Galilæa

gal'-i-le (ha-galil, hagelilah, bogstaveligt "kredsen" eller "distriktet"; he Galilaia):

1. Hedningernes Galilæa:

Kedesh, tilflugtsbyen, beskrives som liggende i Galilæa, på Naftalis bjergland (Jos 20,7; jf. Jos 21,32). Navnet synes oprindeligt at have betegnet Naftalis område. Josvas sejrrige felttog i nord (Jos 11) og senere de nordlige stammers sejr under Debora og Barak (Dom 4) gav Israel overherredømme; alligevel var Naftalis stamme ikke i stand til at fordrive alle landets tidligere indbyggere (Dom 1,33). På Salomos tid blev navnet brugt om et langt større område, der også omfattede Ashers område. I dette land lå de byer, som Salomo gav til Hiram (1 Kong 9,11). Kabul, som nævnes her, må være identisk med den i Jos 19,27. Også asheritterne mislykkedes med at tage visse byer i deres tildelte del i besiddelse, så hedningerne fortsatte med at bo iblandt dem. Det er sandsynligvis denne tilstand, der ligger bag navnet, som i Es 9,1 gives til dette område: "folkeslagenes Galilæa", dvs. et distrikt beboet af en blandet befolkning af jøder og hedninger. Der kan også være henvist til det i Jos 12,23, hvor vi muligvis bør læse "kongen over folkeslagene i Galilæa" (legalil) i stedet for "Gilgal" (begilgal). Alligevel var det inden for dette område, at der ifølge 2 Sam 20,18 (Septuaginta) lå de to byer, som var kendt for at have bevaret gamle israelitiske religiøse skikke i deres renhed--Abel-Bet-Ma'aka og Dan.

2. Gamle grænser:

Der er intet, der kan vejlede os med hensyn til Galilæas nordgrænse i de tidligste tider. Mod øst var det afgrænset af den øvre Jordan og Genesaret Sø, og mod syd af sletten el-BaTTauf. At alt inden for disse grænser hørte til Galilæa, kan vi være sikre på. Muligvis omfattede det dog Zebulon, som synes at blive regnet med til det i Es 9,1. Også i dette område var der ikke-erobrede kana'anæiske byer (Es 1; Es 30).

3. Før eksilet:

På foranledning af Asa, Judas konge, drog Benhadad, søn af Tabrimmon fra Damaskus, imod Israel, og de byer, han slog, lå alle inden for Galilæas område (1 Kong 15,20). Galilæa må have været skuepladsen for konflikten mellem Joakaz og Hazael, Syriens konge. De byer, som sidstnævnte erobrede, blev vundet tilbage fra hans søn Benhadad af Joash, som besejrede ham tre gange (2 Kong 10,32; 2 Kong 13,22). Israels trængsel fortsatte ikke desto mindre med at være "meget bitter", og Gud frelste dem ved Jeroboam, Joashs søn, den store krigerkonge i Nordriget, under hvem Galilæa helt kom i Israels hænder (2 Kong 14,25 ff). Men dagene med Israels overherredømme i det nordlige Israels land var næsten forbi. Begyndelsen til enden kom med Tiglat-Pileser III's invasion; han indtog de vigtigste byer i Galilæa og førte deres indbyggere bort som fanger til Assyrien (2 Kong 14,29). Sandsynligvis blev, ligesom i Sydrigets tilfælde, de fattigste i landet efterladt som landmænd. Under alle omstændigheder var der stadig israelitter tilbage i distriktet (2 Krøn 30,10); men de tiltag, som erobreren iværksatte, må have fremmet en hurtig forøgelse af det hedenske element.

4. Efter eksilet:

I tiden efter eksilet er Galilæa navnet på den nordligste af de tre inddelinger af den vestlige del af Israels land. Grænserne angives af Josefus (BJ, III, iii, 1). Det var delt i Nedre og Øvre Galilæa og var omgivet af Fønikien og Syrien. Mod vest grænsede det op til Ptolemais og Karmelbjerget. Bjerget, som tidligere havde været galilæisk, tilhørte nu syrerne. Mod syd stødte det op til Samaria og Skythopolis (Beisan) helt til Jordanfloden. Mod øst var det afgrænset af Hippene, Gadara, Gaulonitis og grænserne for Agrippas kongerige, mens den nordlige grænse blev markeret af Tyrus og tyrernes land. Samarias nordlige grænse var Ginea, det moderne Jenin, ved Esdraelons sydlige rand. Nedre Galilæa omfattede derfor den store slette og strakte sig nordpå til sletten er-Rameh--Rama i Jos 19,36. Josefus nævner Bersabe, det moderne Abu-Sheba, og Talmud nævner Kephar Chananyah, det moderne Kefr `Anan, som nordgrænsen; førstnævnte ligger omkring en mile nord for sidstnævnte. Sletten når til foden af bjergkæden, som løber øst-vest og danner en naturlig skillelinje. Øvre Galilæa kan have omfattet landet helt til LiTany-kløften, som igen ville have dannet en naturlig grænse mod nord. Josefus omtaler imidlertid Kedesh som tilhørende syrerne (BJ, II, xviii, 1), beliggende "mellem tyrernes land og Galilæa" (Ant., XIII, v, 6). Dette giver et punkt på nordgrænsen i hans tid; men resten står ubestemt. Guthe, Sunday og andre, fulgt af Cheyne (EB, under ordet), konkluderer på ganske utilstrækkeligt grundlag, at visse lokaliteter øst for Genesaret Sø blev regnet for galilæiske.

5. Galilæernes karakter:

I den blandede befolkning efter eksilet må det rent jødiske element have været relativt lille. I 165 f.Kr. kunne Simon Makkabaæus redde dem fra deres truende naboer ved at føre hele menigheden væk til Juda (1 Mak 5,14 ff). Josephus fortæller om erobringen af Ituraeen af Aristobulus 1. (Ant., XIII, xi, 3). Han tvang mange af dem til at antage jødiske religiøse skikke og at efterleve den jødiske lov. Der kan næppe være tvivl om, at Galilæa og dets befolkning blev behandlet på samme måde. Mens de var jødiske i deres religion og i deres patriotisme ligeledes, som eftertidens historie viste, var befolkningen i Galilæa sammensat af mærkelig blandede elementer – aramæere, ituraeer, fønickere og grækere. Under sådanne omstændigheder kunne man ikke forvente, at de ville være så strikse vedrørende høj ortoksi som judæerne. Deres blandede herkomst forklarer de taleforskel, som skilte dem fra deres brødre i Sydlandet, som så på Galilæa og galilæerne med en vis stolt foragt (Joh 1,46; Joh 7,52). Men blandt bondebrugerne i de to Galilæa blev der udviklet en fin mennesketype, som ifølge Josephus (BJ, III, iii, 2) var »altid i stand til at yde stærk modstand ved alle krigens lejligheder; thi galilæerne er vant til krig fra deres barndom .... og landet har aldrig manglet modige mænd.« Josephus, selv galilæer, kendte sine landsmænd godt og stolede hovedsageligt på dem i krigen med Rom. Også i Galilæa blev det messianske håb næret med dybest alvor. Da Messias kom, med sin egen galilæisk opdragelse, var det fra nordlandets mennesker, han fik det varmeste velkommen, og blandt dem fik hans appel det mest tilfredsstillende respons.

6. Senere historie:

I 47 f.Kr. blev Herodes den Store, dengang en ung mand på 25 år, gjort til militærbefaling over Galilæa, og han vandt stor anerkendelse for den måde, hvorpå han undertrykkte en røverbande, som længe havde plaget landet (Ant., XIV, ix, 2). Da Herodes kom på tronen i 37 f.Kr., begyndte en periode med fred og velstand for Galilæa, som varte til hans søn Antipas blev forvist i 40 e.Kr. Tetrarkiet Galilæa blev givet til denne ved hans fars død i 4 f.Kr. Hans regering omfattede således hele Jesu liv, undtagen hans barndom. Efter Antipas' forvisning blev Galilæa tilføjet Agrippas I.'s domæner, som han regerede til hans død i 44 e.Kr. Derefter fulgte en periode med romersk administration, hvorefter det blev givet til Agrippa II, som tog side med romerne i de efterfølgende krige og beholdt sin stilling til 100 e.Kr. Det patriotiske folk, imidlertid, underkastede sig på ingen måde hans vejledning. I deres heroiske kamp for uafhængighed blev befaling over de to Galilæa med Gamala betroet til Josephus, som har efterladt en levende beretning, der fornemlig illustrerer hans frihedskærlige landsmænds pragtfulde mod. Men mod sådan en modstander som Rom kunne selv deres vildt dristige mod ikke gennemtrænge; og landet kom snart til at ligge for den sejrrige Vespasian, 67 e.Kr. Der er ingen sikker viden om den rolle, som Galilæa spillede i opstanden under Hadrian, 132-35 e.Kr.

Ved begyndelsen af den romerske periode tog Sepphoris (Cafuriyeh), omkring 3 mil nord for Nazaret, ledende stilling. Herodes Antipas byggede imidlertid en ny by på den vestlige bred af Galilæahavet, som han til ære for den regerende kejser kaldte Tiberias. Her rejste han sit »gyldne hus« og gjorde byen til tetrarkiets hovedstad. Se TIBERIAS. Efter Jerusalems fald blev Galilæa, som tidligere var været holdt i foragt, hjemsted for jødisk lærdom, og dets vigtigste sæde blev fundet i Tiberias, hvor Misjna blev nedskrevet, og Jerusalems Talmud blev sammensat. Således blev en by, som oprindeligt ingen from jøde ville betræde, i en provins som længe havde været foragtet af nationens ledere, hovedcentret for deres nationale og religiøse liv.

7. Byer i Galilæa:

Blandt de mere bemærkelsesværdige byer i Galilæa var Kedes Naftali, fristedsbyen, hvis ruiner ligger på højderne vest for el-Chuleh; Korazin, Betsaida og Kapernaum, nord for Galilæahavet; Nazaret, Frelseren ungdoms by; Jotapata, hvor Josephus gjorde heroisk modstand mod romerne, som lå ved Tell Jefat, nord for Asokis sletteland (BJ, III, vii, viii); Kana i Galilæa; og Nain, på nordsiden af bjergene kaldt Det lille Hermon.

8. Almindelig beskrivelse:

I fysiske træk er Galilæa det rigest varierede og mest maleriske område i den vestlige del af Israels land; mens det i skønhed og frugtbarhed står i stærk kontrast til Judas golde højland. Afskåret fra Libanonbjerget mod nord af Litanis vældige kløft danner det et bredt og højt plateau, der gradvis sænker sig mod syd, indtil det nærmer sig Cafed, hvor det igen hæver sig og kulminerer i Jebel Jermuk, den højeste top vest for Jordan. Fra Cafed er der en brat nedstigning ad stenede skråninger og klippefremspring til bredden af Galilæas Sø. De bjerge, som Jebel Jermuk er den nordøstlige udløber af, strækker sig vestpå gennem landet og falder ned mod er-Ramehs slette mod syd. Uregelmæssige bakker og dale, med strækninger af skyggefulde skove, ligger mellem denne slette og Asochis' slette (el-Battauf]). Sidstnævnte gennemskæres fra øst af Jebel Tor`ans bjergkæde. Syd for Asochis rejser lavere bakker sig; i en skålformet sænkning blandt dem ligger byen Nazaret. Syd for byen falder de stejlt ned i Esdraelons slette. Tabors isolerede form træder frem mod øst, mens Karmel afgrænser udsigten mod vest. Det høje plateau i nord ender brat ved kanten af den øvre Jordandal. Da Jordan løber tæt ved foden af de østlige bakker, er praktisk taget hele denne dal, med dens fine bølgende græsgange, indbefattet i Galilæa. Gennesarets slette løber langs den nordvestlige bred af Galilæas Sø. Fra højlandet mod vest, der strækker sig fra Qurun Chattin (det traditionelle Saligprisningernes Bjerg) til området omkring Tabor, sænker landet sig i en række brede og frugtbare terrasser og falder til sidst næsten lodret ned mod den vestlige bred af Galilæas Sø. Nedstigningen mod Middelhavet er langt mere gradvis; og jorden, der er samlet i de længere dale, er dyb og rig.

Området kan beskrives som forholdsvis velforsynet med vand. Jordan med dens mægtige kilder ligger naturligvis for lavt til kunstvanding. Men der er mange vandførende bække året rundt, næret af kilder blandt bakkerne. Kilderne ved Jenin er hovedkilderne til floden Kishon, men i størstedelen af dens løb gennem sletten ligger flodlejet langt under overfladen af det tilstødende land. Duggen, der sænker sig fra Libanon og Hermon, er også en stadig kilde til fugt og forfriskning.

9. Produkter:

Galilæa var i oldtiden berømt for sin rige og frugtbare jord, "fuld af plantninger af træer af enhver slags, så meget at den ved sin frugtbarhed indbyder selv den mest dovne til anstrengelse i dyrkningen; derfor er det hele opdyrket af dets indbyggere, og ingen del af det ligger ubenyttet hen" (BJ, III, iii, 2). Se også GENNESARET, LAND OF. Druerne, der blev dyrket i Naftali, nød stort ry, ligesom granatæblerne fra Shikmona--Josefus' Sykaminos--som lå ved kysten nær Karmelbjerget. Oliventræets sølvglans møder øjet i næsten hver dal; og olivenolien, der blev fremstillet i Galilæa, er altid blevet anset for at være af højeste kvalitet. Dets hvedemarker gav også rigelige forsyninger, og hveden fra Korazin var ordsproglig. Den store Esdraelonslette må også have leveret rige forsyninger. Der kan ikke være tvivl om, at Galilæa i vid udstrækning blev brugt som kilde til de naturaliegaver, som Salomo skænkede kongen af Tyrus (2 Krøn 2,10). På et langt senere tidspunkt var indbyggerne i Tyrus og Sidon afhængige af Galilæas afgrøder (ApG 12,20).

Galilæa stod i let forbindelse med omverdenen gennem de veje, der gennemskar hendes dale, krydsede hendes højderygge og løb ud mod øst, vest og syd. Således var hun forbundet med havnene på den fønikiske kyst, med Egypten mod syd, med Damaskus mod nordøst og med Østens markeder ad de store karavaneveje (se "Veje" under Israels land).

10. Kontakt med omverdenen:

På Kristi tid må købmændenes kommen og gåen, hæres passage og repræsentanterne for imperiets bevægelser have gjort disse hovedveje til et sted med uophørlig aktivitet, som berørte Galilæas beboere med de udvidende påvirkninger fra den store verdens liv.

11. Befolkning:

Bondebønderne i Galilæa var, som vi har set, en djærv og foretagsom slægt. Opmuntret af deres lands frugtbarhed var de flittige dyrkere af jorden. Josefus anslår befolkningen til 3.000.000. Dette kan være en overdrivelse; men her har vi alle de betingelser, der er nødvendige for at understøtte et talrigt og velstående folk. Dette hjælper os til at forstå de skarer, der samledes omkring og fulgte Jesus i dette område, hvor den største del af hans offentlige liv blev tilbragt. Byerne, småbyerne og landsbyerne i Galilæa omtales ofte i evangelierne. At den jødiske befolkning i århundrederne umiddelbart efter Kristus var talrig og velhavende, bevises tilstrækkeligt af levnene fra disse tider, især ruinerne af synagoger, f.eks. dem ved Tell Chum, Kerazeh, Irbid, el-Jish, Kefr Bir`im, Meiron osv. Nær det sidstnævnte sted vises graven for den store jødiske lærer Hillel.

Galilæa var ikke uden sine egne heroiske minder. De store slagmarker ved Megiddo, Gilboa og Meroms vande lå inden for hendes grænser; og blandt fortidens berømte mænd kunne hun gøre krav på Barak, Ibsan, Elon og Tola blandt dommerne; blandt profeterne i det mindste Jonas og Elisa; muligvis også Hoseas, som ifølge en jødisk tradition døde i Babylon, men blev bragt til Galilæa og begravet i Cafed (Neubauer, Geog. der Talmud, 227). Da ypperstepræsterne og farisæerne sagde: "Søg, og se, at der ikke fremstår nogen profet fra Galilæa," viste det en mærkelig og utilgivelig uvidenhed fra deres side (Joh 7,52). Måske bør vi dog på dette sted læse ho prophetes, "profeten," dvs. Messias. Det er betydningsfuldt, at 11 af de 12 apostle var galilæere.

For en detaljeret beskrivelse af landet, se ISSACHAR; ASHER; ZEBULUN; NAPHTALI; se også GALILEE, SEA OF.

W. Ewing