Israels børn

iz'-ra-el (bene yisra'el): Et meget almindeligt udtryk både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, og det betegner israelitterne som efterkommere af en fælles stamfader, Jakob, hvis navn blev ændret til Israel (se 1 Mos 32,24-32). Det var sædvanligt at betegne medlemmerne af de forskellige stammer som børn af den, som stammen nedstammede fra (se 4 Mos 1,20-43; Ezra 2,3-61), og det var naturligt, at det folk, som roste sig af Israel som deres stamfader, skulle betegnes som hans børn. Den første henvisning til Jakobs efterkommere findes i beretningen om ændringen af Jakobs navn til Israel, og formålet er at forbinde dem med den oplevelse i Jakobs liv, som førte til ændringen af hans navn: »Derfor spiser Israels børn ikke hoftesenen, som er ved hofteskålen, den dag i dag, fordi han rørte ved Jakobs hofteskål i hoftesenen.« På det tidspunkt, da dette blev skrevet, var »Israels børn« en vending, der almindeligvis blev anvendt om israelitterne. I 2 Kong 17,34 kaldes de »Jakobs børn«, og dette forekommer i forbindelse med beretningen om ændringen af Jakobs navn til Israel og er tænkt som en nær forbindelse mellem dem og deres far Jakob, som var begunstiget af Gud.

Efter nogen tid er det ganske sandsynligt, at udtrykket »Israels børn« mistede sin særlige betydning og simpelthen blev et af de gængse udtryk for indbyggerne i Israels land, men i begyndelsen var det tænkt til at forbinde dette folk med deres stamfader Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. Jøderne på Det Nye Testamentes tid forbandt sig selv med Abraham snarere end med Jakob (se Joh 8,39; Rom 9,7; Gal 3,7, tekna, eller huioi Abraam).

A. W. Fortune