Jakob

En der følger i hælene på en anden; fortrænger, (1 Mos 25,26; 27,36; Hos 12,2-4), den andenfødte af Isaks tvillingesønner med Rebekka. Han blev sandsynligvis født ved Lahaj-Roi, da hans far var nioghalvtreds og Abraham et hundrede og nioghalvtreds år gammel. Ligesom sin far var han af et roligt og mildt sind, og da han blev voksen, levede han som hyrde, mens hans bror Esau blev en foretagsom jæger. Hans omgang med Esau viste dog megen ussel selviskhed og list (1 Mos 25,29-34).

Da Isak var omkring 160 år gammel, sammensvor Jakob og hans mor sig om at bedrage den gamle patriark (1 Mos 27) med henblik på at skaffe overdragelsen af førstefødselsretten til ham selv. Førstefødselsretten sikrede den, der ejede den: (1) højere rang i familien (1 Mos 49,3); (2) en dobbelt del af faderarven (5 Mos 21,17); (3) præsteembedet i familien (4 Mos 8,17-19); og (4) løftet om Sæden, i hvem alle jordens folk skulle velsignes (1 Mos 22,18).

Kort efter at han havde erhvervet sin fars velsignelse (1 Mos 27), blev Jakob sig sin skyld bevidst; og af frygt for Esaus vrede sendte Isak ham, på Rebekkas forslag, bort til Karan, 400 miles eller mere, for at finde en hustru blandt sine fætre og kusiner, i syreren Labans familie (28). Der mødte han Rakel (29). Laban ville ikke samtykke i at give ham sin datter til ægte, før han havde tjent i syv år; men for Jakob “syntes disse år kun som nogle få dage, på grund af den kærlighed han havde til hende.” Men da de syv år var udløbet, bedragede Laban snedigt Jakob og gav ham sin datter Lea. Endnu syv års tjeneste måtte sandsynligvis fuldendes, før han fik den elskede Rakel. Men “livslang sorg, vanære og prøvelser fulgte, i Guds gengældende forsyn, som en følge af denne dobbelte forening.”

Ved afslutningen af de fjorten års tjeneste ønskede Jakob at vende tilbage til sine forældre, men på Labans indtrængende bøn blev han endnu seks år hos ham og vogtede hans hjorde (31,41). Derpå drog han af sted med sin familie og ejendom “for at gå til Isak, sin far, i Kanaans land” (1 Mos 31). Laban blev vred, da han hørte, at Jakob var draget ud på sin rejse, og satte efter ham og indhentede ham efter syv dage. Mødet var af smertefuld art. Efter mange gensidige anklager og bebrejdelser rettet mod Jakob bliver Laban til sidst formildet, og efter at have taget kærligt afsked med sine døtre vender han tilbage til sit hjem i Paddan-Aram. Og nu er al forbindelse mellem israelitterne og Mesopotamien til ende.

Kort efter at han havde skilt sig fra Laban, mødes han af en skare engle, som om de hilste ham ved hans tilbagevenden og bød ham velkommen tilbage til Forjættelsens land (32,1.2). Han kaldte stedet Mahanajim, dvs. “den dobbelte lejr”, sandsynligvis hans egen lejr og englenes. Synet af engle var modstykket til det, han tidligere havde set ved Betel, da den trætte, ensomme rejsende tyve år før, på vej til Paddan-Aram, så Guds engle stige op og stige ned ad stigen, hvis top nåede til himlen (28,12).

Han hører nu med rædsel, at hans bror Esau nærmer sig med en flok på 400 mænd for at møde ham. I stor sjæleangst forbereder han sig på det værste. Han føler, at han nu kun må stole på Gud, og han vender sig til ham i alvorlig bøn og sender forud for sig en overdådig gave til Esau, “en gave til min herre Esau fra din tjener Jakob.” Jakobs familie blev derpå ført over Jabbok; men han selv blev tilbage og tilbragte natten i samfund med Gud. Mens han var beskæftiget med dette, viste der sig én i skikkelse af en mand, som kæmpede med ham. I denne gådefulde kamp sejrede Jakob, og som et minde om den blev hans navn ændret til Israel (den, der kæmper med Gud); og stedet, hvor dette skete, kaldte han Peniel, “for”, sagde han, “jeg har set Gud ansigt til ansigt, og mit liv er bevaret” (32,25-31).

Efter denne angstfulde nat gik Jakob videre på sin vej, haltende, på gådefuld vis svækket af kampen, men stærk i visheden om den guddommelige gunst. Esau kom frem og mødte ham; men hans hævnlyst var blevet dæmpet, og brødrene mødtes som venner, og resten af deres liv bevarede de et venskabeligt forhold. Efter et kort ophold i Sukkot drog Jakob videre og slog sit telt op nær Sikem (s.d.), 33,18; men til sidst, under guddommelig vejledning, drog han til Betel, hvor han byggede et alter for Gud (35,6.7), og hvor Gud viste sig for ham og fornyede den abrahamitiske pagt. Mens han rejste fra Betel til Efrat (det kana’anæiske navn for Betlehem), døde Rakel, da hun fødte sin anden søn Benjamin (35,16-20), femten eller seksten år efter Josefs fødsel. Derefter nåede han den gamle familiebolig ved Mamre for at være hos sin far Isak på hans dødsleje. Den fuldstændige forsoning mellem Esau og Jakob blev vist ved, at de forenede sig om at begrave patriarken (35,27-29).

Jakob blev kort efter dette dybt bedrøvet over tabet af sin elskede søn Josef på grund af hans brødres jalousi (37,33). Derefter følger beretningen om hungersnøden og de gentagne rejser ned til Egypten for at købe korn (42), hvilket førte til opdagelsen af den længe savnede Josef og til, at patriarken drog ned med hele sit hus, omkring halvfjerds sjæle i tal (2 Mos 1,5; 5 Mos 10,22; ApG 7,14), for at bo som fremmed i landet Goshen. Her fandt Jakob, “efter på mærkelig vis at være blevet kastet hid og did på et meget oprørt hav, omsider en rolig havn, hvor alle hans naturs bedste følelser blidt blev sat i bevægelse og rigt udfoldet” (1 Mos 48). Til sidst nærmer enden på hans omskiftelige liv sig, og han kalder sine sønner til sit leje for at velsigne dem. Blandt sine sidste ord gentager han beretningen om Rakels død, skønt fyrre år var gået siden denne begivenhed fandt sted, lige så ømt som om den var sket i går; og da “han var færdig med at give sine sønner befaling, samlede han sine fødder op i sengen og opgav ånden” (49,33). Hans legeme blev balsameret og ført med stor pragt ind i Kanaans land og begravet ved siden af hans hustru Lea i Makpelas hule, i overensstemmelse med hans dødsbefaling. Der hviler hans balsamerede legeme sandsynligvis den dag i dag (50,1-13).

Jakobs historie omtales af profeterne Hoseas (12,3.4.12) og Malakias (1,2). I Mika 1,5 er navnet et poetisk synonym for Israel, de ti stammers rige. Ud over at hans navn nævnes sammen med de andre patriarkers navne, er der særskilte henvisninger til begivenheder i hans liv i Paulus’ breve (Rom 9,11-13; Hebr 12,16; 11,21). Se henvisninger til hans syn ved Betel og hans jordbesiddelse ved Sikem i Joh 1,51; 4,5, 12; også til hungersnøden, som var anledningen til, at han drog ned til Egypten, i ApG 7,12 (Se LUZ; BETEL.)