Jakobs Brev

|| I. BREVETS KENDETEGN

1. Jødisk

2. Autoritativt

3. Praktisk

II. BREVETS FORFATTER

III. BREVETS STIL

1. Klarhed

2. Godt græsk

3. Livagtighed

4. Duadiplosis

5. Talefigurer

6. Ulighed med Paulus

7. Lighed med Jesus

IV. BREVETS DATERING

V. BREVETS HISTORIE

VI. BREVETS BUDSKAB TIL VOR TID

1. Til pietisten

2. Til sociologen

3. Til den, der studerer Jesu liv og karakter

LITTERATUR

I. Brevets kendetegn.

1. Jødisk:

Jakobs brev er det mest jødiske skrift i Det Nye Testamente. Evangeliet ifølge Matthæus blev skrevet for jøderne. Hebræerbrevet er udtrykkeligt henvendt til dem. Åbenbaringen er fuld af Det Gamle Testamentes ånd. Judasbrevet er også jødisk. Alligevel har alle disse bøger mere af det særligt kristne element i sig, end vi kan finde i Jakobs brev. Hvis vi fjerner to eller tre passager, der indeholder henvisninger til Kristus, kunne hele brevet, hvad dets læremæssige substans og indhold angår, lige så vel finde sin plads i Det Gamle Testamentes kanon som i Det Nye Testamentes. Det kunne ikke siges om nogen anden bog i Det Nye Testamente. Der er ingen omtale af inkarnationen eller af opstandelsen, de to grundlæggende kendsgerninger i den kristne tro. Ordet “evangelium” forekommer ikke i brevet. Der er ingen antydning af, at Messias er fremtrådt, og ingen fremstilling af muligheden for forløsning gennem ham. Undervisningen er gennemgående en ophøjet moral, der sigter mod opfyldelsen af Moselovens krav. Det er derfor ikke mærkeligt, at Spitta og andre har ment, at vi i Jakobs brev har en afhandling skrevet af en uomvendt jøde, som er blevet tilpasset kristen brug ved indskydelsen af de to vendinger, der indeholder Kristi navn i 1,1 og 2,1. Spitta mener, at dette må være den eneste forklaring på, at vi her har et brev, som praktisk talt ignorerer Jesu liv og gerning og enhver særligt kristen lære, og som ikke rummer spor af nogen af de store stridigheder i den tidlige kristne kirke eller af nogen af de særlige træk ved dens udbredelse. Denne vurdering er overfladisk og hviler på overfladiske tegn snarere end på nogen forståelse af bogens underliggende ånd og principper. Kristi ånd er her, og der er ingen grund til at sætte et mærkat på den. Principperne i dette brev er principperne i Bjergprædikenen. Der findes flere paralleller til denne prædiken i dette brev, end man kan finde noget andet sted i Det Nye Testamente på samme plads. Brevet repræsenterer idealiseringen af jødisk lovfromhed under den kristne bevæggrunds og det kristne livs forvandlende indflydelse. Det er ikke en teologisk drøftelse. Det er en etisk appel. Det har for størstedelens vedkommende med det ydre liv at gøre, og det liv, det skildrer, er en jødes liv, gennemtrængt af Kristi ånd. Ånden er usynlig i brevet, ligesom i det enkelte menneske. Det er legemet, der træder frem, og det ydre liv, som dette legeme har med at gøre. Brevets legeme er jødisk, og det ydre liv, det formaner til, er en dybt from jødes liv. De jøder, der var fortrolige med Det Gamle Testamente, ville læse dette brev og finde, at dets sprog og tone var det, de var vant til i deres hellige bøger. Jakob er tydeligvis skrevet af en jøde for jøder. Det er jødisk i hele sin karakter. Dette fremgår af følgende enkeltheder:

(1) Brevet er henvendt til de 12 stammer, som er i adspredelsen (11). Jøderne var spredt ud over den gamle verden. Fra Babylon til Rom, hvor som helst et samfund af dem måtte være samlet af handelsmæssige eller sociale grunde, kunne disse formaninger bæres hen og læses. Sandsynligvis blev brevet udbredt videst i Syrien og Lilleasien, men det kan være nået ud til jordens ender. Her og der i Romerrigets ghettoer ville grupper af de jødiske landflygtige samles og lytte, mens en af deres egne læste dette brev hjemmefra. Alle dets udtryk og hentydninger ville kalde velkendte hjemlige scener frem.

(2) Deres mødested kaldes “jeres synagoge” (2,2).

(3) Abraham omtales som “vor far” (2,21).

(4) Gud får Det Gamle Testamentes navn, “Herren Sabaoth” (5,4).

(5) Loven må man ikke tale imod eller dømme, men ærbødigt og loyalt adlyde. Den er en kongelig lov, som enhver loyal jøde vil underordne sig. Den er en frihedens lov, som skal adlydes frit (2,8-12; 4,11).

(6) Brevet retter ikke sit angreb mod kødets synder, men mod de synder, som jøderne var mere iøjnefaldende tilbøjelige til, såsom kærlighed til penge og den anseelse, penge kan give (2,2-4), verdslighed og stolthed (4,4-6), utålmodighed og knurren (5,7-11) samt andre synder i sindelag og tale (3,1-12; 4,11.12).

(7) Eksemplerne på trofasthed, tålmodighed og bøn findes hos personer fra Det Gamle Testamente: Abraham (2,21), Rahab (2,25), Job (Jak 5,11) og Elias (Jak 5,17; Jak 5,18). Hele brevets atmosfære er jødisk.

2. Autoritativt:

Forfatteren til dette brev taler som en, der har myndighed. Han er ikke i forsvarsposition, sådan som Paulus så ofte er. Der er intet spor af undskyldning i hans fremstilling af sandheden. Hans officielle stilling må have været anerkendt og ubestridt. Han er lige så sikker på sin position hos sine læsere, som han er på sit budskabs absolutte karakter.

Ingen lovgiver eller profet i Det Gamle Testamente var mere sikker på, at han talte Herrens ord. Han har Elias' heftighed og Moses' sikre sagtmodighed. Han er blevet kaldt »Det Nye Testamentes Amos«, og der er afsnit, som minder om netop de udtryk, Amos brugte, og som er fulde af den samme brændende veltalenhed og profetiske glød. Begge fylder deres skrifter med metaforer hentet fra himlen og havet, fra naturens genstande og hjemlige erfaringer. Begge synes at være vokset op på landet og at føle sympati for enkelhed og fattigdom. Begge farer hårdt frem mod de ledige riges luksus og grusomhed, og begge afskyr det ceremonielle og rituelle, som sættes i stedet for personlig retfærdighed. Malakias var ikke den sidste af profeterne. Johannes Døber var ikke den sidste profet i den gamle husholdning. Forfatteren til dette brev står ved enden af denne profetiske linje, og han er større end Johannes Døber eller nogen, der er gået forud for ham, fordi han står inden for Kristi riges grænser. Han taler med myndighed, som Guds sendebud. Han hører til profeternes og apostlenes herlige fællesskab. Han har begges myndighed. Der er 54 imperativer i dette brevs 108 vers.

3. Praktisk:

Brevet interesserer sig mere for adfærd end for trosbekendelse. Det har meget lidt formuleret teologi, mindre end noget andet brev i Det Nye Testamente; men det fastholder praktisk moral gennem hele skriftet. Det begynder og slutter med en formaning til tålmodighed og bøn. Det prædiker et evangelium om gode gerninger, grundet på kærlighed til Gud og kærlighed til mennesker. Det kræver frihed, lighed og broderskab for alle. Det påbyder ydmyghed, retfærdighed og fred. Det foreskriver et udelt formål og sjælens standhaftighed. Det kræver lydighed mod loven, beherskelse af lidenskaberne og beherskelse af tungen. Dets ideal findes i et godt liv, kendetegnet af visdommens sagtmodighed. Brevets forfatter har grebet de gamle profeters ånd, men de lærdomme, han giver, er for størstedelens vedkommende hentet fra Det Gamle Testamentes visdomslitteratur og apokryferne. Hans direkte citater er fra Pentateuken og Ordsprogenes Bog; men det er blevet anslået, at der er 10 hentydninger til Ordsprogenes Bog, 6 til Jobs Bog, 5 til Visdommens Bog og 15 til Siraks Bog. Denne visdomslitteratur udgør hovedstoffet i hans eftertanke og indholdet i hans undervisning. Han har lidt eller intet at sige om den kristne kirkes store læresætninger.

Han har meget at sige om den visdom, der kommer ned ovenfra og er ren, fredselskende, mild, let at overtale, fuld af barmhjertighed og gode frugter, uden partiskhed, uden hykleri (Jak 3,15-17). Hele brevet viser, at forfatteren havde fyldt sit sind med den gamle visdoms rige skat, og hans stof, selv om det gives som hans eget, er både gammelt og nyt. Formen er i høj grad den jødiske visdomslitteraturs. Det har flere paralleller med Jesus, Siraks søn, end med nogen forfatter blandt de hellige bøger.

Indholdet af dets formaning findes imidlertid i synoptikerne og især i Bjergprædikenen. Dets visdom er visdommen fra Jesus, Josefs søn, som er Kristus.

Dette er de tre fremtrædende kendetegn ved dette brev. I form og på overfladen er det det mest jødiske og mindst kristne af skrifterne i Det Nye Testamente. Dets kristendom er latent og ikke åbenlys. Alligevel er det i sin tone det mest myndige af nogen af brevene i Det Nye Testamente, medmindre det skulle være apostlen Johannes' breve. Johannes må have indtaget en stilling med ubestridt forrang i den kristne kirke efter alle de andre apostles død, da han skrev sine breve. Det er bemærkelsesværdigt, at forfatteren til dette brev anlægger en tone af lignende myndighed som Johannes. Johannes var kærlighedens apostel, Paulus troens og Peter håbets. Denne forfatter er de gode gerningers apostel, apostlen for den visdom, der viser sig i fred og renhed, barmhjertighed og moral, og i lydighed mod den kongelige lov, frihedens lov. I sin forening af jødisk form, myndig tone og fastholdelse af praktisk moral er brevet enestående blandt Det Nye Testamentes bøger.

II. Brevets forfatter.

Brevets adresse angiver, at forfatteren er »Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener« (Jak 1,1). Kirkens tradition har identificeret denne Jakob med Herrens bror. Clemens af Alexandria siger, at Peter og Jakob og Johannes, som var de tre apostle, Herren ærede mest, valgte Jakob, Herrens bror, til at være biskop i Jerusalem efter Herrens himmelfart (Euscb., HE, II, 1). Denne tradition stemmer godt overens med alle omtalerne af Jakob i Det Nye Testamentes bøger. Efter at Jakob, Johannes' bror, var død, blev Peter kastet i fængsel, og da han mirakuløst var blevet befriet, bad han om, at nyheden skulle sendes til Jakob og til brødrene (ApG 12,17). Denne Jakob har tydeligvis myndighed i kirken på dette tidspunkt. Ved apostelmødet i Jerusalem, efter at Peter og Paulus og Barnabas havde talt, sammenfatter den samme Jakob hele drøftelsen, og hans afgørelse vedtages af forsamlingen og formuleres i et brev, som i sin udtryksmåde har nogle meget slående paralleller til dette brev (ApG 15,6-29). Da Paulus kom til Jerusalem for sidste gang, aflagde han beretning om sit arbejde for Jakob og alle de ældste, der var til stede sammen med ham (ApG 21,18). I Galaterbrevet siger Paulus, at han ved et af sine besøg i Jerusalem ikke så nogen af apostlene undtagen Peter og Jakob, Herrens bror (Gal 1,18; Gal 1,19). Ved et andet besøg modtog han fællesskabets højre hånd af Jakob og Kefas og Johannes (Gal 2,9). På et senere tidspunkt førte nogle, som kom fra Jakob til Antiokia, Peter til at falde tilbage fra sin tidligere holdning af tolerance over for hedningerne som ligestillede i den kristne kirke (Gal 2,12).

Alle disse henvisninger ville få os til at antage, at Jakob stod i en stilling med den højeste myndighed i moderkirken i Jerusalem, kristenhedens ældste kirke. Han leder kirkens forsamlinger. Han udtaler det endelige og myndige ord. Peter og Paulus bøjer sig for ham. Paulus nævner hans navn før Peters og Johannes'. Hvornår han blev ophøjet til dette lederskab, ved vi ikke, men alle tegn synes at pege på, at Jakob i en meget tidlig periode var den anerkendte udøvende myndighed i kirken i Jerusalem, som var pinsekirken og apostlenes kirke. Alle jøder så hen til Jerusalem som hovedsædet for deres gudsdyrkelse og den centrale myndighed for deres religion. Alle kristne jøder ville se hen til Jerusalem som den oprindelige kilde til deres organisation og tro, og lederen af kirken i Jerusalem ville af dem blive anerkendt som deres øverste myndighed. Den myndige tone i dette brev stemmer godt med denne førerstilling, der tillægges Jakob.

Hele traditionen er enig om at beskrive Jakob som en hebræer af hebræere, en mand med den strengeste og asketiske moral, trofast i sin overholdelse af alle den jødiske tros rituelle bestemmelser. Hegesippus fortæller os, at han var hellig fra sin mors liv. Han drak hverken vin eller stærk drik. Han spiste ikke kød. Han alene fik lov til at gå ind sammen med præsterne i det hellige sted, og han blev ofte fundet dér på knæ, mens han bad om tilgivelse for folket, og hans knæ blev hårde som en kamels som følge af, at han hele tiden bøjede dem i sin tilbedelse af Gud og bad om tilgivelse for folket (Euseb., HE, II, 23). Han blev kaldt Jakob den Retfærdige. Alle havde tillid til hans oprigtighed og integritet, og mange blev af ham overbevist om at tro på Kristus. Denne jøde, trofast i overholdelsen af alt det, jøderne holdt helligt, og mere hengiven over for tempelgudstjenesten end de frommeste blandt dem, var et godt valg som leder for den kristne kirke. Davids blod flød i hans årer. Han havde hele jødens stolthed over den udvalgte races særlige privilegier. Jøderne respekterede ham, og de kristne ærede ham. Ingen mand blandt dem nød hele befolkningens agtelse så meget som han.

Josefus (Ant., XX, ix) fortæller os, at ypperstepræsten Ananus lod Jakob stene til døde, og at de mest retsindige af borgerne straks rejste sig i oprør mod en sådan lovløs fremgangsmåde, og Ananus blev afsat efter kun tre måneders styre. Dette vidnesbyrd fra Josefus bekræfter ganske enkelt alt, hvad vi ved fra andre kilder om Jakobs høje anseelse i hele samfundet. Hegesippus siger, at Jakob først blev kastet ned fra en tinde på templet, og at de derefter stenede ham, fordi han ikke blev dræbt ved faldet, og at han til sidst blev slået i hovedet med en valkers kølle; og så tilføjer han betegnende: "Straks belejrede Vespasian dem" (Euscb., HE, II, 23). Der synes at have været en ganske udbredt overbevisning blandt både de kristne og jøderne om, at de trængsler, der i de følgende år ramte den hellige by og det udvalgte folk, delvis var en hjemsøgelse på grund af den store forbrydelse, mordet på denne retfærdige mand. Vi kan forstå, hvordan en mand med dette ry og denne karakter ville skrive et brev, der er så jødisk i form og indhold og så insisterende i sine krav om en praktisk moral, som Jakobsbrevet er. Alle brevets karakteristiske træk synes forklarlige ud fra antagelsen om forfatterskab ved Jakob, Herrens bror. Vi accepterer kirketraditionen uden tøven.

III. Brevets stil.

1. Klarhed:

Sætningsbygningen er enkel og ligefrem. Den minder os om Bunyan og DeFoes engelske stil. Der er som regel ingen god grund til at misforstå noget af det, Jakob siger. Han fremsætter sin sandhed klart, og de ord, han bruger, har ingen skjulte eller mystiske betydninger. Hans tanke er gennemsigtig som hans liv.

2. Godt græsk:

Det er noget overraskende at finde, at græsken i Jakobsbrevet er bedre end hos de øvrige nytestamentlige forfattere, med den ene undtagelse: forfatteren til Hebræerbrevet. Dette kan naturligvis skyldes, at Jakob benyttede sig af en skriver, som var græskkyndig, eller at hans eget manuskript blev revideret af en sådan mand; men selv om det er uventet, er det ikke umuligt, at Jakob selv kan have været i stand til at skrive et sådant græsk som dette.

Det er ikke klassikernes gode græsk, og det er ikke Paulus' ringe og provinsielle græsk. Der er større omhu for den litterære form end i hedningeapostlens klodsede perioder, og ordforrådet synes at tyde på et kendskab til det litterære såvel som til det handelsmæssige og det dagligdags græsk. "Galilæa var oversået med græske byer, og det stod bestemt i enhver galilæers magt at opnå kendskab til græsk .... Vi kan med rimelighed antage, at vor forfatter ikke ville have haft betænkeligheder ved at benytte sig af de muligheder, der lå inden for hans rækkevidde, så han kunne beherske det græske sprog og lære noget om græsk filosofi. Dette ville være naturligt, selv hvis vi tænker på Jakob som drevet alene af et ønske om at opnå visdom og kundskab for sig selv; men hvis vi også tænker på ham som de jødiske troendes vigtigste lærer, hvoraf mange var hellenister, oplært i Alexandrias visdom, da ville den naturlige tilbøjelighed tage form af pligt: han ville være en studerende af græsk, for at han kunne være en mere virksom lærer for sit eget folk" (Mayor, The Epistle of James, ccxxxvi). Brevets græsk er det gennemarbejdede græsk hos en, for hvem det ikke var modersmål, men som havde gjort sig fortrolig med dets litteratur. Jakob kunne have gjort dette, og brevet kan være bevis på, at han gjorde det.

3. Livfuldhed:

Jakob er aldrig tilfreds med at tale i abstraktioner. Han stiller altid et billede frem for sine egne øjne og for sine læseres. Han har dramatisk instinkt. Han kender hemmeligheden ved at fastholde interessen. Han drøfter ikke ting i almindelighed, men ting i særdeleshed. Han er kunstner og tror på konkrete virkeligheder. Samtidig har han et strejf af poesi i sig og en fin sans for de analogier, der løber gennem hele naturen og hele livet. Den tvivlende mand er som havets skum (1,6). Den rige visner bort på sine veje, ligesom blomstens skønhed falder af og går til grunde (1,11). Synagogescenen med dens skelnen mellem den rige og den fattige stilles frem for os med en kameos klart udskårne virkning (2,1-4). Den Pecksniff-agtige filantrop, som synes at mene, at mennesker ikke kan mættes af brød alene, men af de ord, der prægtigt udgår af hans mund, stilles her for altid i gabestokken (2,15.16). Den utæmmelige tunge, der sættes i brand af helvede, sættes i fuldt blus i sin verden af uretfærdighed, og den skade, den gør, vises at være som en skovbrands (3,1-12). Billedet af den visdom, der kommer ovenfra, med dens syvfoldige fortrin: renhed, fredsommelighed, mildhed, barmhjertighed, frugtbarhed, upartiskhed og oprigtighed, er værdigt til at hænge i galleriet med verdens mesterværker (3,17). De pralende handlende, hvis liv er som svindende damp, står dér for alles øjne i Jerusalem (4,13-16). De rige, hvis luksus han beskriver, samtidig med at han fordømmer deres grusomheder og profeterer om deres kommende slagtedag, er de rige, som går på gaderne i hans egen by (5,1-6). Hans korte sætninger går som skud lige mod målet. Vi mærker deres slag og aftryk. Der er en energi bag dem og en virkelighed i dem, som får dem til at leve i vores tanke. Hans bratte spørgsmål er som de hurtige forhørsspørgsmål fra en krydsforhørende advokat (2,4-7.14.16; 3,11.12; 4,1.4.5.12.14). Hans ordsprog har intensiteten af tidsaldrenes ophobede og sammenpressede visdom. De er uomgængelige minimumsformuleringer. De er mindeværdige udsagn, bevaret som skatte i verdens tale lige siden hans tid.

4. Duadiplosis:

Undertiden føjer Jakob sætning til sætning ved at gentage et ledende ord eller udtryk (1,1-6.19-24; 3,2-8). Det er den besværlige stil hos én, der ikke helt er hjemme i det sprog, han har valgt som bærer af sin tanke. Det er den metode, hvormed en drøftelse kunne fortsættes i det uendelige. Intet andet end billedsprogets livfuldhed og tankens intensitet redder Jakob fra dødelig ensformighed i brugen af dette virkemiddel.

5. Talefigurer:

Jakob har et skarpt øje for illustrationer. Han er ikke blind for naturens skønheder og undere. Han ser, hvad der sker på alle sider, og han er hurtig til at gribe enhver homiletisk antydning, det kan rumme. Står han ved havbredden? Brændingen, der drives af vinden og kastes hid og did, minder ham om den mand, der er ustadig på alle sine veje, fordi han ikke har noget trosanker, og hans overbevisninger er som drivtømmer på et hav af tvivl (1,6). Så lægger han mærke til, at de store skibe drejes omkring af et lille ror, og han tænker på, hvordan tungen er et lille lem, men udretter store ting (3,4.5). Går han under sollyset og glæder sig over det som kilden til så mange gode og fuldkomne gaver? Han ser i det et billede på Guds godhed, som aldrig formørkes og aldrig udtømmes, uforanderlig for evigt (1,17). Han bruger naturfænomenerne i det land, hvor han bor, til at gøre sin mening klar ved hver vending: markens blomst, der forgår (1,10.11), skovbranden, der fejer hen over bjergsiden og som en levende fakkel oplyser hele landet (3,5), de søde og salte kilder (3,11), figentræerne og oliventræerne og vinstokkene (3,12), såningen og frugtbæringen (3,18), morgentågen, der straks forsvinder af syne (4,14), den tidlige og den sene regn, som landmanden venter tålmodigt på (5,7).

Der er mere værdsættelse af naturen i dette ene korte brev af Jakob end i alle Paulus' breve tilsammen. Menneskelivet var mere interessant for Paulus end naturlandskabet. Men Jakob er interesseret i menneskelivet lige så dybt som Paulus. Han tillægger hele tiden livløse ting levende egenskaber. Han fremstiller synden som en skøge, der undfanger og føder død (1,15). Sandhedens ord har en tilsvarende kraft og undfanger og føder dem, der lever til Guds pris (1,18). Lyster er som glade fjendehære i en turnering, der smykker sig tappert og rider frem med sang og latter, men hvis mission er at føre krig og dræbe (4,1.2). Arbejderne kan være stumme i de riges nærvær på grund af deres afhængighed og deres frygt, men deres løn, som svigagtigt er holdt tilbage, har en tunge og råber til den høje himmel om hævn (5,4). Hvad er venskab med verden? Det er ægteskabsbrud, siger Jakob (4,4). Rusten på uretfærdige rigdomme vidner imod dem, der har ophobet dem, og vender sig så imod dem og æder deres kød som ild (5,3). Jakob iagttog manden, der om morgenen kastede et blik på sig selv i spejlet og så, at hans ansigt ikke var rent, og som gik bort og ikke tænkte mere på det hele den dag, og i ham fandt han en illustration af den, der hørte ordet og ikke gjorde det (1,23.14). Brevet er fuldt af disse retoriske figurer, og de beviser, at Jakob i hjertet var noget af en digter, ligesom Jesus var. Han skriver i prosa, men der er en tydelig rytme i al hans tale. Han har øre for harmoni, ligesom han overalt har øje for skønhed.

6. Ulighed med Paulus:

De paulinske breve begynder med hilsener og slutter med velsignelser. De er fulde af selvbiografiske træk og personlige meddelelser. Intet af dette findes her. Brevet begynder og slutter helt brat. Det har en adresse, men ingen taksigelse. Der er ingen personlige meddelelser og ingen tegn på noget nært personligt forhold mellem forfatteren og hans læsere. De er hans "elskede brødre." Han kender deres behov og deres synder, men han har måske aldrig set deres ansigter eller besøgt deres hjem. Brevet ligner mere en profets appel til et folk end et personligt brev.

7. Lighed med Jesus:

Både indholdet af undervisningen og måden, den fremlægges på, minder os om Jesu taler. Jakob siger mindre om Mesteren end nogen anden forfatter i Det Nye Testamente, men hans tale ligner Mesterens mere end nogen af de andres tale. Der er mindst ti paralleller til Bjergprædikenen i dette korte brev, og til næsten alt, hvad Jakob har at sige, kan vi komme i tanke om en udtalelse af Jesus, som kan have givet anledning til det. Når parallellerne svigter på et punkt, er vi tilbøjelige til at formode, at Jakob måske gentager en ikke nedskrevet udtalelse af vor Herre. Han synes at være fuldstændig tro mod sin erindring om sin brors undervisning. Han er Jesu tjener i hele sin formaning og overtalelse.

Rystede Mesteren sine disciples tro ved den ophøjethed i det kristne ideal, han stillede dem for øje i sin store prædiken: "I skal derfor være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen" (Matt 5,48)? Jakob sætter den samme høje standard helt i begyndelsen af sit brev: "Lad udholdenheden have sit fuldkomne værk, for at I må være fuldkomne og hele, uden at mangle noget" (1,4). Sagde Mesteren: "Bed, og det skal gives jer" (Matt 7,7)? Jakob siger: "Hvis nogen af jer mangler visdom, skal han bede Gud ....; og den skal gives ham" (1,5). Føjede Mesteren en betingelse til sit vidtrækkende løfte om bøn og sagde: "Den, som .... ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, sker; han skal få det" (Mark 11,23)? Jakob skynder sig at føje den samme betingelse til: "Han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, ligner havets bølge, som drives og kastes hid og did af vinden" (1,6). Afsluttede Mesteren den store prædiken med sin lignelse om den vise mand og den tåbelige mand, idet han sagde: "Enhver, som hører disse mine ord og gør efter dem, skal lignes ved en klog mand. Og enhver, som hører disse mine ord og ikke gør efter dem, skal lignes ved en tåbelig mand" (Matt 7,24; Matt 7,26)? Jakob er meget optaget af visdom, og derfor formaner han sine læsere: "Vær ordets gørere og ikke kun dets hørere, så I bedrager jer selv" (1,22). Havde Mesteren erklæret: "Når I ved dette, er I salige, hvis I gør det" (Joh 13,17)? Jakob genlyder af tanken, når han siger: "En gørende arbejder, denne mand skal blive velsignet i sin gerning" (1,25). Sagde Mesteren til disciplene: "Salige er I fattige, for Guds rige er jeres" (Luk 6,20)? Jakob har den samme medfølelse med de fattige, og han siger: "Hør, mine elskede brødre; har Gud ikke udvalgt dem, der er fattige i verdens øjne, til at være rige i tro og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham?" (2,5). Talte Mesteren skarpt imod de rige og sagde: "Ve jer, som er rige! for I har fået jeres trøst. Ve jer, som nu er mætte! for I skal sulte. Ve jer, som nu ler! for I skal sørge og græde" (Luk 6,24; Luk 6,25)? Jakob bryder ud i den samme skarpe fordømmelse og profeterer den samme sørgelige omvending af skæbnen: "Og nu, I rige, græd og hyl over de ulykker, som kommer over jer" (5,1). "Rens jeres hænder, I syndere; og gør jeres hjerter rene, I tvesindede. Sørg, klag og græd; lad jeres latter blive vendt til sorg og jeres glæde til nedtrykthed" (4,8.9). Havde Jesus sagt: "Døm ikke, for at I ikke skal dømmes" (Matt 7,1)? Jakob gentager formaningen: "Tal ikke ondt om hinanden, brødre. Den, der .... dømmer sin broder .... dømmer loven: .... men hvem er du, som dømmer din næste?" (4,11.12). Havde Jesus sagt: "Den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes" (Matt 23,12)? Vi finder selve ordene hos Jakob: "Ydmyg jer for Herrens ansigt, så skal han ophøje jer" (4,10). Havde Jesus sagt: "Jeg siger jer: Sværg slet ikke; hverken ved himlen, for den er Guds trone; eller ved jorden, for den er hans fødders skammel. .... Men lad jeres tale være: ja, ja; nej, nej; og hvad der er mere end dette, er af den onde" (Matt 5,34-37)? Her hos Jakob støder vi på den nøjagtige parallel: "Men frem for alt, mine brødre, sværg ikke, hverken ved himlen eller ved jorden eller ved nogen anden ed; men lad jeres ja være ja og jeres nej, nej, for at I ikke skal falde under dom" (5,12). Vi husker, hvordan Mesteren begyndte Bjergprædikenen med erklæringen om, at selv de, der sørgede og blev forfulgt, hånet og bebrejdet, var salige, trods al deres lidelse og prøvelse. Så lægger vi mærke til, at Jakob begynder sit brev med den samme paradoksale fremstilling af den kristne tro: "Regn det for lutter glæde, mine brødre, når I falder i mange slags prøvelser" (1,12, den amerikanske reviderede oversættelses randnote). Vi husker, hvordan Jesus i sin prædiken fortsatte med at fremstille lovens åndelige betydning og sikre varighed; og vi lægger mærke til, at Jakob behandler loven med den samme respekt og tillægger den den samme høje værdi. Han kalder den "den fuldkomne lov" (1,25), "den kongelige lov" (2,8), "frihedens lov" (2,12). Vi husker, hvad Jesus sagde om at tilgive andre, for at vi selv kan blive tilgivet; og vi ved, hvor Jakob fik sin myndighed til at sige: "Dommen er uden barmhjertighed over den, som ikke har vist barmhjertighed" (2,13). Vi husker alt, hvad Mesteren sagde om gode træer og dårlige træer, der kendes på deres frugter: "Samler man druer af torne eller figner af tidsler?" (Matt 7,16-20). Så finder vi i Jakobsbrevet et lignende spørgsmål: "Kan et figentræ, mine brødre, bære oliven, eller en vinranke figner?" (3,12). Vi husker, at Mesteren sagde: "Vid, at han er nær, lige for dørene" (Matt 24,33). Vi bliver ikke overraskede over at finde udsagnet her hos Jakob: "Se, dommeren står foran dørene" (5,9). Disse erindringer om Mesterens ord møder os på hver side. Det kan være, at der er mange flere af dem, end vi er i stand til at identificere. Deres antal er imidlertid stort nok til at vise os, at Jakob er gennemtrængt af de sandheder, Jesus lærte, og at ikke blot deres indhold, men også deres udtryksmåde stadig minder os om ham.

IV. Brevets datering.

Der er dem, der mener, at Jakobsbrevet er det ældste brev i Det Nye Testamente. Blandt dem, der går ind for en tidlig datering, er Mayor, Plumptre, Alford, Stanley, Renan, Weiss, Zahn, Beyschlag, Neander, Schneckenburger, Thiersch og Dods.

De grunde, der anføres for denne konklusion, er: (1) brevets almindelige jødiske præg, som synes at ligge før hedningernes optagelse i menigheden i noget alarmerende antal; men eftersom brevet kun er rettet til jøder, hvorfor skulle hedningerne da nævnes i det, uanset dets datering? og (2) den kendsgerning, at Paulus og Peter antages at have citeret fra Jakob i deres skrifter; men dette spørgsmål om citat er altid usikkert, og det er blevet dygtigt hævdet, at citatet er gået den modsatte vej.

Andre mener, at brevet blev skrevet hen imod slutningen af Jakobs liv. Blandt disse er Kern, Wiesinger, Schmidt, Bruckner, Wordsworth og Farrar.

Disse hævder

(1) at brevet vidner om et betydeligt tidsforløb i menighedens historie, tilstrækkeligt til at muliggøre et fald fra Pinsens åndelige glød og etableringen af skel blandt brødrene; men enhver af de synder, der nævnes i brevet, kunne efter al sandsynlighed have været fundet i menigheden i et hvilket som helst årti af dens historie.

(2) Jakob har en stilling med etableret autoritet, og dem, han skriver til, er ikke nyomvendte, men medlemmer med lang tilknytning; men Jakobs stilling kan have været etableret fra et meget tidligt tidspunkt, og i et rundbrev af denne art kunne vi ikke forvente nogen angivelse af kortere eller længere medlemskab i menigheden. Uden tvivl var nogle af dem, brevet var rettet til, nyomvendte, mens andre kan have været medlemmer i mange år.

(3) Der er henvisninger til forfølgelser og prøvelser, som passer bedre til den senere end til den tidligere datering; men alt, hvad der siges om dette emne, kunne passe i enhver periode af Jakobs lederskab i Jerusalem.

(4) Der er tegn på en lang og skuffende forsinkelse af Herrens genkomst i den gentagne formaning til tålmodighed i venten på den; men på den anden side siger Jakob: "Herrens komme er nær," og "dommeren står for dørene" (5,7-9). Det samme sted anføres som bevis for en tro på, at Herrens umiddelbare fremtræden blev ventet, som i menighedens tidligste periode, og som bevis for, at der havde været en skuffelse over denne tidligere tro, og at den var blevet efterfulgt af en følelse af, at der var brug for tålmodighed i venten på det komme, der var så længe forsinket.

Det forekommer os klart, at der ikke findes afgørende beviser til fordel for nogen bestemt datering af brevet. Det må være skrevet før Jakobs martyrdød i året 63 e.Kr. og på et tidspunkt under hans lederskab over menigheden i Jerusalem; men der er intet, der berettiger os til at nå nogen mere bestemt konklusion end dette, at Davidson, Hilgenfeld, Baur, Zeller, Hausrath, von Soden, Julicher, Harnack, Bacon og andre daterer brevet forskelligt i den post-paulinske periode, 69-70 til 140-50 e.Kr. Argumenterne for nogen af disse dateringer kommer langt fra bevis, hviler i vid udstrækning, om ikke helt, på formodninger og forudsætninger og er naturligvis uforenelige med enhver tro på Jakobs forfatterskab.

V. Brevets historie.

Eusebius placerede Jak blandt dem, hvis ægthed blev bestridt af nogle. "Jakob siges at være forfatter til det første af de såkaldte katolske breve. Men det må bemærkes, at det er omstridt; i det mindste har ikke mange af de gamle nævnt det, sådan som det også er tilfældet med det brev, der bærer Judas' navn, som ligeledes er et af de syv såkaldte katolske breve. Ikke desto mindre ved vi, at også disse, sammen med de øvrige, er blevet læst offentligt i de fleste menigheder" (Historia Ecclesiastica, II, 23). Eusebius selv citerer dog Jak 4,11 som Skrift og Jak 5,13 som talt af den hellige apostel. Personligt synes han ikke tilbøjelig til at betvivle brevets ægthed. Der er paralleller i udtryksmåde, som gør det muligt, at brevet citeres hos Klemens af Rom i det 1. århundrede og hos Ignatius, Polykarp, Justin Martyr, Brevet til Diognet, Irenæus og Hermas i det 2. århundrede. Det er udeladt i den kanoniske liste i Det Muratoriske Fragment og blev ikke medtaget i den gammellatinske oversættelse. Origenes synes at være den første forfatter, der udtrykkeligt citerer brevet som Skrift og hævder, at det blev skrevet af Jakob, Herrens bror. Det forekommer i Peshitta-oversættelsen og synes at have været almindeligt anerkendt i Østen. Kyrillos af Jerusalem, Gregor af Nazianz, Efraim af Edessa og Didymus af Alexandria modtog det som kanonisk. Det 3. kirkemøde i Kartago i 397 e.Kr. fastslog endeligt dets status for den vestlige kirke, og fra den dato var dets kanonicitet både i Øst og Vest uanfægtet indtil reformationstiden.

Erasmus og Cajetan genoplivede de gamle tvivlsspørgsmål om det. Luther mente, at det modsagde Paulus, og henviste det derfor til tillægget i sin bibel. "Jakob," siger han, "har sat sig for at gendrive dem, der stolede på tro uden gerninger, og er for svag til sin opgave i sind, forståelse og ord; han lemlæster Skrifterne og modsiger således direkte Paulus og alle Skrifter, idet han søger at udrette ved at håndhæve loven, hvad apostlene med held virker ved kærlighed. Derfor vil jeg ikke placere hans brev i min bibel blandt de egentlige hovedbøger" (Werke, XIV, 148). Han erklærede, at det var et ligefrem stråagtigt brev sammenlignet med sådanne som brevene til romerne og til galaterne, og at det ikke havde nogen egentlig evangelisk karakter. Denne dom fra Luther er meget forhastet og beklagelig. Den moderne kirke har nægtet at acceptere den, og det indrømmes nu almindeligt, at Paulus og Jakob er i fuldkommen overensstemmelse med hinanden, skønt deres fremstilling af den samme sandhed fra modsatte synspunkter bringer dem i tilsyneladende modsigelse. Paulus siger: "Af nåde er I blevet frelst ved tro .... ikke af gerninger, for at ingen skal rose sig" (Ef 2,8; Ef 2,9). "Vi regner altså med, at et menneske bliver retfærdiggjort ved tro, uden lovens gerninger" (Rom 3,28). Jakob siger: "Troen, hvis den ikke har gerninger, er død i sig selv" (2,17). "I ser, at et menneske retfærdiggøres af gerninger og ikke blot af tro" (2,24). Med disse steder foran sig sagde Luther: "Mange har slidt for at forlige Paulus med Jakob .... men uden resultat, for de er hinanden imod: 'Troen retfærdiggør'; 'Troen retfærdiggør ikke'; jeg vil sætte mit liv ind på, at ingen kan forlige disse sætninger; og hvis det lykkes ham, må han kalde mig en tåbe" (Colloquia, II, 202).

Det ville være vanskeligt at bevise, at Luther var en tåbe, hvis Paulus og Jakob brugte disse ord, tro, gerninger og retfærdiggørelse, i samme betydning, eller endog hvis hver af dem skrev med fuld bevidsthed om, hvad den anden havde skrevet. De bruger begge Abraham som eksempel, Jakob på retfærdiggørelse ved gerninger og Paulus på retfærdiggørelse ved tro. Hvordan kan det være muligt? Den tro, Jakob mener, er en død ortodoksis tro, et intellektuelt samtykke til kirkens dogmer, som ikke resulterer i nogen praktisk retfærdighed i livet, en sådan tro som dæmonerne har, når de tror på Guds eksistens og blot skælver for ham. Den tro, Paulus mener, er intellektuel og moralsk og åndelig, påvirker hele mennesket og fører det ind i bevidst og levende forening og fællesskab med Gud. Det er ikke dæmoners tro; det er den tro, der forløser. Videre: De gerninger, Paulus mener, er en død lovtrældoms gerninger, gerninger gjort under en følelse af tvang eller ud fra en pligtfølelse, gerninger gjort i lydighed mod en lov, som er en tugtemester, en slaves gerninger og ikke en søns. Disse døde gerninger, erklærer han, kan aldrig give liv. De gerninger, Jakob mener, er en troendes gerninger, frugten af den tro og kærlighed, der fødes i enhver troendes hjerte og viser sig i enhver troendes liv. Besiddelsen af tro vil sikre dette vidnesbyrd i hans daglige adfærd og tale; og uden dette vidnesbyrd vil den blotte bekendelse af tro ikke frelse ham. Den retfærdiggørelse, Paulus mener, er den første retfærdiggørelse i det kristne liv. Ingen udførelse af fortjenstfulde gerninger vil gøre et menneske værdigt til frelse. Han kommer ind i riget, ikke på grundlag af fortjeneste, men på grundlag af nåde. Synderen omvendes ikke ved at gøre noget, men ved at tro på Herren Jesus Kristus. Han nærmer sig rigets tærskel, og han opdager, at han ikke har nogen mønt, der er gangbar dér. Han kan ikke købe sig ind ved gode gerninger; han må tage imod frelsen ved tro, som en gave af Guds frie nåde. Den retfærdiggørelse, Jakob mener, er retfærdiggørelsen i ethvert senere øjeblik i det kristne liv og den endelige retfærdiggørelse foran domstolen. Gode gerninger er uundgåelige i det kristne liv. Der kan ikke være nogen frelsesvished uden dem.

Paulus ser på roden; Jakob ser på frugten. Paulus taler om begyndelsen på det kristne liv; Jakob taler om dets fortsættelse og fuldendelse. Hos Paulus går de gerninger, han forkaster, forud for troen og er døde gerninger. Hos Jakob er den tro, han fordømmer, adskilt fra gerninger og er en død tro.

Paulus tror på gudsfrygtens gerninger lige så meget som Jakob. Han beder om, at Gud må styrke thessalonikerne i enhver god gerning (2 Thess 2,17). Han skriver til korintherne, at "Gud er i stand til at lade al nåde blive rigelig over for" dem, for at de, "idet de altid i alt har alt, hvad de behøver, må være rige på enhver god gerning" (2 Kor 9,8). Han erklærer for efeserne, at "vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud på forhånd har beredt, for at vi skulle vandre i dem" (Ef 2,10). Han fremsætter en formel erklæring om sin tro i Romerbrevet: Gud "vil gengælde enhver efter hans gerninger: dem, som ved udholdenhed i at gøre godt søger herlighed og ære og uforgængelighed, evigt liv; men over dem, som er stridbare og ikke adlyder sandheden, men adlyder uretfærdigheden, skal der komme vrede og harme, trængsel og angst, over hver menneskesjæl, som gør det onde, over jøden først og også over grækeren; men herlighed og ære og fred til enhver, som gør det gode, til jøden først og også til grækeren" (Rom 2,6-10). Dette er den endelige retfærdiggørelse, som Jakob drøfter, og den er lige så klart en dom efter gerninger hos Paulus som hos ham.

På den anden side tror Jakob på frelsende tro lige så vel som Paulus. Han begynder med udsagnet om, at prøvelsen af vores tro virker udholdenhed og bringer fuldkommenhed (1,3.1). Han erklærer, at troens bøn vil bringe den eftertragtede visdom (1,6). Han beskriver den kristne bekendelse som en fastholden

"troen på vor Herre Jesus Kristus, herlighedens Herre" (2,1). Han siger, at de fattige i verdens øjne er rige i tro og derfor arvinger til riget (2,5). Han citerer stedet fra Første Mosebog: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed" (2,23), og han hævder udtrykkeligt, at Abrahams "tro virkede sammen med hans gerninger, og ved gerninger blev troen fuldendt" (2,22). Den tro, der nævnes i alle disse steder, er den bekendende kristnes tro; det er ikke den tro, som synderen udøver ved at tage imod frelsen. Jakob og Paulus er enige om at erklære, at tro og gerninger må gå hånd i hånd i det kristne liv, og at i den kristnes erfaring er både tro uden gerninger død, og gerninger uden tro er døde gerninger. De tror begge på tro, der virker gennem kærlighed, som det eneste, der vil gavne i Kristus Jesus (Gal 5,6). Grundlæggende er de enige. På overfladen synes de at modsige hinanden. Det skyldes, at de taler om forskellige ting og bruger de samme udtryk med forskellige betydninger af disse udtryk i tankerne.

VI. Brevets budskab til vor tid.

1. Til pietisten:

Der er dem, der taler om hellighed og er hyklere; dem, der bekender fuldkommen kærlighed og dog ikke kan leve fredeligt med deres brødre; dem, der er fulde af fromme talemåder, men svigter i praktisk menneskekærlighed. Dette brev blev skrevet til dem. Det giver dem måske ikke megen trøst, men det bør give dem stort udbytte. Den mystik, der nøjes med fromme stemninger og vendinger og kommer til kort i virkelig opofrelse og hengiven tjeneste, vil finde sin modgift her. Den antinomisme, der bekender stor tillid til den frie nåde, men ikke anerkender nødvendigheden af en tilsvarende renhed i livet, har brug for at grunde over dette brevs praktiske visdom. Quietisterne, som er tilfredse med at sidde og synge sig bort til evig salighed, bør læse dette brev, indtil de opfanger dets trompetsignal, der inspirerer til nærværende aktivitet og vedvarende gode gerninger. Alle, som har meget teori og lidt praksis, bør gennemtrænge sig med Jakobs ånd; og eftersom der findes sådanne mennesker i ethvert samfund og i enhver tidsalder, vil brevets budskab aldrig blive gammelt.

2. Til sociologen:

De sociologiske problemer står i forgrunden i dag. De gamle profeter var samfundsreformatorer, og Jakob ligner dem mest i Det Nye Testamente. Meget af det, han siger, kan anvendes på nutidens forhold. Han fastlægger de rette principper for praktisk menneskekærlighed og de rette forhold mellem herre og tjener og mellem menneske og menneske. Hvis dette brevs lære blev omsat i praksis i hele kirken, ville det betyde en genoplivelse af kristendommen. Det ville bevise, at den kristne religion var praktisk og anvendelig, og det ville i høj grad bidrage til at grundfæste menneskehedens endelige broderskab i tjenesten for Gud.

3. Til den, der studerer Jesu liv og karakter:

Vor Herres liv er det vigtigste liv i slægtens historie. Det vil altid være genstand for den dybeste interesse og det grundigste studium. Moderne forskning har trængt ind i ethvert bidragende område for at finde yderligere lys over Jesu arv og miljø. Folket og landet, arkæologien og samtidshistorien er blevet dyrket intensivt og omfattende for ethvert mindstemål af kundskab, de kunne føje til vores forråd af oplysninger om Kristus. Vi antyder, at der her er et område, som endnu ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed. Jakob var Herrens bror. Hans brev fortæller os meget om ham selv. Ud fra den antagelse, at han ikke formanede andre til at være noget, han ikke selv ville give dem et eksempel på at være, læser vi i dette brev hans egen karakter skrevet med store bogstaver. Han lignede sin bror i så mange ting. Når vi studerer Jakobs liv og karakter, kommer vi til at vide mere om Jesu liv og karakter.

Jesus og Jakob havde den samme mor. Fra hende havde de en fælles arv. For så vidt de gengav deres mors karaktertræk, var de ens. De fik den samme opdragelse i hjemmet. For så vidt faderen i det hjem kunne lykkes med at sætte præg af sin egen personlighed på drengene, ville de være ens. Det er bemærkelsesværdigt i denne forbindelse, at Josef i evangeliet siges at have været "en retfærdig mand" (Matt 1,19 KJV), og at Jakob i hele den tidlige kirke kom til at være kendt som Jakob den Retfærdige, og at han i sit brev giver denne titel til sin bror, Jesus, når han om de uretfærdige rige i Jerusalem siger: "I har fordømt og dræbt den retfærdige" mand (5,6 KJV). Josef var retfærdig, og Jakob var retfærdig, og Jesus var retfærdig. Brødrene var ens, og de lignede faderen i denne henseende. De to brødre synes at tænke ens og tale ens i en højst bemærkelsesværdig grad. De repræsenterer de samme hjemlige omgivelser og det samme menneskelige miljø, den samme religiøse oplæring og de samme nedarvede karaktertræk. Derfor vil alt, hvad vi lærer om Jakob, ganske sikkert hjælpe os til bedre at forstå Jesus.

De ligner hinanden i deres poetiske indsigt og deres praktiske visdom. De holder begge af billedlig tale, og den synes altid naturlig og utvungen. Jesu taler er fulde af fugle og blomster og vinde og skyer og alle landlivets syns- og lydindtryk i Israels land. Jakobs skrifter er rige på henvisninger til markens blomster og engens græs og salte kilder og den brændende vind og den tidlige og den sene regn. De ligner hinanden i deres mentale holdning og i deres åndelige årvågenhed. De har meget til fælles i det stoflige grundlag for deres tænkning. Jakob var velbevandret i den apokryfe litteratur. Kan vi ikke med rimelighed slutte, at Jesus var lige så fortrolig med disse bøger som han? Jakob synes at have erhvervet sig et forholdsvis godt herredømme over det græske sprog og at have haft et vist kendskab til den græske filosofi. Ville Jesus ikke have været lige så godt udrustet på disse områder som han?

Hvordan var Jakobs karakter? Hele traditionen vidner om hans personlige renhed og vedholdende hengivenhed, som aftvang ærbødighed og respekt hos alle, der kendte ham. Når vi følger de forskellige elementer i hans karakter, sådan som de viser sig i hans bekymringer og formaninger i dette brev, ser vi billedet af Jesus såvel som portrættet af Jakob træde frem for os. Han er en helstøbt mand, urokkelig i troen og tålmodig i prøvelser. Han er sen til vrede, men meget hurtig til at opdage enhver synd i tale og ethvert hykleri i livsførelse. Han er fuld af ydmyghed, men rede til at kæmpe for de undertryktes og de fattiges sag. Han hader al uoprigtighed, elsker visdom, og han tror på bøn og praktiserer den med henblik på både timeligt og åndeligt gode. Han tror på absolut lighed i Guds hus. Han er imod alt, hvad der vil indføre nogen skel mellem brødre på deres gudstjenestested. Han tror på praktisk menneskekærlighed. Han tror, at den rette form for religion vil få et menneske til at besøge faderløse og enker i deres trængsel og til at bevare sig selv ubesmittet af verden. En ren religion vil efter hans vurdering betyde et rent menneske. Han tror, at vi bør praktisere alt, hvad vi prædiker.

Når vi studerer disse kendetegn og meninger hos den yngre bror, bliver billedet af hans og vores ældre bror da ikke stadig klarere for vores øjne?

LITTERATUR.

Værker om indledning: af Zahn, Weiss, Julicher, Salmon, Dods, Bacon, Bennett og Adeney; MacClymont, The New Testament and Its Writers; Farrar, The Messages of the Books, og Early Days of Christianity; Fraser, Lectures on the Bible; Godet, Biblical Studies. Værker om den apostolske tidsalder: McGiffert, Schaff, Hausrath, Weizsacker. Kommentarer: Mayor, Hort, Beyschlag, Dale, Huther, Plummer, Plumptre, Stier.

Doremus Almy Hayes