Josef

jo'-zef (yoceph; Ioseph):

1. I Det Gamle Testamente:

(1) Jakobs 11. søn og Rakels 1. (se særskilt artikel).

(2) Far til Igal af Issakar, en af de 12 spejdere (4 Mos 13,7).

(3) En søn af Asaf (1 Krøn 25,2; 1 Krøn 25,9).

(4) En mand af Banis sønner, som havde giftet sig med en fremmed kvinde (Ezra 10,42).

(5) En præst af Shebanjas familie i Jojakims dage (Neh 12,14).

2. I apokryferne:

(1) Søn af Zakarias, besejret af Gorgias omkring 164 f.Kr. (1 Makk 5,18.56.60).

(2) Kaldet en bror til Judas Makkabæus i 2 Makk 8,22, sandsynligvis ved en fejl for Johannes.

(3) Judits oldefar (Judit 8,1).

3. I Det Nye Testamente:

(1) Marias mand, Jesu mor (se særlig artikel).

(2, 3) Navnet på 3 forfædre til Jesus ifølge KJV (Luk 3,24; Luk 3,26; Luk 3,30); navnet på to ifølge RV, som læser "Josech" i Luk 3,26.

(4) En jøde fra Arimatæa, i hvis grav Jesus blev begravet (Matt 27,57, osv.; se artikel).

(5) En af Jesu brødre, ifølge RV (Matt 13,55, KJV "Joses"). KJV og RV har begge "Joses" i Matt 27,56; Mark 6,3; Mark 15,40; Mark 15,47.

(6) Josef Barsabbas (ApG 1,23; se artikel).

(7) Josef, med tilnavnet Barnabas (ApG 4,36, KJV "Joses"; se BARNABAS).

S. F. Hunter

jo'-zef (yoceph, "Han vil føje til"; Septuaginta Ioseph). Fortællingen (1 Mos 30,23; 1 Mos 30,14) peger ikke så meget på en dobbelt etymologi som på forløbet i Rakels tanker. Brugen af 'acaph, "Han tager bort," blev i hendes sind, ved sin form i fremtid, forbundet med yoceph, "Han vil føje til," "Og hun gav ham navnet Josef og sagde: Må Yahweh føje endnu en søn til mig"):

I. JOSEF-FORTÆLLINGEN, ET LITTERÆRT SPØRGSMÅL

1. En selvstændig original eller en bearbejdelse?

2. En monografi eller en sammenstilling?

(1) En analytisk teori, der opløser den til en ren sammenstilling

(2) En fortælling fuld af perler

(3) Argumentet fra kronologien, der støtter den som en monografi

II. FORTÆLLINGEN OM JOSEF, EN BIOGRAFI

1. En beduinfyrste i Kanaan

2. En beduintræl i Egypten

3. Beduintrællen bliver igen beduinfyrsten

4. Førsteministeren

5. Patriarken

LITTERATUR

Jakobs ellevte søn. Den bibelske fortælling om Josef frembyder to emner til overvejelse: Josef-fortællingen, et litterært spørgsmål, og fortællingen om Josef, en biografi. Det er af første vigtighed at behandle disse spørgsmål i denne rækkefølge.

Cheyne når i Encyclopedia Biblica frem til sådanne konklusioner om Josef-fortællingen, at fortællingen om Josef næsten skamferes til ukendelighed som biografi overhovedet. Driver hævder i HDB, at Josef-fortællingen "efter al sandsynlighed først blev nedskrevet 700-800 år" senere end den tid, Josef henføres til, påpeger, at Josefs navn også var navnet på en stamme, og konkluderer, at "den første af disse kendsgerninger straks ødelægger enhver garanti for, at vi i Josef-fortællingen besidder en bogstavelig optegnelse af kendsgerningerne," og at "den anden kendsgerning rejser det yderligere spørgsmål, om skikkelsen Josef, delvis eller endog som helhed, er et genskin af stammens historie og karaktertræk, projiceret tilbage i fortiden i individuel form." Men han viger tilbage fra dette synspunkt og mener, at det er "mere sandsynligt, at der fandtes en virkelig person, Josef, som senere .... med rette eller urette blev anset for stammens stamfader .... og som i det væsentlige gennemgik de oplevelser, der fortælles om ham i Første Mosebog." Over for sådanne kritiske forestillinger om den litteratur, hvori fortællingen om Josef er indlejret, er det klart, at før vi er nået frem til nogle konklusioner om Josef-fortællingen, kan vi ikke være sikre på, at der findes nogen virkelig fortælling om Josef at berette.

I. Josef-fortællingen, et litterært spørgsmål.

1. En selvstændig original eller en bearbejdelse?:

Dette litterære problem vil være løst, hvis der kan findes tilfredsstillende svar på to spørgsmål: Er den en selvstændig original eller en bearbejdelse? Egnet materiale til en sådan bearbejdelse, som kunne frembringe en Josef-fortælling, er blevet søgt i begge ender af historiens linje: Josef som stamfader og Josef som stamme. Den eneste konkurrent til kravet om at være en tidlig original, som Josef-fortællingen kunne være en bearbejdelse af, er den ubehagelige "Fortælling om to brødre" (RP, serie I, bind II, 137-46). Denne fortælling ligner i sine væsentlige elementer Josef-fortællingen meget. Men sådanne begivenheder, som den beretter, er almindelige: hvorfor skulle sådanne fortællinger ikke også være det?

Hvilket bevis giver denne "Fortælling om to brødre" for, at Josef-fortællingen ikke er en selvstændig original? Skal vi antage, at fordi mange franske romaner omhandler demi-monde, fandtes der derfor ingen Madame de Pompadour? Er hofskandaler så uhørte, at det gamle Egypten ikke kan rumme to? Og hvorfor anfægte Josef-fortællingens ægthed, fordi "Fortælling om to brødre" ligner den? Er nogen så æterisk i sine lidenskaber, at han ikke instinktivt ved, at de væsentlige elementer i en sådan skandale altid er de samme? Forskellen i fortællingen ligger især i måden, den fortælles på. På dette sidstnævnte punkt har Josef-fortællingen og "Fortælling om to brødre" ingen lighed overhovedet.

Hvis man lægger mærke til den bibelske fortællings kyske skønhed og dernæst vender sig til "Fortælling om to brødre" med tilstrækkeligt kendskab til det egyptiske sprog til at opfatte dens grovhed og stank, kan der ikke være nogen tvivl om, at Josef-fortællingen er uafhængig af en sådan litterær kilde. For dem, der således fornemmer begge fortællinger, kan kravet om, at "Fortælling om to brødre" skulle være originalen til Josef-fortællingen, ikke stå et øjeblik. Hvis vi vender os fra Josef som stamfader til Josef som stamme, vil påstanden om, at fortællingen er en bearbejdelse, endnu mindre kunne tåle nøje undersøgelse. Fortællingens fuldkomne naturlighed, den totale mangel i dens mangfoldige detaljer på noget som helst spor af billedsprog, sådan som personifikation altid frembringer, og den absolut nøjagtige afspejling i fortællingen af Egypten på Josefs tid, sådan som det er blevet åbenbaret ved de mange opdagelser, som mennesker 700-800 år senere ikke kunne kende til, mærker denne teori om en afspejling af stammehistorie og stammekaraktertræk som ren spekulation. Og desuden: hvor i hele litteraturhistorien er det blevet bevist, at en stamme på denne måde med held er blevet kastet tilbage på oldtidens lærred i "individuel form"? Lignende fejltagelser om Menes og Minos og Trojas helte er en advarsel til os. Spekulation er legitim, så længe den ikke skærer sig løs fra kendte kendsgerninger, men den giver ingen ret til at antage eksistensen i ukendt historie af noget, der aldrig med sikkerhed er fundet i kendt historie. Så meget om det første spørgsmål.

2. En monografi eller en sammenstilling?:

Er det en monografi eller en samling? Forfatteren til en monografi kan gøre vidtstrakt brug af litterært materiale, og redaktøren af en samling kan indføje mange redaktionelle kommentarer. Således kan disse forskellige slags komposition overfladisk set ligne hinanden meget, men i deres væsentlige karakter er de meget forskellige fra hinanden. En samling er et kunstigt legeme, en automat; en monografi er et naturligt legeme med en levende sjæl i sig. Denne fortælling har orientalske særpræg med gentagelse og pleonastisk udtryk, og disse ting er blevet tillagt stor vægt for at splitte fortællingen op; for den læser, der ikke søger grunde til opdeling, er den et af de mest ubrudte, enkelt naturlige og upåvirkede stykker fortællende litteratur i verden. Hvis den stod alene eller hørte til en senere del af Skriften, kan man med god grund tvivle på, at den nogensinde ville være blevet berørt af den litterære dissektors skalpel. Men den hører til Pentateuken. Overalt i Pentateuken er der tydelige vidnesbyrd om, at forfatteren har gjort brug af materiale, enten dokumentarisk materiale eller den paradoksale uskrevne litteratur, som de gamle overleverede næsten uden ændring af et ord gennem århundreder.

(1) En analytisk teori, der opløser den til en ren samling.

En analytisk teori er blevet anvendt på Pentateuken som helhed for at opløse den til en ren samling. Når først denne teoris principper er anerkendt og får råderum dér, kan Josef-fortællingen ikke efterlades uberørt, men bliver et nødvendigt offer for systemet. Et blik på de livløse, uhyggelige brudstykker af den levende, bevægende Josef-fortælling, som analysen efterlader (jf. EB, artikel "Joseph"), forkynder, at analysen har været et mord. Der var et liv i fortællingen, som skånselsløst er blevet taget, og denne levende sjæl mærkede beretningen som en monografi.

(2) En beretning fuld af perler.

Hvor ellers findes en sådan samling? Her er et af de mest strålende stykker litteratur i verden, en beretning fuld af perler:

(a) beretningen om brødrenes fremstilling for Josef, da han blev nødt til at gå ud for at græde (1 Mos 43,26-34), og

(b) scenen mellem Josefs skrækslagne brødre og forvalteren over hans hus (1 Mos 44,6-13),

(c) Judas tale (1 Mos 44,18-34),

(d) den gribende afslutning på Josefs endelige åbenbaring af sig selv for sine brødre (1 Mos 45,1-15).

Hele fortællingens sjæl ånder gennem alle disse. Hvor i al litteratur, gammel eller moderne, findes en ren samling, som er et stort stykke litteratur? Så langt er denne fortælling fra en samlings kendetegn, at vi kan udfordre litteraturens verden til at frembringe en anden monografi i fortællende litteratur, som overgår den.

(3) Argumentet ud fra kronologien støtter den som en monografi

Dernæst taler dateringen af egyptiske navne og begivenheder i denne beretning stærkt for, at dens oprindelse er så tidlig, at den ligger uden for samlernes rækkevidde. At forsøg på at identificere navne, der er skrevet på hebraisk, i egyptisk — med de særlige vanskeligheder, som to alfabeter med ufuldstændigt kendte fonetiske værdier og usikker ækvivalens mellem det ene og det andet frembyder — skulle give anledning til meningsforskelle, er at forvente. De egyptiske ækvivalenter til Zaphenath-paneah og Asenath er blevet flittigt eftersøgt, og flere identifikationer er blevet foreslået (Brugsch, Egypt under the Pharaohs, 122; Budge, History of Egypt, V, 126-27). Den, der fonetisk er mest nøjagtig og giver den mest passende og naturlige betydning for Zaphenath-paneah, er af Lieblein (PSBA, 1898, 204-8). Den er dannet ligesom fire af navnene på hyksoskonger før Josefs tid og betyder "den, som skaffer livets næring", dvs. rigets forvalter. Navnet Asenath findes fra XI. dynasti og frem til XVIII. Potifar omtales som egypter. Hvorfor ikke naturligvis en egypter? Beretningen peger også tydeligt på forhold, som gjorde sig gældende under hyksoskongerne. Da folket var ved at omkomme af mangel på mad, lovede de Josef til gengæld for hjælp, at de ville være "Faraos tjenere" (1 Mos 47,18-25). Dette antyder en tidligere modstand mod regeringen, sådan som hyksoskongerne længe måtte kæmpe med i Egypten. Men den revolution, som fordrev hyksoserne, arbejdede så effektivt på at udrydde ethvert spor af de forhadte fremmede, at moderne egyptologisk forskning kun med største vanskelighed har fravristet fortiden nogle få oplysninger om dem. Er det troværdigt, at en redaktør af brudstykker, som selv først blev skrevet ned omkring 700-800 år senere, skulle have været i stand til at frembringe en sådan livsfortælling, der passer ind i de særlige forhold på hyksosernes tid? Betragtet som et selvstændigt litterært problem på sine egne præmisser, bortset fra enhver indviklende nødvendighed i den analytiske teori om Pentateuken, må Josef-fortællingen bestemt stå som en monografi fra en tid, hvor begivenhederne, den nedskriver, endnu fandtes i tydelig erindring. Hvis Josef-fortællingen er et selvstændigt originalværk og en monografi, så er det i virkeligheden fortællingen om Josef, der skal betragtes.

II. Fortællingen om Josef, en biografi.

Det er unødvendigt her at genfortælle alle begivenhederne i Josefs liv, en fortælling, der er så uforligneligt fortalt i den bibelske beretning. Det vil være tilstrækkeligt kun at berøre de fremtrædende punkter, hvor striden har raset, eller hvor arkæologien har kastet særligt lys. Fortællingen om Josef indleder den tiende og sidste naturlige hovedafdeling af Første Mosebog med disse ord: "Jakobs slægtshistorie" (1 Mos 37,2). Indtil dette punkt er Første Mosebogs ufravigelige metode at sætte bekendtgørelsen "slægtshistorien om" en af patriarkerne i spidsen for hver afdeling, straks efterfulgt af en kort skitse af den forkastede slægtslinje, og derpå i detaljer at give beretningen om den udvalgte linje.

Der skal nu ikke længere være nogen forkastet slægtslinje. Alle Jakobs sønner hører til det udvalgte folk, betroet åbenbaringen om forløsningen. Derfor begynder denne del af 1 Mosebog straks med den udvalgte linje og sætter helt i forgrunden den fortælling, som i den generation er mest afgørende i frelseshistorien, denne fortælling om Josef, der begynder med ordene: »Josef var sytten år gammel og vogtede hjorden sammen med sine brødre« (1 Mos 37,2). Josef var blevet født i Haran, den elskede Rakels førstefødte; hun døde ved fødslen af sin anden søn, Benjamin. En moderløs dreng blandt sønner af andre mødre mærkede situationens jalousier, og erfaringen blev en fristelse. Den »dårlige omtale« af hans brødre blev derfor ganske naturligt bragt til hans far, og lige så naturligt vakte det de familiejalousier, som satte hans fødder på vejen mod hans store livsbane (1 Mos 37,2-4). På denne livsbane fremstår han som en beduinfyrste i Kanaan.

1. En beduinfyrste i Kanaan:

Patriarkerne på den tid var alle sheiker eller fyrster over de halvnomadiske strejfere, som på grund af landets særlige sociale og borgerlige skikke blev tålt dengang, ligesom de den dag i dag tåles under det tyrkiske styre midt iblandt gårde og fast jordbesiddelse. Jakob begunstigede Rakel og hendes børn. Han stillede dem bagerst ved det farlige møde med Esau, og nu giver han Josef en kjortel i mange farver (1 Mos 37,3). Fremkomsten af en sådan kjortel lidt tidligere i udsmykningen af gravene i Benichassan blandt gesandter fra Kanaan til Egypten tyder sandsynligvis på, at dette klædningsstykke i en eller anden forstand var ceremonielt, et tegn på rang. Under alle omstændigheder var Josef, Jakobs søn, en beduinfyrste. Tilkendegav faderen med denne kjortel sin hensigt om at give ham forrangen og arvefølgen som stammens høvding? Det er ellers vanskeligt at forklare de ældre brødres vanvittige jalousi (1 Mos 37,4). Ifølge den kritiske opdeling af fortællingen kan Josefs drømme bortforklares som blotte spejlinger eller tilpasninger af Josefs senere historie (sammenlign PENTATEUCH). I en virkelig biografi træder drømmenes slående forsynsmæssige betydning straks frem. De kan ikke være virkelige uden i en eller anden forstand at være profetiske. På den anden side kan de ikke være andet end virkelige uden at ødelægge hele fortællingen som en sandfærdig beretning, for de førte umiddelbart til den store tragedie: en beduinfyrste fra Kanaan bliver en beduintræl i Egypten.

2. En beduintræl i Egypten:

Sammensværgelsen om at skaffe Josef af vejen, udskiftningen af døden med trældom og det rædselsvækkende kneb for at bedrage Jakob (1 Mos 37,18-36) er helt naturlige skridt på forbrydelsens vej, når brødrene først havde slået ind på den. Rubens modplan om at befri Josef afspejler både hans egen godhed og den farlige karakter hos de andre brødre, som han ikke turde rette en direkte protest imod.

Den kritiske diskussion af »ismaelitter«, »midjanitter« og »medanitter« frembyder nogle interessante ting og mange skarpsindige spekulationer, som de, der interesserer sig for etnologi og etymologier, med fordel kan overveje efter deres egen værdi. Mange fremsatte meninger kan vise sig at være korrekte. Men lad det være bemærket, at de for størstedelens vedkommende er ren spekulation. Næsten intet vides om de transjordanske stammers indbyrdes forhold i den tidsalder ud over de få antydninger i Bibelen. Og hvem kan sige, hvilken slags personer der kunne findes i en karavane, som havde vandret omkring, ingen ved hvor eller hvor længe, for at samle handel op, før den drejede ind på den nordlige karavanevej? Indtil arkæologien leverer flere kendsgerninger, er det tåbeligt at tillægge sådanne spekulationer megen betydning (Kyle, The Deciding Voice of the Monuments in Biblical Criticism, 221).

På slavemarkedet i Egypten blev Josef købt af Potifar, en embedsmand hos Farao, »en egypter«. Den betydningsfulde omtale af denne kendsgerning passer nøjagtigt ind blandt de genfundne antydninger af historien fra den tid, som viser, at hoffet dengang slet ikke var egyptisk, men bestod af udlændinge, Hyksos-kongernes dynasti, blandt hvem en »egypter« var så uventet, at hans nationalitet blev nævnt.

Josefs medfødte karakteradel, den fromme oplæring, han havde modtaget i sin fars hus, og Guds gunst over ham gav ham en sådan fremgang, at hans herre betroede ham alle anliggender i sit hus, og da den største af fristelser angriber ham, går han sejrrigt ud af den (1 Mosebog 39). Der er stærkt grundlag for den mistanke, at Potifar ikke fuldt ud troede sin hustrus anklage mod Josef. Det forhold, at Josef ikke straks blev slået ihjel, er meget betydningsfuldt. Potifar kunne næppe gøre mindre end at spærre ham inde for syns skyld, og måske for at fjerne fristelsen fra sin hustru uden at synes at mistænke hende. Det er også bemærkelsesværdigt, at Josefs karakter snart sejrede i fængslet. Derefter leder det samme forsyn, som havde våget over hans drømme, begivenhederne sådan, at han føres frem for kongen (1 Mosebog 40; 41).

3. Beduintrællen bliver igen beduinfyrsten:

Begivenhederne i den umiddelbart foregående historie beredte Josefs dag: Hyksos-kongerne på tronen, disse beduin-fyrster, "hyrdekonger" (Petrie, Hyksos and Israelite Cities), egypternes fjendskab mod dette fremmede dynasti, så de regnede enhver hyrde for en "vederstyggelighed" (1 Mos 46,34), det venskabelige forhold, der således blev skabt mellem stammer i Kanaan og Egypten, Josefs fyrstelige karakter, for blandt fyrster er en fyrste en fyrste, hvor lille hans fyrstendømme end er, og til sidst Guds åbenbare gunst mod Josef og faraonernes tydelige forståelse af semitisk religion, måske endda sympati med den (1 Mos 41,39). Alt dette udgør en af de mest majestætiske, guddommelige bevægelser af forsynet, som er åbenbaret for os i Guds ord, eller som overhovedet er tydelig noget sted i historien. Det samme forsyn, som rådede over drengefyrsten i hans fars hus, kom igen til slavefyrsten i det egyptiske fængsel. Tydningen af faraos overmundskænks og overbagers drømme (1 Mos 40-41,1-24) bragte ham til sidst, efter megen forsinkelse og selvisk glemsomhed, for kongens opmærksomhed, og endnu en drøm, hvor den samme snilde hånd fra forsynet tydeligt ses (1 Mosebog 41), bliver midlet til at føre Josef frem for det kongelige ansigt. Det stof, drømme er gjort af, vækker næppe mindre interesse end det forsyn, der førte tilsyn med dem. Ligesom den halvnomadiske beduins høstmarker i Kanaan og Egyptens huslige rutiner optræder i overmundskænkens og overbagerens drømme, således optræder nu folkets industrielle interesser og religiøse former i faraos drømme. Gudinden Hathors "syv køer" leverer antallet af køerne, og fordoblingen af symbolikken i kvæget og kornet peger på de to store kilder til Egyptens velfærd. Det forsyn, som havde formet og ledet hele Josefs løbebane fra hjemmet i Kanaan, blev fuldendt, da farao med ordene: "Eftersom du er en mand, i hvem Guds ånd er," ophøjede den beduinske slave til igen at være den beduinske fyrste og gjorde ham til førsteminister.

4. Førsteministeren:

Historien om "kongers yndlinge" er alt for velkendt til, at Josefs ophøjelse i sig selv skulle være utroværdig. Sådanne ting er særlig tilbøjelige til at finde sted blandt Orientens uindskrænkede monarkier. Den afdøde kejserinde af Kina havde været en kinesisk slavepige. Indsættelsen af Josef var helt igennem egyptisk--"kraven," signet-"ringen," "vognen" og forløberne, som råbte foran ham: "Abrech." Den nøjagtige betydning af dette ord er aldrig blevet sikkert fastslået, men dets almindelige mening kan den dag i dag ses illustreret overalt i Østen, hvor kongelige rider ud. Den politik, førsteministeren valgte, var vidtrækkende, klog, ja endda snedig (1 Mos 41,25-36). Det er umuligt at sige, om den var helt retfærdig eller ej, for vi kan ikke vide, om kornet fra overflodsårene, som regeringen oplagrede, blev købt eller taget som en skatteopkrævning. Politikken indebar en vis despotisk magt, men Josef viste sig som en storsindet despot. Det dybe og underfundige statsmandskab i Josefs plan viser sig ikke fuldt ud før resultatet. Det var sandsynligvis gennem førsteministeren Josefs politik, at hyksos-folket til sidst fik magten over folket og herredømmet over landet.

Store hungersnøder har ikke været almindelige i Egypten, men de er ikke ukendte. Den eneste, som stemmer godt med Bibelens beretning, er den, der er nedskrevet i Babas indskrift ved el Kab, oversat af Brugsch. Der er gjort nogle næppe berettigede forsøg på at miskreditere Brugsch i hans beretning om den indskrift. Monumentet findes stadig og er let at besøge, men indskriften er så lemlæstet, at den frembyder mange vanskeligheder. Hungersnødens alvor, dens varighed, regeringens forberedelse, uddelingen til folket, hjælpearbejdets heldige udfald og endda tidspunktet for hungersnøden, så vidt det kan bestemmes, stemmer godt med Bibelens beretning (Brugsch, Egypt under the Pharaohs, kapitel vi). Den måde, hvorpå sådanne hungersnøder i Egypten opstår, er blevet forklaret ved en bevægelse af sudd, en sivlignende vækst i Nilen, så den tilstopper den øvre flod (Wright, Scientific Confirmations, 70-79).

Josefs brødre kom "sammen med dem, der kom," dvs. sammen med fødevarekaravanerne. Beretningen indebærer ikke, at førsteministeren personligt ledede salget af korn, men kun at han fik kendskab til sine brødres ankomst og mødte dem på markedspladsen. Regeringens årvågenhed over for "spioner," ved den omhyggelige bevogtning af indgangene til landet, kan meget vel have givet ham sådanne oplysninger. Da han først havde fået dem, følger hele resten af historien om samtalerne naturligt (sammenlign traditioner om Josef, Jewish Encyclopedia).

Den lange prøvelse af brødrene med den ledsagende forsinkelse i hjælpen til faderen Jakob og familien (1 Mosebog 42-45) har været genstand for megen diskussion og for de mest sindrige argumenter til retfærdiggørelse af Josef. Alt dette synes unødvendigt. Josef var ikke fuldkommen, og der fremsættes intet krav om fuldkommenhed for ham i Bibelen. To ting er det tilstrækkeligt at bemærke her: den ene, at Josef var hersker såvel som bror, med en herskers vaner, med næsten uhæmmet magt og myndighed, og tynget af nødvendigheden af beskyttelse og forpligtelsen til at udmåle retfærdighed; den anden, at den langsommelige fremgangsmåde, de irriterende forsinkelser, det underfundige diplomati og legen med store spørgsmål er helt igennem orientalsk. Det kan også være, at store ånders rådvildhed gør dem tilbøjelige til sådanne luner. Lincolns karriere giver nogle ejendommelige paralleller i forhandlingerne om sager længe efter, at den store præsidents beslutning var fuldt truffet og handling sat i værk.

Tidspunktet for disse begivenheder og identifikationen af Josef i Egypten er yderst vanskelige spørgsmål, som ikke er endeligt afgjort. Toffteen fremlægger med stor sikkerhed, i en meget nylig identifikation af Josef, meget materiale, som man gerne ville tillægge fuld troværdighed (Toffteen, The Historical Exodus). Men bortset fra at han hævder to udvandringer, to Josefer, to Aroner, to lovgivere kaldet Moses og to lovgivninger, et tilfælde af kritiske dobbelttraditioner mere forbløffende end nogen, der hidtil er blevet hævdet i Pentateuken, er selve det bevismateriale, han anfører, langt fra afgørende. Det er tvivlsomt, om teksterne kan bære den oversættelse, han giver dem, især egennavnene. Ramses II’s påstande om, at han byggede Pitom, sammenholdt med 400-års-stelen, som han siger, at han rejste i kong Nubtis 400. år, synes at placere Josef omkring hyksoskongens tid. Dette er det meste, der nu kan siges. Jakobs begravelse stemmer nøje overens med egyptiske skikke. Israelitternes rigdom, idet de beholdt deres ejendele og blev forsørget af kronen, i modsætning til egypternes fattigdom, da de solgte alt, baner vej for Israels vidunderlige vækst og indflydelse og den frygt, som egypterne til sidst fik for dem. “Og Josef døde, 110 år gammel,” en ideel høj alder i egyptisk tankegang. Det angivne gravsted for Josef i Sikem afventer stadig undersøgelse.

5. Patriarken:

Josef træder blandt patriarkerne på nogle punkter frem med særlig forrang. Hans ædle karakter, hans hjertes og livs renhed, hans storsind som hersker og broderpatriark gør ham, mere end nogen anden af Det Gamle Testamentes skikkelser, til en illustration af den mennesketype, som Kristus skulle give verden i fuldkommenhed. Josef står ikke på listen over personer, som i Skriften udtrykkeligt omtales som forbilleder på Kristus--det eneste helt sikre kriterium--men ingen illustrerer mere fuldt Frelserens liv og gerning. Han virkede frelse for dem, der forrådte og forkastede ham; han gik ned i ydmygelse som vejen til sin ophøjelse; han tilgav dem, der, i det mindste i ånden, slog ham ihjel; og til ham, som til Frelseren, må alle komme for at få hjælp, eller gå til grunde.

LITTERATUR. Kommentarer til Første Mosebog; om rabbinsk litteratur, jf. Seligsohn i Jewish Encyclopedia, nogle meget interessante og ejendommelige traditioner; Ebers, Egypten und die Bucher Moses; “The Tale of Two Brothers,” RP, serie I, bind II, 13746; Wilkinson-Birch, The Manners and Customs of the Ancient Egyptians; Erman, Life in Ancient Egypt.

M. G. Kyle