Josef

Den der fjerner, eller den der øger.

Den ældste af Jakobs to sønner med Rakel (1 Mos 30,23, 24), som ved hans fødsel sagde: “Gud har taget bort [hebr. ‘asaph] min skam.” “Herren skal føje [hebr. yoseph] endnu en søn til mig” (1 Mos 30,24). Han var sandsynligvis et barn på seks år, da hans far vendte tilbage fra Karan til Kanaan og bosatte sig i den gamle patriarkby Hebron. “Israel elskede Josef mere end alle sine børn, fordi han var hans alderdoms søn,” og han “lavede en lang dragt med ærmer til ham” (1 Mos 37,3, RV randnote), dvs. en lang og vid dragt, som adelsbørn bar. Dette synes at være den korrekte gengivelse af ordene. Udtrykket kan dog også gengives: “en kjortel af mange stykker”, dvs. et klædningsstykke sammensat af mange små stykker i forskellige farver.

Da han var omkring sytten år gammel, pådrog Josef sig sine brødres skinsyge had (1 Mos 37,4). De “hadede ham og kunne ikke tale venligt til ham.” Deres vrede voksede, da han fortalte dem sine drømme (37,11).

Jakob ønskede at høre nyt om sine sønner, som var draget til Sikem med deres hjorde, omkring 60 miles fra Hebron, og sendte Josef som bud for at spørge til dem. Josef fandt ud af, at de havde forladt Sikem og var taget til Dotan, og han fulgte efter dem dertil. Så snart de så ham komme, begyndte de at lægge planer imod ham, og de ville have dræbt ham, hvis ikke Ruben var trådt imellem. Til sidst solgte de ham til et følge af ismaelitiske købmænd for tyve sølvstykker (sekel) (omkring £2, 10 shilling), ti stykker mindre end den gængse værdi af en slave, for “de var ligeglade med, hvad de fik for ham, bare de blev af med ham.” Disse købmænd var på vej ned til det egyptiske marked med et blandet udvalg af handelsvarer, og dertil førte de ham, og til sidst solgte de ham som slave til Potifar, en “embedsmand hos Farao og chef for livvagten” (1 Mos 37,36). “Herren velsignede egypterens hus for Josefs skyld,” og Potifar gjorde ham til forvalter over sit hus. Da Potifars hustru omsider rettede en falsk anklage mod ham, blev han straks kastet i statsfængslet (39; 40), hvor han blev i mindst to år. Efter nogen tid blev “overmundskænken” og “overbageren” i Faraos husholdning kastet i det samme fængsel (40,2). Hver af disse nye fanger havde en drøm den samme nat, som Josef tydede, og det skete, som han havde sagt.

Dette førte senere til, at overmundskænken huskede Josef, da også Farao havde drømme. På hans forslag blev Josef hentet fra fængslet for at tyde kongens drømme. Farao var meget tilfreds med Josefs visdom i tydningen af hans drømme og med hans råd om de begivenheder, der nu var forudsagt; og han satte ham over hele Egyptens land (1 Mos 41,46) og gav ham navnet Safenat-Panea. Han blev gift med Asenat, datter af præsten i On, og blev således medlem af præsteklassen. Josef var nu omkring tredive år gammel.

Som Josef havde tydet, kom der syv år med overflod, hvor han oplagrede en meget stor mængde korn i magasiner, der var bygget til formålet. Disse år blev fulgt af syv års hungersnød “over hele jordens flade”, da “alle lande kom til Egypten, til Josef, for at købe korn” (1 Mos 41,56, 57; 47,13.14). Således “samlede Josef alle de penge, der fandtes i Egyptens land og i Kanaans land, for det korn, de købte.” Derefter blev alt kvæget og hele landet, og til sidst egypterne selv, Faraos ejendom.

Under denne hungersnød kom Josefs brødre også ned til Egypten for at købe korn. Historien om hans behandling af dem og om den måde, hvorpå han til sidst gav sig til kende for dem, er en af de mest interessante fortællinger, man kan læse (1 Mos 42-45). Josef pålagde sine brødre at vende tilbage og hente Jakob og hans familie til Egyptens land og sagde: “Jeg vil give jer det bedste i Egyptens land, og I skal spise landets fedme. Bekymr jer ikke om jeres ejendele; for det bedste i hele landet er jeres.” Derfor drog Jakob og hans familie, halvfjerds sjæle i alt, sammen med “alt, hvad de ejede,” ned til Egypten. De blev bosat i landet Goshen, hvor Josef mødte sin far, “faldt ham om halsen og græd længe ved hans hals” (1 Mos 46,29).

Dr. Navilles udgravninger har vist, at landet Goshen var Wady Tumilat, mellem Ismailia og Zagazig. I Goshen (egyptisk Qosem) havde de græsning til deres hjorde, var nær Egyptens asiatiske grænse og var af vejen for det egyptiske folk. En indskrift omtaler det som et distrikt, der var overladt til de omvandrende hyrder fra Asien.

Jakob døde til sidst, og som opfyldelse af et løfte, han havde afkrævet ham, drog Josef op til Kanaan for at begrave sin far i “Efron hittittens mark” (1 Mos 47,29-31; 50,1-14). Dette var den sidste nedskrevne handling af Josef, som igen vendte tilbage til Egypten.

“‘Historien om de to brødre,’ en egyptisk romance skrevet for sønnen af undertrykkelsens farao, indeholder en episode, der minder meget om den bibelske beretning om Josefs behandling ved Potifars hustru. Potifar og Potifera er det egyptiske Pa-tu-pa-Ra, ‘solgudens gave.’ Det navn, der blev givet Josef, Safenat-Panea, er sandsynligvis det egyptiske Zaf-nti-pa-ankh, ‘den levendes ernærer,’ dvs. Faraos. Der findes mange eksempler i indskrifterne på, at udlændinge i Egypten fik egyptiske navne og steg til de højeste statsembeder.”

Med sin hustru Asenat fik Josef to sønner, Manasse og Efraim (1 Mos 41,50). Efter at Josef havde fået et løfte fra sine brødre om, at når den tid kom, da Gud ville “føre dem til det land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob,” skulle de føre hans ben op fra Egypten, døde han til sidst i en alder af hundrede og ti år; og “de balsamerede ham, og han blev lagt i en kiste” (1 Mos 50,26). Dette løfte blev trofast overholdt. Deres efterkommere bar langt senere, da udgangen fandt sted, legemet med sig under deres fyrre års vandringer og begravede det til sidst i Sikem, på det stykke jord, som Jakob havde købt af Hamors sønner (Jos 24,32; jf. 1 Mos 33,19). Med Josefs død sluttede den patriarkalske tidsalder i Israels historie.

Den farao, under hvem Josef blev ophøjet, var sandsynligvis Apepi, eller Apopis, den sidste af hyksoskongerne. Nogle mener dog, at Josef kom til Egypten under Thothmes III’s regering (se FARAOS), længe efter at hyksos var blevet fordrevet.

Navnet Josef betegner de to stammer Efraim og Manasse i 5 Mos 33,13-17; Israels kongerige i Ez 37,16, 19, Am 5,6; og hele Israels pagtsfolk i Sl 81,4.

En af Asafs sønner, leder af den første afdeling af hellige musikere (1 Krøn 25,2, 9).

Søn af Juda og far til Semei (Luk 3,26). To andre med samme navn i Kristi slægtslinje nævnes også (3,24.30).

Vor Herres plejefar (Matt 1,16; Luk 3,23). Han boede i Nazaret i Galilæa (Luk 2,4). Han kaldes en “retfærdig mand.” Af håndværk var han tømrer (Matt 13,55). Han nævnes sidst i forbindelse med rejsen til Jerusalem, da Jesus var tolv år gammel. Det er sandsynligt, at han døde, før Jesus begyndte sin offentlige tjeneste. Dette sluttes af, at kun Maria var til stede ved bryllupsfesten i Kana i Galilæa. Hans navn optræder ikke i forbindelse med korsfæstelsens begivenheder sammen med Marias (se), Joh 19,25.

En mand fra Arimatæa, sandsynligvis Rama i Det Gamle Testamente (1 Sam 1,19), en velhavende mand og medlem af Synedriet (Matt 27,57; Luk 23,50), en “agtet rådsherre, som ventede på Guds rige.” Så snart han hørte nyheden om Kristi død, “gik han frimodigt ind” (egentlig: “efter at have samlet mod gik han”) “til Pilatus og bad om Jesu legeme.” Da Pilatus af centurionen havde fået vished for, at døden virkelig var indtruffet, imødekom han Josefs anmodning. Josef købte straks fint linned (Mark 15,46) og begav sig til Golgata for at tage legemet ned fra korset. Der tog han, hjulpet af Nikodemus, legemet ned og svøbte det i det fine linned, idet han strøede det med den myrra og aloe, som Nikodemus havde medbragt (Joh 19,39), og førte derefter legemet til den nye grav, som Josef selv havde hugget ud i en klippe i sin have tæt ved. Der lagde de det, i nærvær af Maria Magdalene, Maria, Joses’ mor, og andre kvinder, og de rullede en stor sten for indgangen og gik bort (Luk 23,53, 55). Dette blev gjort i hast, “for sabbatten nærmede sig” (jf. Es 53,9).

Med tilnavnet Barsabbas (ApG 1,23); også kaldet Justus. Han var en af dem, der “havde fulgtes med apostlene hele den tid, Herren Jesus gik ud og ind iblandt dem” (ApG 1,21), og var en af kandidaterne til Judas’ plads.