Domstole, retslige

joo-dish'-al, ju-dish'-al.

1. Deres organisation:

Efter Jetros råd udnævnte Moses dommere (shopheTim, 2 Mos 18). I Egypten ser det ud til, at hebræerne ikke havde deres egne dommere, hvilket naturligvis var kilde til mange uretfærdigheder. Da Moses forlod Egypten, tog han dommerfunktionerne på sig, men det var umuligt, at han skulle kunne magte opgaven med at forvalte retfærdighed for to og en halv million mennesker; derfor gik han i gang med at organisere et retssystem. Han udnævnte dommere over ti, halvtreds, hundrede og tusind – i alt 78.600 dommere. Dette system var tilstrækkeligt til anledningen, og disse domstole svarede i praksis til vore fredsdommere, borgmesterret, distriktsret og kredsret. Endelig var der en højesteret under Moses og hans efterfølgere. Disse domstole var ganske vist trindelte, men gav ikke mulighed for appel. De lavere domstole overlod deres vanskelige sager til den næste højere. Hvis sagen var enkel, tog dommeren over ti sig af den, men hvis spørgsmålet var for indviklet for ham, henviste han det til den næste højere domstol, og sådan fortsatte det, indtil det til sidst nåede Moses. Der var visse slags spørgsmål, som dommerne over ti, halvtreds og hundrede slet ikke tog, og folket forstod det og bragte dem til de højere domstole som første instans. Når en domstol havde afgjort sagen, var den sag afsluttet, for den kunne ikke appelleres (2 Mos 18,25; 2 Mos 18,26). Da landet blev taget i besiddelse, skulle dommerne udnævnes for hver by og omegn (5 Mos 16,18), og derved fik hele Israel en hurtig og billig måde at få sager afgjort på. Skønt det ikke var foreskrevet i forfatningen, blev dommerne efterhånden almindeligvis valgt blandt levitterne som den lærde stand. Embedet var valgbart. Josefus siger dette tydeligt, og forskellige steder i Skrifterne udtrykker det positivt ved slutning (se 5 Mos 1,13). Jeftas valg ved folkets afstemning fremstilles klart (Dom 11,5-11).

2. Dommernes karakter:

Hos hebræerne blev loven holdt for meget hellig, for Gud selv havde givet den. Derfor var de, der forvaltede loven, Guds særlige repræsentanter, og deres person blev tilsvarende holdt for hellig. Disse omstændigheder pålagde dem pligten til at forvalte retfærdighed uden personsanseelse (5 Mos 1,17; 5 Mos 16,18). De skulle ledes af de umistelige rettigheder, som den hebraiske forfatning gav enhver borger:

(1) Ingen måtte berøves liv, frihed eller ejendom uden behørig rettergang (4 Mos 35,9-34).

(2) To eller tre vidner krævedes for at dømme nogen for en forbrydelse (5 Mos 17,6; 5 Mos 19,2-13).

(3) Straf for forbrydelse måtte ikke overføres eller nedarves (5 Mos 24,16).

(4) En mands hjem var ukrænkeligt (5 Mos 24,10; 5 Mos 24,11).

(5) Den, der var holdt i trældom, men havde opnået frihed ved egen indsats, skulle beskyttes (5 Mos 23,15; 5 Mos 23,16).

(6) Ens arvelod var umistelig (3 Mos 25,23-28; 3 Mos 25,34).

(7) Slaveri kunne ikke gøres varigt uden personens eget samtykke (2 Mos 21,2-6).

3. Deres arbejde:

Efterhånden udviklede der sig en juridisk profession blandt hebræerne, hvis medlemmer blev betegnet som »lovkyndige« eller »skriftlærde«, også kendt som »lovlærere« (Luk 2,46). Deres virksomhed var tredobbelt:

(1) at studere og fortolke loven;

(2) at undervise den hebraiske ungdom i loven; og

(3) at afgøre lovspørgsmål. De to første opgaver udførte de som lærde og lærere; den sidste enten som dommere eller som rådgivere ved en eller anden domstol, for eksempel Jerusalems senat eller en lavere ret. Ingen lovbog kan gå så meget i detaljer, at den fjerner nødvendigheden af senere lovgivning, og denne tager som regel i vid udstrækning form af retsafgørelser grundet på lovbogen snarere end af særskilte bestemmelser; og sådan var det blandt hebræerne. Bestemmelserne i deres lovbog var for størstedelen ret generelle og gav dermed stort spillerum for kasuistisk fortolkning. Med hensyn til de punkter, som den skrevne lov ikke udtrykkeligt dækkede, måtte man finde en erstatning enten i form af fast skik eller i form af en slutning draget af lovbestemmelsen.

Som følge af den flid, hvormed denne linje i den juridiske udvikling blev forfulgt gennem århundrederne umiddelbart før vor tidsregning, blev hebraisk ret en højst kompliceret videnskab. I de omstridte punkter kunne de enkelte lovkyndiges domme ikke tages som norm; derfor måtte de forskellige lovens disciple ofte mødes til drøftelse, og flertallets mening fik da forrang. Dette var »lærernes« møder. Hver gang der opstod en sag, som der ikke fandtes nogen klar juridisk afgørelse om, blev spørgsmålet henvist til den nærmeste lovkyndige; af ham til den nærmeste kreds af lovkyndige, måske Sanhedrinet, og den deraf følgende afgørelse var fremover autoritet.

Før Jerusalems ødelæggelse var teknisk kundskab om loven ikke en betingelse for valgbarhed til dommerembedet. Enhver, der kunne vinde sine medborgeres tillid, kunne vælges, og mange af landdistrikternes domstole blev uden tvivl ledet, som hos os, af mænd af gedigen kvalitet, men med begrænset kundskab. Sådanne mænd ville gøre brug af juridisk rådgivning fra enhver »lærer«, der måtte være inden for rækkevidde; og ved de mere ansete domstole i en stor kommune var det en fast skik at have en kreds af lovkyndige til stede for at drøfte og afgøre enhver ny juridisk problemstilling, der måtte opstå. Naturligvis blev disse mænd ofte selv valgt til dommerembedet, så i praksis var hele retssystemet i deres hænder.

4. Begrænsninger under romersk herredømme:

Skønt Judæa på dette tidspunkt var et underlagt fællesskab, udøvede Sanhedrinet, som var den øverste lovgivende og dømmende myndighed, selvstændig myndighed i en sådan grad, at det ikke blot behandlede civile sager i overensstemmelse med jødisk lov--for uden en sådan ret ville en jødisk domstol være umulig--men det tog også i vid udstrækning del i straffen af forbrydelser. Det udøvede en selvstændig politimyndighed og kunne derfor sende sine egne betjente ud for at foretage arrestationer (Matt 26,47; Mark 14,43; ApG 4,3; ApG 5,17; ApG 5,18). I sager, der ikke omfattede dødsstraf, var dets domme endelige og uhindrede (ApG 4,2-23; ApG 5,21-40). Kun i sager om dødsstraf måtte landshøvdingens samtykke sikres, hvilket ikke blot siges klart i Joh 18,31, men også fremgår af hele forløbet af Kristi rettergang, sådan som den berettes af de synoptiske evangelier. Når landshøvdingen gav eller nægtede sit samtykke i sådanne sager, kunne han helt følge sit eget behag og anvende enten jødisk eller romersk lov som rettesnor. I én slags sager blev retten til at påføre dødsstraf, selv over romerske borgere, givet til Sanhedrinet, nemlig når en ikke-jødisk person overskred grænserne og trådte ind i templets indre helligdom. Selv i dette tilfælde måtte landshøvdingens samtykke sikres, men det ser ud til, at de romerske herskere var tilbøjelige til at lade loven gå sin gang mod en sådan overlagt krænkelse af jødernes følelser. Straffesager, der ikke omfattede dødsstraf, behøvede ikke at blive henvist til landshøvdingen.

5. Tid og sted for møder:

Den by, hvor Sanhedrinet mødtes, var Jerusalem. At fastslå den særlige bygning og det sted, hvor bygningen stod, er interessant for arkæologen, ikke for den, der studerer loven. De lokale domstole holdt sædvanligvis deres møder på ugens anden og femte dag (mandag og torsdag), men vi ved ikke, om den samme skik blev fulgt af Det Store Sanhedrin. På festdage blev der ikke holdt ret, langt mindre på sabbatten. Da dødsstraf ikke måtte afsiges før dagen efter rettergangen, undgik man også sådanne sager på dagen før en sabbat eller en anden helligdag. Den vægt, der blev lagt på denne overholdelse, kan ses af de edikter, som Augustus udstedte, hvorved jøderne blev fritaget for pligten til at møde i retten på sabbatten.

Se læge; lovkyndig; Sanhedrinet; skriftkloge.

Frank E. Hirsch