Alvidenhed

om-nish'-ens: Udtrykket forekommer ikke i Skriften, hverken som substantiv eller som adjektiv.

1. Ord og brug:

I Det Gamle Testamente udtrykkes det i forbindelse med ord som da'ath, binah, tebhunah, chokhmah; også »at se« og »at høre«, »øjet« og »øret« forekommer som billeder på Guds kundskab, ligesom »arm«, »hånd«, »finger« tjener til at udtrykke hans magt. I Det Nye Testamente findes ginoskein, gnosis, eidenai, sophia i de samme sammenhænge.

2. Stiltiende forudsætning og udtrykkelig bekræftelse:

Skriften lærer overalt den guddommelige kundskabs absolutte universalitet. I de historiske bøger er der ganske vist ingen abstrakt formel, og der forekommer enkelte antropomorfe henvisninger til, at Gud skaffer sig kundskab om ting (1 Mos 11,5; 1 Mos 18,21; 5 Mos 8,3), men ikke desto mindre forudsættes princippet overalt i det, der fortælles om Guds kendskab til menneskers gerninger, om bønhørelse og om åbenbaring af fremtiden (1 Sam 16,7; 1 Sam 23,9-12; 1 Kong 8,39; 2 Krøn 16,9). En udtrykkelig bekræftelse af princippet gives i Salmernes Bog, hos profeterne, i chokhmah-litteraturen og i Det Nye Testamente. Dette skyldes religionens øgede inderliggørelse, hvorved dens skjulte side, som den guddommelige alvidenhed svarer til, får større vægt (Job 26,6; Job 28,24; Job 34,22; Sl 139,12; Sl 147,4; Ordsp 15,3; Ordsp 15,11; Es 40,26; ApG 1,24; Hebr 4,13; Åb 2,23).

3. Omfatter alle områder:

Denne absolutte universalitet bekræftes med henvisning til de forskellige kategorier, som i sig rummer alt, hvad der er muligt eller virkeligt. Den omfatter Guds eget væsen såvel som det, der findes uden for ham i den skabte verden. Gud har i sin bevidsthed fuldkommen besiddelse af sit eget væsen. Det ubevidste har ingen plads i ham (ApG 15,18; ApG 15,1). Næst efter sig selv kender Gud verden i dens helhed. Denne kundskab omfatter små såvel som store anliggender (Matt 6,8; Matt 6,32; Matt 10,30); menneskets skjulte hjerte og sind såvel som det, der er åbent og åbenbart (Job 11,11; Job 34,21; Job 34,23; Sl 14,2; Sl 17,2; Sl 33,13-18; Sl 102,19; Sl 139,1-4; Ordsp 5,21; Ordsp 15,3; Es 29,15; Jer 17,10; Am 4,13; Luk 16,15; ApG 1,24; 1 Thess 2,4; Hebr 4,13; Åb 2,23). Den omfatter alle tidsinddelinger, fortid, nutid og fremtid på samme måde (Job 14,17; Sl 56,8; Es 41,22-24; Es 44,6-8; Jer 1,5; Hos 13,12; Mal 3,16). Den omfatter det, som fra menneskeligt synspunkt er betinget, såvel som det, der er sikkert (1 Sam 23,9-12; Matt 11,22; Matt 11,23).

4. Den guddommelige kundskabs måde:

Skriften sætter Guds kundskab i forbindelse med hans allestedsnærvær. Sl 139 er det klareste udtryk for dette. Alvidenhed er erkendelsens allestedsnærvær (Jer 23,23). Den er også nært forbundet med Guds evighed, for denne gør ham i hans kundskab uafhængig af tidens begrænsninger (Es 43,8-12). Guds skabende forhold til alt, hvad der eksisterer, fremstilles som grundlaget for hans alvidenhed (Sl 33,15; Sl 97,9; Sl 139,13; Es 29,15). Hans altomfattende hensigt danner grundlaget for hans kundskab om alle begivenheder og udviklinger (Es 41,22-27; Am 3,7).

Dette betyder imidlertid ikke, at Guds kundskab om tingene er identisk med hans skabelse af dem, sådan som Augustin og andre har foreslået. Skaberhandlingen er ganske vist nødvendigvis forbundet med kundskaben om det, der skal blive virkeligt, men den er ikke identisk med en sådan kundskab eller med den hensigt, som denne kundskab hviler på; for hos Gud, såvel som hos mennesket, er intellektet og viljen adskilte evner. I sidste instans har Guds kundskab om verden sin kilde i hans selverkendelse. Verden er en åbenbaring af Gud. Alt, hvad der er virkeligt eller muligt i den, er derfor en afspejling i skabt form af det, der eksisterer uskabt i Gud, og således bliver kundskaben om det ene en gengivelse af kundskaben om det andet (ApG 17,27; Rom 1,20). Den guddommelige kundskab om verden har også del i den guddommelige selverkendelses kvalitet i den henseende, at den aldrig er hvilende. Gud er ikke afhængig af sådanne mentale processer som abstraktion og generalisering for at omfatte den eksisterende verdens mangfoldighed og kompleksitet.

Bibelen fremstiller ham intetsteds som en, der når frem til kundskab gennem ræsonnement, men overalt som en, der ganske enkelt ved. Af det, der er sagt om de immanente kilder til den guddommelige kundskab, følger det, at denne ikke a posteriori er afledt af sine genstande, sådan som al menneskelig kundskab, der bygger på erfaring, er det, men udøves uden modtagelighed eller afhængighed. I sin viden, såvel som i alle andre aktiviteter i sin natur, er Gud suveræn og selvtilstrækkelig. Når han erkender alle tings virkelighed, behøver han ikke vente på tingene, men henter sin kundskab direkte fra virkelighedens grundlag, sådan som det ligger i ham selv. Selv om de to således er tæt forbundet, er det ikke desto mindre vigtigt at skelne mellem Guds kundskab om sig selv og Guds kundskab om verden, og også mellem hans kundskab om det virkelige og hans kundskab om det mulige. Disse skel afgrænser den teistiske opfattelse af alvidenhed fra den panteistiske idé om den. Gud er ikke i sit liv bundet sammen med verden i en sådan forstand, at han ikke har noget virkefelt uden for den.

5. Guds alvidenhed og menneskets frie vilje:

Da Skriften blandt genstandene for den guddommelige viden også indbefatter udfaldet af menneskets udøvelse af sin frie vilje, opstår problemet, hvordan sådanne afgørelsers betingede karakter og den guddommelige videns vished kan bestå side om side. Det er sandt, at Guds viden og Guds hensigtsbestemte vilje er forskellige, og at det ikke er den førstnævnte, men den sidstnævnte, der bestemmer udfaldets vished. Følgelig lægger den guddommelige alvidenhed i sådanne tilfælde intet til og trækker intet fra med hensyn til begivenhedens vished. Guds alvidenhed frembringer ikke, men forudsætter den vished, som problemet rejser sig ud fra. Samtidig synes den, netop fordi alvidenhed forudsætter vished, at udelukke enhver opfattelse af tilfældighed i menneskets frie handlinger, som ville gøre disse i deres egentlige væsen ubestemte. Viden om udfaldet må have et fast vishedspunkt at ende ved, hvis den overhovedet skal være viden. De, der gør frihedens væsen til absolut ubestemthed, må derfor undtage denne klasse af begivenheder fra den guddommelige alvidenheds område. Men dette strider mod hele Skriftens vidnesbyrd, som tydeligt lader Guds absolutte viden omfatte sådanne handlinger (ApG 2,23). Man har forsøgt at konstruere en særlig form for den guddommelige viden, som specifikt skulle angå denne klasse af handlinger, den såkaldte scientia media, der skal skelnes fra scientia necessaria, som har Gud selv som sin genstand, og scientia libera, som ender ved vishederne i verden uden for Gud, sådan som de er bestemt af hans frie vilje. Denne scientia media skulle da være baseret på Guds forudseen af udfaldet af menneskets frie valg. Den ville indebære en viden om modtagelighed, et bidrag til den samlede sum af det, Gud ved, afledt af hans iagttagelse af verdensprocessen. Det vil sige, at den i sit væsen ville være a posteriori-viden, om end ikke med hensyn til tid. Det er imidlertid vanskeligt at se, hvordan en sådan viden kan være mulig hos Gud, når udfaldet psykologisk er ubestemt og ubestemmeligt. Viden kunne ikke opstå før bestemmelsen opstår gennem menneskets frie afgørelse. Den ville derfor nødvendigvis blive en a posteriori-viden både i tid og i væsen. Appellen til Guds evighed som det, der bringer ham lige nær ved fremtiden som ved nutiden og sætter ham i stand til at se de fremtidige afgørelser af menneskets frie vilje, som om de var nærværende, kan ikke fjerne denne vanskelighed; for når først Guds iagttagelse og viden gøres afhængige af et eller andet tidsligt udfald, bliver selve den guddommelige evighed derved i realiteten benægtet. Der bliver intet tilbage andet end at erkende, at Guds evige viden om udfaldet af menneskets frie viljesvalg indebærer, at der i disse valg, uanset deres frie karakter, indgår et element af forudbestemmelse, som Guds viden kan knytte sig til.

6. Religiøs betydning:

Den guddommelige alvidenhed er af største betydning for det religiøse liv. Religionens selve væsen som fællesskab med Gud afhænger af hans altomfattende kendskab til menneskets liv i hvert øjeblik. Derfor er det karakteristisk for de irreligiøse at benægte Guds alvidenhed (Sl 10,11; Sl 10,12; Sl 94,7-9; Es 29,15; Jer 23,23; Ez 8,12; Ez 9,9). Især i tre henseender viser denne grundlæggende religiøse betydning sig:

(a) den giver støtte og trøst, når de fromme lider under menneskers misforståelse og forvanskning;

(b) den virker afskrækkende på dem, der fristes af synd, især hemmelig synd, og bliver et dømmende princip over for alt hykleri og al falsk tryghed;

(c) den udgør den kilde, hvorfra menneskets ønske om selverkendelse kan få tilfredsstillelse (Sl 19,12; Sl 51,6; Sl 139,23; Sl 139,24).

LITTERATUR.

Oehler, Theologie des A T (3), 876; Riehm, Alttestamentliche Theologie, 263; Dillmann, Handbuch der alttestamentlichen Theologie, 249; Davidson, Old Testament Theology, 180 ff.

Geerhardus Vos