Joppe

jop'-a (yapho, yapho'; Ioppe): I Jos 19,46 kaldes byen i King James Version "Japho", en by i det område, der blev tildelt Dan; men der er intet, der viser, at den i før-eksilsk tid nogensinde kom på israelitiske hænder.

1. Gamle omtaler:

"Joppes port" nævnes i Tell el-Amarna-brevene (214, 32 f; jf. 178, 20) som bevogtet af en egyptisk officer for Amenhotep IV. Den blev erobret af Thothmes III, og gamle egyptiske optegnelser taler om dens havers og frugttræers fortræffelighed. Sankerib hævder at have indtaget Joppe efter en belejring (Keilinschriftliche Bibliothek, 2, 93). Til Joppe, fortæller Krønikebøgernes forfatter os, blev Libanons cedre bragt på flåder for at blive transporteret til Jerusalem af Tyrus-kongens arbejdere (2 Krøn 2,16).

2. Bibelske henvisninger:

Byen optræder ikke i historien som filistæisk, så vi kan måske slutte, at den blev holdt af fønikerne, de store søfarere på den tid. Det var uden tvivl et fønikisk skib, som Jonas fandt her, på vej til Tarshish, da han flygtede fra Herrens nærvær (Jon 1,3). På Ezras tid blev der igen bragt cedre hertil til bygningerne i Jerusalem (Ezra 3,7). Efter at være blevet hentet af sendebud fra Lydda til Joppe oprejste Peter her den døde Dorkas til liv (ApG 9,36). På taget af Simons hus ved havet blev det berømte syn skænket denne apostel; af det lærte han, at evangeliet var bestemt for både jøde og hedning (ApG 10,1; ApG 11,5).

3. Historie fra makkabæertiden:

Da mændene i Joppe forræderisk havde druknet omkring 200 jøder, overfaldt Judas Makkabæus byen "og satte havnen i brand om natten, brændte bådene og huggede dem ned med sværdet, som var flygtet derhen" (2 Makk 12,3 ff). Jonatan indtog byen, hvor Apollonios havde anbragt en garnison (1 Makk 11,47 ff). Den var ikke let at holde, og nogle år senere blev den igen erobret af Simon, som lagde garnison i stedet, fuldendte havnen og forhøjede befæstningerne (1 Makk 12,36 f; 13,11; 14,5-34). Det er optegnet som en del af Simons ære, at han tog den "til en havn og gjorde den til en indgang til havets øer", således at jøderne for første gang ejede en søhavn, gennem hvilken handel kunne udvikles fuldt ud. Den blev taget af Pompejus og knyttet til provinsen Syrien (Ant., XIV, iv, 4; BJ, I, vii, 7). Cæsar gav den tilbage til jøderne under Hyrkanos (Ant., XIV, x, 6). Den var blandt de byer, Antonius gav til Kleopatra (XV, iv, 1). Cæsar føjede den til Herodes' kongerige (vii. 3; BJ, I, xx, 3), og ved hans død overgik den til Arkelaos (Ant., XVII, xi, 4; BJ, II, vi, 3). Ved hans afsættelse blev den knyttet til den romerske provins. Indbyggerne var nu nidkære jøder, og under de romerske krige led den hårdt. Efter en massakre ved Cestius Gallus, hvor 8.400 af folket omkom, blev den efterladt øde. Således blev den et tilholdssted for Roms fjender, som blev sørøvere og gjorde bytte på skibsfarten i de nærliggende farvande. Stedet blev hurtigt erobret og ødelagt af Vespasian. Folket søgte ud i deres både, men en frygtelig storm brød løs over dem og knuste deres skrøbelige fartøjer mod klipperne, så vældige mængder omkom (BJ, III, ix, 2-4). På et senere tidspunkt var den sæde for et bispedømme. Under korstogene havde den en omskiftelig historie, idet den snart blev taget af de kristne, snart af muslimerne. Den blev erobret af franskmændene under Kleber i 1799. Den blev befæstet af englænderne og senere udvidet af tyrkerne (Baedeker, Palestine, 130).

4. Beskrivelse:

Det moderne Yafa er bygget på en klippehøj, 116 fod (ca. 35 m) høj, ved havets kant. Et rev af klipper løber parallelt med kysten et kort stykke ude. Det kan rundes i roligt vejr af mindre fartøjer, og det giver en vis beskyttelse. Der er en åbning i revet, hvorigennem de både passerer, som møder dampskibene, der anløber her. I stormvejr er passagen farlig. På en af disse klipper siges Perseus at have reddet den lænkede Andromeda fra dragen. Yafa er en blomstrende by, som nyder stor fordel af de årlige strømme af pilgrimme, der passerer gennem den på vej for at besøge de hellige steder i Israels land. Der drives god handel med Egypten, Syrien og Konstantinopel. Sæbe, sesam, hvede og appelsiner er de vigtigste eksportvarer. De berømte haver og appelsinlunde i Jaffa udgør en af de vigtigste seværdigheder. De kristne og muslimerne har rivaliserende traditioner om stedet for garveren Simons hus. Man udpeger også resterne af Tabithas hus. Fra Jaffa til Jerusalem blev den første jernbane i Israels land bygget.

W. Ewing