Loven i Det Gamle Testamente

|| I. ANVENDTE UDTRYK

1. Torah ("lov")

2. Synonymer til Torah

(1) Mitswah ("bud")

(2) `Edhah ("vidne", "vidnesbyrd")

(3) MishpaTim ("retsafgørelser")

(4) Chuqqim ("forskrifter")

(5) Piqqudhim ("påbud")

II. DEN SKRIFTLIGE OPTEGNELSE AF LOVEN

1. Den kritiske datering af lovene

2. Lovgrupper i P (præsteskriftet)

3. Pagtsbogen

(1) Retsafgørelser. Sammenlignet med Hammurabis lovsamling

(2) Grundlaget for pagtens lov. Tidligere skikke

4. Lovbogen i Femte Mosebog 31

5. Hellighedsloven

6. Den endelige samling

III. LOVENS ALMINDELIGE KARAKTER OG FORMÅL

1. Den borgerlige lov

(1) Tjenere og de fattige

(2) Straffe

(3) Ægteskab

(4) Sabbatter og fester

2. Den ceremonielle lov

(1) Offerets oprindelse

(2) Det levitiske ritual

(3) Loven er virkelig en Torah

IV. LOVENS BORTGANG

LITTERATUR

Lov, i det mindste som skik, fandtes bestemt blandt hebræerne i tiden før Moses, som det fremgår af talrige hentydninger til den, både i borgerlige og ceremonielle forhold, i de tidligere skrifter. Men vi har ingen tydelig beretning om en sådan lov, hverken med hensyn til dens fulde indhold eller dens vedtagelse. Lov i Det Gamle Testamente betyder i praksis den lov, der blev kundgjort af Moses (uden tvivl med rødder i denne tidligere lov eller skik), med forskellige senere ændringer eller tilføjelser, regler om hvilke er blevet indføjet i optegnelsen af Moseloven.

Følgende er forhold fra førmosaisk lov eller skik, som der hentydes til i Første Mosebog og Anden Mosebog: frembærelsen af offer og brugen af altre (Første Mosebog, passim); den religiøse brug af stenstøtter (1 Mos 28,18); renselse til offer (1 Mos 35,2); tiende (1 Mos 14,20; 1 Mos 28,22); omskærelse (1 Mos 17,10; 2 Mos 4,25); forespørgsel ved en helligdom (1 Mos 25,22); hellige fester (2 Mos 5,1 osv.); præster (2 Mos 19,22); hellige eder (1 Mos 14,22); ægteskabsskikke (1 Mos 16; 24; 25,6; 29,16-30); førstefødselsret (1 Mos 25,31-34); ældste (1 Mos 24,2; 1 Mos 50,7; 2 Mos 3,16); manddrab (1 Mos 9,6) osv. Vi går straks videre til Moseloven.

I. Anvendte udtryk.

Det hebraiske ord, der gengives med "lov" i vores bibler, er torah. Andre synonyme ord betegner enten (som torah selv faktisk også gør) sider, hvorunder loven kan betragtes, eller forskellige slags lov.

1. Torah ("lov"):

Torah kommer af horah, Hiphil-formen af yarah. Grundbetydningen er "at kaste"; derfor betyder ordet i Hiphil "at pege ud" (som ved at kaste hånden frem), og dermed "at lede"; og torah er "vejledning". Torah kan ganske enkelt være "menneskelig vejledning", som i "din mors lov" i Ordsp 1,8; men oftest i Det Gamle Testamente er det den guddommelige lov. I ental betyder det ofte en lov, mens flertal bruges i samme betydning; men hyppigere er torah i ental den samlede mængde af guddommeligt given lov. Ordet siger intet om den måde, hvorpå loven, eller nogen del af den, først blev givet; det peger blot på lovens almindelige formål, nemlig at den var til vejledning for Guds folk i de forskellige forhold, som den angår. Dette viser, at lovens mål lå ud over blot lydighed mod denne eller hin regel; dette mål var undervisning i kundskaben om Gud og om menneskers forhold til ham, og vejledning i at leve som børn af en sådan Gud, som han åbenbarede sig at være. Dette dvæles der ved i de senere skrifter, især i Sl 19 og Sl 119.

I Det Gamle Testamentes afsluttede kanon betegner torah teknisk set Pentateuken (Luk 24,44), som den del af Det Gamle Testamentes skrifter, der indeholder lovens tekst og dens historie frem til Moses' død, den store lovgiver.

2. Synonymer til Torah:

(1) Mitswah ("bud")

Mitswah, "bud" (eller i flertal "bud"), er et udtryk, der anvendes om loven og angiver, at den er et pålæg, der er lagt på mennesker som udtryk for Guds vilje, og at den derfor må adlydes.

(2) `Edhah ("vidne", "vidnesbyrd")

`Edhah, "vidne" eller "vidnesbyrd" (i flertal "vidnesbyrd"), er en betegnelse for Guds lov som noget, der vidner om principperne for hans handlemåde med sit folk. Således kaldes pagtens ark "vidnesbyrdets ark" (2 Mos 25,22), fordi den indeholder "vidnesbyrdet" (2 Mos 25,16), dvs. lovens tavler, som pagten byggede på. Ovenstående udtryk er generelle og anvendes om torah som helhed; de to næste har en mere begrænset anvendelse.

(3) MishpaTim ("retsafgørelser")

MishpaTim, "retsafgørelser": MishpaT i ental betyder undertiden dom i abstrakt forstand, som i 1 Mos 18,19; 5 Mos 32,4; undertiden handlingen at dømme, som i 5 Mos 16,18; 5 Mos 16,19; 5 Mos 17,9; 5 Mos 24,17. Men "retsafgørelser" (i flertal) er et udtryk, der til stadighed bruges i forbindelse med, og til forskel fra, forskrifter, for at betegne love af en særlig art, nemlig love som, skønt de udgør en del af torah i kraft af guddommelig stadfæstelse, havde deres oprindelse i dommeres afgørelser i sager, der blev bragt frem for dem til dom. Se nærmere nedenfor.

(4) Chuqqim ("forskrifter")

Chuqqim, "forskrifter" (bogstaveligt: "indgraverede love"), er love, der umiddelbart er vedtaget af en lovgiver. "Retsafgørelser og forskrifter" tilsammen omfatter hele loven (3 Mos 18,4; 5 Mos 4,1; 5 Mos 4,8 KJV). Således skelner vi også nu mellem sædvaneret og lovfæstet ret.

(5) Piqqudhim ("påbud")

Piqqudhim, "påbud": Dette udtryk findes kun i Salmernes Bog. Det synes at betyde regler eller råd, der er givet for at passe til de forskellige omstændigheder, mennesker kan befinde sig i. Udtrykket kan måske være ment som anvendt både om reglerne i den egentlige torah og om andre, som findes f.eks. i profeters og "vismænds" skrifter.

II. Den skriftlige optegnelse af loven.

Lovens vedtagelse og dens overgivelse til skrift må holdes adskilt. Med hensyn til det første siges det klart (Joh 1,17), at "loven blev givet gennem Moses"; og selv om dette ikke nødvendigvis indebærer, at enhver bestemmelse, der findes i Pentateuken, er hans, tilskrives et stort antal af lovene udtrykkeligt ham. Med hensyn til det sidste får vi klart at vide, at Moses skrev visse love eller lovsamlinger ned (2 Mos 17,14; 2 Mos 24,4; 2 Mos 24,7; 5 Mos 31,9). Disse udgør dog kun en del af hele lovgivningen; og derfor er det et berettiget spørgsmål at undersøge, om de øvrige dele blev skrevet af Moses, eller — hvis ikke af ham — hvornår og af hvem.

Det er ikke nødvendigt her at drøfte det store spørgsmål om Pentateukens litterære historie, men det må kort berøres. Pentateuken synes bestemt at have nået sin nuværende form ved en gradvis sammenføjning af forskelligartet materiale. Da Deuteronomium (D) er en særskilt komposition, synes en skelnen ved kritisk undersøgelse at være blevet klart fastslået mellem en række afsnit i de øvrige bøger, som tilsyneladende engang må have udgjort en fortælling for sig selv, og andre afsnit, delvis fortællende, men hovedsageligt lovgivende og statistiske, som synes at være blevet tilføjet senere. Uden at tilslutte os nogen af de kritiske teorier om forholdet mellem disse indbyrdes eller om tidspunkterne for deres tilblivelse kan vi i almindelighed acceptere analysen og anvende det velkendte symbol JE (Jahwist-Elohim) til at skelne den førstnævnte fra P (Præstekodeksen), den sidstnævnte. Begrænser vi os til deres lovgivende indhold, finder vi i JE en kort, men meget vigtig lovsamling, Pagtens lov, fuldt gengivet i 2 Mos 20-23 og gentaget for en dels vedkommende i 2 Mos 34,10-28. Al den øvrige lovgivning findes i P og Deuteronomium.

1. Den kritiske datering af lovene:

Vi får klart at vide i 2 Mos, at loven i 2 Mos 20-23 blev givet gennem Moses. Idet de forkaster denne udtalelse, hævder kritikere af Wellhausens skole, at dens sande datering må placeres betydeligt senere end Josvas tid. De fastholder, at israelitterne før deres erobring af Kanaan blot var nomader, uvidende om agerbrug, hvis praksis, såvel som deres kultur i almindelighed, de først lærte af de besejrede kana'anæere. Derfor — hævder de — kan loven i 2 Mos 20-23, eftersom den forudsætter agerbrug, ikke være blevet kundgjort før tidligst på et tidspunkt i dommertiden; de placerer den endda i monarkiets tidlige periode. Alt dette er imidlertid blot antagelse, som man søger støtte for i nogle passager, hvor der tales om hyrdeliv, men med fuldstændig tilsidesættelse af andre, som viser, at israelitterne både i patriarktiden og i Egypten også dyrkede jord. Se B.D. Eerdmans, "Have the Hebrews Been Nomads?" The Expositor, august og oktober 1908. Det kan faktisk vises, at denne lov hele vejen igennem var i overensstemmelse med det, der må have været israelitternes skikke og forestillinger på udvandringens tid (Rule, Old Testament Institutions). Professor Eerdmans forsvarer i sine Alttestamentliche Studien, del III (1910), med kraft Pagtbogens mosaiske oprindelse.

De samme kritikere flytter dateringen af lovgivningen i Deuteronomium ned til Josijas tid, eller højst nogle få år tidligere. De hævder (fejlagtigt), at hovedformålet med Josijas reform, der fortælles om i 2 Kong 2, var centraliseringen af gudsdyrkelsen ved templet i Jerusalem. De tilskriver med rette den nidkærhed, der gennemførte reformen, fundet af "Lovbogen" (22,8). Idet de dernæst argumenterer for, at den hyppige tidligere praksis med gudsdyrkelse på offerhøje indebar, at der ikke fandtes nogen lov imod den, konkluderer de, at reglen i 5 Mos 12 var en regel, der for nylig var blevet fastsat af templets præsteskab og skrevet i en bog i Moses' navn, idet denne nye bog var det, som blev "fundet i Jahves hus". Men dette argument er helt igennem uholdbart: dets alvorlige vanskeligheder er godt fremstillet i Mollers Are the Critics Right? Og også her godtgør omhyggeligt studium den mosaiske karakter af Deuteronomiums lov som helhed og af 5 Mos 12 i særdeleshed. M. Edouard Naville fremsætter i La decouverte de la loi sous le roi Josias en teori, som han støtter med en særdeles interessant argumentation: at den fundne bog var et grundlæggelsesdepot, som derfor må være blevet indmuret ved templets opførelse af Salomo.

Lige så uholdbare, hvor plausible de end kan forekomme, er de argumenter, som vil gøre udformningen af det levitiske ritual til et arbejde fra Ezras tid. De vanskeligheder, denne teori skaber, er langt større end dem, den er beregnet på at fjerne. Se også om dette Moller, Are the Critics Right?

Idet disse teorier forkastes, vil det i den foreliggende artikel blive forudsat, at de forskellige love stammer fra de tidspunkter, som tilskrives dem i Pentateuken; at hvad der end kan siges om dateringen af nogle "af lovene", er alle dem, som dér tilskrives Moses, virkelig med rette tilskrevet ham.

2. Lovgrupper i P (Præstekodeksen):

Lovene i P er for det meste ordnet i grupper, som fortællende stof undertiden er blandet ind i. Dette er f.eks. nogle af grupperne: 2 Mos 25-31; 3 Mos 1-7; 11-15; 4 Mos 1-4 osv. Disse gruppers opbygning og sandsynlige historie er meget interessant. At mange af dem må have gennemgået indskud, synes sikkert ud fra følgende overvejelser. Hver af grupperne, og ofte et eller flere afsnit inden for en gruppe, indledes med en tilbagevendende formel: “Jahve talte til Moses (eller til Aron, eller til Moses og Aron) og sagde.” Man kunne først vente, at indholdet af hver gruppe eller hvert afsnit med en sådan indledning udelukkende ville bestå af det, Jahve havde sagt til Moses eller Aron, men sådan er det ikke altid. Ikke sjældent findes der inden for et sådant afsnit en forskrift, som ikke kan være blevet sagt til Moses, men må være trådt i kraft på et senere tidspunkt. Medmindre vi da forkaster formlens udsagn, medmindre vi er rede til at sige, at Jahve ikke talte til Moses, kan vi kun slutte, at disse senere forskrifter på et tidspunkt blev indsat af en redaktør i afsnit, som oprindeligt kun indeholdt mosaiske love. At dette skulle være sket, ville være helt naturligt, når vi betænker, at en sådan redaktørs formål ikke alene ville være at bevare (som det er sket) optegnelsen af den oprindelige lov, men at fremlægge en lovhåndbog, fuldstændig til brug for hans egen tid, en håndbog (for at bruge et moderne udtryk), der var ført ajour.

At de pågældende passager virkelig var indskud, fremgår ikke blot af, at deres fjernelse befrier teksten for det, der ellers ville være alvorlige uoverensstemmelser, men også fordi de pågældende passager undertiden forstyrrer sammenhængens rækkefølge. Ved således at skelne mellem love, der (som anført) blev forkyndt af Moses, og love, som udsagnsformlen ikke var ment at gælde for, når vi desuden frem til følgende vigtige resultat. Det er, at de førstnævnte love alle kan påvises at være i harmoni med hinanden og med de historiske data fra den mosaiske tid; mens indførelsen af de senere regler også viser sig at være det, der naturligt ville følge som en tilpasning til senere tiders forhold og den gradvise udfoldelse af Guds hensigt.

Det ville være en alt for lang opgave her at gennemføre dette i enkeltheder; det er blevet forsøgt af denne artikels forfatter i Old Testament Institutions, Their Origin and Development. To eksempler kan dog nævnes.

Eksempler på indskud--I 2 Mos 12,43 ff (English Revised Version) læser vi: “Dette er påskens ordning: ingen fremmed må spise af den; men enhver mands træl, som er købt for penge, når du har omskåret ham, da må han spise af den. En tilflytter og en daglejer må ikke spise af den.” Dette var den oprindelige mosaiske regel, indført ved formlen i 12,43. Men i 12,48.49 siges det, at tilflyttere (når de er omskåret) må spise af påsken. Dette var tydeligvis en lempelse fra en senere tid, foretaget i overensstemmelse med det princip, som udfoldes i Es 56,3-8.

Ifølge 3 Mos 23,34; 3 Mos 23,39 a,40-42 var løvhyttefesten kun en fest på syv dage. Dette var den mosaiske regel, sådan som det fremgår af formlen i 23,33 og i visse andre passager. Men som en udvikling i festens fejring blev der senere tilføjet en ottende dag, og derfor blev der her i 23,36 og 39b foretaget indskud med dette indhold. Indførelsen af denne ekstra dag ville stemme med den mere udførlige fejring af de “fastsatte fester”, som vi finder i 4 Mos 28 og 29, sammenlignet med den enklere fejring af de samme dage, der foreskrives i 3 Mos 23. Også her dækkede formlen i 4 Mos 28,1 tydeligvis nogle få vers umiddelbart efter, men ikke hele indholdet af de to kapitler.

Når vi da forudsætter, at talrige grupper af mosaiske love fra en tidlig tid fandtes på skrift, og at de senere fik indskud, må den endelige sammenstilling af disse grupper sammen med andet materiale og deres ordning i den rækkefølge, hvori vi nu finder dem, have været et værk, måske nok af den, der foretog indskuddene, men under alle omstændigheder af en sen redaktør. Disse talrige grupper udgør dog ikke hele det lovgivende indhold i Pentateuken; for en meget stor del af dette indhold består af tre særskilte lovbøger, som vi nu må undersøge. Disse var “Pagtens Bog”, “Lovens Bog” i 5 Mos 31,26 og den såkaldte “Hellighedslov”.

3. Pagtens Bog:

Denne bog, som udtrykkeligt kaldes sådan (2 Mos 24,7), siges at være skrevet af Moses (24,3.1). Den må have omfattet indholdet af 2 Mos 20-23. Indgåelsen af pagten ved Sinai, som blev forberedt af de åbenbarende ord i 2 Mos 3,12-17; 2 Mos 6,2-8; 2 Mos 19,3-6, var en begivenhed af allerstørste betydning i Israels religiøse historie. Guds åbenbaring af sig selv for Israel var i meget høj grad, ja først og fremmest, en åbenbaring af hans moralske egenskaber (2 Mos 34,6; 2 Mos 34,7), og den kunne kun opfattes virkningsfuldt af et folk, der var moralsk egnet til at modtage den. Derfor blev Israel som nation nu af Gud sat i et fast forhold til ham selv ved hjælp af en pagt, idet betingelsen, som pagten byggede på, fra hans folks side var deres lydighed mod en given lov. Det var den lov, der var indeholdt i “Pagtens Bog”.

Den bestod af “Jahves ord” og “domme” (2 Mos 24,3 KJV). De sidstnævnte findes i 2 Mos 21,1-22; de førstnævnte i 2 Mosebog 20, i den resterende del af 2 Mosebog 22 og i 2 Mosebog 23. “Dommene” (American Standard Revised Version “ordinances”) angår udelukkende spørgsmål om ret mellem menneske og menneske; “Jahves ord” angår dels disse og dels særligt religiøse pligter.

(1) Domme. Sammenlignet med Hammurabis lovsamling.

"Retsreglerne" synes at være hentet fra ældre sædvaneret; de omfattede ikke nødvendigvis hele denne ret, men så meget af den, som det nu behagede Gud at sætte sit udtrykkelige stempel på og indlemme i denne pagtslov. De kan med god grund sammenlignes med dem, der findes i den såkaldte Hammurabis lov, kongen af Babylon, som man mener var Amrafel i 1 Mos 14. Disse kaldes "retfærdighedens retsregler, som Hammurabi, den mægtige konge, stadfæstede." Lighederne i form og emne mellem de to samlinger af "retsregler" er meget slående. De har alle den samme opbygning: De begynder med en hypotetisk sætning, "hvis sådan og sådan," og giver derefter den regel, der skal anvendes, i tredje person. De vedrører alle udelukkende civile forhold, til forskel fra religiøse, nemlig rettigheder og pligter mennesker imellem. De synes alle at have haft en lignende oprindelse i domme, der først blev afsagt i sager, som blev forelagt dommere til afgørelse; begge samlinger repræsenterer derfor sædvaneret.

(2) Grundlaget for pagtsloven. Tidligere skikke.

Det er bemærkelsesværdigt, at pagtsloven, både i spørgsmål om ret mennesker imellem og i spørgsmål, der direkte angår tjenesten for Gud, kun gjorde lidt (om overhovedet noget) mere end at give en ny og guddommeligt bevidnet sanktion til krav, som, fordi de allerede var velkendte, appellerede til fællesskabets almindelige samvittighed. Hvis der virkelig i "Jahves ord" var nogen skærpelse af vante moralske eller (mere særligt) religiøse krav, f.eks. i det første og andet bud i Dekalogen, synes det at have været for at håndhæve overbevisninger, som allerede må have været ved at få greb om i det mindste de mere eftertænksomme blandt folket, og det i høj grad gennem de lærdomme, som begivenhederne i deres nylige historie havde indprentet dem. På ingen anden måde kunne pagtsloven have appelleret til deres samvittighed og således dannet et grundlag, som pagten kunne hvile sikkert på.

Ligesom vi i "retsreglerne" har en stadfæstelse af gammel sædvaneret; ligesom vi igen i Dekalogens anden tavle har moralske regler i overensstemmelse med en målestok for moralsk ret--uden tvivl allerede anerkendt--som faktisk er meget lig den i den "negative bekendelse" i den egyptiske Dødebog; sådan finder vi også i pagtslovens mere særligt religiøse regler ikke nye regler eller oprettelsen af nye institutioner, men en ny sanktion af det, der allerede var gammelt. Disse "Jahves ord" forudsætter, at der ydes tjeneste for Jahve: De påbyder den ikke, som om den var noget nyt, men de påbyder, at israelitterne ikke ved siden af tjenesten for ham også skal føje tjeneste for andre guder til (2 Mos 20,3; 2 Mos 23,24). De forudsætter, at de tre "fester" overholdes; de påbyder, at disse skal holdes for Jahve--"for mig," dvs. "for mig alene" (2 Mos 23,14; 2 Mos 23,17). De forudsætter, at der bringes visse offergaver til Jahve; de påbyder, at disse skal gives gavmildt--"af det første," dvs. af det bedste--og uden tøven (2 Mos 22,29). De forudsætter tilbedelse ved offer, og at der findes et tilvant ritual, og derfor opstiller de ikke nogen ordning for ritualet; men de giver nogle få anvisninger, der skal værne mod afgudsdyrkelse eller mod enhver praksis, som fører enten til uærbødighed eller til lave og falske forestillinger om Gud (2 Mos 20,4-6; 2 Mos 20,23-26; 2 Mos 22,31; 2 Mos 23,18). Mens de fastholder overholdelsen af de tre "fester," som omtales som noget allerede sædvanligt, er det bemærkelsesværdigt, at de ikke indeholder noget bud om at holde påske, som endnu ikke var en tilvant årlig overholdelse.

Dette fravær af rituelle anvisninger er virkelig meget iøjnefaldende. Det lå i Guds råd, at han i nær fremtid ville etablere et omdannet ritual, bygget på det, der allerede var overleveret, men med visse nye elementer, og sådan udformet, at det i stadig højere grad skulle fremme åndelige forestillinger om Gud og et højere ideal for hellighed. Dette hørte dog endnu fremtiden til. Derfor blev det ikke nævnt i pagtsloven; den lov var således begrænset, for at den straks skulle appellere til folkets almindelige samvittighed og dermed være en sand prøve på deres ønske om at gøre det rette. Dette ville være det faste grundlag, hvorpå endnu højere ting kunne bygges. Det er umuligt at vurdere den sande karakter af den senere lovgivning, dvs. af det, der i omfang udgør langt den største del af torah--uden først at forstå pagtens og pagtslovens sande karakter og motiv.

Se også COVENANT, BOOK OF THE; PENTATEUCH.

4. Lovbogen i Femte Mosebog 31:

Umiddelbart efter pagtsslutningen blev Moses kaldt op på bjerget, og dér modtog han anvisninger for opførelsen af tabernaklet; disse blev efterhånden fulgt af reglerne for den omdannede ceremoni, som tabernaklet skulle være hjemsted for. Alt dette må vi indtil videre forbigå.

Da Moses var kommet til østsiden af Jordan, holdt han, nu ved afslutningen af sin gerning, taler til folket, hvori han alvorligt formanede dem til at leve op til det høje kald, som Gud havde kaldet dem med, i det land, som de stod i begreb med at tage i besiddelse. Med dette formål indflettede han i sin tale en fremstilling af den lov, som de skulle leve efter. Og derpå, som næsten sin sidste offentlige handling, skrev han "denne lovs ord i en bog" og gav påbud om, at bogen skulle lægges "ved siden af pagtens ark" (5 Mos 31,24-26). Hvad var denne bog nu? Var det Femte Mosebog, helt eller delvist? Det mest rimelige svar på dette spørgsmål er, at den bog, som Moses faktisk skrev, i det mindste omfattede indholdet af 5 Mos 5-26 og 28. Om hele eller enkelte dele af det øvrige indhold af 5 Mos også udgjorde en del af denne bog eller senere blev føjet til den, så det hele gennem en redigeringsproces blev bragt frem til vores nuværende Femte Mosebog, er igen et legitimt emne for undersøgelse.

Kendetegn ved Femte Mosebog.

Når vi betragter 5 Mos 5-26 og 28 (med eller uden dele af andre kapitler) som den “bog”, der omtales i 5 Mos 31,24-26, finder vi, at den er en håndbog i undervisning for folket som helhed — den er ikke en præstehåndbog. Den beskæftiger sig med moralspørgsmål og med religion i dens almene principper, men kun underordnet med rituelle spørgsmål: den advarer mod farerne ved afgudsdyrkelse og overtroiske forvanskninger, som var almindelige i dyrkelsen af andre guder, men som på ingen måde måtte blandes sammen med Jahves tjeneste; den insisterer på retfærdig adfærd mennesker imellem og indskærper meget stærkt medmenneskelighed over for de fattige og de afhængige; den pålægger dem, der har myndighed, upartisk at opretholde retten, såvel som rimelighed, mådehold og barmhjertighed i lovens forvaltning og i straffens idømmelse; den fremstiller gudsfrygten som rettesnor for hans folks handlinger og kærligheden til Gud som svar på hans barmhjertighed mod dem. Den opstiller ikke noget rituelt system, selv om den giver regler (5 Mos 4,3-21) om ting, der ikke måtte spises som urene; den giver også anvisninger om, hvordan tiender skulle disponeres (5 Mos 14,22-29; 5 Mos 26,12); den uddyber anvisningen i Pagtsloven om overholdelsen af de tre “fester” og føjer hertil overholdelsen af påsken (5 Mos 16); den opstiller en lov (udtrykt betinget), der begrænser ofringen af i det mindste de mere højtidelige ofre til én helligdom (5 Mos 12); og den indskærper ofte gavmildhed over for levitterne, både på grund af de hellige tjenester, de udførte, deres spredning blandt stammerne og den usikre karakter af deres udkomme. Ligesom Pagtsloven forudsætter den eksistensen af et indarbejdet ceremoniel, og det er bemærkelsesværdigt, at når der er anledning til det, gør den brug af en fraseologi (5 Mos 12), der ligner den i Moses’ rituelle love i Tredje Mosebog og Fjerde Mosebog.

Det er ganske muligt, at der kan være foretaget nogle interpolationer i teksten til Femte Mosebog 5-26, men ikke i et omfang, der er tilstrækkeligt til at påvirke den oprindelige bogs almene karakter. Denne “Lovbog” var altså en udvidelse af Pagtsloven, som håndhævede dens principper, gav mere detaljerede anvisninger for gennemførelsen af dem og satte dem ind i en ramme af formaning, advarsel og opmuntring. Således angives dens forhold til pagten ved 5 Mos 26,16-19; 5 Mos 29,1. Dette er den “Moses’ lovbog”, som ofte nævnes i Kongebøgerne, Krønikebøgerne, Ezra og Nehemias.

5. Hellighedsloven:

I markant kontrast til de talrige regler, undertiden blandet med fortælling, som vi finder i 2 Mos 25-40; 3 Mos 1-16 og gennem hele Fjerde Mosebog, har vi i 3 Mos 17-26 en samling love, som tydeligvis engang var en bog for sig selv. Denne er, på grund af dens stadige insisteren på hellighed som motiv for adfærd, blevet kaldt “Hellighedsloven”. Skønt den indeholder mange love, der siges at være talt af Jahve til Moses, får vi ikke at vide, af hvem den blev skrevet, og derfor er dens forfatterskab og datering et rimeligt emne for undersøgelse. I sin overordnede udformning har den megen lighed med Pagtsloven og den Lovbog, der findes i Femte Mosebog. Som i dem, og især i den sidstnævnte, er lovene sat ind i en formanende ramme, idet det hele afsluttes med løfte om belønning for lydighed og trussel om straf for ulydighed (jf. 2 Mos 23,20-33; 2 Mos 23,26; 2 Mos 23,28). Ligesom dem beskæftiger den sig meget med moralske pligter: 3 Mos 19 og 20 er i praksis en udvidelse af Dekalogen; men den beskæftiger sig også mere end de gør med ceremoniel. Med hensyn til begge dele fremstiller den som motiv for lydighed reglen: “I skal være hellige, for jeg er hellig.”

Et fingerpeg om dateringen

Et fingerpeg om dens datering findes i dens opfattelse af renhed. Den tanke, som findes hos profeterne og i Det Nye Testamente, at moralsk forseelse gør uren, må bygge på en tidligere opfattelse, nemlig på Det Gamle Testamentes opfattelse af rituel urenhed. Rituel urenhed var oprindelig kun fysisk urenhed; tanken om moralsk ret eller uret indgik slet ikke i den: dette er helt klart ud fra hele indholdet af 3 Mos 11-15. På den anden side finder vi tanken om moralsk renhed og urenhed fuldt udviklet i Salmerne, Ordsprogene og hos profeterne, herunder de tidligere profeter Amos, Hoseas og Esajas. I H (Hellighedsloven, 3 Mos 17-26) finder vi en mellemliggende opfattelse. Vi finder, at mens i 3 Mos 11-15 seksuelle handlinger, som var lovlige, gjorde uren på samme måde som dem, der var ulovlige, fordømmes i H ægteskabsbrud og incest som noget, der gør særligt uren; tanken er, at deres tekniske urenhed blev mere intenst uren gennem deres umoral (3 Mos 18,24-30). På lignende måde nævnes omgang med genfærdemanere og troldmænd, som sandsynligvis indebar fysisk besmittelse (måske gennem de ingredienser, der blev brugt i tryllemidler), som noget, der i særlig grad forårsager besmittelse, sandsynligvis fordi en sådan teknisk besmittelse ville blive forstærket af det ulovlige i overhovedet at have med genfærdemanere og troldmænd at gøre (3 Mos 19,31). Synder, som imidlertid ikke i sig selv medførte fysisk urenhed, såsom f.eks. uretfærdighed, nævnes ikke i H som noget, der gør uren, skønt de betragtes sådan hos profeterne. Først har vi altså rituel urenhed, som kun er fysisk i reglerne i 3 Mos 11-15 (mosaiske regler, der utvivlsomt rummer en før-mosaisk opfattelse); til sidst har vi moralsk uret, der i sig selv gør uren, i Salmerne og hos profeterne; imellem disse har vi overgangsopfattelsen i H. Dateringen af Hellighedsloven kan derfor være mosaisk, men må være betydeligt tidligere end de tidligste af de skrivende profeter.

6. Den endelige sammenstilling:

De resterende grupper af mosaiske love synes at have foreligget i deres oprindelige form (dvs. uden indskud), uden tvivl i præsteskabets varetægt i sandsynligvis meget lang tid, måske i århundreder, før de til sidst blev samlet i deres nuværende form. Ordningen af disse grupper, sådan som de nu står, før og efter H og med fortællende stof indflettet, er på ingen måde tilfældig, sådan som det ved første øjekast kunne se ud.

(1) Exodus.

Da forskrifterne for opførelsen af tabernaklet med formålet for dets enkelte dele blev givet til Moses umiddelbart efter pagtsslutningen, følger de straks efter beretningen om den. Således indeholder Exodus historien om pagtsslutningen, om det, der førte op til den, og om det, der straks fulgte efter den, nemlig tilvejebringelsen af hjemmet for pagtsgudstjenesten.

(2) Leviticus.

Denne bog følger med reglerne for denne gudstjeneste; ikke ganske vist med alle dens detaljer, men med en redegørelse for alt, hvad der var væsentligt for den. Først (i 3 Mos 1-7) har vi loven om ofre, herunder det, der var så særligt ejendommeligt for pagtsgudstjenesten, loven om syndofferet. Dernæst har vi i 3 Mos 8-10 indvielsen af tabernaklet og dets indhold, indvielsen af dets præster og indførelsen af det nyligt foreskrevne gudstjenestesystem. Dernæst har vi i 3 Mos 11-15 reglerne for renselse fra rituel urenhed, uden hvilke det ville have været umuligt at føre dette system af pagtsgudstjeneste videre. Derefter følger i 3 Mos 16 beretningen om ceremonierne på forsoningsdagen, kronen på og fuldendelsen af det hele. Således har vi i disse 16 kapitler en redegørelse for det væsentlige i den nyligt indstiftede pagtsgudstjeneste. Og derpå har vi straks i Hellighedsloven det store motiv, der lå til grund både for denne ceremonielle lov og for den foregående moralske og religiøse lov i Pagtsbogen, nemlig princippet om, at Guds folk skal være helligt, fordi han er hellig. Understregningen af dette princip i H afslutter således hele denne lovfremstilling, ligesom dets første fremsættelse havde indledt den i 2 Mos 19,6.

(3) Numeri.

Formålet med Numeri er supplerende. 4 Mos 1-6, som indeholder optællingen og ordningen af stammerne og regler om den repræsentative levitiske tjeneste, fremstiller den fælles karakter af Israels tjeneste for Gud. Israelitterne skulle ikke være en blot samling af stammer, men én nation, hvor båndet, der forenede dem, var pagten med Gud. Selve lejren, ordnet og omhyggeligt beskyttet mod besmittelse, skulle være et symbol på denne hellige enhed. Num 7-10 fortæller om de resterende begivenheder ved Sinaj, herunder (9,1-14) den vigtige beretning om den første mindepåske. De resterende kapitler indeholder skiftevis en fortælling om begivenheder efter opbruddet fra Sinaj og grupper af love, som som regel på en eller anden måde er forbundet med de fortalte begivenheder, men alle er de supplerende til de mere væsentlige love, der allerede er nedskrevet.

(4) Deuteronomium.

Som et selvstændigt værk og baseret på udsagn og handlinger ved selve afslutningen af de 40 år følger Deuteronomium naturligt til sidst.

III. Lovens almindelige karakter og formål. Både i borgerlige anliggender og i det ceremonielle måtte loven forholde sig til mennesker, der levede i en forholdsvis tidlig periode af menneskehedens historie. Dens regler var nødvendigvis på begge områder tilpasset tidens målestok. Samtidig indskærpede de principper, hvis udfoldelse efterhånden ville medføre et stort fremskridt i menneskers opfattelser både af, hvad der er sandt, og af, hvad der er ret.

1. Den borgerlige lov:

Som J.B. Mozley siger (Lectures on the Old Testament): "Moralen i en fremadskridende åbenbaring er ikke den moral, den begynder med, men den, den slutter med"; dog er Det Gamle Testamentes lovs fortræffelighed tydelig, ikke alene i dens store underliggende principper, men også i dens enkelte reglers egnethed til at fremme moralsk fremskridt.

(1) Tjenere og de fattige.

Vi har allerede bemærket ligheden mellem "retsreglerne" i 2 Mos 20 og 21 og Hammurabis "retsregler" med hensyn til form og emne. Til trods for den praktiske visdom, der findes i mange af de sidstnævnte, er der på ét punkt en markant kontrast i ånd mellem dem og de førstnævnte; for mens både Pagtsloven og dens udvidelse i Deuteronomium værnede om interessen hos og sikrede retfærdighed, og også barmhjertighed, over for slaver og fattige, var Hammurabis love snarere udformet i de velhavendes interesse. Sammenlign f.eks. med reglen om en bortløben slave i 5 Mos 23,15 f følgende (Hammurabis lovsamling, paragraftegn 16): "Hvis en mand har huset i sit hus en mandlig eller kvindelig tjener, der er flygtet fra paladset, eller en fattig mand, og ikke har fremstillet dem på kommandantens krav, skal ejeren af det hus dræbes." Loven tillod ganske vist slaveri, en institution der var universel i den antikke verden, men den traf bestemmelser, som i meget høj grad må have mildnet dets hårdhed. Det blev påbudt, både i Exodus og i Deuteronomium, at efter seks års tjeneste skulle en hebraisk mandlig tjener "gå fri bort uden betaling", medmindre han selv foretrak at forblive i trældom (2 Mos 21,2-6; 5 Mos 15,12-18). Reglen i 2 Mos 21,7-11 om kvindelige tjenere var ikke helt den samme, men den værnede ikke desto mindre om deres interesser, mens hebraiske kvindelige tjenere senere blev indbefattet i reglen i 5 Mos 15,12. En endnu større forbedring blev indført ved en senere regel, der var forbundet med loven om jubelåret, sådan som den er fremsat i 3 Mos 25,39-55. Igen: selv om trældom blev tilladt på grund af gæld eller som redning fra fattigdom (2 Mos 21,2; 2 Mos 21,7; 5 Mos 15,12), var menneskerov en forbrydelse, der medførte dødsstraf (2 Mos 21,16).

(2) Straffe.

Reglen i 2 Mos 21,22-25 ("øje for øje" osv.; jf. 3 Mos 24,19; 3 Mos 24,20; 5 Mos 19,16-19) lyder hård for os, men selv om den retfærdighed, den sanktionerede, var grov og summarisk efter tidens målestok, lagde den en bremse på hævngerrighed. Straffen kunne være så stor, men ikke større; og den samme ånd af tilbageholdenhed i straf ses i reglen om piskning (5 Mos 25,2). På samme måde blev reglen om, at mord skulle hævnes af "blodhævneren"—en regel, der under tidens forhold både var nødvendig og gavnlig—beskyttet mod misbrug ved oprettelsen af tilflugtssteder, hvis regler var udformet til at bane vej for en bedre ordning (se 2 Mos 21,12-14; 4 Mos 35,9-24; 5 Mos 19,1-13).

(3) Ægteskab.

Ægteskabsskikkene i den mosaiske tid tillod polygami og medhustruvæsen, ægteskab ved køb eller ved tilfangetagelse i krig, slaveægteskab og skilsmisse. Loven tillod, at disse skikke fortsatte, men den skabte dem ikke; tværtimod var dens bestemmelser bestemt til at begrænse den gamle frihed, give beskyttelse til den svagere part, kvinden, så vidt muligt begrænse onderne i det overleverede system—et system, som ikke pludseligt kunne ændres—og bane vej for et bedre. Overvej virkningen af følgende regler: om slavehustruer (2 Mos 21,7-11); krigsfanger (5 Mos 21,10-14); flere hustruer (5 Mos 21,15-17); ægteskabsbrud (2 Mos 20,14; 2 Mos 20,17; 5 Mos 22,22); utugt (5 Mos 22,23-29; 5 Mos 23,17; 5 Mos 23,18; 3 Mos 21,19); skilsmisse (5 Mos 24,1-4); leviratsægteskab (5 Mos 25,5-10); incest (3 Mos 18,6-18); præsters ægteskab (3 Mos 21,7; 3 Mos 21,10-15); kongelig polygami (5 Mos 17,17).

(4) Sabbatter og fester.

Loven om disse var ganske vist delvis ceremoniel, men tjente dog sociale formål. Sabbatsdagen gav alle, og især tjenere og fattige, og også husdyr, et nødvendigt pusterum fra det daglige slid; den tjente også menneskers åndelige velfærd og ærede Gud (2 Mos 23,12; 5 Mos 5,14; 5 Mos 5,15; 2 Mos 31,12-17). Det syvende års hvile for landet—også det "en sabbat med højtidelig hvile, en sabbat for Jahve"—var til landets genopretning, men det tjente også til at værne om fælles rettigheder, måske i en overgangstid hvad angår skikke for jordbesiddelse; i forbindelse med det fandtes der også regler om frigivelse af slaver og lettelse for skyldnere (2 Mos 23,9-11; 3 Mos 25,2-7; 5 Mos 15,1-18). Overholdelsen af sabbatsåret som hvile for landet synes at være gået af brug, måske allerede omkring 500 år før det babyloniske fangenskab (2 Krøn 36,21), og det er sandsynligt, at jubelåret (hvis formål synes at have været at afpasse modstridende rettigheder under nye skikke for jordbesiddelse og i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager) blev indstiftet for at træde i dets sted (3 Mos 25). Loven om de årlige fester sikrede både de sociale fordele ved folkets festlige sammenkomster og deres helligelse gennem tilbedelsen af Gud samt den offentlige anerkendelse af hans hånd i landbrugsmæssige og politiske forhold, som enten var anledningen til eller forbundet med disse sammenkomster. Hensynsfuld gavmildhed mod de fattige og afhængige blev ved disse lejligheder særligt påbudt (2 Mos 23,14-17; 5 Mos 16,1-17; 5 Mos 12,12; 5 Mos 12,18; 5 Mos 12,19).

2. Den ceremonielle lov:

Vi har allerede bemærket, at opfattelsen af synd som urenhed, der derfor gør synderen uegnet til Guds nærhed, må være vokset frem af den tidligere opfattelse af rent rituel (fysisk) urenhed. Denne udvikling, og en ledsagende fornemmelse af syndens afskyelighed og dens behov for soning ved offer, blev utvivlsomt frembragt ved den gradvise virkning af loven om syndofferet (3 Mos 4,1-5; 3 Mos 4,12-15; 3 Mos 4,16). På samme måde må reglerne om skyldofre (3 Mos 5,14-6) efterhånden have ført til en sand opfattelse af omvendelse, som omfattede både søgen efter soning gennem offer og genoprettelse for begået uret. Syndofferet var dog en særligt mosaisk institution, som markerede en udvikling i offersystemet. De eneste ofre, som vi har noget spor af i førmosaisk tid, var afgrøde- og drikofre, helofre og slagtofre (eller, for at bruge den levitiske betegnelse, fredsofre).

(1) Offerets oprindelse.

Vi læser om frembærelse af offer gennem hele patriarkhistorien og endnu længere tilbage end Noa i fortællingen om Kain og Abel; og der kan ikke være nogen tvivl om, at den levitiske offerordning byggede på og var en udvikling (under guddommelig styring) af det offersystem, der allerede var overleveret blandt hebræerne. Offeret var utvivlsomt af guddommelig oprindelse; dog har vi ingen beretning, ja ikke engang en antydning, om nogen formel indstiftelse af offeret. Kains og Abels ofre omtales på en måde, der efterlader indtryk af, at de blev bragt spontant, og den mest sandsynlige antagelse synes at være, at den allerførste frembærelse af offer var resultatet af et spontant ønske (guddommeligt indplantet, kan vi være sikre på) hos de tidlige mennesker om at yde tjeneste for det højere væsen, hvis forhold til dem selv de, om end nok så uklart, var sig bevidst.

Den forhistoriske forskning har endnu ikke været i stand til at give os et tydeligt billede af de primitive mennesker; og selv hvis antropologiens resultater var sikrere, end de endnu kan gøre krav på at være, er det, der i denne sammenhæng vedkommer os, forestillingerne ikke hos tidlige mennesker overalt, men hos den hebraiske slægts tidlige forfædre. Hvor barnlige deres ideer end kan have været, og sandsynligvis var, kan der meget vel have været langt mere elementær sandhed i dem — i enkle ideer, indplantet af Gud — end antropologiske forskere har noget kendskab til. Før eller siden bragte tidlige mennesker ofre til Gud; og da det mosaiske offersystem bestemt byggede på det patriarkalske, kan vi med rimelighed antage, at de ideer, der lå til grund for dette, var en videreudvikling af dem, som lå bag ofret hos patriarkens egne endnu tidligere forfædre.

Det er træffende bemærket af Dr. A.B. Davidson (Old Testament Theology, s. 315), at Kains og Abels ofre kaldes en minchah eller gave; og denne idé om offeret som en gave til Gud forklarer lettest de kendsgerninger, vi har at gøre med i Det Gamle Testamentes offerhistorie. Da tidlige mennesker først bragte ofre til Gud, gjorde de det sandsynligvis i samme ånd som små børn, der giver gaver til ældre personer uden at vide, om eller på hvilken måde gaverne vil være til nogen nytte for dem. De giver ganske enkelt i kærlighed det, som har værdi i deres egne øjne. Det eneste, der måtte have været af grundlæggende værdi for de tidligste mennesker, var føde; derfor var ofre til Gud overalt i første omgang ofre af føde. Men her må der snart være opstået en vanskelighed, for mennesker må meget tidligt være blevet overbevist om, at det guddommelige væsen ikke spiste af den føde, der blev ofret, i hvert fald ikke på menneskers måde at spise på. Til sidst blev forestillingen om, at han faktisk spiste, helt fjernet blandt israelitterne (Sl 50,13; Sl 50,14), men i mellemtiden synes vanskeligheden at være blevet mødt med den antagelse, at det guddommelige væsen fortærede en indre essens af føden; og da man antog, at denne blev frigjort ved ild, kom føde, der blev bragt som offer, til at blive brændt for at gøre den egnet til at blive Guds føde. Dette fremgår bestemt af 3 Mos 3,11; 3 Mos 3,16 (jf. 3 Mos 21,6; 3 Mos 21,8; 3 Mos 21,17; 3 Mos 21,21).

Når vi imidlertid kommer til dyreofferet, til forskel fra planteofferet, finder vi ikke, at dets oprindelse kan forklares som et offer af føde fra begyndelsen. Vi lærer af 3 Mos 17,10-14, at den væsentlige del af dyreofferet var frembærelsen af blodet, og at blodet blev ofret, fordi blodet var liv. Tanken om, at liv kan gives ved at give blod, lå til grund for en skik, som må have været næsten universel i primitive tider, nemlig blodspagten (se H. Clay Trumbull, Blood Covenant). I denne gav to personer hver den anden noget af sit eget blod, tappet fra den levende åre. Personer, der var forenet i en blodspagt, antoges ved sammenblandingen af deres blod at blive virkelige delagtige i ét liv. At give en anden af sit eget blod var at give sit eget liv, dvs. sig selv, med al den hengivelse i kærlighed og tjeneste, som det ville indebære. En lignende tanke synes nu at have ligget til grund for det primitive offer af blod til Gud: det var frembærelsen af offerbringerens liv.

I de allerførste blodofre er det sandsynligt, at det blod, der blev ofret, var offerbringerens blod, og at der ikke skete nogen påføring af død — kun på denne måde en indvielse af livet. Omskærelsens indvielsesritus kan have været en overlevering af offeret i denne dets tidligste form; således også det, der fortælles i 1 Kong 18,28. Men da det blod, der blev ofret, var blevet blodet fra en stedfortræder, og det en stedfortrædende dyreoffer, kom offeret (uden tvivl snart) til at omfatte slagtningen af dyret og desuden fortæringen, helt eller delvist, af dets krop ved ild som et offer af føde.

(2) Det levitiske ritual.

Uanset om den ovennævnte teori accepteres eller ej, ville dyreofferet, for så vidt det blev et offer af føde, stå på linje med planteofferet; men i begge bestod det levitiske rituals fortrin i dette, at mens det var udformet for et folk, hvis forestillinger befandt sig i en overgangsfase, var det dog i stand til at tilpasses højere forestillinger og egnet til til sidst at blive symbolsk for rent åndelig sandhed. Det var gennem undervisningen, ikke kun fra profeterne, men fra selve det levitiske ritual, og mens det endnu var i fuld kraft, at ordene i Sl 50,13; Sl 50,14 blev udtalt: "Vil jeg spise tyres kød eller drikke bukkes blod? Bring Gud taksigelsens offer, og indfri dine løfter til den Højeste." Det levitiske ritual, især med hensyn til dyreoffer, var udformet sådan, at det på den ene side holdt tanken om offeret som frembærelse af liv, ikke død, om livets indvielse, ikke dets ødelæggelse, levende, og derfor gjorde det til et sandt forbillede på Kristi levende offer. På den anden side værnede offerreglerne mod misbrug, som faktisk bredte sig vidt blandt hedningerne. Reglen, f.eks. i 3 Mos 1,2 og andre steder, at "I skal bringe jeres offergave af kvæget, både af hornkvæget og af småkvæget," udelukkede menneskeoffer. Reglen om, at den første handling i hvert offer måtte være at slagte det dyr, der blev ofret, udelukkede påførelse af unødig lidelse. De detaljerede regler om frembærelsen og håndteringen af blodet og de forskellige måder at håndtere slagtekroppen på holdt den væsentlige tanke i alt sådant offer levende og reddede det fra at udarte til blot en ophobning, som i Egypten, af altre med rene læs af mad. Reglerne for takofferet, som altid iklædte det et åndeligt motiv (se 3 Mos 7,12; 3 Mos 7,16), hævede det til et niveau langt over den slags offer blandt de omgivende hedninger, idet de værnede det mod deres tøjlesløse festlighed (jf. Hos 2,11-13; Hos 4,13; Hos 4,14; Am 2,8; Am 5,21-23) og grove forestillinger om Guds del i festmåltidet.

(3) Loven i sandhed en Torah.

I hver eneste af sine afdelinger viste loven sig virkelig at være en torah, der ledte Guds folk på vejen opad; den førte dem videre fra det stade af fremskridt, hvilket det end var, som de allerede havde nået på Moses' tid, til højere og højere målestokke, både for tro og pligt, indtil de var forberedt på Kristi evangelium, han som selv sagde om den gamle lov: "Indtil himmel og jord forgår, skal ikke én jota eller én tøddel på nogen måde forgå fra loven, før alt er opfyldt" (Matt 5,18 KJV). Imens har vi i profeternes undervisning ikke en modvirkende indflydelse, ikke et system, der konkurrerer med loven, men dens udfoldelse; begge er inspireret af Gud, begge er redskaber i hans fremadskridende åbenbaring. "At adlyde er bedre end offer, og at lytte end vædderes fedt" var Samuels ord, en trofast tjener for loven og selv en hyppig frembærer af offer. Hvad loven var for fromme israelitters hjerte i den profetiske tidsalder, ses i de glødende ord i Sl 119.

IV. Lovens bortgang.

Lovens store almene principper var ikke forbigående, men blivende, og de dukker igen op under evangeliets husholdning. I øvrigt, dvs. i de enkeltheder, hvad enten de var ceremonielle eller borgerlige, hvori den var tilpasset blot forbigående behov, gik loven bort, da Kristus kom. Det erkendes ikke altid, at den allerede før Kristus kom var begyndt at gå bort. Følgende er eksempler:

(1) Hele begrundelsen for den levitiske gudsdyrkelse bestod i, at den byggede på den pagt, der blev sluttet ved Sinaj, og pagtens symbol var arken, som indeholdt lovens tavler og var overdækket af nådestolen. Derfor var en af dens mest betydningsfulde handlinger stænkningen af syndofferets blod inden for forhænget på nådestolen, eller uden for forhænget, men dog foran nådestolen. Men denne mest betydningsfulde handling kunne ikke længere udføres, da der efter det babyloniske fangenskab ikke længere var hverken ark eller nådestol.

(2) Loven om, at tiende skulle betales til levitterne, mens kun en tiendedel af den blev betalt af dem til "præsten Aron" (4 Mos 18), var praktisk gennemførlig, så længe præsterne kun udgjorde en lille del af hele det levitiske legeme, sådan som de fremtræder i historien ned til monarkiets midterste periode. Men på eksilets tid forsvandt de fra historien undtagen som egentlige tempeltjenere, og efter hjemkomsten fra eksilet var selv disse i antal kun en lille håndfuld sammenlignet med præsterne (Ezra 2,36-42; Ezra 8,15-20; Ezra 8,24-30; Neh 11,10-19). Forsøget på at genoplive den gamle lov (Neh 10,38; Neh 10,39) var velment, men upraktisk: det blev tydeligvis snart opgivet (Neh 13,10-13; Mal 3,8-10). Vi lærer af Josefus, at tiender senere blev anset for at tilkomme præsterne, ikke levitterne (Josefus, Ant, XX, viii, 8; ix, 2).

(3) At den mosaiske lov om skilsmisse skulle give plads for en strengere, fremgår ikke kun af vor Herres ord i Matt 19,7-9, men også af Mal 2,16.

(4) Det er sandsynligt, at nogle af de supplerende regler i Nu kan have været bestemt kun til midlertidig brug og kan være gået bort før afslutningen af Det Gamle Testamente. Sådan kan det f.eks. have været med loven i 4 Mos 5,11-31, en lov, der sandsynligvis var meget nyttig under forholdene i den mosaiske tidsalder, og måske selv en godkendelse af en før-mosaisk skik.

LITTERATUR.

Driver, Driver, Introduction to the Literature of the Old Testament, hvortil man bør læse Moller, Are the Critics Right? og Orr, Orr, The Problem of the Old Testament; A.B. Davidson, Theology of the Old Testament; J.B. Mozley, Ruling Ideas in Early Ages; Rule, Old Testament Institutions, Their Origin and Development; Kurtz, Sacrificial Worship of the Old Testament; Hoonacker, Le sacerdoce levitique; Edouard Naville,

La decouverte de la loi sous le roi Josias; H. Clay Trumbull, The Blood Covenant; Milligan, Resurrection of our Lord (274 ff., om "blodoffer").

Ulric Z. Rule