Samaria

Et vagtbjerg eller et vagttårn. I hjertet af Israels bjerge, nogle få kilometer nordvest for Sikem, ligger “Shomerons høj”, et fritliggende bjerg, en stor “mamelon”. Det er en aflang høj med stejle, men ikke utilgængelige sider, og en lang, flad top. Omri, Israels konge, købte denne høj af dens ejer Shemer for to talenter sølv og byggede på dens brede top den by, som han gav navnet “Shomeron”, dvs. Samaria, som sit riges nye hovedstad i stedet for Tirsa (1 Kong 16,24). Som sådan havde den mange fordele. Her boede Omri i de sidste seks år af sin regeringstid. Som følge af en mislykket krig mod Syrien synes han at have været tvunget til at give syrerne ret til at “anlægge gader i Samaria”, dvs. sandsynligvis tilladelse til, at de syriske købmænd kunne drive deres handel i den israelitiske hovedstad. Dette ville forudsætte, at der fandtes en betydelig syrisk befolkning. “Det var den eneste store by i Israels land, som blev skabt af herskeren. Alle de andre var allerede blevet helliget ved patriarkalsk tradition eller tidligere besiddelse. Men Samaria var Omris valg alene. Han gav ganske vist den by, han havde bygget, dens tidligere ejers navn, men dens særlige forbindelse med ham selv som dens grundlægger bevises af den betegnelse, som Samaria synes at bære i assyriske indskrifter, Beth-khumri (‘Omris hus eller palads’).”, Stanley.

Samaria blev ofte belejret. På Akabs tid drog Benhadad II op imod den med toogtredive vasalkonger, men blev slået med stort mandefald (1 Kong 20,1-21). En anden gang, året efter, angreb han den; men blev igen fuldstændigt slået på flugt og blev tvunget til at overgive sig til Akab (20,28-34), hvis hær, sammenlignet med Benhadads, ikke var mere end “to små flokke gedekid.”

På Jorams tid belejrede denne Benhadad igen Samaria, og under belejringen blev byen bragt i den yderste nød. Men netop da det så ud til, at sejren var inden for rækkevidde, brød de pludselig belejringen op, skræmt af en gådefuld lyd af vogne og heste og en stor hær, og flygtede, idet de efterlod deres lejr med alt dens indhold. Byens udsultede indbyggere blev snart hjulpet af den rigelige mængde bytte fra den syriske lejr; og det skete, efter Elisas ord, at “et mål fint mel blev solgt for en sekel, og to mål byg for en sekel, i Samarias porte” (2 Kong 7,1-20).

Shalmaneser invaderede Israel på Hoseas tid og gjorde det til vasal. Han belejrede Samaria (723 f.Kr.), som holdt stand i tre år og til sidst blev erobret af Sargon, der fuldførte den erobring, Shalmaneser havde påbegyndt (2 Kong 18,9-12; 17,3), og førte store mængder af stammerne bort i fangenskab.

Efter at denne by havde gennemgået skiftende skæbner, blev den af kejser Augustus givet til Herodes den Store, som genopbyggede den og kaldte den Sebaste (græsk form af Augustus) til ære for kejseren. I Det Nye Testamente nævnes den kun i ApG 8,5-14, hvor det fortælles, at Filip drog ned til byen Samaria og prædikede dér.

Den repræsenteres nu af landsbyen Sebustieh, som har omkring tre hundrede indbyggere. Ruinerne af den gamle by ligger spredt over hele højen, ned ad hvis sider de er rullet. Skaftene af omkring hundrede søjler, som må have været prægtige korinthiske søjler, står stadig og tiltrækker sig megen opmærksomhed, skønt man ikke ved noget bestemt om dem. (Jf. Mika 1,6.)

På Kristi tid var den vestlige del af Israels land delt i tre provinser: Judæa, Samaria og Galilæa. Samaria indtog den centrale del af landet (Joh 4,4). Det kaldes i Talmud “kutitternes land” og regnes slet ikke for en del af Det Hellige Land.

Det kan bemærkes, at afstanden mellem Samaria og Jerusalem, de to rigers respektive hovedstæder, kun er 35 miles (ca. 56 km) i lige linje.