Forudkende; forudviden

for-no', for-nol'-ej:

1. Udtrykkets betydning

2. Forudviden som forhåndsviden

3. Forudviden baseret på forudbestemmelse

4. Forudviden som det samme som forudbestemmelse

LITTERATUR

1. Udtrykkets betydning:

Ordet »forudviden« har to betydninger. Det er et udtryk, der bruges i teologien til at betegne Guds forhåndsviden eller forudseenhed, det vil sige hans viden om hele det forløb af begivenheder, som fra menneskets synspunkt ligger i fremtiden; og det bruges også i King James Version og Revised Version (British and American) til at oversætte de græske ord proginoskein og prognosis i Det Nye Testamente, hvor ordet »forud-viden« kommer meget tæt på tanken om forudbestemmelse.

2. Forudviden som forhåndsviden:

I betydningen forhåndsviden er forudviden et aspekt af Guds alvidenhed (se OMNISCIENCE). Guds viden er ifølge Skriften fuldkommen, det vil sige, den er alvidenhed. Det er sandt, at Skriften bruger antropomorfe udtryksformer om den måde, hvorpå Gud får viden (1 Mos 3,8), og undertiden endda fremstiller ham, som om han ikke vidste visse ting (1 Mos 11,5; 1 Mos 18,21); ikke desto mindre er Skriftens stadige fremstilling, at Gud ved alt. Denne Guds fuldkomne viden er desuden ikke blot en viden, som i praksis er ubegrænset til alle religiøse formål, men er alvidenhed i ordets strengeste betydning. I Det Gamle Testamentes historiske bøger er Guds alvidenhed en konstant underliggende forudsætning, når det siges, at Gud iagttager menneskers handlinger, kender deres gerninger og ord og åbenbarer fremtiden for dem; mens denne guddommelige egenskab i Salmerne, Profeterne og visdomslitteraturen bliver genstand for refleksion og får læremæssigt udtryk. Man kan dog ikke sige, at denne egenskab hos Gud først viser sig sent i den særlige åbenbarings historie; den er et kendetegn ved den bibelske gudsforestilling fra begyndelsen, og det er kun dens belærende udtryk, der træder særlig klart frem i de senere bøger. Guds viden fremstilles altså som fuldkommen. Da han er fri for alle rummets begrænsninger, forbindes hans alvidenhed ofte med hans allestedsnærværelse. Det er den tanke, der ligger under de antropomorfe udtryk, hvor Gud fremstilles som den, der ser, betragter og har øjne. Guds øjne farer omkring over hele jorden (2 Krøn 16,9), og de er alle steder og betragter de onde og de gode (Ordsp 15,3). Selv Dødsriget er nøgent og åbent for Guds blik (Ordsp 15,11; Job 26,6). Natten og mørket er lys for ham, og mørke og lys er for Gud det samme (Sl 139,12). Alle dyr og fugle er hans og er derfor kendt af ham (Sl 50,11), og som deres skaber kender Gud alle himmellegemernes hærskarer (Sl 147,4; Es 40,26). Han kender også menneskets hjerte og dets tanker (1 Sam 16,7; 1 Kong 8,39; Sl 7,9; Sl 94,11; Sl 139,2; Jer 11,20; Jer 17,9; Jer 17,10; Jer 20,12; Ez 11,5). Endvidere kender Gud mennesket helt i alle dets veje (Sl 139,1-5; Ordsp 5,21). Han ser ned fra himlen og ser alle mennesker (Sl 11,4; Sl 14,2; Sl 33,13; Sl 33,14; Sl 33,15). Ondskab og synd er også kendt af Gud (1 Mos 3,11; 1 Mos 6,5; 1 Mos 6,9; 1 Mos 6,13; 2 Sam 7,20; Sl 69,5); Jer 16,17; Jer 18,23). Kort sagt: Gud ved med absolut nøjagtighed alt om mennesket (Job 11,11; Job 34,21; Sl 33,15; Ordsp 5,21; Hos 5,3; Jer 11,20; Jer 12,3; Jer 17,9; Jer 18,23). Denne fuldkomne viden finder sit klassiske udtryk i Sl 139.

Ifølge Det Gamle Testamente er Gud også fri for alle tidens begrænsninger, sådan at hans bevidsthed ikke befinder sig midt i strømmen af de efterfølgende tidsøjeblikke, sådan som det er tilfældet med den menneskelige bevidsthed. Gud er ikke blot uden begyndelse eller ende på dage, men for ham er tusind år som én dag. Derfor ved Gud i én evig intuition det, som for den menneskelige bevidsthed er fortid, nutid og fremtid. I streng forstand kan der derfor ikke være nogen forudviden eller forhåndsviden hos Gud, og den skelnen i Guds viden, som teologer har foretaget som viden ved erindring, syn og forhåndsviden, er trods alt en antropomorfisme. Ikke desto mindre er dette den eneste måde, hvorpå vi kan forestille os den guddommelige alvidenhed i dens forhold til tiden, og følgelig fremstiller Skriften sagen, som om Guds viden om fremtidige begivenheder var en forudviden eller forhåndsviden, og Gud fremstilles som den, der kender fortid, nutid og fremtid.

Guds viden om begivenheder, som fra menneskets synspunkt er fremtidige, udgør Hans forudviden i betydningen præscience. Gud fremstilles som værende i besiddelse af en viden om hele begivenhedernes løb før de finder sted. En sådan viden hører til det skriftlige billede af Gud fra meget begyndelsen af særlig åbenbaring. Han ved på forhånd, hvad Abraham vil gøre, og hvad der skal ske ham; Han ved på forhånd, at Faraos hjerte vil hærdnes, og at Moses vil befri Israel (1 Mos 15,13; 2 Mos 3,19; 2 Mos 7,4; 2 Mos 11,1 ff). Hele historien fra den patriarkalske åbenbaringsperiode viser klart Guds forudviden i denne betydning. I profetien bliver dette aspekt af Guds viden gjort til genstand for eksplicit påstand, og dens religiøse betydning bringes til udtryk. Intet, der er fremtidigt, er skjult for Jahve (Es 41,22; Es 42,9; Es 43,9-13; Es 44,6-8; Es 46,10; Dan 2,22; Am 3,7}), og denne forudviden omfatter hele menneskets livs løb (Sl 31,15 (hebraisk 16); Sl 39,5 (hebraisk 6); Sl 139,4-6; Sl 139,16; Job 14,5}). Disse passager fra Esajas viser, at det er ud fra begivenhedernes indtræffen i overensstemmelse med Jahves forudsigelse, at profeten vil bevise sin forudviden; og i modsætning til tilbederne af afguderbilleder, som bliver overraskede, advarer den alvidende Jahve Israel om fremtiden.

I Det Nye Testamente bekræftes Guds alvidenhed ligeledes eksplicit. Jesus lærte, at Gud kender menneskets hjerte skjulte hemmeligheder (Luk 16,15}); og dette er også apostlenes lære (ApG 1,24; ApG 15,8; 1 Kor 2,10; 1 Kor 3,20; 1 Thess 2,4; Åb 2,23}). Med et ord: ifølge forfatteren af Brevet til Hebræerne er alt åbent for Gud, således at Han er ordret set alvidende (Hebr 4,13}). Og ligesom i Det Gamle Testamente, så også i Det Nye Testamente, tilskrives forudviden i betydningen præscience Gud. Jesus hævder en forudviden fra Gud om det, som er skjult for Sønnen (Mark 13,32}), og Jakob hævder, at alle Guds gerninger er forudkendte af Ham (ApG 15,18}). Desuden implicerer de mange henvisninger i Det Nye Testamente til profetiers opfyldelse, at forfatterne af Det Nye Testamente tilskrev forudviden i denne betydning af fremsynethed til Gud.

Afvisninger af Guds forudviden i denne betydning af præscience er blevet forårsaget, ikke af eksegetiske hensyn, men af den formodede konflikt mellem denne sandhed og menneskets frihed. Det blev antaget, at for at være fri måtte en begivenhed være usikker og betinget med hensyn til det faktum af dens fremtidighed, og det desuden i den mest absolutte forstand, det vil sige fra både Guds og menneskets synspunkt. Derfor afviste sokratianerne og nogle armeniere Guds forudviden. Det blev antaget enten, at Gud frivilligt bestemmer sig for ikke at forudse menneskets frie viljesakten, eller at eftersom Guds alvidenhed blot er kendskabet til alt, som kan kendes, omfatter den ikke menneskets frie handlinger, som af deres væsen er usikre og derfor ukendelige. Og ud fra dette syn på friheden var denne afvisning af Guds forudviden logisk nødvendig. Hvis begivenhedernes sikkerhed med hensyn til det faktum af deres fremtidighed er uforenelig med frihed, så kommer menneskelig frihed virkelig i konflikt med Guds forudviden, da Gud ikke kan kende fremtidige begivenheder som sikkert fremtidige, medmindre de faktisk er det. Da derfor Guds forudviden er helt lige så uforenelig med dette syn på frihed som Guds forudbestemmelse, hjælper synet af dem, som ser Gud som en blot tilskuer til fremtidlige begivenheders løb, som formodes at være helt uafhængige af Hans formål og kontrol, ikke en smule. Hvis Gud forudkender fremtidige begivenheder som sikre, så må de være sikre, og hvis så, må sikkerhed for deres faktiske indtræffen afhænge enten af Guds dekret og forsynlige styre, eller af en skæbne uafhængig af Gud. Det var for at undslippe disse formodede vanskeligheder, at læren kendt som scientia media blev fremsat. Det blev antaget, at Gud har en viden om begivenheder som betinget fremtidigt, det vil sige begivenheder hverken blot mulige eller sikkert fremtidigt, men suspenderet på betingelser ubestemt af Gud. Men denne hypotese hjælper ikke og er ikke sand. Bortset fra at være i strid med Skrifterne i sin idé om, at mange begivenheder ligger uden for Guds dekret, og at Gud må vente på mennesket i sin regering af verden, er der virkelig ikke sådan en klasse af begivenheder som denne teori hævder. Hvis Gud forudkender, at de betingelser, hvorpå de er suspenderet, vil blive opfyldt, så tilhører disse begivenheder klassen af begivenheder, som sikkert er fremtidigt; hvorimod hvis Gud ikke ved, hvorvidt eller ej betingelserne vil blive opfyldt af mennesket, så afvises Hans forudviden, og disse pågældende begivenheder tilhører klassen af dem, der blot er mulige. Heller ikke de Skriftstedspasager, som der er appeleret til, såsom 1 Mos 11,6; 2 Mos 3,19; 5 Mos 7,3; 5 Mos 7,4; 1 Sam 23,10-13; 2 Sam 12,8, osv., danner et grundlag for denne lære. Skrifterne anerkender selvfølgelig, at Gud har sat alt i forhold af gensidig afhængighed, og taler om hvad der kan eller ikke kan ske under sådan og sådan betingelser; men ingen af disse passager hævder eller implicerer, at begivenhederne er suspenderet på betingelser, som enten er ukendte eller ubestemte af Gud.

Guds forudviden er, ifølge Skriftens lære, grundet på hans plan eller evige hensigt, som omfatter alt, hvad der sker. Gud fremstilles aldrig som en blot tilskuer, der ser begivenhedernes fremtidige forløb, men ikke har del i det. At Gud har en sådan plan, er hele Skriftens lære. Det ligger underforstået i Det Gamle Testamentes opfattelse af Gud som en almægtig person, der styrer alle ting efter sin vilje. Denne tanke ligger i Guds navne i den patriarkalske åbenbaring, 'El, 'Elohim, 'El Shadday, og i det profetiske navn Yahweh af Hærskarer. Dette sidste navn lærer ikke blot Guds uendelige magt og herlighed, men gør ham også kendt som den, der griber ind i denne verdens anliggender i overensstemmelse med sin suveræne vilje og hensigt, og som også har den himmelske verdens åndelige magter til sin rådighed til udførelsen af sin evige hensigt. Derfor kommer denne tanke om Gud til at betegne universets almægtige hersker (Sl 24,10; Es 6,3; Es 51,5; Es 54,5; Jer 10,16; Am 9,5; jf. Oehler, Theol. of the Old Testament, engelsk oversættelse, II, 280).

Ikke alene i denne opfattelse af Gud som almægtig og suveræn hersker udvikles tanken om hans evige plan; den hævdes udtrykkeligt gennem hele Det Gamle Testamente. Guds hensigt som bestemmende for menneskets historie i Første Mosebog ligger klart fremme i fortællingen, som for eksempel i beretningen om Abraham og om Josef. Og hvor der ikke findes nogen abstrakt formulering af denne sandhed, er det tydeligt, at forfatteren betragter enhver begivenhed som intet andet end udfoldelsen af Guds hensigt. I Salmerne, Profeterne og visdomslitteraturen finder denne sandhed en udtrykkelig og gentagen bekræftelse. Yahweh har en evig hensigt (Sl 33,11), og denne hensigt vil med sikkerhed ske (Es 14,27; Es 43,13). Denne hensigt omfatter alle begivenheder og gør deres indtræffen sikker (Es 14,24; Es 40,10; Es 46,9; Es 46,10; Zak 1,6). I visdomslitteraturen dvæles der ved denne plans etiske karakter såvel som ved dens altomfattende karakter og visheden om dens opfyldelse (Ordsp 16,4; Ordsp 16,33; Ordsp 19,21; Ordsp 20,24; Job 28,23). Den forsynsmæssige styring, hvormed Yahweh udfører denne plan, omfatter menneskets hjerte (Ordsp 21,1).

Det Nye Testamente betragter ligeledes hele historien som intet andet end udfoldelsen af Guds evige hensigt (ApG 4,28), som omfatter menneskets frelse (Ef 1,4; Ef 1,5; 2 Tim 1,9), tilvejebringelsen af Kristus som frelser (1 Pet 1,20) og den kristnes gode gerninger (Ef 2,10).

Se PRÆDESTINATION.

Selv om forfatterne til Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente ikke skriver på en abstrakt eller filosofisk måde og heller ikke går ind i metafysiske forklaringer af forholdet mellem Guds forudviden og forudbestemmelse, er det nu helt tydeligt, at de havde en klar opfattelse af dette emne. Skønt der bruges antropomorfismer om den måde, hvorpå Gud ved, opfattes han aldrig, som om han fik sin viden om fremtiden som en blot tilskuer, der skuer ned langs begivenhedernes forløb i tiden. Tanken om, at universets almægtige skaber og suveræne hersker skulle styre verden og forme sin plan som betinget af og afhængig af et blot forudblik på begivenheder uden for hans hensigt og kontrol, er ikke alene i strid med hele Skriftens tanke om Guds suverænitet og almagt, men er også i strid med Skriftens tanke om Guds forudviden, som altid opfattes som afhængig af hans suveræne hensigt. Ifølge Skriftens opfattelse ved Gud forud, fordi han har forudbestemt alle ting, og fordi han i sit forsyn med sikkerhed vil lade alt ske. Hans forudviden er ikke en afhængig viden, som må vente på begivenhederne, men er ganske enkelt den viden, Gud har om sin egen evige hensigt. Dillmann har kaldt dette “en produktiv forudviden” (Handbuch d. attest. Theol., 251). Dette er ikke helt korrekt. Det Gamle Testamente opfatter ikke Guds forudviden som noget, der “producerer” eller forårsager begivenheder. Men når Dillmann siger, at der i Det Gamle Testamente ikke findes noget spor af en “uvirksom forudviden” fra Guds side, giver han udtryk for den sandhed, at Guds forudviden i Det Gamle Testamente er grundet på hans forudbestemmelse og forsynsmæssige kontrol over alle ting. Den guddommelige forudviden afhænger derfor af den guddommelige hensigt, som har fastlagt verdensplanen (Am 3,7) og alle dens enkeltheder (Job 28,26; Job 28,27). Før mennesket bliver født, kender Gud det og udvælger det til dets gerning (Jer 1,5; Job 23,13; Job 23,14), og Guds grundige kendskab til mennesket i Sl 139 lader sig hvile på den kendsgerning, at Gud på forhånd har bestemt menneskets lod (Sl 139,14-16).

Det samme gælder Det Nye Testamentes lære om dette emne. Den guddommelige forudviden er ganske enkelt Guds viden om sin egen evige hensigt. Dette er særlig klart i de tilfælde, hvor Guds evige frelseshensigt gennem Kristus fremstilles som en hemmelighed, der er kendt af Gud, og som mennesket kun kan kende, når det behager Gud at åbenbare den (Ef 1,9; Ef 3,4; Ef 3,9).

4. Forudviden som lig med forudbestemmelse:

Vers Rom 8,29; Rom 8,30 optræder ordet "forudvide" i umiddelbar forbindelse med Guds forudbestemmelse af frelsesgenstande. De, som Gud forudviste, prædestinerede Han også til at blive lignende Hans Søns billede. Nu kan forudvidelsen i dette tilfælde ikke betyde blot en forkundskab eller en forudsigelse af tro (Meyer, Godet) eller kærlighed (Weiss) hos frelsesgenstande, hvilken tro eller kærlighed skulle bestemme Guds prædestination. Dette ville ikke blot stride imod Paulus' opfattelse af valgets absolutt suveræne og nådige karakter, men står i direkte modstrid med sammenhængen i dette afsnit. Disse vers udgør en del af den trøst, som Paulus byder sine læsere for deres lidelser, herunder deres egen indre svaghed. Apostlen fortæller dem, at de kan være sikre på, at alt virker til gode for dem, der elsker Gud; og disse er defineret som værende dem, som Gud har kaldt i overensstemmelse med Hans formål. Deres kærlighed til Gud er tydeligvis deres kærlighed som kristne og er resultatet af en kaldelse, som selv følger af et evigt formål, således at deres kristne kærlighed blot er midlet til, at de kan vide, at de har været genstande for denne kaldeelse. De er ikke kommet ind under Guds kærligheds område ved deres eget valg, men er blevet "kaldt" ind i dette forhold af Gud, og det i overensstemmelse med et evigt formål på Hans side.

Det følgende må derfor som sit motiv simpelthen have at udfolde og begrunde denne frelsesvished ved at føre det hele tilbage til Guds "forudviden". At betragte denne forudviden som betinget af noget i mennesket ville således stå i direkte modstrid med hele sammenhængen i afsnittet såvel som dets motiv. Ordet "forudviden" har her tydeligvis den fyldige betydning, som vi fandt, at det har hos Peter. Derfor er dem, som Gud forudbestemmer, kalder, retfærdiggør og herliggør, netop dem, som han har set på med sin suveræne kærlighed. At tillægge "forudviden" nogen anden betydning her ville ikke stemme med brugen af udtrykket andre steder i Det Nye Testamente, når det sættes i forbindelse med forudbestemmelse, og ville modsige det formål, hvormed Paulus indfører afsnittet, nemlig at forsikre sine læsere om, at deres endelige frelse ikke afhænger af deres svaghed, men af Guds suveræne kærlighed og nåde og magt.

Det er lige så umuligt at give ordet prognosis nogen anden betydning i det andet afsnit, hvor Paulus bruger det. I Rom 11,2, hvor Paulus taler om jøderne, siger han, at "Gud ikke forkastede sit folk, som han forud kendte." Det er ganske umuligt at opfatte dette som betydende, at Gud havde en forudseen eller blot forudviden om en egenskab i Israel, som bestemte hans valg af dem, ikke blot fordi hele Skriftens lære er, at Guds valg af Israel var suverænt og nådigt, og ikke blot på grund af Israels faktiske historie, men også på grund af sammenhængen. Paulus siger, at det ville være absurd at antage, at Gud havde forkastet sit folk, fordi han forud kendte dem; hans forudviden om dem anføres som grund til, at han ikke forkastede dem. Derfor ville argumentet ikke have nogen kraft, hvis noget i Israel, som Gud havde forudset, skulle antages at begrunde en forsikring om, at han ikke havde forkastet dem, for sammenhængen er fuld af Israels hårdhjertethed og vantro. Forudviden har her tydeligvis samme betydning som i det foregående afsnit.

Forudviden i Det Nye Testamente er derfor mere end blot forudkendskab. Den er i praksis identisk med den guddommelige beslutning i to tilfælde, og de andre steder, hvor udtrykket forekommer, betegner det den suveræne, kærlige omsorg, hvoraf Guds forudbestemmelse eller udvælgelse af mennesker til frelse udspringer.

Se OMNISCIENCE; PREDESTINATION.

LITTERATUR.

Foruden kommentarerne til de relevante afsnit, især dem til Esajas, se Dillmann, Handbuch d. alttest. Theol., 249-52; H. Schultz, Alttest. Theol., 417, 421; H Cremer, Die christliche Lehre volume den Eigenschaften Gottes, Beltrage zur Forderung christl. Theol., I, 93- 101; Stewart, artikel "Foreknowledge," HDB, II, 51-53. Betydeligt bibelsk såvel som historisk materiale findes i værker om systematisk teologi, såsom Bohl, Dogmatik, 54-59; Bavinck, Gereformeerde Dogmatik2 I, 182-95. For en historie om drøftelsen af problemet om forudviden og frihed se J. Muller, Die christl. Lehre volume der Sunde, III, 2, 2.

Se også litteraturen under OMNISCIENCE.

Om forholdet mellem forudviden og forudordning og betydningen af prognosis, se K. Muller, Die gottliche Zuvorsehung und Erwahlung, 37 f, 81 f; Pfleiderer, Paulinismus2, 268 f; Urchristentum, 289; Gcnnrich, Studien zur Paulinischen Heilsordnung, S. K., 1898, 377 f; og om betydningen af proginoskein i Rom 8,29 se især s. 382-95; også Cremer, Bibl.-theol. Worterb., 263-65; Beyschlag, Neutest. Theol., II, 109; B. Weiss, Bio. Theol. of New Testament, engelsk oversættelse, I, 205 f; II, 6; H. Holtzmann, Lehrbuch d. neutest. Theol., II, 165 f; B.B. Warfield, artikel "Predestination," HDB, IV, 52-57. Se også drøftelserne af betydningen af proginoskein i kommentarerne til 1 Peter og Romerbrevet, især Fritzsche til Rom 8,29, og Johnstone til 1 Pet 1,2.

Se også litteraturen under PREDESTINATION.

Caspar Wistar Hodge