Jakobs brønd

(pege tou Iakob):

1. Brøndens beliggenhed:

I Joh 4,3 ff læser vi, at vor Herre "forlod Judæa og drog igen bort til Galilæa. Og han måtte nødvendigvis gå gennem Samaria. Så kommer han til en by i Samaria, kaldet Sykar, nær ved det jordstykke, som Jakob gav sin søn Josef; og dér var Jakobs brønd." Da Jakob kom til Sikem på sin tilbagevenden fra Paddanaram, slog han lejr "foran", dvs. øst for byen, og købte den jord, hvor han havde rejst sit telt (1 Mos 33,18). Dette er uden tvivl den "del" (hebraisk shekhem), der omtales i 1 Mos 48,22, selv om det dér siges, at den var taget med sværd og bue fra amoritterne. Hvor Sikems pas åbner sig mod øst, nær dalens nordlige kant, ligger Josefs traditionelle grav. På den anden side af dalen, tæt ved foden af Gerizim, ligger den brønd, der overalt er kendt som Bir Ya`qub, "Jakobs brønd". Beliggenheden opfylder fuldstændigt fortællingens krav. Hovedvejen fra syd deler sig lidt mod øst; den ene gren fører vestpå gennem passet, den anden går mere direkte mod nord. Det er sandsynligt, at disse stier følger de gamle veje ret nøje; og begge ville have været benyttet på Jesu tid. Hvilken af dem han tog, kan vi ikke sige; men under alle omstændigheder lå denne brønd i forgreningen mellem dem og kunne nås lige let fra begge.

Se SYCHAR.

2. Hvorfor den blev gravet:

I det citerede kapitel siges det, at Jakob gravede brønden (1 Mos 48,12). Det Gamle Testamente siger intet om dette. Med de rige kilder ved `Ain `Askar og BalaTa kunne man spørge, hvorfor der overhovedet skulle graves en brønd her. Vi må huske, at der i Østen altid har været meget strenge regler for brugen af vand, især når der var store hjorde at tage hensyn til. Købet af jord her har måske ikke sikret Jakob de forsyninger, han havde brug for. Der var fare for strid mellem rivaliserende hyrder. Patriarken kan derfor have gravet brønden af hensyn til freden og også for at bevare sin egen uafhængighed.

3. Traditionens enighed:

Jøder, samaritanere, muslimer og kristne er enige om at forbinde denne brønd med patriarken Jakob. Dette skaber en stærk formodning til fordel for traditionen, og der er ingen god grund til at betvivle dens sandhed. Når man står ved brøndens kant, overskygget af Gerizims vældige masse, mærker man, hvor naturligt den ville blive omtalt som "dette bjerg".

4. Beskrivelse:

I lang tid var brønden ubeskyttet og åbnede sig blandt ruinerne af et hvælvet kammer nogle fod under jordoverfladen. Major Anderson beskriver den (Recovery of Jerusalem, 465) som havende "en smal åbning, netop bred nok til, at en mands krop kan passere igennem med armene løftet, og denne smalle hals, som er omkring 4 ft. lang, åbner sig ned i selve brønden, som er cylindrisk formet og omkring 7 ft. 6 inches i diameter. Brøndens munding og øverste del er bygget af murværk, og brønden synes at være blevet sænket gennem en blanding af alluvial jord og kalkstensfragmenter, indtil man nåede et kompakt lag af bjergkalksten med vandrette lag, som let kunne bearbejdes; og brøndens indre giver indtryk af at have været foret hele vejen med groft murværk." Dybden var uden tvivl langt større i oldtiden; men meget affald er faldet ned i den, og nu er den ikke mere end 75 ft. dyb. Den forsynes ikke af nogen kilde, og vandet ledes heller ikke til den langs overfladen, som til en cisterne. Dens forsyning afhænger helt af regnfald og nedsivning. Derfor har vandet muligvis aldrig nået op til randen. Kvinden siger: "brønden er dyb." Pege, "kilde", passer derfor strengt taget ikke på den, men snarere "tank" eller "reservoir", phrear, det ord der faktisk bruges i vers 11 f. De moderne indbyggere i Nablus sætter stor pris på brøndens "lette" vand sammenlignet med det "tunge" eller "hårde" vand fra de nærliggende kilder. Det varer sædvanligvis til omkring slutningen af maj; derefter er brønden tør, indtil regnen vender tilbage. Dens indhold adskiller sig derfor fra det "levende" vand i den stadigt strømmende kilde.

Af pilgrimmenes beretninger lærer vi, at der på forskellige tidspunkter er blevet bygget kirker over brønden. Muslimerne nedrev sandsynligvis den sidste af dem efter korsfarernes nederlag i 1187. En beskrivelse af ruinerne med tegninger, som de så ud for 30 år siden, findes i PEF, II, 174 osv. En sten fundet i 1881 kan have været brøndens oprindelige dække. Den måler 3 ft. 9 inches X 2 ft. 7 inches X 1 ft. 6 in. Åbningen i midten er 13 in. i diameter; og i dens sider er der furer, slidt af de reb, der blev brugt til at trække vandet op (PEFS, 1881, 212 ff).

5. Nuværende tilstand:

For nogle år siden blev det jordstykke, der rummer brønden, købt af den græske kirkes myndigheder, og det er blevet omgivet af en mur. Et kapel er blevet bygget over brønden, og en stor kirkebygning er også blevet opført ved siden af den.

W. Ewing