Babylon

Den græske form af BABEL; semitisk form Babilu, der betyder “Guds port.” På de assyriske tavler betyder det “byen for stammernes spredning.” Den monumentale liste over dens konger går tilbage til 2300 f.Kr. og omfatter Khammurabi, eller Amrafel (se denne), Abrahams samtidige. Den lå ved Eufrat, omkring 200 miles oven for dens sammenløb med Tigris, som løb gennem dens midte og delte den i to næsten lige store dele. Elamitterne invaderede Kaldæa (dvs. Nedre Mesopotamien, eller Sinear, og Øvre Mesopotamien, eller Akkad, nu forenet til ét) og holdt det under sig. Til sidst befriede Khammu-rabi det fra det fremmede åg og grundlagde det nye rige Kaldæa (se dette), idet han gjorde Babylon til hovedstad i det forenede kongerige. Denne by voksede gradvis i omfang og pragt, men med tiden blev den underlagt Assyrien. Ved Nineves fald (606 f.Kr.) kastede den det assyriske åg af sig og blev hovedstad i det voksende babyloniske rige. Under Nebukadnesar blev den en af den gamle verdens mest pragtfulde byer.

Efter at have gennemgået skiftende omskiftelser blev byen besat af Kyros, “Elams konge,” 538 f.Kr., som udstedte et dekret, der tillod jøderne at vende tilbage til deres eget land (Ezra 1). Derefter ophørte den med at være hovedstad i et rige. Den blev igen og igen hjemsøgt af fjendtlige hære, indtil dens indbyggere alle var drevet bort fra deres hjem, og byen blev en fuldstændig ødemark, så selv dens beliggenhed blev glemt blandt mennesker.

På Eufrats vestbred, omkring 50 miles syd for Bagdad, findes en række kunstige høje af vældig udstrækning. Dette er ruinerne af denne engang berømte, stolte by. Disse ruiner er hovedsagelig (1) den store høj, som araberne kalder Babil. Dette var sandsynligvis det berømte Belus-tempel, som var en pyramide omkring 480 fod høj. (2) Kasr (dvs. “paladset”). Dette var Nebukadnesars store palads. Det er næsten et kvadrat, hvor hver side er omkring 700 fod lang. Den lille by Hillah, nær Babylons sted, er næsten helt bygget af mursten taget fra denne ene høj. (3) En høj bakke, på hvis top der står en moderne grav kaldet Amran ibn-Ali. Dette er sandsynligvis den ældste del af byens rester og repræsenterer ruinerne af de berømte hængende haver, eller måske af et kongeligt palads. Den fuldstændige ødelæggelse af byen, der engang blev kaldt “rigernes herlighed” (Es 13,19), blev forudsagt af profeterne (Es 13,4-22; Jer 25,12; 50,2, 3; Dan 2,31-38).

Det Babylon, der nævnes i 1 Pet 5,13, var ikke Rom, som nogle har ment, men den bogstavelige by Babylon, som var beboet af mange jøder på den tid, Peter skrev.

I Åb 14,8; 16,19; 17,5; og 18,2 antages “Babylon” at betyde Rom, ikke betragtet som hedensk, men som en fortsættelse af den gamle magt i pavelig form. Rom, hedensk og pavelig, betragtes som én magt. “Det bogstavelige Babylon var ophav til og støtte for tyranni og afgudsdyrkelse...Denne by og hele dens rige blev indtaget af perserne under Kyros; perserne blev undertvunget af makedonerne, og makedonerne af romerne; således arvede Rom det gamle Babylons magt. Og det var hendes fremgangsmåde at overtage dyrkelsen af de falske guddomme, hun havde besejret; således blev hun ved sin egen handling arving og efterfølger til al den babyloniske afgudsdyrkelse og til alt, hvad der blev indført i den af Babylons umiddelbare efterfølgere, og følgelig til al jordens afgudsdyrkelse.” Rom, eller “det mystiske Babylon,” er “den store by, som hersker over jordens konger” (17,18).