Jakobs Brev

Forfatteren til det var Jakob den Yngre, Herrens bror, en af de tolv apostle. Han var en af kirkens tre søjler (Gal 2,9).

Det var rettet til jøderne i adspredelsen, “de tolv stammer, som er spredt i udlandet”.

Stedet og tidspunktet for brevets affattelse var Jerusalem, hvor Jakob opholdt sig, og, ud fra indre vidnesbyrd, perioden mellem Paulus’ to fangenskaber i Rom, sandsynligvis omkring år 62 e.Kr.

Forfatterens formål var at indskærpe de praktiske pligter i det kristne liv. “De jødiske laster, som han advarer dem imod, er formalisme, som lod tjenesten for Gud bestå i afvaskninger og ydre ceremonier, mens han minder dem om (1,27), at den snarere består i virksom kærlighed og renhed; fanatisme, som under religiøs nidkærheds dække rev Jerusalem i stykker (1,20); fatalisme, som skød sine synder over på Gud (1,13); usselhed, som krøb for de rige (2,2); falskhed, som havde gjort ord og eder til legetøj (3,2-12); partivæsen (3,14); ond tale (4,11); praleri (4,16); undertrykkelse (5,4). Den store lære, han som kristne lærer dem, er tålmodighed: tålmodighed i prøvelse (1,2), tålmodighed i gode gerninger (1,22-25), tålmodighed under provokation (3,17), tålmodighed under undertrykkelse (5,7), tålmodighed under forfølgelse (5,10); og grunden til deres tålmodighed er, at Herrens komme nærmer sig, det som skal rette al uret (5,8).”

“Retfærdiggørelse ved gerninger”, som Jakob kæmper for, er retfærdiggørelse for mennesker, retfærdiggørelsen af vores trosbekendelse ved et sammenhængende liv. Paulus kæmper for læren om “retfærdiggørelse ved tro”; men det er retfærdiggørelse for Gud, at et menneske regnes og antages som retfærdigt i kraft af Kristi retfærdighed, som modtages ved tro.