Rehabeam

Han udvider folket; Salomos efterfølger på tronen og tilsyneladende hans eneste søn. Han var søn af Na’ama, “ammonitinden,” en velkendt ammonitisk prinsesse (1 Kong 14,21; 2 Krøn 12,13). Han var enogfyrre år gammel, da han besteg tronen, og han regerede i sytten år (975-958 f.Kr.). Selv om han straks blev anerkendt som den retmæssige arving til tronen, var der et stærkt følt ønske om at ændre regeringens karakter. Den skattebyrde, som folket havde været underlagt under Salomos regering, var meget trykkende, og derfor samledes folket i Sikem og krævede af kongen, at deres byrder blev lettet. Han drog til Sikem for at møde dem og hørte deres krav om lindring (1 Kong 12,4). Efter tre dage, efter at have rådført sig med en yngre generation af hoffolk, som var vokset op omkring ham, svarede han folket hovmodigt i stedet for at følge de ældstes råd (6-15). “Kongen lyttede ikke til folket; for sagen kom fra Herren” (jf. 11,31). Dette bragte hurtigt forholdene til en krise. Det frygtelige råb lød (jf. 2 Sam 20,1):

“Hvilken del har vi i David? Vi har heller ingen arv i Isajs søn: Til jeres telte, Israel! Sørg nu for dit eget hus, David” (1 Kong 12,16).

Og nu blev riget straks revet i to. Rehabeam blev rystet og forsøgte sig med indrømmelser, men det var for sent (18). Judas stamme, Rehabeams egen stamme, var den eneste, der forblev tro mod ham. Benjamin blev regnet sammen med Juda, og disse to stammer dannede sydriget med Jerusalem som hovedstad; mens de ti nordlige stammer dannede et særskilt rige og valgte Jeroboam til deres konge. Rehabeam forsøgte at vinde de ti oprørske stammer tilbage ved at føre krig mod dem, men profeten Shemaja forhindrede ham (21-24; 2 Krøn 11,1-4) i at gennemføre sit forehavende.

I Rehabeams femte regeringsår førte Shishak (se dette), en af Egyptens konger af det assyriske dynasti, krig mod ham, uden tvivl tilskyndet af Jeroboam, hans svigersøn. Jerusalem overgav sig til angriberen, som plyndrede templet og i praksis reducerede riget til en vasalstat under Egypten (1 Kong 14,25, 26; 2 Krøn 12,5-9). Et bemærkelsesværdigt minde om denne invasion er blevet opdaget i Karnak i Øvre Egypten i nogle relieffer på væggene i et lille tempel dér. Disse relieffer viser kongen, Shishak, med en række fanger og andre figurer i hånden, sammen med navnene på de erobrede byer i Juda, de byer som Rehabeam havde befæstet (2 Krøn 11,5-12).

Judas rige sank under Rehabeam mere og mere ned i moralsk og åndeligt forfald. “Der var krig mellem Rehabeam og Jeroboam alle deres dage.” Til sidst, i sit otteoghalvtredsindstyvende leveår, “sov Rehabeam hen hos sine fædre og blev begravet hos sine fædre i Davids by” (1 Kong 14,31). Han blev efterfulgt af sin søn Abija.