,16), og judæeren Kaleb, en rapport tilbage, der opmuntrer israelitterne til at gå videre. Beretningen om spejdernes opgave gentages i det væsentlige i 5 Mos 1,22-46. Dér kommer forslaget om, at spejdere skulle udpeges til at undersøge landet og aflægge rapport om det, imidlertid i første omgang fra folket selv. I beretningen i Fjerde Mosebog bliver de valgt og sendt af Moses efter guddommelig anvisning (13,1 f). De to fremstillinger er ikke uforenelige, langt mindre selvmodsigende. Den første beskriver på helt naturlig vis det menneskelige initiativ, sandsynligt nok under de omstændigheder, israelitterne befandt sig i; den sidste er den guddommelige styring og ledelse, bagved og over menneskers anliggender. De instrukser, der blev givet til spejderne (13,17 ff), tog tydeligvis sigte på en hastig undersøgelse af hele Negeb-området eller Israels lands sydlige grænseområde op til og med Judæas bjergland; den tid, der var afsat, 40 dage (13,25), var for kort til at udrette mere, knap nok lang nok alene til dette formål. De skulle desuden ikke blot undersøge byernes og deres indbyggeres karakter, jordens kvalitet og afgrøder, men bringe prøver af frugterne med tilbage (13,20). En angivelse af årstiden gives i den tilføjede sætning, at »tiden var tiden for de første modne druer.« De sædvanlige måneder for vinhøsten er september og oktober (jf. 3 Mos 23,39); i de varme og beskyttede dale i nærheden af Hebron kan druer dog undertiden plukkes i august eller endda så tidligt som i juli. Dalen, hvorfra frugterne, druerne, fignerne og granatæblerne blev bragt, var kendt som Eshkols dal, eller »klasen« (4 Mos 13,23; 4 Mos 32,9; 5 Mos 1,24).

Alle spejderne giver ingen tøvende eller tvivlende skildring af landets frugtbarhed og tiltrækningskraft; men i betragtning af dets byers og indbyggeres styrke er kun Josva og Kaleb sikre på israelitternes evne til at tage det i besiddelse. Deres rapporter og formaninger bliver imidlertid overdøvet af de andres frygtsomhed og fraråden, som i den grad skræmmer folket, at de nægter at forsøge erobringen af landet, ønsker at vende tilbage til Egypten (4 Mos 14,3) og forsøger at stene Josva og Kaleb (4 Mos 14,10). Disse to alene blev derfor undtaget fra dommen om udelukkelse fra det forjættede land (4 Mos 14,24; 4 Mos 14,30; 4 Mos 14,38; 4 Mos 26,65; 4 Mos 32,12; 5 Mos 1,25). Resten af spejderne omkom straks ved en særlig hjemsøgelse (4 Mos 14,36); og folket blev dømt til et 40-årigt eksil i ørkenen, et år for hver dag spejderne havde været i landet, indtil alle mændene af den generation »fra tyve år og opefter« var døde (4 Mos 14,29; 4 Mos 26,64; 4 Mos 32,11). Et mislykket forsøg blev gjort på at invadere landet i trods mod Jahves forbud, og det endte med nederlag og katastrofalt tab (4 Mos 32,40 ff; 5 Mos 1,41 ff; jf. 21,1-3).

Over begivenhederne i de næste 38 eller 40 år af Israels liv sænker der sig en næsten ubrudt tavshed. Ørkenvandrerne har ingen historie. Nogle få begivenheder, som er nedskrevet uden tidsangivelse, Koras, Datans og Abirams oprør og pestens udbrud på grund af folkets knurren, og sandsynligvis andre (4 Mos 15,32-36; 4 Mos 15,16), synes dog at høre til denne periode. I ingen af dem tager Josva aktiv del, og hans navn nævnes heller ikke i forbindelse med felttogene mod Sihon og Og øst for Jordan. Da folketællingen foretages på Moabs sletter over for Jeriko, viser Josva og Kaleb sig sammen med Moses selv at være de eneste overlevende af den hær, der 40 år tidligere drog ud af Egypten (4 Mos 26,63). Da tiden for den store leder og lovgivers død nærmede sig, fik han formelt befaling om at indsætte Josva som sin efterfølger og at overdrage ham og præsten Eleazar den opgave til sidst at fordele det erobrede område mellem de forskellige stammer (4 Mos 27,18; 4 Mos 32,28; 4 Mos 34,17; jf. 5 Mos 1,38; 5 Mos 3,28; 5 Mos 31,3; 5 Mos 31,7; 5 Mos 31,23; 5 Mos 34,9). Nogle af disse steder foregriber den direkte guddommelige bemyndigelse og opmuntring, som er nedskrevet i Josva (1,1.5 ff.) og givet ham efter Moses' død.

4. Folkets overhoved:

Historien om Josva i hans nye stilling som folkets øverste overhoved og leder gentager i flere tilfælde så at sige historien om hans større forgænger. Det var ikke unaturligt, at det skulle være sådan; og ligheden mellem de nedskrevne begivenheder giver ingen reel grund til tvivl om den pågældende traditions pålidelighed. Den situation, Israel nu befandt sig i øst for Jordan, lignede i visse henseender den, som Moses stod over for ved Kadesh-Barnea eller før overgangen over Det Røde Hav. Josva stod dog over for et langt mindre vanskeligt problem, og i den krigserfarne og disciplinerede hær, han havde under sin kommando, havde han et redskab, der var umådeligt mere egnet og kraftfuldt til at gennemføre hans formål.

(1) Hans første handling — udsendelsen af spejderne.

Hans første handling var at sende spejdere fra Shittim for at undersøge, hvordan landet umiddelbart overfor, vest for Jordan, var, og især Jerikos beliggenhed og styrke, grænsebyen og fæstningsbyen, som først står i vejen for en angriber fra øst, der vil krydse floden ved vadestederne nær dens udløb (Jos 2,2). I Jeriko skyldte spejderne Rahabs hurtige opfindsomhed deres liv (jf. Hebr 11,31); hun skjulte dem på taget af sit hus for kongens udsendinge. Da de vendte tilbage til Josva, meldte de om udsigterne til en let sejr og erobring (Jos 2,23).

Der var uden tvivl særlige grunde, som fik Josva til at forsøge at gå over Jordan ved de nedre vadesteder over for Jeriko. Højere oppe ad floden førte et sandsynligvis lettere overgangssted direkte ind i det centrale Kanaan, et område hvor hans fremrykning tilsyneladende ikke ville være blevet hindret af befæstede byer som dem, der mødte ham længere mod syd; det ville derfor synes at give fordelene ved en åben og let adgang ind i landets hjerte. Hans beslutning blev sandsynligvis påvirket af et ønske om at skaffe sig en befæstet base i Jeriko og i de nærliggende byer. Spejdernes gunstige rapport viste også, at der ikke ville være nogen stor vanskelighed ved at gennemføre denne plan.

(2) Overgangen over Jordan.

Den faktiske overgang over floden fortælles i Josva 3; 4. Byen Jeriko var bygget på en slette, 12 til 14 miles bred, som var dannet ved, at de højdedrag, der afgrænser Jordandalen fra Genesaret Sø til Det Døde Hav, trækker sig tilbage, og den lå ved mundingen af Akors dal (7,24.26; 15,7). Den moderne landsby Eriha er bygget et kort stykke sydøst for det gamle sted, og Gilgal lå halvvejs til floden. På sidstnævnte sted blev den faste lejr oprettet efter indtagelsen af Jeriko, og Gilgal dannede i temmelig lang tid operationsbasen, hvor kvinderne og børnene forblev i sikkerhed, mens mændene var borte på deres krigeriske togter. Der blev også tabernaklet rejst som symbolet på og centrum for det nationale liv, og dér forblev det tilsyneladende, indtil tiden kom til at flytte det til Shilo (18,1).

Inden for sletten har strømmen udgravet et bugtet leje i en dybde af 200 fod (ca. 61 m) under overfladen, varierende fra en ottendedel mile til en mile i bredde. I almindelige årstider er vandet begrænset til en lille del af flodlejet, som da krydses over for Jeriko ved to vadesteder, hvor dybden ikke overstiger 2 eller 3 fod (ca. 60-90 cm). Når floden er lav, kan den krydses andre steder. I tider med oversvømmelse stiger vandet imidlertid og fylder hele lejet fra bred til bred, så vadestederne bliver ufremkommelige. Det siges udtrykkeligt, at det var på en sådan oversvømmelsestid, israelitterne nærmede sig floden, ved »høsttiden« eller i det tidlige forår (Jos 3,15). Præsterne fik besked på at bære arken til flodens bred; så snart deres fødder rørte vandet, ville det blive afskåret, og der ville blive givet en tør passage. Fortællingen skal derfor ikke forstås, som om den angav, at en mur af vand stod på folkets højre og venstre side, mens de gik over; hele flodlejets bredde blev blotlagt ved, at vandet ovenfra svigtede.

Se JORDAN.

En interessant parallel til udtørringen af Jordan foran Josva er nedtegnet af en arabisk historiker fra middelalderen, som skriver for at forklare en naturlig, men usædvanlig begivenhed, uden nogen tanke om det mirakuløse eller nogen tydelig viden om israelitternes overgang. I årene 1266-67 e.Kr. var en muslimsk sultan ved navn Beybars i færd med at bygge en bro over Jordan nær Damieh, et sted som nogle har identificeret med byen Adam (Jos 3,16); men vandmassernes kraft rev gentagne gange hans arbejde bort og ødelagde det. En nat i december det sidstnævnte år holdt floden imidlertid helt op med at løbe. Man greb lejligheden, og en hær af arbejdere forstærkede broen så meget, at den modstod den oversvømmelse, som næste dag kom ned over den, og blev stående fast. Man fandt ud af, at et stykke oppe ad floden, hvor dalen var smal, var bredderne blevet undermineret af det rindende vand og var styrtet sammen, så strømmen helt blev dæmmet op. Det synes ikke usandsynligt, at det var ved en virkning af denne art, at der blev skaffet israelitterne en passage; ligesom der 40 år tidligere var blevet brugt en »stærk østenstorm« til at drive Det Røde Havs vande tilbage foran Moses.

På Josvas befaling, under guddommelig ledelse, blev den sikre overgang over Jordan mindet ved opstillingen i Gilgal af 12 sten (4,3-9.20 ff.), én for hver af Israels stammer, taget fra flodens leje. I Jos 4,9 står der, at 12 sten blev stillet op midt i floden. Udsagnet er sandsynligvis en misforståelse og blot en sammenblanding af traditionen. Det er ikke sandsynligt, at der skulle være en dobbelt ihukommelse eller en opstilling af sten på et sted, hvor de aldrig ville blive set. Også i Gilgal ophørte forsyningen af manna, da landets naturlige ressourcer blev tilgængelige (5,12). Datoen for overgangen angives som den 10. dag i den 1. måned (4,19); og på den 14. dag blev påsken holdt i Gilgal på Jerikos sletter (5,10). For 2. gang, også ved krisen under den første indgang i landet, blev Josva opmuntret til sit arbejde ved et syn og et guddommeligt løfte om hjælp og ledelse (5,13-15).

(3) Indtagelsen af Jeriko.

Den efterfølgende beretning om indtagelsen af Jeriko illustrerer, som man naturligt ville vente i tilfældet med en by med en sådan beliggenhed, indbyggernes blødagtige og ukrigerske karakter. Der var tilsyneladende kun lidt eller slet ingen kamp, mens Josva med præster og folk i en hel uge gik i optog foran murene. En kort bemærkning (6,1) synes at vise, at borgerne hurtigt blev drevet til at søge tilflugt bag deres fæstningsværker. To gange syv gange blev byen gået rundt om, med pagtens ark båret i højtideligt optog, og ved den 7. rundgang på den 7. dag, mens folket råbte, faldt byens mur »på sit sted« (6,20 randnote), og Jeriko blev taget ved storm. Kun Rahab og hendes husstand blev skånet. Hele skatten blev helliget til Herrens tjeneste, men selve byen blev brændt, og en højtidelig forbandelse blev udtalt over stedet og over den mand, som skulle vove at genopbygge dens mure (6,26). Forbandelsen blev trodset, bevidst eller ej, af en borger fra Betel på kong Akabs tid; og de forudsagte ulykker ramte ham i tabet af hans børn (1 Kong 16,34). Fra da af synes Jeriko at have været beboet uafbrudt. Der var en bosættelse af profetsønnerne dér på Elisas tid (2 Kong 2,5; 2 Kong 2,15). Stedets naturlige frugtbarhed gav det navnet Palmebyen (5 Mos 34,3; Dom 1,16; Dom 3,13).

Fra Jerikos sletter fører to dale op i det centrale bjergland i henholdsvis nordvestlig og sydvestlig retning. De udgør de to indgange eller pas, ad hvilke man fra øst nærmer sig det højere land. Langs disse linjer blev invasionen af landet derfor planlagt og gennemført. Hovedfremrykningen under Josva selv fandt sted ad den nordligste af dalene, mens den umiddelbare sydlige invasion blev betroet Kaleb og de to stammer Juda og Benjamin; den øverste ledelse forblev altid i Josvas hænder (sammenlign Dom 14; Dom 15; Dom 1). Dette synes i det hele taget at være den bedste måde at forklare beretningerne på i almindelighed, selv om de i enkeltheder frembyder mange vanskeligheder.

(4) Erobringen af Aj og Betel.

Ved toppen af det nordlige pas lå byen Luz eller Betel (1 Mos 28,19; Jos 18,13; Dom 1,23). Aj lå tæt ved og blev mødt af angriberne, før de nåede Betel; dens nøjagtige beliggenhed er dog ikke fastslået. De to byer stod i tæt forbund (sammenlign Jos 8,17), og den enes nederlag og ødelæggelse blev hurtigt fulgt af den samme skæbne, som ramte den anden. Foran Aj led israelitternes fortrop, en lille afdeling udsendt efter råd fra de spejdere, Josva havde sendt frem fra Jeriko, nederlag og blev drevet tilbage i forvirring (7,2 ff.). Ulykken skyldtes, at man ikke adlød befalingen om at »vie« hele byttet fra Jeriko, og at en af folket stjal en skat, som med rette tilhørte Jahve (7,11). Da synderen Akan var blevet opdaget og straffet, blev et fornyet angreb på Aj, foretaget med større styrker og dygtigere opstillinger, kronet med held. Byen blev taget ved en krigslist og ødelagt med ild, og dens konge blev hængt uden for byporten (8,28 f.). I modsætning til Jeriko synes den aldrig at være blevet genopbygget. Også Betel blev indtaget, tilsyneladende ved forræderi fra en af dens egne borgere, og dens indbyggere blev hugget ned med sværd (Dom 1,24).

(5) Oplæsningen af loven på Ebals bjerg.

Om yderligere felttog, som Josva foretog for at undertvinge det centrale Kanaan, er der ikke bevaret nogen beretning. Det er derfor muligt, at erobringen af denne del af landet blev gennemført uden yderligere kampe (se JOSHUA, BOOK OF). I listen over byerne (Jos 12,7-24), hvis konger blev besejret af Josva, findes der ingen navne på byer, som med sikkerhed kan identificeres som beliggende her; størstedelen hører tydeligvis til i nord eller syd. Den eneste tilbageværende beretning er den formelle opførelse af et alter på Ebals bjerg i hele folkets nærvær og den højtidelige oplæsning af loven for dem (8,30-35). Det bemærkes udtrykkeligt, at alt dette blev gjort i overensstemmelse med Moses' anvisninger (sammenlign 5 Mos 11,29; 5 Mos 27,2-8; 5 Mos 27,11 ff). Det synes desuden sandsynligt, at denne ceremoni i virkeligheden fandt sted ved afslutningen af erobringen, da hele landet var undertvunget, og at den fortælles her foregribende.

(6) Gibeonitterne.

Den umiddelbare virkning af israelitternes sejre under Josva var meget stor. Særligt blev de hivvitiske indbyggere i Gibeon grebet af frygt (9,3 ff) for at den samme skæbne skulle ramme dem, som var kommet over folkene i Jeriko og Aj. Med Gibeon var 3 andre byer forbundet, nemlig Kefira, Beerot og Kirjat-Jearim, eller "lundebyen" (9,17). Gibeon var dog den vigtigste og handlede på de andres vegne. Den identificeres sædvanligvis med den moderne landsby eller by el-Jib, 7 eller 8 mil nord til vest for Jerusalem; og alle fire lå samlet omkring toppen af Ajalons pas eller dal, som førte ned fra plateauet vestpå til lavlandet i Shefela, mod sletten og havet. Gibeon indtog derfor en naturligt stærk og vigtig position, nøglen til en af de få farbare ruter fra vest ind i Judæas højland, lige så nødvendig at besætte som forsvarsposition mod indfald fra beboerne på sletterne og som en sikker og beskyttet vej ned fra bjergene for en hær fra øst.

Ved et kneb, som fik Josva og Israels ledere til at sænke paraderne, idet de fremstillede sig selv som udmattede og vejtrætte rejsende fra et fjernt sted, lykkedes det gibeonitterne at indgå en aftale med Israel, som sikrede deres liv og tryghed. De forsikrede, at de havde hørt om israelitternes sejre hinsides Jordan og også om, at Jahve havde givet dem hele landet (Jos 9,9; Jos 9,24). Josva og fyrsterne blev bedraget og indgik alt for hurtigt pagt med dem, en pagt og et løfte, som samvittighedsfuldt blev overholdt, da israelitterne på den 3. rejsedag nåede deres byer og fandt, at de lå ganske nær (9,16 ff). Men selv om deres liv blev skånet, blev mændene fra Gibeon sat i en trælletjeners stilling, som "brændehuggere og vandbærere"; og forfatteren tilføjer, at det er sådan "den dag i dag" (9,21.27).

Se GIBEON.

Fredstraktaten med gibeonitterne og den harme, der derved blev vakt blandt nabokongerne, som naturligt betragtede mændene fra Gibeons selvstændige handling som forræderi mod dem selv, gav anledning til en af de mest formidable koalitioner og en af de mest dramatiske hændelser i hele krigen. Jerusalems konge, Adoni-Sedek ("retfærdighedens Herre" eller "Herren er retfærdighed," Jos 10,1; sammenlign Melkisedek, "retfærdighedens konge," 1 Mos 14,18; i Dom 1,5 ff forekommer navnet som Adoni-Bezek, og således læser Septuaginta her), lagde sammen med de 4 konger over Hebron, Jarmut, Lakish og Eglon (Jos 10,3) en plan om at ødelægge Gibeon som hævn, og gibeonitterne sendte i hast bud efter hjælp hos Josva, som var vendt tilbage med sin hær til Gilgal. Israelitterne foretog en tvungen march fra Gilgal, stødte på de allierede konger nær Gibeon og angreb og besejrede dem med et stort mandefald. Den slagne hær flygtede vestpå "ad vejen op til Bet-Horon" (Jos 10,10), og i passet blev den indhentet af et voldsomt haglvejr, som fik flere til at omkomme end dem, der var faldet for israelitternes sværd (Jos 10,11). De 5 konger blev lukket inde i en hule ved Makkeda, hvor de havde søgt tilflugt, og derfra blev de senere ført frem og dræbt. Den egentlige forfølgelse standsede dog ikke, før resten havde fundet midlertidig sikkerhed bag murene i deres befæstede byer (Jos 10,16). Israels sejr blev mindet af Josva i en sang, hvoraf nogle ord er bevaret (Jos 10,12).

Se BETH-HORON, THE BATTLE OF.

(7) Erobringen af sydlandet.

Med næsten streng enkelhed berettes det videre, hvordan forbundsbyerne efter tur blev erobret af Josva og fuldstændig ødelagt (10,28-39). Og beretningen afsluttes med en sammenfattende erklæring om erobringen af hele landet fra Kadesh-Barnea i det yderste syd så langt som til Gibeon, hvorefter folket vendte tilbage til deres lejr i Gilgal (10,40-43).

(8) Erobringer i nord.

En fjendtlig koalition af nordlige herskere måtte til sidst mødes og besejres, før besættelsen og pacificeringen af landet kunne siges at være fuldført. Jabin, kongen af Hasor, »fæstningen«, stod i spidsen for en alliance af nordlige konger, som samlede sig for at gøre modstand mod Israel i nærheden af Meroms vande (Jos 11,1). Hasor er med usikkerhed blevet identificeret med det moderne Jebel Hadireh, omkring 5 miles vest for søen. Der gives ingen detaljer om de kampe, der fulgte. Israelitternes sejr var imidlertid afgørende, selv om stridsvogne og heste tilsyneladende for første gang blev brugt imod dem på kana'anæisk jord. Forfølgelsen blev fortsat helt til Sidon og Misrefot-Majim, måske »vandets kogninger« eller »uroligheder«, det senere Sarepta ved kysten syd for den førstnævnte by (Jos 11,8; jf. 13,6); og Mizpes dal må have været en af de mange wadier, der førte ned til det fønikiske kystland. Byerne blev indtaget, og deres indbyggere blev slået med sværdet; men Hasor alene synes at være blevet brændt ned til grunden (Jos 11,11). At kongebyen senere kom sig, fremgår klart af, at en konge af Hasor var blandt Israels undertrykkere i dommernes dage (Dom 4). Foreløbig var frugten af disse sejre dog en vidt udbredt og hårdt tiltrængt fred. »Landet havde hvile fra krig« (Jos 11,23).

(9) Fordeling af territorium.

Dermed var erobringsværket, for så vidt som det blev udført under Josvas kommando, nu afsluttet; men meget stod endnu tilbage at gøre, som blev overladt til kommende generationer. De ideelle grænser for Israels besiddelse, sådan som Jahve havde fremsat dem i løftet til Moses, fra Shihor eller Egyptens bæk (jf. 1 Krøn 13,5) til Libanon og indgangen til Hamat (4 Mos 34), var ikke blevet nået og blev det faktisk aldrig. I betragtning af Josvas alder (Jos 13,1) var det imidlertid nødvendigt, at der straks blev foretaget en fordeling af deres arvelod vest for Jordan til de tilbageværende stammer. Ruben, Gad og halvdelen af Manasses stamme havde allerede fået deres område af Moses i den østlige del af landet (Jos 13,15-32). Josva 14-21 indeholder derfor en detaljeret beretning om de ordninger, den israelitiske leder traf for bosættelsen af landet, og beskriver grænserne for de enkelte stammebesiddelser. Den faktiske deling synes at være blevet foretaget ved to særskilte lejligheder og muligvis fra to forskellige centre. Først blev der sørget for Juda og Josefs børn; og mellem den nordlige grænse for den førstnævnte stamme, som er gengivet i detaljer i 15,5-11, og arvelodden for Josefs sønner blev et landområde, der foreløbig stod ufordelt, senere givet til Benjamins og Dans stammer. En ekstra del blev også lovet af Josva til Josefs efterkommere på grund af deres antal og styrke (17,14 ff).

For de 7 stammer, som endnu var uden fastlagt arvelod, synes der at være blevet foretaget en grov opmåling af landet, og de ufordelte distrikter blev delt i 7 dele, som der derefter blev kastet lod om i Shilo i nærværelse af de forsamlede stammer (Josva 18; 19). Den udtrykkelige omtale af Shilo her (Jos 18,1; Jos 18,10) antyder, at den tidligere deling blev udført et andet sted, og i så fald sandsynligvis i Gilgal, arkens og tabernaklets tidligere hvilested. Der gives dog ingen bestemt udtalelse om dette. Benjamins del blev tildelt mellem Judas territorier og Josefs børns (Jos 18,11). Simeon modtog sin arvelod af det land, der var givet til Juda; en del mod syd blev taget bort med den begrundelse, at det hele var for stort for én stamme (Jos 19,1-9). Zebulon, Issakar, Asher og Naftali blev bosat i nord (Jos 19,10-39). Og Dan blev bosat ved havkysten ved Joppe, med yderligere territorium i det fjerneste nord, som de tilsyneladende på egen hånd og med magt tog i besiddelse, ud over de andre stammers arvelod (Jos 19,40-48; jf. Dom 18,27-29).

(10) Tilflugtsbyer.

Til sidst blev de 6 tilflugtsbyer udpeget, 3 på hver side af Jordan, og levitternes 48 byer blev taget ud af de enkelte stammers territorier (Josva 20; 21; jf. Dom 35; 5 Mos 4,41-43). De to og en halv stamme, hvis arvelod lå i den østlige del af landet, blev derefter sendt bort, efter at deres løfte om hjælp til deres brødre var blevet opfyldt (Josva 22); og et alter blev rejst af dem på Jordans højre bred. Dets formål forklares som at tjene som et varigt vidne om alle stammernes fælles oprindelse og at hindre ethvert fremtidigt forsøg på at afskære dem mod øst fra Israels broderskab.

(11) Afsluttende tale og død.

Ved en afsluttende forsamling af israelitterne i Sikem holdt Josva sin sidste formaningstale til folket, sådan som Moses havde gjort før sin død, idet han mindede dem om deres egen underfulde historie og om Guds løfter og krav og formanede dem til trofast og loyal lydighed i hans tjeneste (23; 24). En sten blev også rejst under egen i Jahves hellige område som mindesmærke om den fornyede pagt mellem Gud og hans folk (24,26 f). Derefter døde Israels anden store leder i en alder af 110 år og blev lagt til hvile inden for sin egen arvelod i Timnat-Sera (24,29.30; i Dom 2,9, Timnat-Heres), i Efraims bjergland. Stedet for hans grav er ukendt. Traditionen har placeret den ved Kefr Haris, 9 miles syd for Nablus eller Sikem. Men traditionens stedfæstelse af en helts eller helgens gravsted er ofte ikke meget mere end tilfældig, og der kan heller ikke i dette tilfælde fæstes nogen lid til den.

III. Historiske kilder. At fortællingerne om Josvas liv og gerning i hovedsagen hviler på et traditionsgrundlag, kan næppe betvivles. Hvor langt detaljerne er blevet ændret, eller en anden farvning er blevet tilført under en lang overlevering, er det umuligt at afgøre. Der er en bemærkelsesværdig lighed eller parallelitet mellem mange af de ledende begivenheder i Josvas liv som Israels hersker og hærfører og hans forgænger Moses' erfaringer, hvilket, bortset fra enhver litterær kritik, antyder, at fortællingerne er hentet fra den samme almindelige kilde og underkastet de samme vilkår med hensyn til miljø og overlevering. Således bliver begge kaldet til og styrket til deres gerning ved en særlig guddommelig åbenbaring, Moses ved Horeb i den brændende busk, Josva ved Jeriko. Begge fører folket over lejet af vande, som mirakuløst er drevet tilbage for at give dem passage. Og begge vinder ikke længe efter overgangen en bemærkelsesværdig sejr over deres modstandere — en sejr, som i hvert tilfælde tilskrives direkte guddommelig indgriben på deres vegne, om end på forskellige måder. Ved afslutningen af deres livsværk holder både Moses og Josva desuden gribende taler med appel og advarsel til de forsamlede israelitter; og begge lægges i navnløse grave. Alt dette er dog hændelser, som er fuldkommen naturlige og i virkeligheden uundgåelige i den stilling, hvori hver af dem befandt sig. De giver heller ikke tilstrækkeligt grundlag for den antagelse, at den større leders bedrifter er blevet duplikeret eller ved en fejltagelse tilskrevet den mindre. At krydse Jordan og besejre den kana'anæiske sammenslutning var lige så nødvendigt for Israels fremgang som overgangen over Det Røde Hav og opløsningen af den samlede skare af amalekitiske klaner; og ingen sand eller tilstrækkelig historie kunne have undgået at berette disse begivenheder. Israels stilling øst for Jordan, på nippet til at indlede invasionen og erobringen af det forjættede land, krævede også lige så bydende en særligt kvalificeret hærfører og vejleder, en ledende ånd til at styre værket, som det undertrykte folk i Egypten eller vandrerne i ørkenen gjorde. At Josva ikke var så stor en mand som sin forgænger, vidner hele fortællingen om. Moses måtte imidlertid nødvendigvis have en efterfølger til at tage hans ufuldendte værk op og føre det til fuldendelse.

IV. Josvas karakter og gerning.

Hvad angår Josvas personlige karakter, er der kun lidt at udlede af fortællingen om hans felttog. I denne henseende er de faktisk usædvanlig farveløse. I hans tidlige liv var hans loyalitet mod Moses iøjnefaldende og urokkelig. Som hans efterfølger synes han trofast at have handlet efter hans principper, og i ledelsen af de israelitiske felttog har han vist sig som en modig og kompetent hærfører, lige så vis i råd som han var stærk i kamp. Henrettelsen af fanger og overgivelsen af fjendtlige byers indbyggere til sværdet, som historikeren så ofte optegner som følgen af hans sejre, må åbenbart bedømmes efter tidens skikke og har måske ikke mistet noget i beretningen. De retfærdiggør under alle omstændigheder ikke, at man tillægger Josva et særligt umenneskeligt sindelag eller en glæde ved nedslagtning for dens egen skyld. Efter Moses' død synes han at have været tilbageholdende med at påtage sig den byrdefulde stilling og pligt, der blev pålagt ham, på grund af mistillid til sin egen evne og mangel på selvtillid, og han behøvede mere end én gang at blive opmuntret i sin gerning og forsikret om guddommelig støtte. I sproget i hans afsluttende tale træder der en forudseenhed og forståelse af karakteren og tilbøjelighederne hos det folk, som havde fulgt ham, frem, som næppe står tilbage for Moses' egen.

Også i virkelig forstand blev hans værk efterladt ufuldendt ved hans død. Israels stammers bosættelse i Kanaan inden for de fastsatte og forjættede grænser blev aldrig mere end delvis. De nye kolonister formåede ikke at nyde den fuldstændige og uforstyrrede besiddelse af landet, som de havde set frem til; vidne derom er uroen i dommertiden, som blev forlænget og videreført gennem kongetiden. For alt dette kan skylden dog ikke med rette lægges Josva til last. Mange årsager virkede uden tvivl sammen om et udfald, som blev skæbnesvangert for Israels fremtidige enhed, lykke og velstand. Hovedårsagen var, sådan som Josva advarede dem om ville blive tilfældet, folkets egen vedvarende afgudsdyrkelse, deres forsømmelse af pligten og deres tilsidesættelse af deres Guds bud og krav.

A. S. Geden

Søn af Josadak (Hag 1,1; Hag 1,12; Hag 1,14; Hag 2,2; Hag 2,4; Zak 3,1; Zak 3,3; Zak 3,6; Zak 3,8; Zak 3,9; Zak 6,11 form (b)) og ypperstepræst i Jerusalem, kaldet "Jeshua" i Ezra-Nehemias. Hans far var blandt de bortførte ved Jerusalems fald i 586 f.Kr., og det var også hans farfar Seraja, som blev dræbt i Ribla (2 Kong 25,18; 1 Krøn 6,15).

Josva optræder i Ezra 3,2 sammen med Zerubbabel i spidsen for de hjemvendte landflygtige og som leder i arbejdet med at bygge et alter og genoprette offertjenesten (538 eller 537 f.Kr.). Ezra 3,8 fortæller om, at de lagde templets grundvold, og i 4,1 ff nægter de to ledere af fællesskabet at lade samaritanerne samarbejde om byggearbejdet, med det resultat at de, der ønskede at hjælpe, blev aktive modstandere af arbejdet. Byggeriet standsede derefter, indtil Haggaj og Zakarias i 520 (Ezra 5; Hag 1,1-11) formanede fællesskabet til at genoptage arbejdet, og de to ledere gik i spidsen (Hag 1,12-15). Følgende er, i kronologisk rækkefølge, de profetiske udsagn, hvor Josva omtales:

(1) Hag 1,1-11;

(2) Hag 2,1-9;

(3) Zak 1,1-6;

(4) Hag 2,10-19;

(5) Hag 2,20-23;

(6) synerne i Zak 1,7-6 sammen med

(7) det udaterede udsagn i Zak 6,9-15.

1. Synet i Zakarias 3,1-10:

To af disse kræver særlig opmærksomhed. Først synet af en retssag, hvor Josva anklages foran Jahves engel af Satan (ha-saTan, "modstanderen"), som ifølge én opfattelse "ikke er den onde ånd, der optræder i senere jødiske skrifter; han er kun embedsmanden for retfærdigheden, hvis opgave er at sørge for, at sagen mod forbrydere bliver fremlagt korrekt" ved den himmelske domstol (H.P. Smith, Old Testament History, 356); mens andre betragter ham som Guds folks fjende (sammenlign Orelli, Minor Prophets, engelsk oversættelse, 327). Vi får ikke at vide, hvad anklagen mod Josva er: nogle mener, at han står for retten som en slags repræsentant for folket eller præsteskabet, og at hans snavsede klæder er symbolske for synd; mens andre forklarer klæderne som noget, han har taget på for at vække rettens medlidenhed. Modstanderen irettesættes af "Jahves engel" (læs i begyndelsen af Zak 3,2: "og Jahves engel sagde" osv.), og Josva frikendes. Derefter får han befaling om at blive klædt af sine gamle klæder og iført "festklæder" (Zak 3,4), mens en "ren turban" (American Standard Revised Version randnote) skal sættes på hans hoved. På betingelse af at han vandrer på Guds veje, loves han styret over templet og "fri adgang" til Gud, idet han får plads blandt "Jahves engels" tjenere. Josva og hans fæller "er mænd, der er et tegn" (Zak 3,8), dvs. en garanti for Messias' komme; foran Josva lægges en sten, som der skal graveres på, og landets skyld skal fjernes, en begivenhed som skal efterfølges af fred og overflod (Zak 3,9).

I Zak 3,4 ff læser Nowack og Wellhausen (for det meste sammen med Septuaginta): "Og han svarede og talte således til dem, der stod foran ham (dvs. hans tjenere): Tag de snavsede klæder af ham, og klæd ham i festklæder, (5) og sæt en ren turban på hans hoved. Så satte de en ren turban på hans hoved og klædte ham i rene klæder. Og Jahves engel rejste sig, (6) og formanede Josva højtideligt," osv. De udelader også det første "for" i Zak 3,8 som en dittografi.

Der gives forskellige fortolkninger af synet:

(1) Nogle hævder her at se en kamp mellem den borgerlige og den religiøse magt, repræsenteret henholdsvis ved Zerubbabel og Josva (Zak 6,13), og at Zakarias afgør sagen til fordel for sidstnævntes overhøjhed. Messias-kongen er ganske vist i Jerusalem i Zerubbabels person, skønt endnu ukronet; men Josva skal være den øverste (se G.A. Smith, Jerusalem, II, 303; H.P. Smith, Old Testament History, 356 f). Denne forklaring afhænger i høj grad af Zak 6,9-15 og støttes ikke af 3,8. Det er vanskeligt at forklare 3,2 ud fra denne opfattelse, for Zerubbabel kunne også beskrives som "et stykke brændende træ, revet ud af ilden." Det, synet siger, er, at retfærdiggørelsen af Josva er et tegn på, at Jahves "tjener, Spiren" kommer, en titel som ikke gives til Josva (sammenlign Zak 3,7).

(2) Andre fastholder, at klæderne er symbolske for synderne hos Josvas forgængere, og at han stilles for retten for deres forseelser og selv betragtes som uværdig til embedet, fordi han var vokset op i et fremmed og hedensk land (således Keil, Orelli).

(3) Hitzig, fulgt af Nowack (Kleine Propheten, 325), hævder, at den tanke, der ligger til grund for synet, er, at Satan er ansvarlig for de onder, som fællesskabet havde lidt under (sammenlign Zak 1; Zak 2). Folket var begyndt at tænke, at deres ofre ikke var acceptable for Gud, og at han ikke ville have medlidenhed med dem. Der var en følelse blandt de mest fromme af, at Guds retfærdighed ikke ville tillade deres genoprettelse til deres tidligere herlighed. Denne konflikt mellem retfærdighed og barmhjertighed afgøres ved, at anklageren bringes til tavshed, og Josva retfærdiggøres.

Det er vanskeligt at afgøre, hvilken opfattelse der eventuelt er rigtig. "Branden, der er rykket ud af ilden", synes at pege på, at Gud anerkender, at menigheden, eller måske den præstelige arvefølge, næsten var blevet udryddet ved eksilet. Det minder os om egetræet, hvor stubben bliver tilbage, efter at det er fældet (Es 6,13), og kan måske pege på, at Guds medlidenhed vækkes for menigheden. Folket, angrebet af deres fjender og repræsenteret ved Josva, skal genoprettes til sin gamle herlighed: denne handling symboliseres ved, at Josva klædes i rene klæder; og denne symbolske handling (sammenlign Es 8,18) er et tegn, en garanti, på Messias-kongens komme. Den ritualistiske tone hos Malakias vil da naturligt følge efter den høje plads, der her gives ypperstepræsten. Det er værd at bemærke, at løftet i Zak 3,7 er betinget.

Endnu ét punkt står tilbage, nemlig betydningen af stenen i Zak 3,9. Den er blevet forklaret forskelligt som en ædelsten i den nye konges krone (Nowack); en grundsten til templet, som dog allerede var lagt (Hitzig); hovedstenen i 4,7 (Ewald, Steiner); Messias selv (Keil); stenen i ypperstepræstens brystskjold (Bredenkamp), og den sten, der tjente som et alter (Orelli). Kommentatorer har tendens til at betragte ordene "på én sten er der syv øjne" som en parentetisk tilføjelse, karakteristisk for forfatteren til Zak 9 ff.

2. Josvas krone, Zakarias 6,9-15:

Udsagnet i Zak 6,9-15 viser os nogle flere landflygtige, der kommer fra Babylon med sølv og guld, tilsyneladende til templet. Ifølge den nuværende tekst får Zakarias befaling om at sørge for, at dette bruges til at lave en krone til Josva, som skal være præstekonge. Dette forstås sådan, at han skal have den krone, som havde været bestemt for Zerubbabel. Men kommentatorer hævder, at teksten er blevet ændret: at sammenhængen kræver kroningen af Zerubbabel--Skuddet af Davids slægt. Denne opfattelse støttes af Zak 6,13, "Og fredens råd skal være mellem dem begge"; og derfor udelades den sidste sætning i 6,11. Wellhausen beholder 6,9 og 10 og læser derefter: "(11) Ja, tag sølv og guld fra dem og lav en krone, (12) og sig til dem: Så siger Hærskarers Jahve, idet han siger: Se, den mand hvis navn er Skuddet; fra hans rod skal der komme et skud, (13) og han skal bygge Jahves tempel, og han skal opnå herlighed og sidde og herske på sin trone. Og Josva skal være præst ved hans højre hånd, og der skal være venskabelig fred mellem dem begge. (14) Kronen skal være," osv.; Zak 6,15 er ufuldstændigt.

Man vil indvende, at dette fjerner tanken om en præstekonge, en tanke der også findes i Sl 110. Men det synes ret sikkert, at Sl 110 (se Kirkpatrick, The Book of Psalms) ikke henviser til Josva; pointen dér er, at den konge, der tales om, var præst, skønt han ikke nedstammede fra Aron, idet han var præst efter Melkisedeks orden, mens pointen her, hvis den nuværende tekst er rigtig, er, at en præst krones til konge. Hvad der siden blev af Zerubbabel, vides ikke. Se Ed. Meyer, Der Papyrusfund

von Elephantine2, 70 ff, 86 ff. Josva kaldes Jesus i Siraks Bog 49,12.

Se Zerubbabel; Haggaj; Zakarias.

David Francis Roberts