Jøde

Navnet er afledt af patriarken Juda og blev først givet til en, der tilhørte Judas stamme eller det særskilte kongerige Juda (2 Kong 16,6; 25,25; Jer 32,12; 38,19; 40,11; 41,3), til forskel fra dem, der tilhørte tistammeriget, og som blev kaldt israelitter.

Under fangenskabet og efter hjemkomsten blev navnet imidlertid udvidet til hele det hebraiske folk uden skel (Est 3,6, 10; Dan 3,8, 12; Ezra 4,12; 5,1, 5).

Oprindelig blev dette folk kaldt hebræere (1 Mos 39,14; 40,15; 2 Mos 2,7; 3,18; 5,3; 1 Sam 4,6, 9, osv.), men efter eksilet gik dette navn af brug. Paulus blev dog betegnet som hebræer (2 Kor 11,22; Fil 3,5).

Det jødiske folks historie er sammenvævet med historien om Israels land og med beretningerne om deres herskeres og fremtrædende mænds liv. De er nu [1897] spredt over alle lande og forbliver den dag i dag et særskilt folk, “uden konge og uden fyrste og uden offer og uden billedstøtte [RV ‘søjle,’ randnote ‘obelisk’] og uden efod og uden husguder” (Hos 3,4). Indtil omtrent begyndelsen af dette århundrede [1800] blev de overalt stærkt undertrykt og ofte grusomt forfulgt; men nu er deres forhold stærkt forbedret, og i de fleste europæiske lande får de adgang til alle frie borgeres rettigheder. I 1860 blev de “jødiske begrænsninger” ophævet, og de fik adgang til en plads i det britiske parlament. Deres samlede antal anslås til omkring seks millioner, hvoraf omkring fire millioner er i Europa.

Der bruges tre navne i Det Nye Testamente til at betegne dette folk,

Jøder, med hensyn til deres nationalitet, for at skelne dem fra hedninger.

Hebræere, med hensyn til deres sprog og opdragelse, for at skelne dem fra hellenister, dvs. jøder, der talte græsk.

Israelitter, med hensyn til deres hellige privilegier som Guds udvalgte folk. “Andre racer skylder vi den moderne civilisations og verdslige kulturs strålende arv; men menneskehedens religiøse opdragelse har alene været jødens gave.”